---

Her en ældre avisartikel med enkelte vigtige pointer:

citat start

Islamisk fundamentalisme
- også i Danmark (i uddrag)


Islam fremtræder nu om stunder som en fredens og tolerancens religion. Men
sådan forholder det sig ikke, skriver fhv. domprovst Poul Erik Andersen.


_____________________

Af POUL E. ANDERSEN


Vi hører dagligt om de ugerninger, som de militante islamiske
fundamentalister begår, og vi er faktisk allerede på vej til at indstille os
på, at fundamentalistiske bevægelser hører med i vort verdensbillede som
selvstændige, uomgængelige aktører.

Alle steder, hvor de får råderum, spirer volden frem, og den
vokser efterhånden næsten uhæmmet. De kan leve enten i nær tilknytning til
regimet som i Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan eller Sudan, eller som brede,
men velorganiserede bevægelser i kamp med systemet som i Tyrkiet, Ægypten,
De palæstinensiske områder og Algeriet. Det blodige slagterhåndværk, som
udføres af GIA og FIS i Algeriet har mindst kostet 50.000 mennesker livet,
P.F.L.P. og Hamas på palæstinensisk område fører ligeledes deres
terrorpolitik overfor civilbefolkningen med flybortførelser, bombeattentater
og selvmordsaktioner. Refah Partisi i Tyrkiet trækker blodige spor langt ind
i Europa, overfald på turister i Ægypten er ganske meningsløse, og lokale
terrorangreb som mod World Trade-center vidner om en ubegribelig
umenneskelighed.


Legitime børn af islam

I alle muslimske lande myrder de radikale bevægelser kunstnere,
journalister og islamkritiske intellektuelle i hundredevis (Rolf Stolz:
Kommt der Islam). I mediedækningen af disse begivenheder synes det ofte, som
om man forsøger at undlade at trække en direkte forbindelse mellem de
fundamentalistiske bevægelser og den store verdensreligion islam. Sagen er
imidlertid, at de fundamentalistiske bevægelser er legitime børn af islam,
omend hærdet og styrket gennem fattigdom og politisk undertrykkelse. De har
i høj grad deres udspring netop i islam.

De store profet Muhammad med de enestående evner både i religiøs
og politisk henseende og med de store modsætninger i personligheden, gjorde
bevidst brug af terroren som våben i sit politiske opgør med Mekka og
modstanderne i Medina (Frede Løkkegaard: Muhammad ). Og i profetens
forbillede kan de militante fundamentalister i høj grad finde deres næring.
Måske er det derfor, at stærke muslimske regimer har så svært ved at tage
afstand fra fundamentalisternes voldspolitik.

Mærkværdigvis har der i de seneste årtier langsomt dannet sig et
nyt billede af islam. Nu fremtræder islam i mange kredse som en fredens og
tolerancens religion med plads til både kristne og jøder inden for sine
grænser, som rammen om et kulturskabende folk med misundelsesværdig
forståelse af familie- og samfundsværdier og med alvorlig respekt for sit
religiøse grundlag. Dette folkebillede står så fast, så det i dag er næsten
helligbrøde at nuancere det.


Liberale strømninger

Men sagen er imidlertid, at islam ikke er nogen fredselskende og
tolerant religion, selvom der breder sig moderate og liberale strømninger i
flere lande, og selvom mange muslimske indvandrere, også i Danmark, langsomt
tilpasser sig nye skikke. Islam er grundlæggende en krigerreligion. Dens
grundlægger og forbillede Muhammad beundres og forherliges. Og
barmhjertighed kendes kun muslimer imellem. Den ud fra Koranen begrundede
hellig krig, djihad mod alt, som krænker islam, kan forstås i mange
henseender, men lige fra Muhammads dage har den også betydet kamp imod
vantro. Så sent som i 1991 kunne Irak opfordre til djihad mod USA, mens
andre muslimske stater opfordrede til djihad mod Irak. Der er heller ikke
tvivl om, at de fleste palæstinensere opfatter kampen mod Israel som djihad.

Men netop krigen mellem muslimske lande, mellem Iran og Irak, Irak
og Kuwait-Saudi-Arabien viser, hvor let kampberedskabet udløses også i nyere
tid.

At islam skulle være en tolerant religion modsiges af de interne
opgør i muslimske lande, borgerkrigen i Afghanistan, kampene i Libanon og
Algeriet, forfølgelsen af kurderne, af sumpirakerne, og udryddelseskrige i
Sydsudan og i Nigeria.

Myten om tolerancen er sikkert opstået under islams voldsomme
ekspansion i syvhundredtallet. Her foretog man ikke nogen systematisk
udryddelse af de oprindelige beboere, men da man ikke selv havde
befolkningsunderlag til at regere de undertvungne lande pålagde man jøder og
kristne "bogens folk" en religionsskat og gjorde så i øvrigt brug af dem ved
landets administration. Senere hen har det været småt med tolerancen. De få
tilbageblevne kristne og jøder på muslimsk område lever under kummerlige
forhold. De kristne grusomheder under korstogene syner af meget lidt i
sammenligning med den muslimske fremfærd overfor de armenske kristne. Langt
over en million blev udryddet i årene 1914-15. Et kendt tyrkisk ministerord
beskrev udåden således: "Det armenske spørgsmål skaffer man bedst af vejen
ved at skaffe armenierne af vejen". Intet under, at Hitler var optaget af
begivenheden. Flere hundred tusinde kristne i Sydsudan er myrdet af det
islamiske diktatur i Khartoum. I Nigeria er brutaliteten overfor de kristne
ligeså udbredt.


Tolerance i skævt lys

Den islamiske tolerance sættes også i et skævt lys af den
kendsgerning, at mens muslimske indvandrere i europæiske lande udfolder
deres religiøse liv på linie med andre religiøse samfund og f.eks. indretter
moskeer i stort tal (i Danmark over 100 ), så er de få kristne menigheders
liv i de muslimske lande stærkt begrænset. Annoncering af gudstjenester er
som regel forbudt, kirker kan mig bekendt ikke opføres. I Saudi-Arabien
findes kristne kirker slet ikke, end ikke halssmykker med kors er tilladt. I
Indonesien blev i 1995-96 flere hundrede kristne kirker nedbrændt. I
Nordnigeria har der i de seneste 10 år været flere forfølgelsesbølger med
mindst 50.000 kristne ofre og afbrænding af hundreder af kirker. (ABD AL
MASIH: Der Islam). På det moralske område er tolerancen måske endnu mindre.
En seksuel forbindelse mellem en europæisk mand og en ugift muslimsk kvinde
udløser dødsdom. En far modtager officiel ros for at nedskyde sin datter,
fordi hun førte bil, og et tyveri betales stadigvæk med en hånd. Kritik af
en religiøs tradition kan i Iran udløse en dødsfatwa.

Fundamentalisterne præger livet i deres hjemlande, men også i
indvandrerlande er de stærkt repræsenteret. De er organiserede i radikale
grupperinger med tæt forbindelse til hjemlande. I Danmark kendes især
P.F.L.P. (Folkefronten til Palæstinas befrielse") (Blekingebanden) og for
tiden A.I.C.P. ("Islamisk forening for Velgørende Projekter"). (Bl.a.
muslimske friskoler). Begge er organisationer med hjemsted i Mellemøsten.
Adskillige topfolk hentes til Danmark, og udenlandske imamer med radikale
synspunkter er aktive ved koranskolernes undervisning af børn og unge.
Blandt hundreder af muslimske organisationer i Tyskland vurderer
"Verfassungsschutz", at 22 er radikale. Nogle af dem virker i europæisk
sammenhæng og kan have forbindelse til Danmark. Det vil være naivt at tro,
at ingen af de mange andre radikale islamiske paraplyorganisationer, der
arbejder i europæisk regi, skulle have repræsentation i Danmark.

Aflæggeren af det tyrkiske Velfærdsparti, Refah Partisi med navnet
Milli Görus (Det islamiske samfund Millie Görus) f.eks. har efter egne
oplysninger i 1995/96 161.536 medlemmer i Europa. (Spuler-Stegemann: Muslime
in Deutschland). Dets målsætning består i "På verdensplan at bringe den
retfærdige orden til magten". Karakteristisk for sådanne foreninger er, at
de oftest fremtræder med "veldædige" navne og formål.

De ideologiske holdninger bag fundamentalisterne hentes fra
Koranen. For dem som for alle muslimer er Koranen og Sunnaen, dvs., de
nedskrevne samlinger af profeten Muhammads sædvaner (hadith) trosgrundlag.
Men mens muslimske teologer prøver at tolke nye samfundsændringer i lyset af
Koranen og Sunnaen, afviser fundamentalisterne enhver udvikling, der har
fundet sted efter kaliffen Alis død i år 656. Derfor ønsker alle
fundamentalister, selvom der også hos dem er forskellige opfattelser, at
skabe en stat på det fundament, der er skitseret i Koranen. De mener, at når
man praktiserer den oprindelige islam, så vil islams sejr over den ganske
verden være inden for snarlig rækkevidde.

Det drejer sig om at indføre den muslimske Gudsstat, byggende på
den guddommelige islamiske ret, sharia. Og religionen skal bruges som middel
til at opnå politisk magt. De fleste er fyldt med afsky overfor verdsligt
demokrati og statsdannelse. Derfor må enhver integration af indvandrede i
den verdslige stat afvises, og gamle islamiske dyder fastholdes.

Der har kun i ringe omfang kunnet påvises organiseret
terrorvirksomhed i Danmark, men en ganske uforsonlig holdning kommer ofte
til udtryk. Ved en panelsamtale i K.B.-Hallen om religionsfrihed og
religionslighed blev den fremtrædende muslim Abdul Wahid som paneldeltager
spurgt, hvordan han forholdt sig til en netop i Iran afsagt dødsdom over en
person, der havde omvendt en muslimsk kvinde til bahai-religionen.


Rimelig dom

Abdul Wahid svarede, at det var rimeligt, at manden var blevet
dømt til døden. Som muslim måtte man følge sharia og være konsekvent. Og han
gav udtryk for, at sharia ville blive indført i Danmark, så snart der var
skabt et flertal af muslimer.(Præsteforeningens Blad 42, 1998). Eksempler på
vold i flygtningecentre er der nok af. Der er også eksempler på opgør i
familiekredse med drab til følge. Her kan radikale sysnpunkter have været
mærkbare. De har også kunnet spores i den såkaldt tørklædesag og bag kravet
om særlig adgang for muslimer til offentlige svømmehaller. Og de stopper
ikke har. Der er heller ikke tvivl om, at unges voksende aggression mod alt
dansk er fundamentalistisk inspireret. Det samme mærker man bag den voksende
kritik af de nye integrationsregler.

Der er ingen, der ved, hvor mange fundamentalister, der er i
Danmark. Når man forsøger at klarlægge dette spørgsmål, støder man ind i det
mærkelige taqyyia-begreb. (oprindelig et shiitisk begreb), som vi godtroende
danskere dårligt forstår, men absolut bør være opmærksomme på. Taqyyia
betyder forstillelse, og det udtrykker, at sandhed, især i religiøse
anliggende kan være et tvetydigt begreb. Under visse forhold kan en muslim
undlade at sige sandheden. Hvis det gavner islams sag, må han gerne skjule
sine egentlige hensigter under høflig imødekommenhed. Det er derfor i
praksis vanskeligt overhovedet at få en forestilling om, med hvilke
holdninger de muslimske indvandrere møder det danske samfund. En tysk
forsker, Hildegard Becker (Manuskript af 23. juni 1997) udtrykker tyske
erfaringer således: "Hovedproblemet er dobbeltbundetheden.

Overfor tyskere og på tysk sprog betoner man uafladeligt, at man
står på grundlovens grund og ønsker dialog. Men overfor tyrkere og på
tyrkisk er hetzparolerne mod det tyske demokrati, mod pluralismen og det
angiveligt sædeligt forrådnede tyske samfund langt stærkere.


Jyllands-Posten 22-11-1998



citat slut

---

"Per Hagemann" <perhag@tdcadsl.dk> wrote in message
news:42dc24a8$0$60335$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Der er ingen, der ved, hvor mange fundamentalister, der er i
> Danmark. Når man forsøger at klarlægge dette spørgsmål, støder man ind i
> det mærkelige taqyyia-begreb. (oprindelig et shiitisk begreb), som vi
> godtroende danskere dårligt forstår, men absolut bør være opmærksomme på.
> Taqyyia betyder forstillelse, og det udtrykker, at sandhed, især i
> religiøse anliggende kan være et tvetydigt begreb. Under visse forhold kan
> en muslim undlade at sige sandheden. Hvis det gavner islams sag, må han
> gerne skjule sine egentlige hensigter under høflig imødekommenhed.

Vi bør overveje om ikke taqia (acceptabel stavemåde?)
er blevet højtudviklet, så muhamedanerne lader terror og bandevold ske på en
måde, så medierne vil tolke det som atypisk og uden grobund i de indvandrede
masser.

Islam er et sikkerhedsproblem. Når afvisning af familiesammenføring så
BETTER SAFE THAN SORRY

---

"Bo Warming" <bwng@bwng.dk> skrev i en meddelelse
news:z%_Ce.93863$nZ.57029@fe83.usenetserver.com...
> Vi bør overveje om ikke taqia (acceptabel stavemåde?)
> er blevet højtudviklet, så muhamedanerne lader terror og bandevold ske på
> en måde, så medierne vil tolke det som atypisk og uden grobund i de
> indvandrede masser.

Taqija er den danske stavemåde, tror jeg. Udtalen vil jeg gætte på er
takija. Trods meget lytning til P1 har jeg aldrig hørt ordet nævnt der, mens
Glistrup i et foredrag udtalte ordet Takvija. Måske endnu et punkt til
listen over konstaterede Glistrup-fejl?

Terror og bandevold regnes for kontraproduktivt af de muhamedeanerkredse,
som indsmigrer sig for senere at stå stærkere, så det kræver en
konspirationsbegrundelse at kalde det for taqija. Oplagte eksempler på
taqija er når iranere lader sig døbe, eller når islam mod bedre vidende
fremstilles som en fredelig og tolerant religion.

I 1999-bogen af Glistrup og Buhl på din egen side www.glistrup.com , er her
lidt mere om emnet:

citat start

Vi har før i historien kun alt for tydeligt set, at synspunkter og trusler
fremsat af totalitære systemer ikke blev taget alvorligt, "for det kunne de
da ikke mene". Det samme er nu ved at ske for Vesten over for muhamedanismen
pga. flygtningelobbyens med velberåd hu konsekvent udglattende tolkninger.

Denne skævhed forstørres yderligere af det princip, som Muhamed lærte sine
disciple: at i kampen for islams verdensherredømme må de gerne bruge løgn og
bedrag. For at fuppe fjenden, så han får tillid til muhamedanerne, har de
ligefrem et specielt ord, nemlig khud'a. Som Tranholm-Mikkelsen anfører (s.
85), er en hvilkensomhelst falsk bekendelse tilladt - blot man ikke mener
den.

Rolf Stolz kalder det i Kommt der Islam? direkte islams måske farligste
taktik, at enhver muhamedaner har den traditionelle religiøse dispensation
til at fornægte sin tro og spille under fordækt maske, når det er opportunt.
Som Stolz kommenterer, har en sådan religiøs tilladelse - ja direkte
fordring - katastrofale konsekvenser for muligheden af at anse muhamedanere
for ærlige og beregnelige partnere. Så er mistro ikke kun forståelig, men
uundgåelig.

Konzelmann supplerer (s. 35): "Det står muslimer frit at afbryde en
hvilkensomhelst aftale indgået med ikke-muslimer."

Særlig forstår de endnu ikke konsoliderede muhamedaner-minoriteter
selvsagt at holde tand for tunge. En sjælden gang får en ærlig sjæl blandt
muhamedanerne dog mæle, således Odense-advokaten Adnan N. Wahab i
Jyllands-Posten 15. september 1991:

"I øjeblikket er muslimerne ikke tilstrækkeligt stærke, så den hellige
krig føres taktisk på to måder: Der bygges nye moskeer i Europa og det
udviklede Vesten invaderes af flygtninge og gæstearbejdere. Der skal bygges
flere og flere moskeer. Muslimerne skal øges og atter øges i antal. Når
tiden er inde, indledes den blodige krig Djihad."



Det falske udglattende billede af muhamedanismen får imidlertid
flygtningelobbyen til at tale om "fjendebilleder", når et syn på denne
guds-ideologi grundlagt på den virkelige verdens hændelser kommer til
udtryk. "Efter kommunismens fald har vestlige politikere og medier påny
opdaget markedsværdien af islam som fjendebillede", hedder det således
typisk i den svenske diplomat Karlssons bog fra 1994, hvor han ligesom
professor Uffe Østergård herhjemme taler lidenskabeligt for at gøre
muhamedanismen til et fremtrædende element i Europa.

Med rette advarede en af Vestens dybeste tænkere Jacques Ellul i 1985 mod
mange europæiske kristnes og intellektuelles ukritiske holdning til
muhamedanismen, der ifølge Ellul viser sig på to måder: "På det
intellektuelle niveau er der først af alt et stigende antal værker af en
tilsyneladende videnskabelig natur, hvis erklærede formål er at udslette
fordomme og falske forudfattede meninger om islam (...). Således 'viser'
disse værker, at det er usandt at araberne var grusomme erobrere og at de
spredte terror og massakrerede de folk, der ikke underkastede sig deres
styre. Det er forkert at islam er intolerant; tværtimod hævdes den at være
tolerancen selv. Det er forkert, at kvinder havde en underlegen status og at
de blev udelukket fra samfundslivet." Osv. osv. Kort sagt blev alt det, der
hidtil blev betragtet som historisk uomtvisteligt angående islam betragtet
som propaganda, og det stik modsatte blev hævdet som sandheden. Men dette er
ikke alt, fortsætter Ellul: Islam udøver desuden en speciel fascination over
mange vestlige intellektuelle, hvoraf flere endog har omvendt sig til den
rette tro. Islam præsenteres som kristendommen langt overlegen. (Ellul i
forordet til Ye'or 1985).

Det er ganske rigtigt generelt helt utroligt, hvilken begejstring gamle
ateistiske socialister pludselig kan mønstre til fordel for det angiveligt
mere åndelige og religiøse livssyn i muhamedanismen i kontrast til Vestens
"sekulariserede og kommercialiserede" samfund. Muhamedanismen synes her
snarest at blive opfattet som blot en ny kile til nedbrydelse af den altid
foragtede kapitalisme og "forbrugerisme". Den tyske dramatiker Botho Strauss
udtrykte holdningen meget præcist i et forkætret essay fra 1993, hvori det
hed, at Vestens intellektuelle er åbne over for fremmede, ikke af kærlighed
til disse, men fordi de hader deres eget samfund og støtter alt, der fremmer
dets sammenbrud.



Det er vel at mærke efter Glistrups mening helt i orden, at der er fuld
ytringsfrihed til at forsvare og analysere også den herskende intellektuelle
opfattelse. Men hovedpointen i forhold til den foreliggende § 266b-sag er,
at når emnet indgår i debatten fra Karlsson & Co.s synsvinkel, må der være
lige fri ytringsfrihedadgang for os af anden observans til at fremføre de
argumenter, der har ført os til de bedømmelser, vi anlægger.

citat slut