30. april 2005 kl. 03:30
På logikkens side
Af: Michael Jannerup Andersen, xxx@berlingske.dk
Religionen er en privat sag, der ikke bør forstyrre omgangsformerne i det
moderne verdslige samfund. Det mener den marokkanske forfatter Tahar Ben
Jelloun, der har skrevet en lille undervisningsbog til børn og deres
voksne »Hvad er islam?«.
Klokken er ni om morgenen, og et par forlagsfolk har allerede lagt
ansigtet i bekymrede folder. Dagens interviewoffer, den marokkanske
forfatter Tahar Ben Jelloun, har sovet rigtig skidt, og har et hårdt
interviewprogram foran sig.
Ben Jelloun bor til daglig i Paris og skriver på fransk. Siden hans
internationale gennembrud med de to romaner »Sandbarnet« (1985) og »Den
hellige nat« (1987) har han været igennem hundrede af interviewseancer
som denne.
Frygten for at mætheden, kombineret med mangel på søvn, har sat sig som
uoverkommelig træghed er også så småt ved at indfinde sig hos deres
udsendte litteraturreporter.
Men der er kaffe og chokolade på bordet, og på den anden side sidder en
venlig og imødekommende mand, der beredvilligt svarer på alle spørgsmål,
og som ind imellem også finder smilet og latteren frem i løbet af den
time, vi har sammen til at komme rundt om en af hans aktuelle bøger »Hvad
er islam?«.
Fortalt til datter
Egentlig har Tahar Ben Jellouns besøg i Danmark en dobbelt anledning.
Hans nyeste roman »Den sidste ven« er udkommet samtidig med hans lille
skrift om islam. Romanen anmeldes andet sted på disse sider, mens
samtalen denne formiddag koncentrerer sig om hans lille bog.
»Hvad er islam?« er inspireret af datterens spørgsmål om islam i
kølvandet på 11. september og rummer den voksnes forsøg på at svare et
barns evigt udfordrende spørgsmål, som »Hvad er en fanatiker for noget?«,
»Hvad betyder en åbenbaring?« og »Forklar ordet hykler«.
Det er ikke første gang Ben Jelloun bruger denne fortælleform, i 1997
udgav han bogen »Sig mig far, Hvad er racisme?«, en bog der har solgt
over en million eksemplarer, og som stadig bruges som
undervisningsmateriale i skoler verden rundt.
Formålet med den nye bog er at oplyse om islam og gerne i forbindelse med
undervisning af børn:
»Der findes tusinde tykke bøger om emnet, men jeg har forsøgt med denne
lille pamflet at fortælle helt nøgternt det essentielle om islams
historie, fra den lille Muhammeds fødsel osv. Bogen er ikke et forsøg på
at omvende nogen til Islam, jeg er ikke selv religiøs. Men jeg har
derimod forsøgt at nærme mig emnet som en skolelærer, og læst i flere
måneder om emnet og derefter med min datters spørgsmål in mente, forsøgt
at skrive en bog om islam, som også kan bruges til undervisning«.
Tahar Ben Jelloun besøger selv mere end 20 skoler om året. Her taler han
om litteratur og poesi, og så også om de mere alvorlige emner som racisme
og religionshad. Indenfor den sidste måned har han besøgt både skoler i
Ankara og Istanbul, og været et smut forbi Princeton universitetet, men
det er en episode fra et besøg på en fransk skole i en forstad sydvest
fra Paris i sidste uge, der denne formiddag først dukker op i
erindringen:
»Jeg blev kontaktet af den pædagogiske rådgiver fra skolen, der fortalte
mig at der havde været nogle alvorlige religiøse konflikter på skolen
mellem arabiske og jødiske skolebørn. Jeg indvilligede i at møde børnene
og samlede dem, og fortalte at jeg var kommet for at tale om deres
problemer. Da jeg spurgte hvem der havde været udsat for religiøs
mobning, så rakte en lille jødisk pige hånden i vejret og sagde at hun
var blevet drillet af en arabisk dreng, fordi hun var blevet hjemme på
den jødiske helligdag Yom Kippur. Drengen - en arabisk charmetrold -
kiggede forbavset op på mig og forsvarede sig med at hun overdrev og
udbrød »Mig kalder de neger men det er jeg da ligeglad med,« fortæller
Ben Jelloun og griner.
Med lærerne var det ikke lykkedes at løse konflikten, men direkte
konfronteret og gennem samtalen, var det lykkedes at afdramatisere
begivenheden:
»En af grundreglerne når jeg er sammen med børnene er, at vi aldrig
diskuterer vores forskellige religiøse udgangspunkter. Religionen bliver
behandlet som et hvilken som helst andet emne i en skoleklasse. Dvs. kun
de hårde fakta, som hvis det gjaldt undervisning i Danmarks eller
Tyrkiets geografi. Det giver en frihed i forholdet til det alvorlige
emner, og på den måde undgår vi at dømme eller fordømme hinanden.«
Den voksne kan også sagtens få noget ud af læse »Hvad er Islam?« men
Tahar Ben Jelloun skubber sig demonstrativt tilbage i stolen, når man
spørger ham, hvorvidt han tror, at han kan nå de voksne med sin bog: »Det
er meget svært, der er så meget historie. Jeg bruger alle mine kræfter på
børnene,« svarer han kort efter lidt betænkningstid.
Adskillelse er nødvendig
Han medgiver, at »Hvad er islam?« også er præget af hans egne holdninger,
især adskillelsen af politik og religion er en hjertesag for ham. En
adskillelse, der i en arabisk kontekst ikke ligger så mange år tilbage:
»Det er først efter at shahens fald i Iran i 1978, da Khomeini oprettede
en islamisk republik, at man overhovedet begyndte at tale om Islam igen i
de arabiske lande. Før det var der ingen, der snakkede om en islamisk
stat nogen steder. Jeg respekterer selvfølgelig religionen, men jeg
ønsker ikke at den skal være grundloven i et land. Derfor er jeg
eksempelvis tilhænger af loven i Frankrig om, at forbyde religiøse
symboler. Det verdslige samfund er garantien for selvstændighed og
frihed. Hvilket jeg også prøver at forklare børnene. Det er mit
overordnede budskab, at hvis religionen skal diktere vores levemåde, så
mister vi friheden.«
Chaufføren skulle bede
Selv erindrer han en episode mens han var på rejse i Mellemøsten, der
viser regelreligionens absurde logik i en moderne verden:
»Jeg skulle hæve penge i en bank et kvarter før lukketid og prajede
derfor en taxa. Pludselig smækker chaufføren bremserne i, og forlader
bilen for at gå ind og bede i den nærmeste moske. Da han kom tilbage
brokkede jeg mig, fordi han godt vidste, jeg havde travlt, mens han
undrende kiggede på mig og sagde, at han skulle have lov til at bede.
Banken nåede vi selvfølgelig ikke inden lukketid. Det er kun en sjov
anekdote, men i princippet er det ikke anderledes end, at når man beder
pigerne om ikke at tage joggingtøj på, når de skal dyrke gymnastik, det
giver heller ingen mening. Eller når det bliver umuligt at undervise i
biologi, fordi man ved hjælp af religionen kan obstruere med henvisning
til, at det er Gud, der har skabt manden og kvinde. Her er troen på den
ene side og logikken på den anden side, og jeg er på logikkens side.«
Irak-invasion forkert
Tilbage i 2001 sagde Ben Jelloun i et interview til Berlingske Tidende, »
At vesten må stille sig på de lidendes side i stedet for at tage parti
for diktaturer eller oliemonarkier, som ikke har nogen sans for demokrati
«. Men direkte adspurgt er han er ikke begejstret for den måde USA og
herunder Danmark siden har løst opgaven i Irak:
»Det har kostet alt for mange civile irakeres liv. Jeg er enig i, at man
skulle forsøge at redde irakerne, men jeg er ikke enig i de midler, man
har anvendt. Selvfølgelig kan man sige, at der en nu er en ny situation i
nærorienten. Men man kan ikke tilskrive den amerikanernes indsats. I
Libanon er det libaneserne, og i Egypten er det egypterne selv, der vil
forandringerne. Der er altså en modenhed for forandring i befolkningerne.
Det mest positive man kan sige om situationen i Irak er, at arrestationen
og ydmygelsen af Saddam Hussein formodentlig har skræmt alle diktatorer i
den arabiske verden,« slutter Ben Jelloun.
www.taharbenjelloun.org
Læs mere om Tahar Ben Jellouns forfatterskab.
--
"How much easier is self-sacrifice than self-realization." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
GB