---

Tillid=tolerance

Når jeg låner dig en bog, i et til vished grænsende håb om, at jeg får den
igen, så viser jeg tillid.

God korpsånd i en gruppe viser sig bl.a. ved at vi ofrer os for fællesskabet
og løber risiko for ikke at få noget-for-noget gengældelse af vore gode
gerninger - og vi ikke forlanger øje-for-øje straf for medborgeres
lovovertrædelser.

*Tolerance* viste preusserkongen Fr d Store og hans danske discipel
Struensee ved at gå ind for

_tros og ytringsfrihed_
jvf deres begges læremester Voltaires flotte dekreter om at "Alle bør slås
for modpartens ret til at have den modsatte mening - ord sårer ikke
blødende".



To gange måtte Voltaire sidde fængslet på Bastillen og det meste af livet
var han i landflygtighed, ligesom Rousseau - men oplysningstidens fornemste
triumf er, at kristne kulturer nu stadig oftere går efter bolden og ikke
efter manden.

Tolerance betyder ikke, at man skal give land til
folkevandrings-invasionister eller undlade at hjemsende knivstikkerslægter.

Kristendom går imod den jødiske moselovs krav om dødsstraf for blasfemi og
hor og andet ærespjat. Døm ej. Vend venstre kind til. Ved at udføre fælles
ritualer fx dyrke påskemiraklet i kirken eller juletræet på Jesu fødselsdag
stiver vi vor tro af og nyder fællesskabs-hygge - helt som helligkrigerne
gør, når de kaster sig mod Mekka 5 gange i døgnet, men vi arbejder for en
bedre verden for alle, og udelukker kun de ulandsfattigrøve, der morderisk
føder flere børn, end der er mad til, for gaver til dem er, at forværre
sultkatastroferne i den afrikanske kæmpe-kz.





krAft og sAft i lAkrids og Anis



Sætter du vodka til pernod, kan du stadig smage anisolien, men den stikker
herligere når tilsætning af (is)vand får oliedråberne til at fælde ud som
smørdråberne i mælk. Hvordan kan smag være anderledes efter om det kolloide
mikrosystem er enfasisk eller tofasisk?



Cognac har fine drue-nuancer og de dyre VSOP er nok værd at betale ekstra
for, men der er altså mere variation og afveksling i, at sprut-vand-1:2
peppes op med anis og lakrids som i nordsøBITTER, stjerneanis'et
DrNielsenBITTER, Underberg og andre geniale mix - som ofte kommer bedst til
deres ret ved at blive fortyndet med vodka eller være lune eller være
iskolde eller være et lille nærigt pift i en stor boblende longdrink.



Pastiche-traditionen søgtes smadret af absint-snobber, der blindt fulgte
solkongeparolen om at forbuden frugt smager bedst. Man forbød absint for at
opreklamere det, ligesom Louis14 forbød sine grimme vægtæpper, når lortet
ikke kunne sælges, - så blev folk vilde med at købe til overpris som
smuglergods. Uden sådant snobberi ingen gobelin-industri .

Nu tror folk at malurten i absint er fornemste hallucinogen, og den er ikke
spor psyke-aktiv i de mængder er er overkommeligt halvbitre.



Pastiche.nobber foretrækker Ricard og Berger og Sambuco og Ouzo og
Marseilles-stjerneanis-luksus , men den syntetisk-gule lakridsede Pernod fra
Paris tror jeg er fremtidens vinder.