---

Radikal islam anskuet som sin egen modgift

af Daniel Pipes
New York Sun
23. Juni 2005
http://dk.danielpipes.org/article/2711

Oprindelig engelsk tekst: Radical Islam as Its Own Antidote
Oversat af Mette Thomsen

Reuel Gerecht er et menneske, hvis arbejde jeg beundrer - han er en
indsigtsfuld og produktiv skribent vedrørende mellemøstforhold, fastansat
kandidatstipendiat ved American Enterprise Institute og en hyppig
bidragyder til Weekly Standard. I 1997 kaldte jeg hans bog, Know Thine
Enemy (skrevet under pseudonymet, Edward Shirley) for en "ganske
glimrende spionrapport."

Men Gerecht er på det seneste blevet det ansvarlige højres mest
prominente stemme som fortaler for, at den radikale islam kommer til
magten. Til den ende fremsætter han aforismer såsom "Bin Laden-isme kan
kun nedbrydes af fundamentalister" og "Moderate muslimer er ikke svaret.
Shiitiske præster og sunni-fundamentalister er vores redning fra en
fremtidig 11/9."


I en kort bog, The Islamic Paradox: Shiite Clerics, Sunni Fundamentalists
and the Coming of Arab Democracy, fremlægger Mr. Gerecht sine
synspunkter. Til forskel fra formilderne og de uklare hverken forebygger
han eller bedrager sig selv. Hans analyse er nøgtern, ja ligefrem
forstandig. Men hans konklusion er grunglæggende fejlagtig.

Hvordan bør Washington forholde sig til den radikale islams fortsatte
udbredelse blandt arabisktalende sunni-muslimer? Mr. Gerechts svar tager
udgangspunkt i Irans og Algeriets indbyrdes modstridende historie.

I Iran har islamisterne regeret landet siden 1979 og har udløst en
udbredt misfornøjelse hos den radikale islam, en misfornøjelse som endda
har nået det religiøse hierarkis højere lag. Tidsskriftet Time citerede
for nylig en ung iraner, som kaldte sit samfund for "en total
katastrofe" og forklarede, at de unge dér forsøger at opføre sig, som om
den islamiske republik slet ikke eksisterer. Med Gerechts ord:
"Seksogtyve år efter shahens fald er Irans jihadistiske kultur færdig."

Islamismen er forvandlet til sin egen modgift. (Ikke noget tilfælde, det
samme skete for kommunismen.)

Men i Algeriet mener Mr. Gerecht, at undertrykkelsen af den radikale
islam har ført til en katastrofe. Dengang islamisterne var på vej til en
valgsejr i 1992, greb militæret ind og afbrød valghandlingen, hvilket
medførte flere års borgerkrig. Washington tilsluttede sig dette statskup
på grund af det, som Mr. Gerecht kalder for troen på, at "de tyranniske
regimer, vi støttede, uanset hvor ubehagelige de var, havde større
sandsynlighed for at udvikle sig politisk i en retning, som vi ønskede,
end nogle valgte fundamentalister som egentlig ikke troede på
demokratiet."

Set i bakspejlet vurderer Mr. Gerecht Algeriet-politikken til at være en
fejltagelse. En islamistisk valgsejr i 1992 "kunne have afledt
lidenskaberne og energierne" hos de mange algeriere, som greb til vold.
Ligesom i Iran ville islamismen ved magten sandsynligvis have stimuleret
til en forkastelse af den simplistiske ideologi om, at islam ligger inde
med alle svarene.

Han konkluderer, at Washington bør feje sine bange anelser til side og
opmuntre sunni-islamisterne til at deltage aktivt i valget. Lad dem komme
til magten, miskreditere sig selv, fremmedgøre deres henholdsvise
befolkninger og derpå blive smidt i historiens skraldespand.

Til mit slogan, "Den radikale islam er problemet, den moderate islam er
løsningen," svarer Mr. Gerecht: "Moderate muslimer er ikke svaret." Hans
synspunkt kan opsummeres til, at "Den radikale islam er både problemet og
løsningen." Denne homøopatiske tilgang rummer, tilstår jeg, en vis logik.
Socialt er Iran i en bedre forfatning end Algeriet.

Men det islamistiske greb om magten i Iran har krævet nogle kolossale
menneskelige og strategiske omkostninger. Teheran kastede sig ud i seks
års krig (1982-88) i form af aggressive militæroperationer mod Irak og
håber i øjeblikket intenst at anskaffe sig kernevåben. Algerierne skaber
ikke tilsvarende problemer. Havde islamisterne taget magten i Algeriet,
havde de negative eftervirkninger været lige så ødelæggende.

I sin accept af det islamistiske styres rædsler er Gerecht unødvendigt
defaitistisk. I stedet for passivt at forsone sig med årtiers totalitært
styre bør Washington aktivt hjælpe muslimske lande med at navigere fra
autokrati til demokrati uden at skulle passere gennem en islamistisk
fase.

Dette er absolut opnåeligt. Som jeg skrev for ti år siden i en reaktion
på den algeriske krise: I stedet for at fokusere på hurtige valg, som
næsten altid gavner islamisterne, burde den amerikanske regering rette
sin indsats mod langsommere og mere dybtgående mål: "politisk deltagelse,
retssikkerhed (herunder uafhængige domstole), ytrings- og
religionsfrihed, ejendomsret, minoriteters rettigheder og retten til at
danne frivillige organisationer (især politiske partier)." Valg bør først
følge efter opnåelsen af disse skridt. Realistisk set kan det meget vel
tage årtier at opnå dem.

Valg bør være kulminationen på den demokratiske proces, ikke indlede den.
De bør fejre, at det er lykkedes at skabe et civilt samfund. Når først
der eksisterer sådan et civilt samfund (sådan som det er tilfældet i
Iran, men ikke i Algeriet), er det usandsynligt, at vælgerne stemmer
islamisterne til magten.

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til
http://dk.danielpipes.org/subscribe.php
(Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang
om ugen.)

For at gennemse Daniel Pipes' arkiv bedes du gå til
http://dk.danielpipes.org


--
Med venlig hilsen
GB