---

Fra artikel:

I DK er situationen den at:

"30 pct. er helt imod, at Tyrkiet opta­ges, mens andre 33 pct. ønsker
forhand­lingerne udskudt. Blot 22 pct. synes, at EU skal indlede
forhandlingerne med Tyrkiet som planlagt.

I Holland er situation den at:

49% af dem der stemte nej for nylig der gjorde det fordi Tyrkiet står over
for at blive optaget i EU
Jeg har desværre som før skrevet i en tidligere tråd desværre ingen link til
at understøtte dette (sidste)

I Frankrig er sitautionen den at.

Mon ikke også at det spiller ind på det franske nej at man påtænker at
optage Tyrkiet i EU:

Måling: Udskyd Tyrkiets optagelse

18-06-05: 11:51 | Et stort flertal af danske vælgere ønsker EUs planlagte
forhandlinger med Tyrkiet om EU-medlemskab udskudt eller aflyst.

Det viser en ny meningsmåling, foreta­get af Catinét Research for Ritzau.

30 pct. er helt imod, at Tyrkiet opta­ges, mens andre 33 pct. ønsker
forhand­lingerne udskudt. Blot 22 pct. synes, at EU skal indlede
forhandlingerne med Tyrkiet som planlagt. 1.004 vælgere deltog i
meningsmålingen, der blev gennemført i dagene op til det just overståede
EU-topmøde i Bruxelles.

EU-topmødets vedtagelse af en tænkepause med hensyn til forfatningstraktaten
og sammenbruddet omkring budgetforhandlingerne ændrer næppe noget ved den
skepsis, mener valgforskerne Søren Risbjerg Thomsen og Jørgen Goul Andersen.

Artikel: http://nyhederne.tv2.dk/article.php?id=2499221

Til dem der måske orker at læse mere her er så hvad Bent Jensen, professor,
dr. phil., Syddansk Universitet, Odense skrev fornyligt i JP (15-06-05)
angående Tyrkiets optagelse i EU:


Offentliggjort 15. juni 2005 03:00

Kronik: Europas ødelæggere

Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes
fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af
virkelighedssans, der er årsag til miseren. Det er en sådan "elite", der
skalter og valter med det virkelige Europas fremtid og eksistens. Hvor godt
og nødvendigt, at europæerne siger nej, skriver dagens kronikør.

Så har de europæiske borgere endnu engang fået en opvisning i den
europæiske politiske klasses grænseløse arrogance. En arrogance, der er lige
så omfattende som dens uvidenhed om, hvad de europæiske nationer virkelig er
optaget af. Arrogance og uvidenhed er en både ubehagelig og farlig cocktail.
Den er allerede godt på vej til at føre de europæiske nationer i ulykke.

Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes
fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af
virkelighedssans, der er årsag til miseren.

Politikerne omgås tilsyneladende kun hinanden og deres embedsmænd samt
ukritiske "eksperter" og journalister. I denne forgyldte uvirkelighed,
fjernt fra den almindelige befolknings daglige bekymringer og problemer,
bekræfter de hinanden i, hvor vidunderligt deres projekt er - mens de ryster
opgivende på hovedet af den tilbagestående befolkning, som ikke har sans for
alle de progressive og fremadrettede planer, eurokraterne udtænker. Ifølge
EU-ordføreren for landets største parti, Charlotte Antonsen, er det noget
"bras", når folk stemmer nej til euroelitens nyeste påhit. Eller som hun
frimodigt udtalte i Folketinget - og uden at forstå, hvor fatal hendes
udtalelse var: »Det er jo ikke noget problem, når folk stemmer ja. Det er
kun et problem, når de stemmer nej!«

Euroeliten har altså udtænkt og tilrettelagt en procedure for en
europæisk forfatning, som kun må have ét forløb, og som kun må ende med ét
bestemt resultat - en enstemmig vedtagelse.

Hvis befolkningerne i de lande, som det hele jo faktisk drejer sig om,
har en anden mening og derfor stemmer forkert, taler eliten om en katastrofe
for Europa, hvor "Europa" betyder dem selv og deres projekt - ikke de
nationer, der tilsammen udgør det egentlige Europa.

Som høns løber de kaglende rundt i hønsegården, på én gang forvirrede,
forurettede og opskræmte: Hvad er det her dog for noget, hvad skal vi dog
gøre?

Det eneste, ingen af dem kunne forestille sig at gøre, er at
respektere folkets røst. De forsikrer ganske vist lammefromt, når de bliver
presset tilstrækkeligt hårdt, at de vil respektere et nej fra en
folkeafstemning. Men alt det andet, de siger og gør, modsiger disse tomme
løfter.

Selv om det er klart, at blot ét medlemslands nej til forfatningen
betyder, at forfatningen ikke kan vedtages, er man straks i gang med alle
mulige omgåelsesmanøvrer.

De to førende taskenspillere i dette cirkus er præsident Chirac og
kansler Schröder.

Den ene har indkasseret en rungende lussing fra den franske
befolkning.

Den anden har end ikke ladet den tyske befolkning få mulighed for at
udtale sig om forfatningen - ligesom tyskerne heller ikke fik lov til at
tage stilling til, om de ønskede D-marken udskiftet med euroen. Schröder er
politiker på lånt tid og synger på allersidste vers. Hans mandat hænger i
den tyndeste tråd. Alligevel fremturer de to fallerede politikere, som om
intet var hændt. En bagatel som befolkningens forkastelse af deres projekt
skal ikke få lov til at forstyrre deres fantasier.

I det hele taget er de to EU-stormagter Frankrig og Tyskland dygtige
til at blæse alle principper en lang march.

Stabilitetspagten, som højtideligt blev underskrevet i forbindelse med
euroens indførelse, skulle berolige de skeptiske befolkninger ved at skabe
garantier mod en letsindig finanspolitik i medlemslandene.

Da småstaten Portugal overtrådte stabilitetspagtens bestemmelser om
underskud på statsbudgettet, blev landet straffet, som det skulle. Når
Frankrig og Tyskland år efter år lader hånt om udstedte garantier og
forbryder sig mod stabilitetspagten - sker der ingenting.

EU siges ellers at være enestående derved, at samarbejdet angiveligt
bygger på ret og ikke på magt.

Men når det kommer til stykket, er det alligevel magten, der er trumf.
På samme måde, som når det hedder, at et lille land, som stemmer nej,
betyder ikke noget, men hvis et stort lands befolkning forkaster projektet,
så er det noget helt andet.

Et af unionsprojektets store problemer er naturligvis, at det er dybt
udemokratisk. Det eneste organ i EU-appratet, som har lovgivningsinitiativ,
er et organ bestående af ikke-folkevalgte embedsmænd - kommissionen med dens
kommissærer. EU er kommissærstyret. Hvis man forestillede sig en lignende
politisk struktur i Danmark, ville det svare til, at en kommission af
embedsmænd havde monopol på lovgivningsinitiativ, og ikke som nu Folketinget
og regeringen. Situationen er faktisk så grotesk, at et land, som var styret
efter de samme udemokratiske principper, som EU er, ikke ville kunne være
medlem af EU! EU-systemet udmærker sig også ved at have hemmelige komiteer.
Tænk hvis der fandtes sådan nogle her i landet.

Villy Søvndal, Poul Nyrup Rasmussen og deres ligesindede i Danmark og
andre EU-medlemslande mener, at EU skal være mere "socialt" og "skabe mere
arbejde". Men EU hverken kan eller skal løse problemer med arbejdsløshed i
Frankrig, Tyskland eller andre lande. Det er tværtimod EU's "løsninger"
(bl.a. euroen), der har bidraget til at skabe problemerne. EU kan
naturligvis ikke "skabe" arbejdspladser og økonomisk vækst. EU kan udvide
bureaukratiet og yderligere styrke de planøkonomiske sider af projektet.
Egentlige arbejdspladser og økonomisk vækst kan kun skabes af private
virksomheder i de enkelte lande i samarbejde med disse landes parlamenter og
regeringer, som kan skabe gunstige rammer for erhvervslivet og
beskæftigelsen. Frankrig og Tyskland må selv løse deres selvskabte problemer
med alt for lav pensionsalder og betonstrukturer på arbejdsmarkedet. Det kan
EU ikke.

De mange bestræbelser, der udfoldes på at fortolke
afstemningsresultaterne i Frankrig og Holland er blot desperate forsøg på at
bortforklare virkeligheden og tale om noget andet end det, sagen drejer sig
om. Befolkningerne blev spurgt om deres syn på EU-forfatningen, som ingen
har bedt om - og svaret blev et rungende nej, som ikke kan bortforklares,
uanset hvor meget man "fortolker". Mærkeligt nok fortolkes ja-stemmerne
ikke. Ingen udsætter dem for motivforskning, dvs. gætteri og ønsketænkning.

Euroeliten har meget svært ved at nævne det islamiske Tyrkiet som en
faktor bag det folkelige oprør mod elitens projekt. Når Tyrkiet endelig
nævnes, er det som regel med henvisning til, at det ikke er Tyrkiets
optagelse i EU, der stemmes om. Det er en rent formalistisk betragtning.
Reelt drejer afstemningen om forfatningen sig i højeste grad om uviljen mod
og frygten for Tyrkiets medlemskab. Og både uviljen og frygten er reel.

Befolkningen i de europæiske lande er ikke så dumme, som politikerne
tror. Den politiske elite og dens ideologer spiller hasard med EU-landenes
fremtid. Der foregår optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, uden at dette
fatale skridt nogensinde har været forelagt de europæiske befolkninger.

Det store befolkningsflertal i Tyskland og Frankrig for ikke at tale
om Danmark, Italien og langt de fleste EU-lande er imod tyrkisk medlemskab.
Samtidig er det indlysende, at elitens projekt går ud på, at den islamiske
stat Tyrkiet skal være medlem.

Endnu har man ikke hørt et eneste seriøst argument for tyrkisk
medlemskab. Alle seriøse argumenter imod afvises hånligt nedladende. Tyrkiet
skal være "bro til den arabiske verden", lyder en af klicheerne. Hvad det
betyder, kan ingen forklare. Men en muslimsk stat hører naturligvis ikke
hjemme i et europæisk fællesskab. Vi hører hele tiden, at EU er et
fællesskab, der bygger på europæiske værdier. Men europæiske værdier er
kristne værdier i den forstand, at europæisk kultur - også politisk kultur -
er gennemsyret af kristendommen og er utænkelig uden.. Men EU-eliten tør end
ikke nævne den kendsgerning, ja bliver stærkt ophidsede, hvis nogen vover at
sige det. Et europæisk samarbejde, som ikke tør se sig selv i øjnene, og som
fornægter sin historie, er en dødssejler og dømt til undergang.

Den letsindighed og uvidenhed, der præger euroelitens besynderlige
ønske om at få en stor og stærkt voksende muslimsk stat med i fællesskabet,
er foruroligende. En ledende dansk EU-politiker (Karin Riis Jørgensen), som
uden antydning af argument agiterer for tyrkisk medlemskab, afviser i samme
åndedrag, at det europæiske land Ukraine skulle kunne blive medlem. Hvorfor?
"Fordi Ukraine ikke er et europæisk land for mig". Hun mente i øvrigt, at
Ukraine lå i Sibirien.

En anden dansk ledende EU-politiker (Charlotte Antonsen) mener, at "vi
har en masse kultur fælles" med Tyrkiet. Hun tror, at det islamiske Tyrkiet
i en eller anden mystisk forstand repræsenter det kristne Østromerske Rige,
der som bekendt blev erobret i 1453 og derpå islamiseret som de andre
kristne kulturer i middelhavsområdet.

Det er en sådan "elite", der skalter og valter med det virkelige
Europas fremtid og eksistens. Hvor godt og nødvendigt, at europæerne siger
nej.

Artikel: http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3105984

--
Torben Østrup
_________________________
pt. stud. mag. / cand. scient. pol.
e-mail: eastrup@gmail.com