Hej igen
I dag går det meget bedre
Lige nu er damen ikke hjemme, hun er ude på
trappen og lege med Emil
som synes det er dejligt at "lillesøs" er på
banen igen....
Han har godt nok været meget underholdende......
Han har cirka hver halve time været henne ved hende for at se om hun nu gad
at lege...mmrraa, mmrraa, mmrraa (det er Emil´s sprog
det er yderst
sjældent at han miaver, men han mmmrraa´er stort set hele tiden, hvilket
hans mor er stor fan...sikke nogle laaange konversationer vi har haft
Luna er nu blevet helt sikker på benene igen....men hun trasker dog stadig
rundt i et adstadigt tempo...ikke noget med at løbe....
Hun har spist som hun plejer, så der er håb for vægten forude
Hun har stadig ikke sagt et kvidder, men jeg er fuld af fortrøstning...det
skal nok komme....Ellers har vi jo vores Emil...der gerne bidrager med et
par mmmrraa´er ekstra
I har fuldstændig ret....det har nok været værst for mig
Tak for jeres hilsner ...det varmer når man er en pylremor
/Trine, Emil og lille Luna...som snart er grøn over det hele af at vaske
sine nymalede ører....
"Ann Rudbeck" <ann_rudbeck@c.dk> skrev i en meddelelse
news:B73F3F5B.483F%ann_rudbeck@c.dk...
> d. 02/06/01 8:56 skrev Trine på musen@kirstein.dk i artiklen
> 9fa2ad$131$1@news.cybercity.dk:
>
> >
føj et ynkeligt
> > syn....jeg hentede min dyne, tog hende med ind på sofaen, lagde hende på
min
> > brystkasse.....der lå hun så og sov, mens jeg nussede og roste hende i 4
> > stive timer....
>
> Hej Trine og Luna (og Emil)
>
> Åh ja - jeg husker det som det var i går - væmmeligt!
> 2 halvbevidstløse ynkelige misser, der ravede rundt i ren
> selvopholdelsesdrift for at få lidt varme i kroppen. De var så kolde, så
> kolde. Jeg gjorde næsten det samme som du, en ulden trøje på, ned på
sofaen,
> 2 forkomne kolde misser på maven og endnu en uldtrøje pakket ovenpå. Og så
> da de fik varmen gik lyset bare ud for dem...
> Så var vi til gengæld bange for, at de var ved at gå i coma - især Donna
var
> stort set bevidstløs i flere timer - dyrlægen havde ingen forklaring på,
at
> hun blev _så_ medtaget
> Men næste morgen kom hun ind i sengen til mig på næsten stabile små
poter -
> og æltede med både for og bagpoter (her aldrig set det fænomen hverken før
> eller siden) - hun var måske lettet over at føle sig som "sig selv" igen
> Jeg håber Luna snart kommer til hægterne.
> Medfølende genbohilsen fra Donna, Ditte og Ann
>