---

Bo Lidegaards autoritative værk om "Kampen om Danmark" 1933-45 fastslår at
det var "ved ånd og velfærd og ikke ved krudt og kugler , at
nationalsocialismen skulle bekæmpes.
Vi kunne ikke forkorte krigen - havde vi ikke haft tyskerkurs siden 1864,
havde tyskerne nøjedes med Læsø som trædebræt for fly mod Norge
(intermistisk lufthavn kan bygges på ½ døgn - eller man kunne lande på jyske
landeveje)
Fordi vi ønskede gentagelse af WW1-gullashbaron og
landbrugs-eksportmiraklet, så kæmpede vi ikke, men lagde op til pjatvæbnet
neutralitet 1864-1945

Som ses i flødeskumsfrontprogrammerne så kom tyskere her til at beundre vor
TOLERANTE natur. Det forkortede ikke krigen, men vi bidrog til en bedre
verden.
Best kunne uden bodyguard gå iDagmar Bio hver uge og nød det og kom til at
elske danskerne næsten som sit eget folk.
DErved hjalp vi en ond verden ud af onde hævncirkler, og noget bedre kunne
vi ikke gøre.

Det var jo ikke en krig mellem de onde og de gode - hverken WW1 eller WW2,
så krig/dumstolt æresdrab havde været sindsygt selvmord og Fogh lyver eller
er pletvis dum, når han røvslikker USA ved at foregive at der var een side
der var den hæderlige, nu og dengang.

Finland kæmpede klogt mod USSR incl sammen med Hitler. De havde meget at tab
e overfor nabo der var muslmagtige dyr.
Her var ære OK og gavnede landet, uanset krigens udfald.
Vor geografi gjorde det FIN ÆRE at gøre som vi gjorde. Fin ære er størst
mulig lykke for flest.

Hvis vi havde været luskede og anti-nazi skulle vi have ladet som om at vi
ville give os gratis 9 april og pludseligt brugt alle vore stridskræfter -
så kunne vi måske have sinket eller hindret tysk Norgesejr. Men vi er ikke
luskede og det havde kostet enorme antal uskyldige liv.

"At vove er at miste fodfæste, Ikke at vove er at miste sig selv.
Kierkegaard - og andre bl.a. Nietzsche anbefaler tilsvarende at leve livet
farligt - at kaste sig ud på 70000 favne vand .

Bondefornuft at kun at vove når odds er gode. Det skaber lykkemazimering -
mest trivsel for flest europæere eller danskere.