Jeg er personligt som udgangspunkt meget enige i alt det som kommer til
udtryk i den nedesåtende kronik. Sharia har efter min mening absolut ingen
plads endsige berettigelse i det vestlige demokrati.
Citat
"- Det er muslimernes pligt at arbejde eller kæmpe for, at den islamiske lov
kommer til at herske overalt.
Principielt kan islam ikke anerkende nogen lov, som er over eller ved siden
af den islamiske lov; og den ser frem til en politisk idealtilstand, hvor
hele verden er forenet under islamisk lov.
- Derfor ser de det som en religiøs opgave at skulle genfinde islams gamle
politiske styrke. Og for mange traditionelle muslimer er løsningen, at man
slutter endnu stærkere op om den traditionelle islamiske lov. Det er også
islamisternes opfattelse.
- Det betyder, at vor reaktion på terrorangrebene må være dobbelt. For det
første må vi ikke lade os kue af selve truslen om angrebene. Og lige så
faste, vi skal være i modstanden mod terrorisme, skal vi være i erkendelsen
af, at nogle islamistiske fanatikere ikke gør alle muslimer til terrorister.
For det andet skal vi forholde os til de mere eller mindre officielle forsøg
på at indføre (dele af) muslimsk sharia-lov i vort samfund.
så har vi som demokratiske borgere også en basal forpligtelse til at tage
afstand fra ethvert forsøg på at indføre muslimsk sharialov.
- Demokratiet kan efter sine egne forudsætninger ikke kendes ved en sådan
lovgivning. Derfor går man fuldstændig fejl, hvis man tror, at vi for at
mindske terrortruslen skal imødekomme muslimerne ved at acceptere en form
for officiel indførelse af sharialov. Det ville være at gå terroristernes
ærinde og undergrave vort eget demokratiske system."
Citat slut
Udvalgte uddrag af kronikken:
Islams politiske tragedie
Af Kai Sørlander, filosof og forfatter, Brønshøj
I lyset af den islamistiske terrortrussel skal vi besinde os på vore
politiske værdier. Og muslimerne skal besinde sig på den tragiske dynamik,
som er indbygget i islams forhold til det politiske.
Ser vi bort fra individuelle og personlige årsager, så ligger der en grund i
selve religionen islam, således som den opfattes helt traditionelt. Det
skyldes denne religions egen opfattelse af sin rolle i verden. Islam
foreskriver ikke kun, at der skal herske et særligt lovsystem, sharia - som
begrundet i Koranen og i overleveringer om Muhammed - i den muslimske
verden. Den hævder også, at dette lovsystem som guddommeligt er bedre end
alle andre. Og den foreskriver, at den islamiske lov efterhånden skal
udbredes til resten af verden.
Det er muslimernes pligt at arbejde eller kæmpe for, at den islamiske lov
kommer til at herske overalt.
Principielt kan islam ikke anerkende nogen lov, som er over eller ved siden
af den islamiske lov; og den ser frem til en politisk idealtilstand, hvor
hele verden er forenet under islamisk lov.
Denne helt traditionelle islamiske opfattelse har det svært i dagens
virkelighed. På grund af det relative magtforhold mellem Vesten og den
islamiske verden.
Hvor islam foreskriver, at den muslimske lov skal herske over verden, dér
fortæller virkeligheden om den islamiske verdens svaghed.
Den er presset af Vesten og specielt af USA. Kulturelt er den presset af de
internationale mediers forevisning af vestlige livsformer med deres
pluralisme og normsænkning. Det føler de traditionelle muslimer som en
faretruende opløsning af religionens rolle som den, der giver de normer,
hvorefter livet skal leves.
Politisk er den islamiske verden presset af krav om tilslutning til
internationale konventioner, som ikke er begrundet i islam. Som eksempel kan
nævnes menneskeretserklæringen med dens krav om religionsfrihed (og ret til
at skifte religion), der er fremmed for islamisk lovgivning. Og så er der
ikke mindst det militære pres, som især amerikanerne udøver gennem deres
tilstedeværelse i regionen.
I lyset af den traditionelle islamiske verdensopfattelse er amerikanernes
baser i Saudi-Arabien og deres forsøg på at hjælpe med til at indføre
demokrati i Afghanistan og i Irak dybt foruroligende. Et åbenlyst tegn på
svækkelsen af den islamiske verden. Og så er der selvfølgelig Israel, hvor
alle ydmygelserne samles.
Ustandselig må den islamiske verden finde sig i at skulle bøje sig for krav
og påvirkninger, som ikke er begrundet i islam, og som derfor af muslimerne
må opfattes som ydmygende.
For traditionelle muslimer må den islamiske verdens relative svaghed være et
alvorligt religiøst problem. Den religion, som i sin egen selvopfattelse
skulle være stærk og herske over verden, er faktisk svag. Derfor ser de det
som en religiøs opgave at skulle genfinde islams gamle politiske styrke. Og
for mange traditionelle muslimer er løsningen, at man slutter endnu stærkere
op om den traditionelle islamiske lov. Det er også islamisternes opfattelse.
Det er gennem en koncentreret fastholdelse af den traditionelle islamiske
lov, at den islamiske verden skal genrejse sig selv. Spørgsmålet er så, om
dette løsningsforslag holder. Kan man faktisk genrejse den islamiske verden
ved at fastholde den traditionelle islamiske lovgivning?
Det kan vi ikke vide, uden at vi først gør os klart, hvad der er årsag til
den islamiske verdens relative svaghed i forhold til Vesten. Op til omkring
1500 var den islamiske verden med Osmannerriget ikke svagere end Europa, men
så gik Europa ind i en rivende udvikling, mens den islamiske verden
stagnerede.
På den baggrund kan vi forstå islams politiske tragedie. Når de
traditionelle muslimer forsøger at genvinde islams gamle storhed gennem
fastholdelsen af den overleverede islamiske lov, så griber de efter netop
det, som er årsag til svagheden.
I deres frustration over svagheden søger de hjælp i svaghedens årsag. Deri
er der kun undergang. De er lukket inde i et bur, som er skabt af islams tro
på, at den konkrete lov i samfundet skal være begrundet i Koranen og i
overleveringerne om Muhammed.
Også de islamistiske terrorister er lukket inde i det bur. Men de går helt
deres egen vej, når de søger at undslippe buret gennem terrorangreb på
Vesten.
I hjertet af islam findes en politisk tragedie, som terrorangrebene er et
meningsløst forsøg på at overvinde. Det betyder, at vor reaktion på
terrorangrebene må være dobbelt. For det første må vi ikke lade os kue af
selve truslen om angrebene. Og lige så faste, vi skal være i modstanden mod
terrorisme, skal vi være i erkendelsen af, at nogle islamistiske fanatikere
ikke gør alle muslimer til terrorister. For det andet skal vi forholde os
til de mere eller mindre officielle forsøg på at indføre (dele af) muslimsk
sharia-lov i vort samfund.
Det kræver, at vi besinder os på de grundliggende forudsætninger for vort
eget politiske system.
Her vil jeg nævne to sådanne forudsætninger.
Den ene er, at lovgivningen er menneskeskabt. Altså ikke er givet religiøst.
Og den anden er, at vi som ansvarlige personer har en helt elementær
ligeværdighed, og at ingen derfor har en særlig højere ret til at bestemme,
hvorledes lovene skal være.
På disse forudsætninger bygger demokratiet. Det indebærer, at demokratiets
fortsatte eksistens stiller krav til borgerne. De må - ganske uafhæningt af
deres religion - være forpligtede på, at der gives love, som fortsat sikrer
borgernes demokratiske ligeværd.
Det er under denne overordnede forpligtelse, at vi så rationelt som muligt
bør diskutere, hvorledes sådanne love konkret skal udformes under
hensyntagen til den faktiske virkelighed.
Men så har vi som demokratiske borgere også en basal forpligtelse til at
tage afstand fra ethvert forsøg på at indføre muslimsk sharialov.
Demokratiet kan efter sine egne forudsætninger ikke kendes ved en sådan
lovgivning. Derfor går man fuldstændig fejl, hvis man tror, at vi for at
mindske terrortruslen skal imødekomme muslimerne ved at acceptere en form
for officiel indførelse af sharialov. Det ville være at gå terroristernes
ærinde og undergrave vort eget demokratiske system.
I lyset af den islamistiske terrortrussel skal vi besinde os på vore
politiske værdier. Og muslimerne skal besinde sig på den tragiske dynamik,
som er indbygget i islams forhold til det politiske.
Begge parter skal vi - hver fra vort ståsted - erkende sharialovens
uforenelighed med betingelserne for et rationelt demokrati.
Hele kronikken i dens fulde længde:
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3163660
--
Torben Østrup
_____________________
e-mail : eastrup4@hotmail.com
"Når man respekterer religionen,
skal man også holde den ude
fra så mange ting som muligt."
Sean O' Casey