Fra Berlingske Tidende søndag den 13. marts 2005
Af Mads Bryde Andersen
Den europæiske menneskeretsdomstol har tiltaget sig en magt, der går på
tværs af de principper, vores demokrati bygger på. Menneskeretsdomstolen
udøver sin magt på alle områder af samfundslivet, og domstolens dommere
er blevet til politiske overdommere i et system, hvor politik gøres til
menneskeret.
Danskerne har altid været skeptiske ved at afgive suverænitet til
internationale organer. Når vi stemmer om EU, er der kamp til stregen.
Flere retssager er ført til Højesteret for at få klarhed om EU-reglernes
forenelighed med grundlovens bogstav og ånd, og spørgsmålet er løbende
til debat.
Tilsvarende forbehold har vi tilsyneladende ikke haft over for den magt,
der gennem de seneste 20 år er flyttet fra Folketinget til internationale
menneskerettighedsorganer. Navnlig fra den politiske venstrefløj, hvor
modstanden mod suverænitetsafgivelse ellers er stærkest, er tavsheden
larmende.
Tavsheden kan have flere forklaringer. Nogle er uden videre enige i den
praksis, menneskeretsdomstolen følger. Andre vægrer sig måske ved at
stille spørgsmål ved »menneskerettigheder«. Kulturelle forhold spiller
nok også ind: Fordi vi er opdraget til at mene, at en menneskeret er
noget godt, og fordi vi respekterer den historie, der skabte konventionen
af 1950, kan kritik mod systemet let ses som støtte til tortur og
overgreb.
At der også er relativ tavshed i de juridiske miljøer skyldes nok, at
mange ser en holdning til menneskerettigheder som synonym med holdningen
til indvandring og integration - emner som er så følsomme, at mange
universitetsjurister helst undgår at diskutere dem offentligt. Men
realiteten er, at menneskeretsdomstolen i dag udøver sin magt på alle
områder af samfundslivet. Et tilfældigt nummer af tidsskriftet EU-ret og
Menneskeret gengiver f.eks. domme om følgende: Kan en datter uden for
ægteskab få samvær med sin biologiske far? Skal Caroline af Monaco finde
sig i et paparazzi-foto? Har en læge ret til at udføre abort? Kan et
adoptivbarn nægtes arveret? Og kan man nedlægge byggeforbud med henblik
på eventuel ekspropriation? Domstolen udøver i dag sin magt inden for
alle livets områder.
Man kan have forskellige holdninger til, hvordan sådanne sager skal
afgøres. Men ved at gøre dem til spørgsmål om krænkelse af de få
generelle »menneskerettigheder«, afgiver man en betydelig magt til
menneskeretsdomstolen. Fra at være politiske emner, hvor alle synspunkter
indgår, forvandles de til juridiske spørgsmål, der flyttes væk fra vor
egen politiske agenda. Det låser debatten og kortslutter vor egen
politiske proces.
Ønsker vi det? Måske. Får det konsekvenser? Ja. Har man gjort sig disse
konsekvenser klart? Næppe. Jeg ser i hvert fald tre alvorlige problemer
med denne form for magtforskydning.
For det første er det generelt farligt at gøre politik til domstolsjura.
Jurister er gode til at finde ud af, hvem der har ret, når politikerne
har lovgivet. Men beder man dommerne om at skrive loven, sættes
demokratiet i nogen grad ud af spillet. Derfor opnår politiske domstole
kun respekt med et sikkert politisk mandat, som f.eks. i USA, hvor
dommerne udpeges politisk under en offentlig proces. For det andet består
den europæiske menneskeretsdomstol af dommere, som vi som regel intet
kender til, hverken som mennesker eller som jurister. Jo mere politik,
man lægger i hænderne på domstolene, desto vigtigere er det, at dommerne
har føling med den virkelighed, sagerne angår. Dette kan opnås gennem
politiske udnævnelser eller gennem en kritisk (politisk og faglig) debat
om domspraksis. Hertil kommer, at mange af dommerne i
menneskeretsdomstolen kommer fra kulturkredse fjernt fra vor. Det er
derfor forståeligt, at dommene ofte afsiges under stor indbyrdes uenighed
mellem dommerne. Trods sådanne uenigheder er menneskeretsdomstolens
dommere blevet til politiske overdommere i et system, hvor politik gøres
til ret - »menneskeret«.
For det tredje lider den europæiske menneskeretsdomstol af en mangel, der
i forhold til andre domstole gør den specielt uegnet til at »drive
politik«. Dens magt udøves uden nogen reel politisk efterprøvelse. Hvis
EF-Domstolen slår ind på en uheldig politisk kurs, kan de folkevalgte EU-
beslutningstagere forholdsvis enkelt ændre det direktiv eller den
forordning, sagen drejer sig om. Det er vel ikke hverdagskost, men
muligheden består, og det véd EF-Domstolen. Men skal en tilsvarende
politisk kontrol udfolde sig i relation til den europæiske
menneskeretsdomstol, må man tage et opgør om selve menneskerettighederne.
Og hvem ønsker eller tør det?
Der er derfor grundlag for at slå fast, at den europæiske
menneskeretsdomstol har tiltaget sig en magt, som går på tværs af de
principper, vort demokrati bygger på.
Dette alvorlige skridt er aldrig gjort til genstand for en almindelig
folkelig debat og bliver det næppe heller uden et opgør med
menneskeretstænkningen i de juridiske miljøer.
At man endnu ikke har taget dette opgør hænger til dels sammen med, at
man både centralt og i de enkelte lande har etableret systemer, der i
sagkyndighedens navn tjener til yderligere at udvide
menneskerettighederne og cementere systemets legitimitet. F.eks. fører
den europæiske kommissær for menneskerettigheder - helt uden
parlamentarisk grundlag - en slags kontrol med de enkelte landes
lovgivning mv. Og nationalt (og snart på EU-plan) er der etableret en
række »centre«, som baseret på de såkaldte Paris-principper er opbygget
med det udtrykkelige formål at sikre varetagelsen af »
menneskerettighederne«. Disse centre befinder sig uden for de almindelige
akademiske miljøer og er derfor uden disse miljøers faglige
kvalitetssikring. Men de fremstår over for beslutningstagerne som dér,
hvor ekspertisen om menneskerettigheder findes.
Dette menneskeretsmiljø har svigtet sin opgave ved ikke selv at tage et
opgør med menneskeretstænkningen og forholde sig kritisk til den
udvikling, der på nogle af de mest følsomme områder af samfundslivet har
gjort menneskeretsreguleringen langt mere indgribende og betænkelig end
den, der er tillagt EU-systemet (som vi trods alt har stemt om). Fordi
den angår alle områder af livet. Og fordi den sker uden politisk kontrol.
Som en optakt til denne diskussion stiller jeg følgende forslag:
1. Der må ske en fordomsfri nyvurdering af menneskerettighedstemaet.
Såvel i juraen som i det politiske system må vi vænne os til, at en »
menneskeret« i menneskeretsdomstolens, menneskeretskommissærens og
menneskeretscentrenes forståelse af ordet ikke nødvendigvis er en
fundamental og umistelig grundrettighed, men derimod resultatet af en
europaharmoniseret retspolitisk stillingtagen. Vi må derfor forholde os
nuanceret og kritisk til de afgørelser, der træffes af
menneskeretsdomstolen i en åben politisk og akademisk diskussion.
Politikerne skal ikke drives rundt i manegen af en
menneskerettighedskommissær eller af tilfældige medarbejdere ved Institut
for Menneskerettigheder (der har flere ligheder med Forbrugerrådet end
med et universitetsinstitut).
2. Menneskeretsmiljøerne må begynde at anlægge en selvstændig og kritisk
holdning til domstolens praksis. Det vækker forundring, at der (så vidt
vides) ikke på noget tidspunkt er rejst tvivl fra det danske Institut for
Menneskerettigheder om, at menneskeretsdomstolen er gået for vidt i sin
fortolkning. Instituttet har for længst mistet sin rolle som objektiv
sagkyndig instans, men har dertil svigtet den rolle som systemets
vagthund, som påhviler enhver forsker, der forsker på skatteydernes
regning. Man kan også genoverveje centrets opbygning. Måske var det bedre
at nedlægge centret og kanalisere dets midler videre til universiteterne,
hvor forskningen kan underlægges almindelig akademisk kvalitetssikring.
3. Den lov, der har gjort den europæiske menneskerettighedskonvention til
en del af dansk ret, bør ophæves. Der er intet i den europæiske
menneskeretskonvention, der tvinger os til at have en sådan inkorporering
af konventionen. Men det er på grund af konventionens meget generelle
formulering og dens umiddelbare anvendelighed, at vi mærker
skadevirkningerne af menneskeretstænkningen i vort eget retssystem. Ved
at ophæve loven sender Danmark et stærkt signal til Strasbourg om, at man
er gået for langt. Samtidig giver man de danske domstole en større frihed
til at tage afstand fra domstolens afgørelser.
Når disse skridt er taget, kan man overveje, om ikke de centrale artikler
i den europæiske menneskerettighedskonvention bør ændres, så man bringer
os tilbage til den situation, vi var i ved vedtagelsen af konventionen i
1950. Dengang var der fokus på de fundamentale »menneskerettigheder«, som
kun blev bragt i anvendelse, når væsentlige retsprincipper var trådt
under fode, og der (på ny) var fare for grundlaget for vore demokratier.
I dag er konventionen blevet rammen for en mere almen retspolitisk
harmonisering.
I en revision af den europæiske menneskerettighedskonvention bør man
præcisere, at domstolen alene bør afsige dom, når fundamentale
retsprincipper er krænket. De øvrige områder af den nuværende »
menneskeret« kan man så udskille til en særlig konvention om europæisk
retspolitisk harmonisering. Det vil være spændende at se, hvor mange
medlemsstater der vil undertegne og ratificere en sådan konvention.
--
"Propaganda does not deceive people; it merely
helps them to deceive themselves." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
GB
|