Jeg fandt følgende på
http://socialdemokraterne.dk/
Af Helle Thorning-Schmidt, formand for Socialdemokraterne
Hvis vi europæiske politikere skal genvinde vore befolkningers tillid til
det europæiske projekt, så er vi nødt til at bruge skatteydernes penge på
projekter, der er fremtidsrettede og ikke fortsætte med en fælles
landbrugspolitik med Jacques Chirac som chefkustode i det europæiske
landbrugsmuseum.
Måske vil datoerne 29. maj og 1. juni 2005, hvor franskmændene og
hollænderne sagde nej til den nye forfatningstraktat, i fremtidens
historiebøger blive beskrevet som starten for det nye Europa. Det afhænger
helt af, hvad de 25 EU-lande vil bruge den tænkepause til, de bevilgede
sig
selv på EU-topmødet. Det må under ingen omstændigheder blive en pause,
hvor
man holder op med at tænke.
Efter min mening bør vi vende hele Europa-debatten på hovedet. I stedet
for
at starte med at diskutere traktater og paragraffer må vi starte med at
diskutere de problemer, som vi kun kan løse i fællesskab.
Det interessante ved den store skepsis, som nej-afstemningerne er udtryk
for, er, at det ikke skyldes modstand mod det europæiske samarbejde som
sådan. De fleste borgere - også i Danmark - er klare tilhængere af et
europæisk samarbejde. Men den nye forfatningstraktat er aldrig blevet
folkeeje. Befolkningerne i Europa har ikke set forfatningstraktaten som
det
redskab, der kan være med til at løse de problemer, den enkelte står over
for i dagligdagen.
Jeg synes selv, at de forslag til ændringer af EU, som der lægges op til i
forfatningstraktaten, er ganske fornuftige. Men jeg må indrømme, at mange
europæere mener noget andet. Nogle ønsker, at EU skal være mere socialt,
mens andre mener, at den nye forfatningstrakat ikke er liberalistisk nok.
Mange er af den opfattelse, at EU blander sig for meget i sager, hvor EU
slet ikke burde være indblandet. Andre mener, at EU svigter ved ikke at
gøre
nok på områder, hvor det enkelte land ikke selv kan stille noget op.
Efter topmødet i sidste uge er forfatningstraktaten i store
vanskeligheder,
og Europa står ved en korsvej, hvor det er nødvendigt at finde et
europæisk
kompromis, som et stort flertal af europæerne vil bakke op. Lad mig give
et
bud på, hvad jeg mener, der er behov for:
- Europa skal have en jobplan
- Forfatningstraktaten er død
- EUs demokrati skal til eftersyn
- EU må vise mod til økonomisk reform
- Europas rolle i verden skal styrkes, og vi må svare på de globale
udfordringer
- Udvidelsen må fortsætte
Jeg er træt af Lissabon-processen. Den er efter min mening et skidt
eksempel
på, at der ikke er overensstemmelse mellem det, politikerne siger, og det
de
gør. Alle intentionerne var i orden, da EU-topmødet tog initiativ til
Lissabon-processen. Der skulle skabes arbejdspladser ved en fælles
indsats,
og Europa skulle i 2010 være verdens stærkeste vækstcenter. Men samtidig
med, at 2010 nærmer sig, står det mere og mere klart, at
Lissabon-processen
i bedste fald har været de gode intentioners holdplads.
En række lande i Europa er præget af stigende arbejdsløshed, og især de
unge
kommer ikke ind på arbejdsmarkedet. Jeg forstår godt de vælgere, der ser
med
meget stor skepsis på, hvad EU- politikerne siger, samtidig med at de kan
se, at der dagligt bliver færre jobmuligheder. Det er ikke
forfatningstraktatens skyld, at arbejdsløsheden er stigende. Men vi er
nødt
til i fællesskab at formulere en realistisk og realiserbar jobplan.
For mig som dansk og europæisk socialdemokrat handler det om, at vi værner
og udbygger den europæiske velfærdsmodel. Her er vi uenige med
liberalisterne, som alene satser på Europa som et frit marked uden
hindringer. Og det er netop det, den daglige politiske kamp i Danmark og
EU
handler om. Vi skal ikke godtage at konkurrere på løn og arbejdsvilkår i
Europa.
Forfatningstraktaten i sin nuværende form er død. Vi må starte processen
forfra og luge godt og grundigt ud i forfatningstrakaten. Jeg så gerne, at
al bragesnak om hymner, flag og andet unionsindpakning blev fjernet fra
forfatningstraktaten. Samtidig er vi nødt til at gøre det endnu mere
klart,
hvad EU kan blande sig i, og også gøre det helt klart, hvad EU under ingen
omstændigheder skal blande sig. Vi må også åbent diskutere, om der er den
rette balance mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Det
er
helt åbenbart, at i alle lande i Europa føler befolkningerne, at de er
tættere på de folkevalgte i deres nationale parlamenter, end de er på de
folkevalgte i Bruxelles.
Det europæiske demokrati har det skidt. Ved det seneste valg til
Europa-Parlamentet faldt stemmeprocenten igen, og i Danmark kom vi et godt
stykke under 50 pct. Det paradoksale er, at mens Europa-Parlamentet har
fået
flere og flere beføjelser siden det første direkte valg i 1979, så er
befolkningernes interesse for valgene faldet. Vi må have det europæiske
tættere på, og jeg er også tiltrukket af de nye tanker om udvikling af en
ny
demokratisk infrastruktur, som den svenske EU-kommissær, Margot Wallström,
har foreslået efter det franske og hollandske nej.
Striden om EUs finansiering er en sørgelig forestilling. På hver sin side
kræver Frankrig og Storbritannien, at deres rabatordninger bliver
fastholdt.
Frankrig har siden EUs start nydt godt af landbrugsordningerne. Hver
eneste
dag modtager de franske landmænd ca. 265 millioner kroner fra EUs
skatteydere. Det er nemlig sådan, at 23 pct. af de 50 milliarder euro på
landbrugsbudgettet bliver dirigeret direkte til Paris, og det har den
franske præsident ikke tænkt sig at opgive.
Storbritanniens rabat hænger også sammen med landbrugsbudgettet, idet man
kompenserer briterne, fordi de ikke har så meget landbrug som de øvrige
lande. Et tosset system hvor vi i dag i Europa tillader os selv at bruge
40
pct. af alle vores fælles midler på at holde et arbejdende landbrugsmuseum
i
gang. Det er helt ude af proportioner i et moderne Europa, hvor kun fem
pct.
af befolkningen er beskæftiget i landbruget. Det må laves om. Hvis vi
europæiske politikere skal genvinde vore befolkningers tillid til det
europæiske projekt, så er vi nødt til at bruge skatteydernes penge på
projekter, der er fremtidsrettede og ikke fortsætte med en fælles
landbrugspolitik med Jacques Chirac som chefkustode i det europæiske
landbrugsmuseum.
Europa - hvad nummer har de?
Det var den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, der
for
snart mange år siden stillede det spørgsmål, da han blev spurgt om, hvad
Europas holdning var. Det er stadig et godt billede på, at selv om vi
europæere gerne vil have indflydelse på verdens gang, så har vi endnu ikke
en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som kan give os den rolle i
verden, vi burde have som økonomisk stormagt. De bekymringer mange
mennesker
har, når det gælder globalisering, forstår jeg.
For os europæere er den største trussel ikke arbejdskraft fra Polen eller
Tjekkiet, men den voldsomme konkurrence fra Kina og Indien, hvor varerne
produceres langt billigere end i Europa. I forhold til den globale
udfordring må Europa tale med en stemme og værne om den europæiske
velfærdsmodel med krav om bæredygtighed, både når det gælder miljøet og de
sociale hensyn.
Den franske regeringschef Dominique de Villepin foreslog forleden i den
franske Nationalforsamling, at hele udvidelsesprocessen skulle sættes i
stå.
Det vil jeg gerne advare imod. Udvidelsen med de ti nye demokratier har
været en kæmpe succes for det europæiske samarbejde. De har en vækst, som
også gavner vores beskæftigelse. Udvidelsen bidrager samtidig til fred og
fordragelighed i vores del af verden. Og det slutter ikke med de ti lande.
Allerede fra 2007 kommer Bulgarien og Rumænien med, og den proces bør ikke
sættes i stå.
Samtidig ser vi også et opbrud på Balkan, som EU må forholde sig til. Hvis
den nuværende forhandlingsvilje i forhold til udlevering af
krigsforbrydere
til Haag-domstolen varer ved, vil der også i løbet af de kommende år kunne
startes optagelsesforhandlinger med landene på Balkan. Det kan vise sig at
være den eneste måde at undgå nye krige, som dem vi så for 10-15 år siden
i
eks-Jugoslavien.
Når det gælder Tyrkiet, har jeg stor forståelse for den udbredte skepsis i
forhold til landets medlemskab af EU. Jeg mener stadigvæk, at der er mange
politiske og økonomiske fordele ved et samarbejde med Tyrkiet. Men vi skal
også sige klart og tydeligt, at hvis Tyrkiet kommer med, bliver der en
meget
lang overgangsperiode på arbejdskraftens fri bevægelighed.
Stats- og regeringslederne handlede klogt ved at vælge tænkepause. Men det
er også vigtigt, at stats- og regeringslederne forstår, at det ikke blot
er
en lille skønhedsoperation, der er brug for. Forfatningstraktaten er død.
Den kommer vi aldrig til at stemme om i Danmark. Vi må nu tage
udgangspunkt
i de problemer, som europæerne forventer, at vi løser. Det må vi have en
bred og fælles debat om. Jeg håber at alle - også nej-partier og
bevægelser - vil være med til at tage den debat. Det europæiske samarbejde
lever på trods af, at forfatningstraktaten er død.
--
Hej fra Børge Højlund Jensen.
Min hjemmeside.
http://oz5vib.webbyen.dk
lund Jensen.
Min hjemmeside.
http://oz5vib.webbyen.dk