http://dk.danielpipes.org/article/2631
Oprindelig engelsk tekst: CAIR's Hate Crimes Nonsense
Hvis man læser Unequal Protection: The Status of Muslim Civil Rights in
the United States 2005, en årsrapport som i sidste uge blev udgivet af
Council on American-Islamic Relations (CAIR), får man at vide, hvordan
muslimers tilværelse i Amerika bliver stadig forværret. Især er antallet
af "anti-muslimske hadmotiverede forbrydelser i USA" steget dramatisk:
fra 42 tilfælde i 2002, til 93 tilfælde i 2003, til 141 i 2004.
Denne nyhed skabte overskrifter i den almindelige presse. "Muslimer
rapporterer om 50% stigning i forbrydelser, som skyldes fordomme,"
bekendtgjorde New York Times; "Forbrydelser, klager i forbindelse med
muslimer tiltager," udsendte Washington Post; og "Muslimer beretter om en
stigning i hadmotiverede forbrydelser," lød ekkoet i Los Angeles Times.
At disse førende aviser behandlede CAIR's rapport som et stykke seriøs
forskning tjente som en vigtig godkendelse.
Men CAIR udgør en del af wahhabi-lobbyen, så vi tænkte (i modsætning til
den almindelige presses reportere), at det ville være en god idé at kaste
et nærmere blik på rapporten. Vi undersøgte i detaljer nogle "eksempler
på rapporter om anti-muslimske, hadmotiverede forbrydelser, som CAIR
modtog i 2004," på s. 43, plus nogle "eksempelhistorier" på s. 53 og
opdagede et mønster præget af sjusk, overdrivelse og fordrejning:
CAIR nævner fra den 9. juli 2004 et tilfælde af tilsyneladende
brandstiftelse i en muslimsk ejet købmandsforretning i Everett,
Washington. Men undersøgerne fastslog hurtigt, at Mirza Akram,
forretningsbestyreren, havde iscenesat brandstiftelsen for at undgå at
betale sine faste udgifter og få udbetalt en forsikringssum. Selvom
Akrams narrestreger for længst er blevet afsløret som svindel, fortsætter
CAIR med at opføre denne sag som en anti-muslimsk, hadmotiveret
forbrydelse.
CAIR beretter også, at "et muslimsk ejet marked blev nedbrændt i Texas"
den 6. august 2004. Men allerede en måned senere blev ejeren arresteret
for at have sat ild på sin egen forretning. Hvorfor inkluderer CAIR denne
hændelse i sin rapport?
CAIR opfører en retssag fra marts 2005, foranlediget af familien Salmi på
grund af brandbomber mod familiens bil, som et eksempel på en rapport om
en hadmotiveret forbrydelse, som man havde modtaget i 2004. Men den
forbrydelse, der omtaltes under retssagen, fandt sted i marts 2003, var
allerede blevet rapporteret af CAIR i 2003 og burde ikke være opført på
ny i 2004-rapporten.
CAIR rapporterer, at "en hjemmelavet bombe eksploderede uden for
Champions Mosque i Houston-forstaden Spring, Texas," idet man baserer sin
påstand på øjenvidneberetninger om, at "to hvide mænd" den 4. juli 2004
blev set anbringe bomben. Vi forhørte os om hændelsen og erfarede, at
Springs sherifkontor ikke kunne finde nogen politi-filer om en
eksplosion. Yderligere forespørgsler hos moskeen og en e-mail til CAIR
forblev ubesvarede. Der er ringe tegn på, at der overhovedet fandt en
forbrydelse sted.
CAIR noterer, at "undersøgerne i Massachusetts stadig efterforsker en
mulig had-motiveret brandstiftelse mod Al-Baqi Islamic Center i
Springfield." Denne sag har imidlertid for længst fået rettens kendelse
for at handle om et simpelt røveri, en nyhed som endog CAIR's egen
hjemmeside har bragt. Associated Press rapporterede den 21. januar 2005,
at retten havde fastslået, at ilden var blevet påsat af nogle
teenagedrenge, "som brød ind i Al-Baqi- moskeen for at stjæle penge og
slik, og som derefter satte ild på stedet for at slette deres spor."
Drengene, tydeliggjorde retten, "var ikke motiverede af had mod
muslimer."
CAIR beskriver, hvad der hændte for en muslimsk familie i Tucson,
Arizona: "kugler fra skud trængte ind i deres hus, mens de sad og spiste
aftensmad i oktober 2004," og to måneder senere blev deres ladvogn
smadret og ødelagt. Men det eneste bevis på, at nogen af hændelserne var
motiverede af had mod muslimer, kommer fra Dehdashti-familien selv, ikke
fra politiet. Opdager Frank Rovi fra Pima County Sheriff's Department,
som forestod undersøgelsen af skudepisoden, sagde, at ifølge naboerne
blev ørkenområdet ved Dehdashti-familiens hus ofte brugt som
skydeøvelsesplads. Ingen af hændelserne blev klassificerede som
hadmotiverede forbrydelser, og begge sager blev lukket i februar 2005,
længe før CAIR-rapporten udsendtes til pressen.
Ud af tyve af de "anti-muslimske hadmotiverede forbrydelser" i 2004, som
CAIR beskriver, er mindst seks ugyldige – og yderligere research kunne
formentlig finde problemer i de andre fjorten tilfælde.
Dette er heller ikke den første utroværdige CAIR-rapport; de tidligere
var lige så slemme. Når vi taler om CAIR-rapporten fra 1996, så bemærkede
terrorismeekspert Steven Emerson i et vidneudsagn for kongressen, at "man
har fundet, at en stor del af klagerne er opdigtede, fabrikerede,
fordrejede eller ligger uden for standarddefinitionerne på hadmotiverede
forbrydelser." Rapporten fra 1996 inkluderede arrestationen af Musa Abu
Marzouk, en Hamas-leder, og retssagen mod Omar Abdul-Rahman, den blinde
sheik og hovedmand bag den forpurrede "Day of Terror"-sammensværgelse om
at sprænge New York Citys vartegn i luften.
Endnu mere absurd var det, at CAIR klassificerede nedskydningen af Ahmed
Hamida i Jerusalem den 26. februar 1996, da han flygtede efter at have
kørt sin bil ind i en gruppe civile israelere, hvorved han dræbte én og
sårede treogtyve andre, for en amerikansk hadmotiveret forbrydelse. Man
spekulerer på, hvorfor drabet på en terrorist i Israel blev klassificeret
som et amerikansk anliggende; mere af CAIR's sjuskeri?
Faktisk er der meget lidt af det, CAIR hævder, som holder stik. CAIR's
bemærkelsesværdige unøjagtighed har potentielt store konsekvenser. Læg
mærke til, hvad der skete, efter at Newsweek i sin 9. maj-udgave havde
fortalt, at Koranen var blevet vanhelliget i det amerikanske
militærfængsel i Guantánamo, Cuba. Protesterne rasede i den muslimske
verden, herunder demonstrationer som i Afghanistan udløstes i vold og
dræbte mindst seksten mennesker. Newsweek trak til sidst historien
tilbage, men en smule sent. Havde tingene udviklet sig anderledes, kunne
CAIR's fejlagtige rapport have fremprovokeret en tilsvarende vold.
Staben på CAIR afslører ikke for os, hvorfor man ikke i det mindste
trækker de bevisligt falske tilfælde tilbage, som skjuler sig i deres
inflaterede "had"-optællinger, men vi kan forestille os to grunde: for at
skræmme deres kundekreds og derved skaffe flere penge; og for at køre den
amerikanske offentlighed i forsvarsstilling og derved opnå flere
privilegier for islam, som f.eks. det amerikanske senats resolution fra
år 2000, hvor man rasede mod den "diskrimination og chikane," som det
amerikanske muslimske samfund måtte døje med.
Men hvorfor gengiver journalister resultaterne af CAIR's undersøgelse –
som om de stammede fra en kilde helt uden partiske synspunkter, som om de
tidligere undersøgelser havde været troværdige, som om dens
meningsmålinger er videnskabelige, som om den ikke havde været medskyldig
i trusler mod en amerikansk muslimsk systemkritiker, og som om den ikke
havde beskyttet Osama bin Ladens image, som om fem af CAIR's stabs- og
bestyrelsesmedlemmer ikke allerede er blevet sat i forbindelse med
terrorisme, og som om den ikke er blevet nævnt som tiltalt i en retssag
om terrorismen den 9/11?
Man spekulerer på, hvad der skal til for at få de gamle medier til at
ignorere CAIR's utroværdige research og i stedet begynde at gengive
tidligere chef for FBI's kontraterrorafdeling Steven Pomerantz' ord om,
at CAIR's aktiviteter "effektivt yder støtte til internationale
terroristgrupper."
--
Liberal, kongetro, EU-modstander og atomkraftmodstander.
Frihed under ansvar er den eneste troværdige vej frem.
Støt Israel - køb Israelske varer!
GB