af Daniel Pipes
New York Sun
31. Maj 2005
Oprindelig engelsk tekst: Jihad through History
Oversat af Mette Thomsen
I sin netop udgivne, fængslende og glimrende bog, Understanding Jihad
(University of California Press), afviser David Cook fra Rice University
den underlødige debat, som har raset siden 9/11 vedrørende jihads
karakter – hvorvidt der er tale om en offensiv krigsførelse eller (mere
behageligt) en slags moralsk selv-opbyggelighed.
Mr. Cook afviser John Espositos påstand om, at jihad refererer til
"bestræbelsen på at leve et godt liv," som "sentimental og latterlig."
Mr. Cook fastslår definitivt, at gennem hele historien og i vor tid
betyder ordet primært "krigsførelse med spirituel betydning."
Hans fortjeneste består i at have sporet udviklingen af jihad fra
Muhammad til Osama og fulgt begrebets forandring gennem fjorten
århundreder. Denne opsummering yder ikke Cooks omfattende forskning,
frodige eksempler og tænksomme analyse fuld retfærdighed, men selv en
kortfattet skitse kan angive jihads udvikling.
Koranen opfordrer muslimer til at give deres liv mod løfter om paradis.
Hadith (som er beretninger om Muhammads handlinger og personlige
udtalelser) forklarer Koranen, idet den indeholder særlige formaninger
vedrørende kontrakter, betaling, udbytter, fanger, taktik og meget andet.
Muslimske retslærde væver derefter disse forskrifter sammen til et
lovkompleks.
I de år profeten sad på magten, engagerede han sig i gennemsnitligt ni
militære togter om året eller ét hver 5.-6. uge; jihad hjalp således med
at definere islam lige fra denne religions opståen. Erobring og ydmygelse
af ikke-muslimer var en hovedingrediens i profetens jihad.
I adskillige af de første århundreder af islams eksistens "var
fortolkningen af jihad ufortrødent aggressiv og ekspansiv." Efter at
erobringerne aftog, udgjorde ikke-muslimer næppe længere nogen trussel,
og der opstod sufi-bemærkninger om jihad som opbyggelig selvforbedring i
tillæg til ordets krigeriske betydning.
Korstogene, den århundredlange europæiske bestræbelse på at overtage Det
Hellige Land, gav jihad en fornyet og påtrængende aktualitet og udløste,
hvad Cook kalder for den "klassiske" teori om jihad. Muslimerne oplevede,
at de var i defensiven, og dette skærpede de muslimske holdninger.
De mongolske invasioner i det 13. århundrede undertvang store dele af den
muslimske verden, en katastrofe som kun delvist blev formildet af
mongolernes nominelle omvendelse til islam. Nogle filosoffer, især Ibn
Taymiya (d. 1328), begyndte at skelne mellem sande og falske muslimer og
begyndte igen at give jihad en fremskudt stilling ved at vurdere en
persons tro efter hans villighed til at føre jihad.
Det 19. århundredes "udrensnings-jihad'er" mod andre muslimer fandt sted
i adskillige regioner. De mest radikale og dem med de voldsomste følger
var wahhabi'ernes jihad i Arabien. Inspireret af Ibn Taymiya fordømte de
de fleste ikke-wahhabi-muslimer som vantro (kafirs) og førte jihad mod
dem.
Den europæiske imperialisme inspirerede de jihadiske
modstandsbestræbelser, især i Indien, Kaukasus, Somalia, Sudan, Algeriet
og Marokko, men i sidste instans slog de alle fejl. Denne katastrofe
betød, at der var behov for nytænkning.
Den islamistiske nytænkning begyndte i Egypten og Indien i 1920'erne, men
jihad fik først sin nuværende karakter af radikal, offensiv krigsførelse
med den egyptiske filosof Sayyid Qutb (d. 1966). Qutb videreudviklede Ibn
Taymiyas skelnen mellem sande og falske muslimer til at betragte ikke-
islamister som ikke-muslimer og derefter erklære jihad mod dem. Gruppen,
som myrdede Anwar El-Sadat i 1981, tilføjede derefter ideen om jihad som
vejen til verdensherredømme.
Den anti-sovjetiske krig i Afghanistan førte til det (foreløbigt) sidste
trin i denne udvikling. I Afghanistan samledes for første gang jihadi'er
fra hele verden for at kæmpe på islams vegne. En palæstinenser, Abdullah
Azzam, blev den global jihads teoretiker i 1980'erne ved at give den en
hidtil uhørt central rolle, ved at dømme hver eneste muslim udelukkende
efter hans bidrag til jihad og ved at gøre jihad til frelsesmiddel for
muslimer og islam. Heraf udsprang hurtigt både selvmordsterrorisme og bin
Laden.
Mr. Cooks lærde og betimelige undersøgelse har mange implikationer,
blandt andet disse:
Den nuværende forståelse af jihad er mere ekstrem end på noget tidligere
tidspunkt i islamisk historie.
Denne ekstremisme tyder på, at den muslimske verden gennemgår en fase,
som skal udstås og overvindes, og som kan sammenlignes med tilsvarende
rædselsperioder i Tyskland, Rusland og Kina.
Jihad, som indtil nu har været i stadig udvikling, vil utvivlsomt
fortsætte hermed i fremtiden.
Den yderligtgående udgave af jihad, som i øjeblikket praktiseres af Al-
Qaeda og andre, kunne, forudser Mr. Cook delvist, føre til "en afgørende
forkastelse" af den blandt et flertal af muslimerne. Jihad kunne derefter
udvikle sig til et ikke-voldeligt begreb.
Den store udfordring for moderate muslimer (og deres ikke-muslimske
allierede) ligger i at få denne forkastelse til at finde sted, og det
haster.
--
Med venlig hilsen
GB
|