I dagens Berlingske Tidende bringes på:
http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=603336
følgende kronik af Helle Merete Brix:
Terrorister og moderate barbarer
--------------------------------
Imamer og islamiske organisationer i Vesten får ofte uimodsagt lov til
atfremstille sig som moderate, skønt langt de fleste ønsker Europa
islamiseret og ikke sjældent har ubehagelige forbindelser til
terroristernes netværk. Lad os i stedet høre frakritiske journalister og
forskere og fra liberale muslimer og frafaldne muslimer.
Angrebet på London for nylig gør det mere vigtigt end nogensinde at få
fastslået, hvem der er liberale muslimer, og hvem der ikke er. Ethvert
terrorangreb siden 11. september har efter min opfattelse styrket de
islamiske organisationer og talsmænd i Vesten, der nu igen på vore
TV-kanaler, om det så er DR, BBC eller CNN, får lov at fremstille sig
som moderate. Sandheden er, at langt de fleste af dem ønsker Europa
islamiseret og ikke sjældent har ubehagelige forbindelser til
terroristernes netværk.
Vore medier fortæller os stort set aldrig om den målrettede propaganda,
som islamiske missionsselskaber med succes har udført i Vesten igennem
de seneste mange år. En af Europas få kendte liberale imamer, Dalil
Boubakeur, der er talsmand for den store moské i Paris er så
pessimistisk, at han kalder den liberale islam i Europa i dag for
»dødsmærket«.
I stedet præsenteres vi for en offerretorik, vi hører om racisme og
islamofobi, om udstødelse af muslimer og om hetzen fra det omgivende
samfund. Integrationskonsulenter, imamer og terrorismeeksperter
fortæller os, at terrorismen skyldes fremmedhadet og vrede over
amerikanernes og europæernes brutale fremfærd i lande som Irak og
Afghanistan. For hvad anden forklaring kunne der være?
Terrorisme begås, fordi islamisterne ønsker verdensherredømmet og hader
Vesten. Ikke for hvad vi gør, men for hvad vi er. Det er vigtigt at
forstå, at det at drive »korsfarerne« ud af Irak og Afghanistan blot er,
hvad den fremragende iranskfødte journalist Amir Taheri har kaldt
»taktiske mål«. Den jihad, som islamisterne fører, består ikke
nødvendigvis i at smide bomber i Londons Tube; den kan også bestå i krav
om, at skolerne ikke underviser i Holocaust eller Israels historie, at
muslimske børn ikke udsættes for »islamofober« som for eksempel Molière
og Voltaire eller skal på udflugt til kirker eller teatre. Eller i et
krav om at muslimske piger på gymnasiet skal iføre sig lange frakker,
når de går til tavlen. Sådan som det i dag sker i et stigende antal
franske skoler. Og fuldstændig som islamisterne med vold og trusler har
tyranniseret muslimer til at makke ret i de muslimske lande, intimiderer
de i dag i Vesten sagesløse mennesker med muslimsk baggrund, der ikke
ønsker at indordne sig under deres ideologi.
Et eksempel på en islamistisk organisation er Muslim Council of Britain
(MBC), der interviewes og konsulteres hyppigt i disse dage og i hvert
fald officielt lægger afstand til angrebet i London. Men det var blandt
andet MBC, der stod last og brast med Londons »røde« borgmester Ken
Livingstone i sidste sommers politiske ballade. Striden drejede sig om,
hvorvidt den indflydelsesrige prædikant Yussuf al-Qaradawi skulle have
lov til at rejse ind i Storbritannien. Qaradawi har indrejseforbud i
USA. Han er en af Det Muslimske Broderskabs væsentligste ideologer,
specialist i islamisk finansiering og tidligere aktionær i den nu
nedlagte al Taqwa bank. Banken er mistænkt for at have fungeret som bank
for al-Qaeda.
På TV-stationen Al Jazeera, der er ejet af emiren af Qatar, har Qaradawi
sit eget spørgeprogram med omtrent ti millioner seere. På »Sharia og
livet« udsteder han blandt andet fatwaer, der opmuntrer til drab på
amerikanske soldater i Irak. Han slår også fast, at de palæstinensiske
selvmordsterrorister ikke engang skal betragte israelske spædbørn som
uskyldige civile. MBC fastholdt over for offentligheden, at imamen stod
for »fornuft og forståelse« og at ønsket om at forhindre ham i at besøge
byen var del af et zionistisk komplot. Sådan som det i øvrigt altid er,
når nogen vil lægge islamisterne hindringer i vejen. Med briternes
hidtidige largeness over for islamister blev enden på det hele dog, at
Ken Livingstone kunne byde Qaradawi varmt velkommen i London.
Qaradawi går naturligvis også ind for polygami, dødsstraf for
homoseksualitet, tildækning af kvinder og mænds ret til at slå deres
hustruer. Sådanne synspunkter vil formentlig frastøde de fleste af
kronikkens læsere, men der er tale om helt almindelige synspunkter for
de muslimske prædikanter, der enten besøger Europa ofte eller som bor
fast i Vesten. Sådanne anskuelser har intet at gøre med, hvorvidt disse
prædikanter prædiker på arabisk eller dansk eller engelsk.
==
Det kan så undre at en Klaus Bondam, homoseksuel radikal politiker og
kandidat til overborgmesterposten i Københavns kommune, ikke tager det
alvorligt, at hans islamiske »allierede« ønsker ham henrettet - fordi
han er bøsse.
==
Et væld af islamiske organisationer, der fastholder kravet om jihad og
sharia (islamisk lov) er vokset frem i Vesten igennem de seneste årtier.
En lang række af dem har forbindelse til Det Muslimske Broderskab,
hvorfra blandt andre Zawahri, næstkommanderende i al-Qaeda, er udgået. I
det københavnske Nordvestkvarter, i Leeds, i Rotterdam, Genève og Lyon
bliver unge muslimer i dag præsenteret for tanker fra Broderskabets
væsentligste ideologer: Sayyid Qutb, pakistaneren Abu al-A'la Mawdudi,
Yussu al-Qaradawi og stifteren Hassan Al-Banna. Og også fra al-Bannas
børnebørn, brødrene Hani og Tariq Ramadan, der begge er opvokset i
Genève. Den uhyre populære prædikant Tariq Ramadan har ellers stået som
fadder til »euro-islam«. Men hans netværk er Det Muslimske Broderskab,
hvis koncept er ganske enkelt: »Allah er vort formål, Budbringeren er
vor leder, Koranen er vor lov, Jihad er vor vej, døden for Allahs sag er
vort højeste håb«.
Har man dette for øje, er det måske nemmere at forstå, hvorfor for
eksempel en BBC-undersøgelse i december 2002 om 500 muslimers forhold
til international terrorisme gav følgende resultat: 70 procent af de
adspurgte muslimer svarede, at de opfatter USAs krig mod terror som en
krig mod islam. 11 procent mente, at flere terrorangreb mod USA kunne
retfærdiggøres. 8 procent mente det samme om terrorangreb på engelsk
jord.
Også en anden undersøgelse er værd at referere. Den er foretaget af det
britisk-muslimske tidsskrift Q News i november 2001, altså ganske kort
efter terrorangrebet på Amerika. Q News har i høj grad unge, akademisk
uddannede muslimer som læsere. Af undersøgelsen fremgår det, at 79
procent af de adspurgte ikke mente, at det var tilstrækkelig bevist, at
Osama bin Laden stod bag 11. september. 44 procent svarede, at de havde
mere tillid til Osama bin Laden end til Tony Blair. Kun 8 procent
foretrak ubetinget Tony Blair. 23 procent erklærede sig villige til at
drage i hellig krig for Taleban i Afghanistan.
Det nævnes ikke, hvor stor en gruppe der spørges. Men islamforskeren
Philip Lewis har fremhævet undersøgelsen i sin bog »Islamic Britain fra
2002«. Her skriver han om det bekymrende i, at ikke mindst mange
britiske muslimer af pakistansk oprindelse fortsætter med moralsk at
sætte sig uden for det britiske samfund. Lewis beskriver også, hvordan
blandt andet en række moskeer med rod i en uforsonlig pakistansk
islamisme er vokset frem i det Nordengland, hvor han selv bor.
Islamisternes ideologi spredes igennem koraneftermiddagsskoler,
fredagsbøn, kassetter, bøger, videoer, studiekredse og konferencer, ved
unge muslimers »dannelsesrejser« til muslimske lande og ved at påvirke
skolebestyrelser, menneskerettighedsligaer, politiske partier, medier
m.m. i sager, der tjener islamisternes sag. Her er islamisternes store
fortrin, at de forstår os langt bedre, end vi forstår dem. De kender
blandt andet til europæernes skyldkompleks og ved, at når europæerne
rammes af islamisk terror, stiller en mængde europæere sig selv
spørgsmålet: Hvad har vi gjort galt?
I Frankrig præsteres der i dag en kritisk forskning på feltet, som vi
ikke kender herhjemme. Et eksempel er journalisten Caroline Fourests
mere end 400 siders kritiske bog om Tariq Ramadan. Bogen påviser blandt
andet de gange, Ramadans navn er sat i forbindelse med terrorkredse. Et
andet eksempel er den libanesisk-franske forsker Fiammetta Vemmers
studie af Frankrigs største muslimske paraplyorganisation, Unionen af
Islamiske Organisationer i Frankrig (UIOF). Så sent som forleden så jeg
UIOF portrætteret som »moderat« på en international TV-kanal. Skønt UIOF
hylder Det Muslimske Broderskabs ideologer og skønt det antisemitiske
falsum »Zions Vises Protokoller« sælges på UIOFs årlige konference i
Bourget.
Måtte der snart ske et vendepunkt, så vi hørte fra sådanne journalister
og forskere. Lad os også gerne høre fra bevægelserne bahai og alevi, fra
liberale muslimer og frafaldne muslimer. Men fri os for de muslimske
prædikanter, der trods slips og jakkesæt i bedste fald blot er moderate
barbarer.
--
Per Erik Rønne