Under denne titel har jeg i dag et indlæg i Jyllands-Posten, om
kriminalitet i århusianske ghettoer, og hvorfor det ikke bare er et
"danskere/fremmede-os/dem"-spørgsmål.
Herunder gengiver jeg den version, der kom i avisen - den originale,
lidt længere udgave findes på min blog på adressen:
http://www.modspil.dk/politik/ghetto.html
Og her er indlægget, som det blev bragt i Jyllands-Posten:
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3110990
PRIMITIV RETORIK
DA MIT blik faldt på Jyllands-Postens kronik 11/6, blev jeg først glad,
idet jeg læste overskriften ("I orkanens øje - rapport fra en dansk
ghetto") og de første linjer: "Når jeg fortæller andre mennesker, at jeg
bor i Gellerupparken i Brabrand, er reaktionen ofte: »Hvordan tør du
det?« Til det svarer jeg, at det tør jeg skam godt ..."
SARKASTISK OG HADEFULD
Endelig, tænkte jeg, er der én, der fortæller ærligt og åbenhjertigt om,
hvad det egentlig kan indebære at bo i ghettoen - én, der som politisk
engageret (i socialdemokraterne) har overskud til at give et nuanceret
billede.
Men jeg blev sørgeligt skuffet. Hans Peter Baks beretning er sarkastisk
og hadefuld, og hans "analyse" af problemerne i Gellerup hviler på en
primitiv "os mod dem"-retorik: Problemet er ikke, at kvarteret plages af
nogle få utilpassede, voldelige og kriminelle unge mennesker med for
lidt at lave og for megen tid til det. Problemet er - skal man tro Hans
Peter Bak - at "danskerne" er trængt af "muslimerne", "de andre".
Vel, jeg har en nyhed til hr. Bak. Jeg bor selv i en ghetto præget af
kriminalitet og utryghed og kan forsikre, at "fremmede" familier oftest
er mindst lige så kede af områdets karakter af ghetto som alle andre -
det er trods alt deres børn og unge, som risikerer at blive suget ind i
det kriminelle miljø. Enhver forståelse af, hvad der foregår,
forudsætter, at man forstår, hvordan kriminaliteten vokser ud af
ungdomskulturen og områdets sociale forhold.
I stedet for sådanne analyser - i stedet for at gå med åben pande og
møde kvarterets unge og deres forældre - isolerer Bak sig i sit
elfenbenstårn på fjerde sal og kommer op med den paranoide teori, at det
nok er, fordi "de fremmede" er ude efter "danskerne" i Gellerup.
Sandheden er, at en lille gruppe af utilpassede, kriminelle unge plager
deres omgivelser med trusler og chikane, og at denne gruppe får lov til
at sætte dagsordenen for områdets yngre børn, fordi ingen giver dem
kvalificeret modspil.
IDFAD's fædregruppe gjorde i lang tid et godt arbejde netop for at yde
et sådant modspil til den kriminelle kultur, indtil Venstres
byrådsgruppe i Århus slagtede den.
Når Bak således ophøjer en nedslidt ghettos beskidte problemer til en
kamp mellem kristendom og islam og bl.a. skriver, at »Man ser jo næsten
kun kvinder, der går med tørklæder eller noget, der mest af alt minder
om ninjadragter her i Gellerup. De går heller ikke af vejen for at
fortælle os andre, der efter deres mening er vantro, om deres religion.
De er til og med så venlige at give os gode råd om, hvad de synes, vi
bør gøre for at kunne vise hensyn til deres tro,« er han meget langt fra
virkeligheden i sin hadefulde retorik.
Det er muligvis forståeligt, om konfrontationen med dagens virkelighed
har forbitret ham, men når han retter sin forbitrelse mod "de fremmede"
generelt, er han på vildspor.
ET ORAKEL
Og selvfølgelig modtages Bak, der angiveligt "tør fortælle", hvordan det
er at være dansker i ghettoen, som et orakel og en genfunden broder af
de fremmedfjendske debattører i nær og fjern. Man græmmes. Og væmmes.
Skulle nogen en dag ønske at høre et bud på, hvad der egentlig er galt i
ghettoerne, tilbyder jeg mig gerne. I mellemtiden kan Hans Peter Baks
hadefulde sarkasme ikke bruges til noget som helst.
--
http://www.modspil.dk
- fordi tiden kræver et MODSPIL!