Flemming Balvig har fundet ud af, at store doser realitetsterapi kan klare
en hel del af de unges misbrugsproblemer.
Hvis unge mennesker finder ud af, at kun et mindretal af deres jævnaldrende
jævnligt drikker sig plakatfulde, skulle tilskyndelsen ifølge Balvig til
selv at feste rigeligt og ofte være knap så stærk.
Så vil jeg gerne vide, hvad Balvig vil stille op med visse ikke helt små
kredse, hvor mere end 50% jævnligt tager extasy-piller. Den realitet, de
unge konfronteres med her, er jo netop, at i denne gruppe tager langt de
fleste extasy-piller, når de er til fest i weekenden. Man er altså lige
præcis outsider, hvis man ikke gør.
Jeg kan forestille mig, at det samme egentlig gør sig gældende for
alkoholforbrug og rygevaner i mange in-grupper, altså netop de grupper, der
giver (en vis) samhørighed og identitet, hvorimod det formodentlig er
rigtigt, at hvis man ser på meget store, statistisk anonyme grupper af unge,
ja så synker tallene af misbrugere sikkert ned til betydeligt under 50%.
Jeg er bange for, at den Balvigske logik måske virker i søndagsskolen, men
ellers ikke.
Steen Hjortsø
|