---

Vesten fik fine idealer om at finde sandheden ved forhør, og retsvæsenet
slap af med barbari i oplysningstiden.

Men toppen af the establishment fik indsneget skummel retspleje om at man
gerne må lyves når man er under anklage med "sigtets rettigheder" og det
skaber kattelemme så justitsmord bliver ved at være et stort problem.

Den sexede og fotogene USA-pigeofficer der sås med nøgne muslimfanger i snor
og kækt ydmygede dem for at gøre dem modne til ledernes egentlige forhør -
det kunne redde selvmordsbombe-ofre - er bevidst selvmodsigende og tilstår
på en skør måde, så dommerne ikke vil godtage tilståelserne, -
- har Politiken sjove detaljer om idag.

Pædofil-anklagede kan også tilstå for at gøre sig interessante - og
nazi-forhørsudsagn om kz-rædsler er ofte indlysende konstrueret med
selvmodsigelser, så der kan ske justering senere, for kun i
krigspropagandaens ekstase kunne man godtage de uhyrligheder, som gjordes
til videnskabelig fact af den militære Nyrnberg Trial.

Top-ansvarlige Donald Rumsfeld har advokater, der forstår at opbygge
røgslør, så han er usårlig.

Et vidne der lyver, bør straffes hårdt, når det er indlysende bevidst -
uanset om vidnet må formodes at have fået millionbelønning eller blot
blander sine sympatier eller sin idealisme ind i rapportering.
At "sandheden, hele sandheden, og intet andet end sandheden" er et rigelig
ambitiøst mål, bør ikke ændre ved at retssagen er fællesskabets jagt på
indsigt.
Der er ingen fornuft i at "vidner=anklagede", der kan blive ramt ved at være
ærlige, skal have større adgang til at lyve uden særskilt straf for det.
Det kunne være fornuftigt at en morder får 8 år for aflivningen og ½ år
oveni for at søge at bruge løgn til at undgå straf - selvom man ikke
skræmmes meget mere af 8½ end af 8 år, fordi sådan fremtid er uoverskuelig.

Forsvarer, anklager og dommer afgør, hvor dybt der skal graves i hvert
sidespor. En videnskabelig debat - som på usenet - er lidt anderledes.
I begge tilfælde bør konklusion ikke være for-eller-imod, men man bør være
beredt på, at meget kan ikke skønnes fornuftig om , fordi bevisets stilling
gør det umuligt. Det er ikke en fodboldkamp, hvor uafgjort er en sjældenhed.