Før i reagere med:
For det første dette er indvandringspolitik og høre derfor hjemme i
dk.politik.indvandring så handler det der diskuteres i disse artikler
primært om udenrigspolitiske emner (=Italien og Libyen) og høre derfor
hjemme i dk.politik
For det andet: "hvad rager det OS i Danmark at Italien sender
flygtninge RETUR til Libyen og ydermere har indgået en aftale med Libyen om
at dette land skal patruljere sine grænser bedre samt returnere de
flygtninge der allerede er i landet (Libyen)" så tænk lige på at dette
kommer OGSÅ os til gavn fordi:
-for de første de flygtninge der kommer til Italien vil IKKE alle blive der
for de flestes vedkommende vil de sætte kursen mod andre lande i EUropa,
herunder selvfølgelig både DK og Norge
-for det andet vil den politik som Libyen nu føre også komme os til gavn af
de selvsamme grunde opstillet ovenfor
Fra artiklen:
"På overfyldte lastbiler og uden mad og drikke sendes selv spædbørn ud på en
1.500 kilometer lang rejse gennem Sahara.
For at leve op til en aftale med Italien om bekæmpelse af illegal
indvandring har Libyen indledt en sand heksejagt på enhver med sort hud.
Siden september er 106 mennesker omkommet, men det er kun de officielle tal.
Reelt er langt flere omkommet, mener det ansete italienske ugeskrift
L'Espresso."
KOMMENTAR:
INGEN absolut INGEN har bedt de pågældende flygtninge om at forsøge at komme
til EUropa. De har derimod helt udelukkende SELV på eget initiativ begivet
sig af sted og så må de som sådan også være klar til at tage konsekvenserne
nemlig: AT BLIVE SENDT TILBAGE HVOR DE KOM FRA
Og det virker helt efter hensigten (læs det følgende) læg specielt mærke til
den sidste fremhævede linje:
"Den hårde libyske linje begynder sidste sommer, da Italien og Libyen indgår
en aftale. Libyen forpligter sig ikke blot til at tage imod indvandrere, der
er udvist fra Italien, men lover også at vogte sine egne grænser bedre, så
færre indvandrere kommer ind i Libyen fra andre afrikanske lande. Libyen har
anslået omkring to millioner indvandrere, og Italien frygter, at de før
eller siden vil forsøge at komme over Middelhavet.
Derfor skal de ud. Indvandrere, der arbejdede, og var integrerede i Libyen,
føler sig nu som jaget vildt. Også dem, der aldrig har haft planer om at
søge til Europa.
»Hvorfor gør Italien det her mod os? Jeg havde et rengøringsjob, og ville
ikke til Europa. For en måned siden blev jeg hentet af politiet og sendt i
en opsamlingslejr for afrikanere tæt ved Tripoli, hvor forholdene er
rædselsfulde. De yngre kvinder, helt ned til 14 år, bliver tvunget til at gå
i seng med soldaterne mod at få lov at blive. I skal bede de europæiske
regeringer om at hjælpe, for alt dette er en skændsel«, siger den 27-årige
nigerianer Mody Bessy til L'Espresso.
Hendes bror rejser med hende. Også han arbejdede i Libyen, men besluttede at
rejse til Italien, da Libyen begyndte sin jagt på indvandrere.
»Jeg nåede til Lampedusa på en båd for 700 dollar«, fortæller Jonathan
Bessy, 25 år og uddannet ingeniør fra Lagos.
»Det italienske politi fløj os tilbage til Tripoli. Jeg opholdt mig fire
måneder i en lejr, og her fandt jeg min søster.
NU ER VI PÅ VEJ HJEM sammen".
ITALIENS svar på kritikken er:
"Italien har en meget civiliseret og demokratisk indvandrerlovgivning. Vi
giver opholdstilladelse til dem, der har arbejde, men vi er HÅRDE over for
dem, der prøver at komme ind i landet illegalt."
Og det bliver vi OGSÅ nød til at være i RESTEN af EUropa
Der er der HELLER ingen kritik at den italienske politik fra Danmarks side:
"Selv om den italienske regering de seneste uger er blevet kraftigt
kritiseret af FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR for at massedeportere
flygtninge tilbage til Libyen, mener den danske regering ikke, at der er
grundlag for at kritisere Italien.
Flygtningeminister Rikke Hvilshøj (V) læner sig i stedet op af den
italienske indenrigsminister Giuseppe Pisanu, som har afvist al kritik.
»Det er det enkelte EU-land, der har ansvaret for at overholde konventionen,
og vi må stole på den italienske minister Pisanus ord om, at alt går rigtigt
for sig«, siger Rikke Hvilshøj."
Flygtninge sendes i ørkenen uden vand
Det italienske tidsskrift L'Espresso afslører for første gang, hvad der sker
med indvandrere, der udvises fra Italien til Libyen: Flygtningene sende
gennem 1.500 kilometer glohed ørken på overfyldte lastbiler uden mad og
drikke.
Af Lisbeth Davidsen, Rom
På overfyldte lastbiler og uden mad og drikke sendes selv spædbørn ud på en
1.500 kilometer lang rejse gennem Sahara.
For at leve op til en aftale med Italien om bekæmpelse af illegal
indvandring har Libyen indledt en sand heksejagt på enhver med sort hud.
Siden september er 106 mennesker omkommet, men det er kun de officielle tal.
Reelt er langt flere omkommet, mener det ansete italienske ugeskrift
L'Espresso.
Hårejsende
I en afslørende reportage fortæller bladet om den skæbne, der overgår
immigranter i Libyen.
»Det er hårrejsende. Folk tvinges ud på rejser, hvor selv en lille uforudset
hændelse kan koste dem livet«, siger artiklens forfatter Fabrizio Gatti til
Politiken.
Italien blev voldsomt kritiseret af blandt andet FN's
Flygtningehøjkommissariat, da de italienske myndigheder i oktober sidste år
sendte flere hundrede indvandrere til Libyen på fly kort efter, at de var
ankommet med skibe til den syditalienske ø Lampedusa.
I disse dage er trafikken, som opstår med måneders mellemrum, genoptaget. I
forgårs blev 180 indvandrere sat på fly og sendt tilbage til Tripoli i
Libyen, efter at omkring 1.000 indvandrere er kommet til Lampedusa på få
dage.
Behandles ordentligt
Italien forsikrer, at de afviste bliver ordentligt behandlet efter ankomsten
til Libyen. Men de libyske myndigheder har hverken givet journalister eller
organisationer adgang til at undersøge påstanden. Italienerne har også sagt,
at de udviste bliver fløjet til hjemlandet i fly, men det sker kun i de
færreste tilfælde ifølge de vidneberetninger, L'Espresso har indsamlet.
Det italienske ugeskrift har taget turen omvendt, altså sydfra med
udgangspunkt i Agadez i Niger, for at møde de flygtninge, der er på vej hjem
fra Libyen.
Herfra kørte Fabrizio Gatti ind i ørkenen, og mødte undervejs strømmen af
afrikanere, der var udvist fra Libyen. Nogle af dem havde været omkring
Italien, og var blevet fløjet ud under de stærkt kritiserede kollektive
bortvisninger. Andre var aldrig kommet længere end til Libyen.
Fælles for dem alle er, at de ikke bliver fulgt hjem af de libyske
myndigheder, men selv må betale og organisere deres rejse.
Forpligtelser
Den hårde libyske linje begynder sidste sommer, da Italien og Libyen indgår
en aftale. Libyen forpligter sig ikke blot til at tage imod indvandrere, der
er udvist fra Italien, men lover også at vogte sine egne grænser bedre, så
færre indvandrere kommer ind i Libyen fra andre afrikanske lande. Libyen har
anslået omkring to millioner indvandrere, og Italien frygter, at de før
eller siden vil forsøge at komme over Middelhavet.
Derfor skal de ud. Indvandrere, der arbejdede, og var integrerede i Libyen,
føler sig nu som jaget vildt. Også dem, der aldrig har haft planer om at
søge til Europa.
»Hvorfor gør Italien det her mod os? Jeg havde et rengøringsjob, og ville
ikke til Europa. For en måned siden blev jeg hentet af politiet og sendt i
en opsamlingslejr for afrikanere tæt ved Tripoli, hvor forholdene er
rædselsfulde. De yngre kvinder, helt ned til 14 år, bliver tvunget til at gå
i seng med soldaterne mod at få lov at blive. I skal bede de europæiske
regeringer om at hjælpe, for alt dette er en skændsel«, siger den 27-årige
nigerianer Mody Bessy til L'Espresso.
Hendes bror rejser med hende. Også han arbejdede i Libyen, men besluttede at
rejse til Italien, da Libyen begyndte sin jagt på indvandrere.
»Jeg nåede til Lampedusa på en båd for 700 dollar«, fortæller Jonathan
Bessy, 25 år og uddannet ingeniør fra Lagos.
»Det italienske politi fløj os tilbage til Tripoli. Jeg opholdt mig fire
måneder i en lejr, og her fandt jeg min søster. Nu er vi på vej hjem
sammen«.
12 dage uden mad
Turen fra Al Gatrun i Libyen til Agadez i Niger går gennem Sahara.
Transporten af udviste gennemføres af de samme menneskesmuglere, der
transporterer indvandrerne ind i Libyen. Turen tager op til tolv dage, og
ofte har folk hverken noget at spise eller drikke.
Udsultede mødre holder krampagtigt fast i deres børn på toppen af overfyldte
lastbiler og frygter, at de ved et bump eller et øjebliks søvn kommer til at
slippe grebet om de små. L'Espresso fortæller om en gruppe mennesker, der
forlades af deres smuglere og bliver samlet op af franske
nødhjælpsarbejdere.
»De har intet tilbage. De fortæller, at i otte, måske ti dage, har de spist
deres egen afføring og drukket urin for at overleve«.
L'Espresso opregner de seneste ulykker.
»50 indvandrere bliver mast til døde, da en overlæsset lastbil vælter på vej
til Tumu-passet på grænsen mellem Libyen og Niger. I januar bliver en aldrig
identificeret mand fra Ghana flået af et kobbel vilde hunde for øjnene af
sine medrejsende på vej til Madama på grænsen mellem de to lande. Den
seneste tragedie fandt sted for to uger siden: tre unge kvinder fra Nigeria
dør af tørst en dagsrejse fra Tumu, og 15 andre livløse kroppe bliver samlet
op, hvor de var blevet efterladt af dem, der havde organiseret deres
hjemrejse. Men ingen ved reelt, hvor mange lig, der er begravet under
sandet«.
»Vi er hårde«
Den italienske regering har ikke reageret på reportagen i L'Espresso, men
formanden for parlamentets indvandrerkommission, Alberto Di Luca fra Forza
Italia, siger til Politiken:
»Italien har en meget civiliseret og demokratisk indvandrerlovgivning. Vi
giver opholdstilladelse til dem, der har arbejde, men vi er hårde over for
dem, der prøver at komme ind i landet illegalt«.
Alberto Di Luca vil ikke direkte kommentere behandlingen af indvandrere i
Libyen.
Kritik fra UNHCR
Det vil til gengæld talskvinden for UNHCR i Italien.
»Vi er ekstremt bekymrede over den her situation. Libyen giver ikke
tilstrækkelige garantier til, at Italien kan sende folk derned. Og den
italienske regering lader os ikke udføre vores mandat. Vi forsøger at få
adgang til modtagelseslejren på Lampedusa. Vi har internationalt mandat til
det, men de italienske myndigheder lader os ikke komme ind. Der er tale om
en meget alvorlig situation«, siger Laura Boldrini fra UNHCR.
link til artiklen:
www.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=370094
Danmark er tavs om omstridt italiensk asylpolitik
Flygtningeminister Rikke Hvilshøj (V) mener ikke, at Danmark behøver
kritisere, at Italien sender asylansøgere tilbage til en uvis skæbne i
Libyen.
Af Claus Blok Thomsen
Selv om den italienske regering de seneste uger er blevet kraftigt
kritiseret af FN's flygtningehøjkommissariat UNHCR for at massedeportere
flygtninge tilbage til Libyen, mener den danske regering ikke, at der er
grundlag for at kritisere Italien.
Flygtningeminister Rikke Hvilshøj (V) læner sig i stedet op af den
italienske indenrigsminister Giuseppe Pisanu, som har afvist al kritik.
»Det er det enkelte EU-land, der har ansvaret for at overholde konventionen,
og vi må stole på den italienske minister Pisanus ord om, at alt går rigtigt
for sig«, siger Rikke Hvilshøj.
Svar via mail
Politiken ville gerne have stillet spørgsmål til Rikke Hvilshøj, men det
kunne ikke lade sig gøre, fordi hun kun sendte en kortfattet mail som svar
på Politikens henvendelse.
I den understreger hun, at Danmark gør meget for at hjælpe flygtninge i de
såkaldte nærområder i bl.a. Afrika.
»Danmark er et af de lande, der arbejder ivrigst med at sikre, at
asylansøgere kan få hjælp og beskyttelse i nærområdet, så de ikke behøver at
betale menneskesmuglere i dyre domme og krydse Middelhavet for at få
beskyttelse«, skriver hun.
Italien afviser
Ifølge UNHCR overtræder Italien de internationale konventioner ved ikke at
behandle flygtningenes asylansøgninger.
Italien har afvist, at UNHCR og menneskerettighedsorganisationen Amnesty
International får lov til at overvære afvisningen af flygtningene. Italien
har ellers skrevet under på konventioner, der netop garanterer UNHCR adgang
i den slags situationer.
Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod mener, at den danske
regering burde skride ind.
»Alle lande, der har underskrevet en konvention, skal selvfølgelig overholde
den. Og er det ikke tilfældet, har de andre lande selvfølgelig pligt til at
kritisere det«, siger han.
Sendt hjem gennem ørkenen
Det italienske magasin L'Espresso afslørede for nylig, hvordan mange af
flygtningene går en uvis skæbne i møde, når de bliver sendt tilbage til
Libyen. I ørkenen er bladets journalist stødt på flygtninge, som kunne
fortælle, hvordan Libyen sendte dem videre mod deres hjemlande gennem
ørkenen uden tilstrækkelig mad og drikke.
I følge flygtningene var der flere, som ikke overlevede turen gennem
ørkenen.
Amnesty opfordrer i et brev til EU's retskommissær Franco Frattini til at
kritisere de italienske tilbagesendelser.
Amnesty mener, at kommissionen ifølge EU-regler er forpligtede til at gribe
ind, når en medlemsstat ikke lever op til EU's egne bestemmelser om en
retfærdig asylbehandling.
Det har også gjort organisationen bekymret, at Italien tilsyneladende
direkte samarbejder med de libyske myndigheder. I følge organisationen gør
det skæbnen for de flygtninge, der ikke er libyske statsborgere, endnu mere
usikker, når de sendes tilbage til Libyen.
Den italienske regering fastholder derimod, at den behandler
flygtningene »humant«, og at der er tale om individuelle bortvisninger frem
for massedeportationer.
link til artikel:
www.politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=370431
--
IzlaamIzNoGood@hotmail.com
Deltag i "War on muslim terrorrism" tryk på følgende link:
http://zerogames.com/game/action/war-on-terrorism.html