SVERIGE er et racistisk samfund, hvor de, som ikke er hvide, diskrimineres
og holdes nede.
Ikke direkte og synligt, men gennem såkaldt strukturel og institutionel
diskriminering. Og integrationspolitikken er en del af problemet, fordi den
opdeler mennesker i »os« og »dem«.
Sådan lyder det i to nye, statslige udredninger, der begge er blevet
offentliggjort i løbet af juni.
Masoud Kamali udtaler til Weekendavisen det følgende:
"Over for Weekendavisen forklarer Masoud Kamali, at den svenske racisme, han
har identificeret, ikke nødvendigvis sker med hensigt; den er så at sige
modernitetens givne følgesvend.
»Om man har intentioner om at diskriminere eller ikke, spiller ingen rolle
for, om der sker strukturel/institutionel diskriminering. Konsekvenserne af
en organisations eller en persons handling er vigtigere, ikke intentionerne.
Diskriminering i den forstand, som vi skriver om i antologien, bygger på en
vi-og-dem tænkning. Dette vi-og-dem er noget europæisk, noget som er skabt
med moderniteten. Faktisk var den første, som delte menneskeheden i fire
forskellige racer, Carl von Linné, som dermed - utilsigtet - tildelte
kolonialismen et ideologisk grundlag. Det er vigtigt at huske på, at
vi-og-dem-tænkningen er en fælles europæisk arv. Derfor kalder jeg også mit
bidrag til antologien et europæisk dilemma med undertitlen
strukturel/institutionel diskriminering. Racismen er en integreret del også
i den demokratiske udvikling.«
- Men det går vel også den anden vej? Ikke alle vil integreres. For eksempel
findes der i Danmark undersøgelser, der viser, at indvandrerne er mere imod,
at deres børn gifter sig med en dansker, end omvendt.
»Ja, det er ikke et envejsproblem. Men det beror helt enkelt på den sociale
segregering, som vokser utrolig hurtigt i de nordiske lande. Den sociale
segregering, som ikke bare er en boligmæssig segregering, men også
arbejdsmæssig, fører til mindre kontakt og mere segregering mellem
minoriteterne og majoritetssamfundet. Derfor får de en negativ indstilling
til værtssamfundet,« siger Masoud Kamali.
Nemlig men hovedårsagen til denne segregering skyldes primært indvandrene
SELV. Det er DEM der ved deres valg at hvor de bor, hvem de primært omgåes,
samt hvordan de involvere sig i det omgivende samfund (eller rettere sagt
lader være med at involvere sig) selv er skyld i at de bliver isoleret.
Og alt dette skyldes som det helt rigtigt anføres af Masoud Kamalig at de
gennemgående allerede NÅR de kommer har "en negativ indstilling til
værtssamfundet",
"Han mener, at integrationspolitik er udtryk for vi-og-dem-tækning. Vi skal
integrerere dem.
»Opdelingen mellem et 'vi' og et 'dem' har været en forudsætning for
integrationspolitikkens eksistens, men samtidig også en forklaring på, at
den mislykkes. Integrationspolitikken er havnet i en blindgyde. Etniske
kløfter, segregering og udenforskab øges, og integrationspolitikkens mål er
ikke nået. Det har forårsaget to reaktioner. Den ene er, at det er
indvandrernes fejl, og at 'vi' derfor må skærpe kravene for at gennemtvinge
et integreret samfund. Den anden reaktion på den mislykkede
integrationspolitik har fra en del forskere netop været at fokusere på de
strukturelle og institutionelle mekanismer bag de etniske kløfter.«
Ja og den prmiære grund til at de "Etniske kløfter, segregering og
udenforskab øges, og integrationspolitikkens mål er ikke nået" er indvandren
SELV
- Men når det er så svært for mange indvandrere at begå sig inden for det
svenske og danske majoritetssamfunds regler og normer, så er det vel en god
idé, det som den danske regering har gjort: at begrænse muligheden for
indvandring?
»Nej, jeg tror, det er en fantastisk fejl. Det er utrolig forkert, for
forskningen viser, at de lande, som begrænser indvandringen, har større
problemer med indvandringen end de lande, som åbner. Antallet af indvandrere
har ikke noget at gøre med integrationen. Det viser det amerikanske
samfund."
Sikke noget vrøvl selvfølgelig har antalllet at indvandrere noget at gøre
med integrationen. Det er jo netop derfor at også nationer som er baseret på
indvandring (eksempelvis USA) for det første OGSÅ søger at begrænse
indvandringen og for det andet stiller krav til dem som får lov til at
indvandrere eksempelvis at man kan sproget på forhånd.
"- Men udenforskabet er et resultat af indvandringen...
»Nej, det er det ikke. Det er præcis det, som jeg vender mig imod. I havde
også udenforskab og klassekonflikter i Danmark, inden indvandrerne kom.«
- Men i det forløbne århundrede forsvandt de næsten i takt med udviklingen
af det, vi kalder velfærdsstaten. Nu er de opstået igen.
»Men hvis vi siger, at det beror på, at de er indvandrere, da er vi gået et
skridt for langt.
Hvis vi skal bekæmpe udenforskabet, må vi se på årsagerne. Jeg har ikke
sagt, at vi skal åbne grænserne helt og holdent, for vi lever i en verden,
hvor visse lande er rige og har bedre samfund, og såfremt vi åbner
grænserne, vil alle i de fattige lande tage hertil. Det er helt klart.
Det, jeg siger, er, at det har intet videnskabeligt belæg, at det bliver
bedre for dem, der er indenfor, hvis man lukker grænserne.«
Der er for det første INGEN der siger at det skal blive bedre for de
indvandrer der allerede er her. Grunden til at vi vælger at lukke grænserne
er at det IKKE skal bliver værre for OS (de hvide) samt indvandrne selv.
Der er for det andet heller INTET belæg for at sige det modsatte at det ikke
skulle blive bedre for de indvandrere der er her hvis man vælger at lukke
grænserne.
For det tredie så er det helt korrekt når Masoud Kamali konstatere at " I
havde også udenforskab og klassekonflikter i Danmark, inden indvandrerne
kom."
Det der derimod IKKE er korrekt er når han mener at der IKKE er nogen som
helst sammehæng mellem indvandringen og "udenforskab og klassekonflikter".
Masoud Kamali har dog ret i "Hvis vi skal bekæmpe udenforskabet, må vi se på
årsagerne"
Nemlig og den primære årsag til udenforskaber er for det første indvandrenes
etnisk tilhørsforhold samt deres religiøse overbevisning. Begge ting er
noget som folk har INDEN de kommer og begge ting går ind og forstærker både
det som allerede findes i det danske og svenske samfund nemlig " udenforskab
og klassekonflikter",
Her er så en beskrivelse at situationen i Sverige. Her står det værst til i
Sydsverige. Dette er nemlig det der sker når man lader stå til og IKKE
begrænser indvandringen:
"Det skete f.eks. i Sydsvenska Dagbladet mandag, hvor bladet havde lavet en
liste over omkostningerne ved vandaliseringen på samtlige 76 skoler i Malmø
fra 1. januar til 15. maj i år. Listen var ledsaget af et kort, hvor man
kunne se skolernes beliggenhed, og for folk bekendt med Malmøs geografi var
det tydeligt, at de skoler, der ligger tættest på de indvandrertætte
områder, var langt de hårdest ramte.
På Rosengårdskolen var der i de første fem en halv måned i år sket skader
for 1.327.000 kroner. Dernæst kom Hermodsdalsskolen og Värner Rydenskolen,
hvor skaderne beløb sig til hhv. 327.000 og 212.000 kroner osv. Det drejer
sig i vidt omfang om rudeknusning og graffiti, men også brandstiftelse på
toiletter o.l. I de første fem måneder i år blev der fra skolernes side
indgivet i alt 438 politianmeldelser om skader på skolerne - en stigning på
67 procent sammenlignet med i fjor.
Sidste år kostede det kommunen 23 millioner kroner, men kommunens
sikkerhedskoordinator Christer Dahlberg mente ifølge Sydsvenskan ikke, at
det var så dårligt endda i betragtning af, at Göteborg, der er dobbelt så
stor som Malmø, sidste år måtte bruge 120 millioner kroner på at reparere
skader på byens skoler alene som følge af vandalisme.
På Hermodsdalsskolen i Malmø smed rektoren i midten af maj 20 store drenge
ud af skolen for at optræde truende og ødelægge skolens lokaler og udstyr.
Den umiddelbare anledning var, at de havde stjålet et nøgleknippe til alle
skolens lokaler, og derefter havde hældt kemikalier og ammoniak ud, så
skolen måtte rømmes. Skolen lod dem fortsætte undervisningen i en særlig
observationsklasse et andet sted i Malmø. Udsmidningen var omtalt i
Sydsvenskan, der antydede, at det drejede sig om indvandrerelever ved at
indhente en kommentar fra formanden for forældreforeningen, Raad Khazandar.
Dagen efter, 26. maj, tog TV-4 den helt usædvanlige sag op i sit
morgenprogram sammen med rektoren, en lærer fra skolen samt en såkaldt
integrationslærer. Hverken de to studieværter eller rektor Jytte Lindberg
nævnte med et ord, at det drejede sig om indvandrerdrenge, da de forklarede
problemerne, så folk, der så programmet, måtte få et indtryk af, at der er
almindelig opløsning i den svenske skole. Men den kurdisk-svenske
integrationslærer afslørede straks, da han fik ordet, at det drejede sig om
indvandrerdrenge.
I Malmø har uddannelsesforvaltningen netop besluttet at lukke nogle af de
ofte mange indgange til byens skoler. De skal begrænses til et par stykker,
så ID-kontrol bliver mulig. Lærerne skal udstyres med overfaldsalarmer, og
desuden skal der opsættes videokameraer uden for skolen og på gange, hvis
politikerne godkender det.
Indimellem kommer der dog rapporter med relation til indvandrermiljøet, der
beskriver virkeligheden, om end man som regel skal længere ind i rapporten
end til forordet. En sådan rapport kom i sidste uge fra Mobilisering mot
Narkotika - et samarbejde mellem forskellige myndigheder og organer på
nationalt, regionalt og lokalt niveau.
Rapporten, der i pressemeddelelsen blev præsenteret under
overskriften »Kriminella ungdomsnätverk - utanförskapets pris«, er en
kortlægning af bandekriminaliteten i Sverige. Indholdet er overordnet, at
bandekriminaliteten bliver stadig mere omfattende, i stadig højere grad
påvirker almindelige menneskers hverdag og ofte kan kobles til narkohandel
og misbrug.
Ifølge rapporten består banderne, der delvis er knyttet til
narko-kriminalitet, for mere end 90 procents vedkommende af 15 - 30-årige
indvandrere eller andengenerationsindvandrere fra socioøkonomisk dårligt
stillede boligområder, fortrinsvis - men ikke udelukkende - i og omkring
Stockholm, Göteborg og Malmø.
Alene i Malmø er der ifølge rapporten tale om mindst 10 kriminelle bander og
godt 20 lidt mere løse kriminelle ungdomsgrupperinger. Rapporten konstaterer
da også, at problematikken med kriminelle ungdomsgrupper ser ud til at være
vanskeligst i Malmø. Som grundlæggende årsag angiver rapporten »en svær
socioøkonomisk situation fremfor alt i et af de større boligområder."
Der kan også stilles store spørgsmålstegn både ved måden Masoud Kamali blev
udnævnt på samt ved også hans øvrige kompetencer:
1: "I 2000 havde regeringen ved daværende integrationsminister Ulrica
Messing udpeget statskundskabsdocent Anders Westholm til at forestå en
såkaldt integrationspolitisk magtudredning. I tilknytning hertil blev der
iværksat en række forskningsprojekter omfattende omkring 80 forskere. Til at
bistå sig udpegede Anders Westholm en ekspertgruppe bestående af svenske og
udenlandske forskere, heriblandt forskere med indvandrerbaggrund.
To af disse - Kamali og de los Reyes - angreb i 2003 Anders Westholm for at
virke i de diskriminerende og indvandrerfjendtlige kræfters tjeneste. Det
skete efter blot to møder i ekspertkomiteen, hvor Kamali i øvrigt kun deltog
i det ene.
Efter et TV-program, der gentog Masoud Kamalis kritik af Anders Westholm,
stoppede daværende integrationsminister Mona Sahlin udredningen og
udskiftede i april 2004 Westholm med Masoud Kamali, mens Anders Westholm,
der siden er blevet professor, fortsatte med at administrere det
forskningsprogram, der var sat i gang, uden længere at skulle beskæftige sig
med udlændingespørgsmålet.
Den oprindelige udredning blev aflyst, og Kamali og de los Reyes fik i
stedet til opgave at undersøge sammenhængen mellem integration og strukturel
diskriminering."
2: "I svensk presse har det synspunkt været fremme, at Kamalis tilgang til
integrationen passede Mona Sahlin bedre, for den mislykkede
integrationspolitik kan med Kamalis syn på mekanismerne begrundes med
hidtil »usynlige« strukturer, og dermed blev regeringen befriet for ansvaret
for segregeringen og de deraf følgende problemer.
Mona Sahlins indgreb i arbejdet fik de resterende medlemmer af
ekspertgruppen - deriblandt professor Lise Togeby fra Aarhus Universitet -
til at protestere. De udsendte en erklæring under overskriften »Mona Sahlin
politiserer forskningen«.
Erklæringen sluttede: »Ifølge vores opfattelse var det en meget bedre
ordning, at regeringen gav forskningsrådene til opgave at fordele
forskningsmidler til den slags specialopgaver. Forskere kan da søge i
konkurrence. Den politisering af forskningen, som Mona Sahlins beslutninger
indebærer, er meget urovækkende og kan komme til at skade troværdigheden for
både etnicitets- og IMER-forskningen (IMER står for international migration
og etniske relationer, red.) samt for svensk udredningsvæsen i lang tid
fremover.«
Efterfølgende protesterede stort set hele den svenske statskundskabselite
mod integrationsminister Mona Sahlins udpegning af Kamali, i alt omkring 70
forskere. I deres erklæring slås der tilsvarende på, at politiseringen går
ud over troværdigheden: »...beslutningen om at udpege Kamali til formand
opfatter vi som, at regeringen bestiller de forskningsresultater, som man af
politiske grunde gerne vil have. Det vil i lang tid fremover skade ikke bare
legitimiteten af denne forskning, men også hele udredningsvæsenet.«
Det gjorde dog ikke indtryk på ministeren, og hun vendte i stedet våbnet mod
forskerne selv: Mona Sahlin, der i dag ikke længere er integrationsminister,
men såkaldt samfundsbygningsminister, anførte, at kritikken af Masoud
Kamalis udnævnelse bundede i strukturel racisme i den akademiske verden."
3: "Det fik professor Bo Rothstein fra Göteborgs Universitet til at
reagere: »Man må kunne kritisere en forsker - også selv om han har
indvandrerbaggrund - uden at blive beskyldt for racisme. Desuden må man
kunne kritisere det exceptionelle forhold, at man har sparket Anders
Westholm ud som udreder og erstattet ham med Masoud Kamali,« sagde han til
Dagens Nyheter.
Rothstein satte også spørgsmålstegn ved Kamalis kompetence: »Han er ikke
ansat som professor ved Uppsala Universitet, men er placeret dér i et
midlertidigt projekt. Han er professor i socialt arbejde ved Mitthögskolan
(i Östersund, red.) Der findes en tendens til, at der går inflation i
professoraterne ved mindre læreanstalter (næsten alle svenske byer har i
løbet af de seneste 10-15 år fået en højere læreanstalt, red.). Han har søgt
lektorater i både Uppsala og Umeå, hvor han begge steder blev placeret meget
lavt i indstillingerne."
Selve artiklen i sin helhed:
Svenske tilstande
Dem og os. To nye statslige udredninger plus en rapport fra Europarådet
beskylder Sverige for at diskriminere indvandrere. Det officielle Sverige,
medierne og mange svenskere gør sig ellers de største anstrengelser for at
holde deres sti ren.
SVERIGE er et racistisk samfund, hvor de, som ikke er hvide, diskrimineres
og holdes nede. Ikke direkte og synligt, men gennem såkaldt strukturel og
institutionel diskriminering. Og integrationspolitikken er en del af
problemet, fordi den opdeler mennesker i »os« og »dem«.
Sådan lyder det i to nye, statslige udredninger, der begge er blevet
offentliggjort i løbet af juni. Den ene med titlen Bortom vi och dom og den
anden benævnt Det blågula Glashuset. Som om det ikke er nok, blev Sverige i
sidste uge også kritiseret udefra, nemlig af Europarådets kommission mod
racisme og intolerance (ECRI). Der er gjort fremskridt i forhold til to
tidligere ECRI-rapporter, men racediskriminering og segregering er stadig
påfaldende for visse etniske minoriteter både på arbejdsmarkedet og i
boligområder og skoler, hedder det. ECRI-rapporten udtrykker også bekymring
over, at racistiske grupper er aktive i Sverige, ligesom tilfælde af vægter-
og politivold påpeges. (
www.ceu.int).
Bortom vi och dom er en forskerantologi redigeret af sociologiprofessor
Masoud Kamali og en økonomisk historiker, Paulina de los Reyes, fra det
svenske Arbejdslivsinstitut. Specielt den udredning har affødt voldsomme
diskussioner i det svenske samfundsvidenskabelige miljø.
Den iransk-fødte Masoud Kamali er kontroversiel i samfundsforskningen i
Sverige, og hans vej til ledelsen af udredningen sidste forår var
tilsvarende kontroversiel.
I 2000 havde regeringen ved daværende integrationsminister Ulrica Messing
udpeget statskundskabsdocent Anders Westholm til at forestå en såkaldt
integrationspolitisk magtudredning. I tilknytning hertil blev der iværksat
en række forskningsprojekter omfattende omkring 80 forskere. Til at bistå
sig udpegede Anders Westholm en ekspertgruppe bestående af svenske og
udenlandske forskere, heriblandt forskere med indvandrerbaggrund.
To af disse - Kamali og de los Reyes - angreb i 2003 Anders Westholm for at
virke i de diskriminerende og indvandrerfjendtlige kræfters tjeneste. Det
skete efter blot to møder i ekspertkomiteen, hvor Kamali i øvrigt kun deltog
i det ene.
Efter et TV-program, der gentog Masoud Kamalis kritik af Anders Westholm,
stoppede daværende integrationsminister Mona Sahlin udredningen og
udskiftede i april 2004 Westholm med Masoud Kamali, mens Anders Westholm,
der siden er blevet professor, fortsatte med at administrere det
forskningsprogram, der var sat i gang, uden længere at skulle beskæftige sig
med udlændingespørgsmålet.
Den oprindelige udredning blev aflyst, og Kamali og de los Reyes fik i
stedet til opgave at undersøge sammenhængen mellem integration og strukturel
diskriminering.
Politiseret forskning
I svensk presse har det synspunkt været fremme, at Kamalis tilgang til
integrationen passede Mona Sahlin bedre, for den mislykkede
integrationspolitik kan med Kamalis syn på mekanismerne begrundes med
hidtil »usynlige« strukturer, og dermed blev regeringen befriet for ansvaret
for segregeringen og de deraf følgende problemer.
Mona Sahlins indgreb i arbejdet fik de resterende medlemmer af
ekspertgruppen - deriblandt professor Lise Togeby fra Aarhus Universitet -
til at protestere. De udsendte en erklæring under overskriften »Mona Sahlin
politiserer forskningen«.
Erklæringen sluttede: »Ifølge vores opfattelse var det en meget bedre
ordning, at regeringen gav forskningsrådene til opgave at fordele
forskningsmidler til den slags specialopgaver. Forskere kan da søge i
konkurrence. Den politisering af forskningen, som Mona Sahlins beslutninger
indebærer, er meget urovækkende og kan komme til at skade troværdigheden for
både etnicitets- og IMER-forskningen (IMER står for international migration
og etniske relationer, red.) samt for svensk udredningsvæsen i lang tid
fremover.«
Efterfølgende protesterede stort set hele den svenske statskundskabselite
mod integrationsminister Mona Sahlins udpegning af Kamali, i alt omkring 70
forskere. I deres erklæring slås der tilsvarende på, at politiseringen går
ud over troværdigheden: »...beslutningen om at udpege Kamali til formand
opfatter vi som, at regeringen bestiller de forskningsresultater, som man af
politiske grunde gerne vil have. Det vil i lang tid fremover skade ikke bare
legitimiteten af denne forskning, men også hele udredningsvæsenet.«
Det gjorde dog ikke indtryk på ministeren, og hun vendte i stedet våbnet mod
forskerne selv: Mona Sahlin, der i dag ikke længere er integrationsminister,
men såkaldt samfundsbygningsminister, anførte, at kritikken af Masoud
Kamalis udnævnelse bundede i strukturel racisme i den akademiske verden.
Det fik professor Bo Rothstein fra Göteborgs Universitet til at
reagere: »Man må kunne kritisere en forsker - også selv om han har
indvandrerbaggrund - uden at blive beskyldt for racisme. Desuden må man
kunne kritisere det exceptionelle forhold, at man har sparket Anders
Westholm ud som udreder og erstattet ham med Masoud Kamali,« sagde han til
Dagens Nyheter.
Rothstein satte også spørgsmålstegn ved Kamalis kompetence: »Han er ikke
ansat som professor ved Uppsala Universitet, men er placeret dér i et
midlertidigt projekt. Han er professor i socialt arbejde ved Mitthögskolan
(i Östersund, red.) Der findes en tendens til, at der går inflation i
professoraterne ved mindre læreanstalter (næsten alle svenske byer har i
løbet af de seneste 10-15 år fået en højere læreanstalt, red.). Han har søgt
lektorater i både Uppsala og Umeå, hvor han begge steder blev placeret meget
lavt i indstillingerne.«
Integration i blindgyde
Over for Weekendavisen forklarer Masoud Kamali, at den svenske racisme, han
har identificeret, ikke nødvendigvis sker med hensigt; den er så at sige
modernitetens givne følgesvend.
»Om man har intentioner om at diskriminere eller ikke, spiller ingen rolle
for, om der sker strukturel/institutionel diskriminering. Konsekvenserne af
en organisations eller en persons handling er vigtigere, ikke intentionerne.
Diskriminering i den forstand, som vi skriver om i antologien, bygger på en
vi-og-dem tænkning. Dette vi-og-dem er noget europæisk, noget som er skabt
med moderniteten. Faktisk var den første, som delte menneskeheden i fire
forskellige racer, Carl von Linné, som dermed - utilsigtet - tildelte
kolonialismen et ideologisk grundlag. Det er vigtigt at huske på, at
vi-og-dem-tænkningen er en fælles europæisk arv. Derfor kalder jeg også mit
bidrag til antologien et europæisk dilemma med undertitlen
strukturel/institutionel diskriminering. Racismen er en integreret del også
i den demokratiske udvikling.«
- Men det går vel også den anden vej? Ikke alle vil integreres. For eksempel
findes der i Danmark undersøgelser, der viser, at indvandrerne er mere imod,
at deres børn gifter sig med en dansker, end omvendt.
»Ja, det er ikke et envejsproblem. Men det beror helt enkelt på den sociale
segregering, som vokser utrolig hurtigt i de nordiske lande. Den sociale
segregering, som ikke bare er en boligmæssig segregering, men også
arbejdsmæssig, fører til mindre kontakt og mere segregering mellem
minoriteterne og majoritetssamfundet. Derfor får de en negativ indstilling
til værtssamfundet,« siger Masoud Kamali.
Han mener, at integrationspolitik er udtryk for vi-og-dem-tækning. Vi skal
integrerere dem.
»Opdelingen mellem et 'vi' og et 'dem' har været en forudsætning for
integrationspolitikkens eksistens, men samtidig også en forklaring på, at
den mislykkes. Integrationspolitikken er havnet i en blindgyde. Etniske
kløfter, segregering og udenforskab øges, og integrationspolitikkens mål er
ikke nået. Det har forårsaget to reaktioner. Den ene er, at det er
indvandrernes fejl, og at 'vi' derfor må skærpe kravene for at gennemtvinge
et integreret samfund. Den anden reaktion på den mislykkede
integrationspolitik har fra en del forskere netop været at fokusere på de
strukturelle og institutionelle mekanismer bag de etniske kløfter.«
- Men når det er så svært for mange indvandrere at begå sig inden for det
svenske og danske majoritetssamfunds regler og normer, så er det vel en god
idé, det som den danske regering har gjort: at begrænse muligheden for
indvandring?
»Nej, jeg tror, det er en fantastisk fejl. Det er utrolig forkert, for
forskningen viser, at de lande, som begrænser indvandringen, har større
problemer med indvandringen end de lande, som åbner. Antallet af indvandrere
har ikke noget at gøre med integrationen. Det viser det amerikanske
samfund.«
- Men udenforskabet er et resultat af indvandringen...
»Nej, det er det ikke. Det er præcis det, som jeg vender mig imod. I havde
også udenforskab og klassekonflikter i Danmark, inden indvandrerne kom.«
- Men i det forløbne århundrede forsvandt de næsten i takt med udviklingen
af det, vi kalder velfærdsstaten. Nu er de opstået igen.
»Men hvis vi siger, at det beror på, at de er indvandrere, da er vi gået et
skridt for langt. Hvis vi skal bekæmpe udenforskabet, må vi se på årsagerne.
Jeg har ikke sagt, at vi skal åbne grænserne helt og holdent, for vi lever i
en verden, hvor visse lande er rige og har bedre samfund, og såfremt vi
åbner grænserne, vil alle i de fattige lande tage hertil. Det er helt klart.
Det, jeg siger, er, at det har intet videnskabeligt belæg, at det bliver
bedre for dem, der er indenfor, hvis man lukker grænserne.«
Hvorfor Sverige?
Kritikken af Sverige for diskriminering kan forekomme overraskende. Sverige
gør mere end de fleste andre lande for at bekæmpe racisme og intolerance,
bl.a. gennem en særlig diskrimineringsombudsmand. I medierne nedtones og
forties faktuelle oplysninger, der bedømmes at stille indvandrere i et
dårligt lys i befolkningen.
Sverige adskiller sig også ved ikke at have et parti, der har gjort
indvandringen fra ikke-vestlige lande til et politisk spørgsmål. At sætte
spørgsmålstegn ved indvandringens størrelse og det multikulturelle samfund
ligestilles af politikere og medier med racisme, som det lille parti
Sverigedemokraterne erfarede ved riksdagsvalget i 2002. Her fik det blot 1,4
procent af stemmerne - dog øgede det ved det samtidige kommunalvalg antallet
af mandater fra otte i fem kommuner til 50 i tredive kommuner, fortrinsvis i
Skåne.
Reaktionen blandt de etablerede partier var i Malmø at mindske størrelsen på
de kommunale udvalg, så partiet ikke blev berettiget til en plads. Noget
tilsvarende synes nu at ske ved valget til Kirkemødet - Svenska Kyrkans
højeste besluttende organ. Ved det første direkte valg til Kirkemødet for
fire år siden fik Sverigedemokraterne 2 mandater ud af 251, men nu har
Kirkemødets ledelse med Socialdemokraterne i spidsen planer om at ændre
valgreglerne og genindføre indirekte valg via menighedsrådene for at
udelukke Sverigedemokraterne fra Kirkemødet. I forvejen nægtes de adgang til
at annoncere i Kyrkans Tidning.
Angreb på møder i partiet får lov at passere uden omtale i medierne, eller
uden at riksdagspartierne tager afstand, som tilfældet er i Danmark ved
politisk vold.
At der latent er mange stemmer at hente for et etableret parti, der tør
rejse indvandringen som et politisk spørgsmål, viste Riksdagsvalget i 2002.
Her spillede Folkpartiet - som er en pendant til Det Radikale Venstre - ud
med et krav om, at indvandrere skal lære svensk, før de kan få
statsborgerskab. Trods påstande om at partiet begyndte at vise racistiske
tilbøjeligheder, resulterede det i, at Folkpartiet fik 12 procent af
stemmerne ved valget mod godt 4 procent i meningsmålingerne seks uger
forinden. Partiet har i det seneste år skærpet sin holdning til
integrationspolitikken, ikke mindst drevet af riksdagsmedlem Mauricio Rojas,
docent i økonomisk historie og oprindelig chilensk flygtning fra 1970erne.
Mellem linierne
Medierne er også overordentlig tilbageholdende i deres omtale af problemer,
hvis de vedrører indvandrere. Etnicitet omtales helt overvejende ikke, fordi
det anses for uvedkommende. Derfor viderebringer medierne heller ikke
signalementer i forbindelse med gaderøverier og voldtægter. Danske mediers
måde at omtale problemer på, der har relation til indvandrermiljøet, ville
være helt utænkelig i Sverige. Hvor danske aviser og tv-aviser som den
største selvfølgelighed taler om unge indvandrerbander på Nørrebro, taler
svenske medier helt uspecificeret om bander.
De sidste par ugers politiske forhandlinger på Christiansborg om en ny
integrationsplan, som målrettet omtaler hvori problemerne består, og hvem
indsatsen retter sig imod, ville heller ikke være tænkelig i Sverige. I
stedet ville man tale om indsats rettet mod folk, der er »udenfor« eller bor
i socialt svage boligområder o.l.
Nogle journalister lader dog folk læse mellem linierne. Det skete f.eks. i
Sydsvenska Dagbladet mandag, hvor bladet havde lavet en liste over
omkostningerne ved vandaliseringen på samtlige 76 skoler i Malmø fra 1.
januar til 15. maj i år. Listen var ledsaget af et kort, hvor man kunne se
skolernes beliggenhed, og for folk bekendt med Malmøs geografi var det
tydeligt, at de skoler, der ligger tættest på de indvandrertætte områder,
var langt de hårdest ramte.
På Rosengårdskolen var der i de første fem en halv måned i år sket skader
for 1.327.000 kroner. Dernæst kom Hermodsdalsskolen og Värner Rydenskolen,
hvor skaderne beløb sig til hhv. 327.000 og 212.000 kroner osv. Det drejer
sig i vidt omfang om rudeknusning og graffiti, men også brandstiftelse på
toiletter o.l. I de første fem måneder i år blev der fra skolernes side
indgivet i alt 438 politianmeldelser om skader på skolerne - en stigning på
67 procent sammenlignet med i fjor.
Sidste år kostede det kommunen 23 millioner kroner, men kommunens
sikkerhedskoordinator Christer Dahlberg mente ifølge Sydsvenskan ikke, at
det var så dårligt endda i betragtning af, at Göteborg, der er dobbelt så
stor som Malmø, sidste år måtte bruge 120 millioner kroner på at reparere
skader på byens skoler alene som følge af vandalisme.
På Hermodsdalsskolen i Malmø smed rektoren i midten af maj 20 store drenge
ud af skolen for at optræde truende og ødelægge skolens lokaler og udstyr.
Den umiddelbare anledning var, at de havde stjålet et nøgleknippe til alle
skolens lokaler, og derefter havde hældt kemikalier og ammoniak ud, så
skolen måtte rømmes. Skolen lod dem fortsætte undervisningen i en særlig
observationsklasse et andet sted i Malmø. Udsmidningen var omtalt i
Sydsvenskan, der antydede, at det drejede sig om indvandrerelever ved at
indhente en kommentar fra formanden for forældreforeningen, Raad Khazandar.
Dagen efter, 26. maj, tog TV-4 den helt usædvanlige sag op i sit
morgenprogram sammen med rektoren, en lærer fra skolen samt en såkaldt
integrationslærer. Hverken de to studieværter eller rektor Jytte Lindberg
nævnte med et ord, at det drejede sig om indvandrerdrenge, da de forklarede
problemerne, så folk, der så programmet, måtte få et indtryk af, at der er
almindelig opløsning i den svenske skole. Men den kurdisk-svenske
integrationslærer afslørede straks, da han fik ordet, at det drejede sig om
indvandrerdrenge.
I Malmø har uddannelsesforvaltningen netop besluttet at lukke nogle af de
ofte mange indgange til byens skoler. De skal begrænses til et par stykker,
så ID-kontrol bliver mulig. Lærerne skal udstyres med overfaldsalarmer, og
desuden skal der opsættes videokameraer uden for skolen og på gange, hvis
politikerne godkender det.
Indimellem kommer der dog rapporter med relation til indvandrermiljøet, der
beskriver virkeligheden, om end man som regel skal længere ind i rapporten
end til forordet. En sådan rapport kom i sidste uge fra Mobilisering mot
Narkotika - et samarbejde mellem forskellige myndigheder og organer på
nationalt, regionalt og lokalt niveau.
Rapporten, der i pressemeddelelsen blev præsenteret under
overskriften »Kriminella ungdomsnätverk - utanförskapets pris«, er en
kortlægning af bandekriminaliteten i Sverige. Indholdet er overordnet, at
bandekriminaliteten bliver stadig mere omfattende, i stadig højere grad
påvirker almindelige menneskers hverdag og ofte kan kobles til narkohandel
og misbrug.
Ifølge rapporten består banderne, der delvis er knyttet til
narko-kriminalitet, for mere end 90 procents vedkommende af 15 - 30-årige
indvandrere eller andengenerationsindvandrere fra socioøkonomisk dårligt
stillede boligområder, fortrinsvis - men ikke udelukkende - i og omkring
Stockholm, Göteborg og Malmø.
Alene i Malmø er der ifølge rapporten tale om mindst 10 kriminelle bander og
godt 20 lidt mere løse kriminelle ungdomsgrupperinger. Rapporten konstaterer
da også, at problematikken med kriminelle ungdomsgrupper ser ud til at være
vanskeligst i Malmø. Som grundlæggende årsag angiver rapporten »en svær
socioøkonomisk situation fremfor alt i et af de større boligområder.«
Strukturell diskriminering i Sverige (SOU 2005:56) af Paul Lappalainen.
Teoretiska refleksioner om makt, integration och strukturell diskriminering
(SOU 2005:41) af Masoud Kamali og Paulina de los Reyes.
Artikel:
http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20050624/SAMFUND/506230361/-1/samfund
--
Torben Østrup
_________________________
pt. stud. mag. / cand. scient. pol.
e-mail: eastrup@gmail.com