<contra@tdcspace.dk> skrev i en meddelelse
news:1122292641.541622.178870@g43g2000cwa.googlegroups.com...
Her er Mikkel Kaagaards kronik, "At forstå det uforståelige".
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=389006
S.H.
Jeg synes, det er en meget fornuftig kronik, men jeg savner et psykologisk
perspektiv på, hvorfor en ung muslim finder på at bliver selvmordsbomber, så
politiken bør suppleres med Robert Fisk fra Independent og Information.
Skulle man sige det lidt kynisk, er det frustrationen mellem pligt og
tilbøjelighed, som får dem til at eksplodere - den asketiske indlærte
korrekthed over for vestens indbyggede lystne dekadence. Det muslimske
overjeg i kamp mod den fortrængte libertiner.:
Robert Fisk, The Independent, 25. juli 2005
Den dygtige franske historiker med speciale i Første Verdenskrig, Stephane
Audoin-Rouzeau, fremførte for nylig det synspunkt, at Vesten har arvet en
meget voldelig form for krigsførelse. "Efter 1945," skrev han, "førte de
vestlige lande denne krig i andre lande: Korea, Algeriet, Vietnam, Irak ...
vi holdt op med at tænke over selve oplevelsen af krig, og vi kan ikke
forstå, at den vender tilbage til os i forskellige former, f.eks. som
terrorisme ... Vi vil ikke indrømme, at der nu er opstået en anden form for
konfrontation ..."
Han kunne have tilføjet, at politikere - og her referer jeg til lord Blair
af Kut al-Amara - med fuldt overlæg nægter at erkende det. Vi kæmper mod
onde kræfter. Det har intet med besættelsen af palæstinensisk jord,
besættelsen af Afghanistan, besættelsen af Irak og torturen i Abu
Ghraib-fængslet, i Bagram og på Guantanamo-basen at gøre. Nej, slet ikke.
"En ond ideologi," en utydelig, uspecificeret, mørk kraft - det er dén, der
er problemet.
Der er to ting galt med udsagnet. Den første er, at når først man begynder
at tale om 'det onde', taler man om religion. Godt og ondt, Gud og Djævelen.
Selvmordsbombemændene i London var muslimer (eller mente selv, at de var
det), og derfor må hele det muslimske samfund i Storbritannien råbe vagt i
gevær og - som muslimer - fordømme dem.
Vi 'kristne' behøver ikke at gøre det, fordi vi ikke er muslimer. Det blev
heller ikke krævet af os 'kristne' at fordømme den kristne serbiske massakre
på 8.000 muslimer i Srebrenica for lidt over 10 år siden. Det eneste, vi
skulle gøre, var at sige undskyld, fordi vi ikke foretog os noget som helst
dengang. Men muslimer skal - fordi de er muslimer - helt rituelt fordømme
noget, de ikke havde noget som helst at gøre med.
Jeg er bange for, at det lige præcis er dét, der er sagens kerne. Jeg
spekulerer på, om vi ikke inderst inde mener, at deres religion faktisk har
noget med det at gøre, at islam er en tilbagestående religion, uden
fornyelse, potentielt voldelig. Det passer ikke, men vores orientalske arv
siger os noget andet.
På en mærkelig måde både foragter og misunder vi den 'anden'. Mange af de
tidlige vesterlandske besøgende nærede både afsky og fascinaton for Østen.
De væmmedes over straffene og pashaerne, men de var ret begejstrede for
kvinderne; de var næsten sygeligt optagede af haremmer. Vesterlændingene
syntes, at tanken om at have mere end én kone var ret tiltalende. På samme
måde tror jeg, at der er dele af vores vestlige 'dekadence', som muslimerne
er interessede i, selv om de rask væk fordømmer dem.
Det pludselige skift
Jeg blev meget forbløffet for nogle år siden, da en af mine libanesiske
venners søn rejste fra Libanon for at læse på et universitet i det sydlige
England i tre år. Når jeg rejste fra Beirut til London, havde jeg nogen
gange breve og kassettebånd med fra hans forældre - det var de herlige dage
før internettet blev opfundet - og den studerende og jeg mødtes som regel på
en pub i Bloomsbury. Han dukkede altid op sammen med en pige og drak flere
øl, før han tog hjem til hende og tilbragte natten dér. Da han var i gang
med sit sidste semester på universitetet, ringede han hjem og bad sin mor om
at finde ham en passende brud. De sorgløse, legende dage var forbi. Mor
skulle finde ham en jomfru, som han kunne gifte sig med.
Jeg tænkte meget over det dengang. Han var - og er - en yderst respektfuld,
hæderlig mand, der valgte at afvise mere profitable jobtilbud for at
undervise unge i Beirut, men hvis han havde haft en svagere karakter, kan
jeg forestille mig, at han ville have fået visse problemer i sit liv. Hvad
lavede han i Storbritannien? Hvorfor morede han sig ligesom 'os' for
derefter at vende ryggen til den livsstil til fordel for et mere
konservativt liv?
Et andet eksempel - selv om de to mænd ikke har noget tilfælles - er Ziad
Jarrah. Han boede i Tyskland sammen med en tyrkisk kæreste, de gik ikke bare
ud sammen, men levede sammen, og den 11. september 2001 ringede han til sin
kæreste og sagde, "jeg elsker dig". Hvad er der galt, spurgte den unge
kvinde. "Jeg elsker dig," sagde han igen og lagde røret på. Og så gik han
ombord på et fly, skar halsen over på flere af dets passagerer for derefter
at smadre det ned i en mark i Pennsylvania.
Hvad foregik der i hans hjerne, da han hørte kærestens stemme - den kvinde,
han sagde, at han elskede? Hans far, som jeg kender ret godt, var lige så
lamslået som forældrene til selvmordsbombemændene i London. Selv i dag kan
han ikke begribe det, Ziad Jarrah gjorde. Han venter stadig på, at Ziad
kommer hjem.
Hader og elsker Vesten
Det er ikke svært at indtage en kynisk holdning til den måde, hvorpå arabere
både hader og elsker Vesten. I arabiske hovedstæder kan jeg læse de
glødende, rasende protester mod Bush i de lokale aviser for kort efter at
køre forbi den amerikanske ambassade, hvor hundredevis af arabere står og
venter langs murene i håb om at få et indrejsevisum til USA. Koranen er et
dokument af umådelig værdi. Det er en opholdstilladelse også.
Men ud fra de mange breve, jeg får fra muslimer - især i Storbritannien -
tror jeg efterhånden, at jeg forstår en del af den vrede, der opstår iblandt
dem. Mange af dem kommer fra lande, hvor undertrykkelse er hverdagskost og
fra egne, hvor uhyre strenge familieregler og religiøse regler styrer deres
liv. I kender resten af historien.
Det betyder, at der i Storbritannien - og selv de muslimer, der er født her
i landet, vokser ofte op i stærkt traditionsprægede familier - opstår en
kraftig modsætning mellem deres personlige liv og livet i det samfund, der
omgiver dem. Frihedsprivilegierne i Storbritannien, de sociale såvel som
politiske, kan være meget tillokkende, men muslimernes viden om, at landets
regering sender sine soldater ud for at invadere Irak og dræbe mange
muslimer, kan samtidig forvandle modsætningsforholdet til noget langt, langt
farligere.
Vi har et land - Storbritannien - hvor man kan leve et godt liv. Man kan gå
i byen med kønne piger (bemærk, at vi taler om mænd her), gifte sig med dem
eller bare bo sammen med dem. Man kan se film - nøgenscenerne bliver ikke
klippet ud her hos os - og hvis man vil, kan man gå ned og få en øl eller to
på den lokale pub. Alle disse ting er selvfølgelig haram - forbudte - men
fornøjelige og en del af 'vores' liv. De fleste britiske, muslimske mænd jeg
kender, drikker nu ikke alkohol, og de opfører sig særdeles belevent over
for kvinder uanset disses religion (så drop de vrede breve, tak). Andre
nyder vores frihedsprivilegier på ganske afslappet vis.
Men de, der er ude af stand til dét - de, der har nydt godt af vores frihed,
men skammer sig over det - som bliver forfærdede over, hvor meget de nyder
"vores" samfund, men bliver lige så forfærdede over, at de føler sig så
fordærvede (især efter en tur til Pakistan for at få en dosis gammeldags,
ritualiseret religion), de har et ganske særligt problem.
Situationen i Palæstina eller Afghanistan eller Irak tænder lunten. De
ønsker både at bryde ud af 'vores' verden og at give udtryk for deres
moralske vrede og politiske afmagt, mens de gør det. Jeg tror, at de ønsker
at ødelægge sig selv på grund af deres skyldfølelse og at ødelægge andre,
fordi de har 'fordærvet' dem. Selv hvis ødelæggelsen indebærer, at man
dræber et par af sine trosfæller og snesevis af andre uskyldige. Så
rygsækkene bliver kastet på ryggen - hvem der har leveret deres indhold, er
en anden sag - og bomberne ryger i luften. Der sker et eller andet, noget,
der kun tager det sekund, der går mellem "jeg elsker dig" og et rør, der
bliver lagt på.