---

http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=169866
Under udstillingsfrihedens tynde fernis
af Lotte Folke Kaarsholm

Information -18. februar 2005

Bag vores tilsyneladende frihed ligger et dansk statsslaveri, der er mere
omfattende end nogensinde før, hævder David Gress, der sammen med den
borgerlige kommentator David Bakkegård Karsbøl ønsker venstrefløjen
tillykke med den totale sejr

Vi danskere synes, vi bor i et af verdens frieste lande og en af verdens
mest omfattende velfærdsstater. Der var engang, hvor det havde været et
paradoks: Dengang, den politiske kamp stod mellem socialismens lighed og
liberalismens frihed. I dag hævder statsministeren, at han kan levere
både friheden og trygheden, og dét budskab genvalgte danskerne den 8.
februar. Men kan vi få begge dele? Fra David Gress' kontor på Århus
Universitet, hvor han pt. er forskningslektor ved Center for
Kulturforskning, ser danskernes frihed tynd ud:

»Vi lever i en paradoksal verden, fordi den personlige frihed
tilsyneladende er vokset meget de sidste par generationer. Folk må leve
sammen med en af samme køn, få børn på forskellige måder, sige grimme
ord, gå med mærkeligt hår. Men det er en letkøbt udstillingsfrihed, som
er tynd og frit svævende og inderst inde parasitær, fordi alle disse folk
er underlagt offentligt formynderi på en måde, deres forældre og
bedsteforældre ville være forfærdede over.«

Vi glemmer, hvor ung den moderne velfærdsstat er. Men Gress har ikke
svært ved at komme i tanker om eksempler på kontrol, der var utænkelige
for et par generationer siden: »Styringer som at apoteker har monopol på
lægemidler, at der er vindmølleparker overalt i landskabet, at over 100
offentlige myndigheder har ret til indgreb mod deres ejendom uden
dommerkendelse. Disse indgreb er skjult bagved, at vi ikke behøver gå i
jakkesæt og kan gå i seng med, hvem vi vil.«

For Gress og andre liberale er velfærdsstaten frihedens antitese. Og når
velfærdsstaten begynder at frygte det fremmede og lukke sig til, kommer
angsten frem inde fra velfærdsstaten selv. David Bakkegaard Karsbøl er
redaktør for det liberalistiske debatforum liberator.dk, og han ser selv
valget den 8. februar som endnu en forlængelse af velfærdsstatens totale
sejr: »Partipolitisk tabte venstrefløjen valget, men ideologisk var det
et udtryk for, at specielt Venstre har overtaget Socialdemokratiets
valgprogram og vundet på det. Der findes ikke noget alternativt
højreparti; vi har ikke noget Fremskridtsparti længere, og Dansk
Folkeparti er jo bare et venstreorienteret parti med en racehygiejnisk
dimension. Fremmedangst og racisme ligger i den grad i forlængelse af
vores alt for generøse ydelser: På grund af dem, og fordi vi får
problemer med at finansiere dem i fremtiden, er vi jo bange for, hvad vi
mister. I virkeligheden burde de borgerlige partier åbne grænserne for at
bevise, at velfærdsstaten er inkompatibel med indvandring, og tvinge
venstrefløjen til enten at kræve grænserne lukket igen eller tage sin
sociale politik op til overvejelse.«

Ikke alene er udstillingsfriheden overfladisk, mener David Gress. Den er
også forvrænget og plat:

»Man kunne sammenligne Danmark med Schweiz, som har et skattetryk på 30
procent, altså det halve af os: Der opfører folk sig ordentligt, siger
'Sie' og går pænt klædt. Et frit samfund fungerer nemlig kun, hvis folk
opfører sig ordentligt, fordi handel kræver tillid, personlig moral og
høflighed. Danskerne har en lidt plat og grim tone i det offentlige rum –
efter min mening er det at bruge 'f-ordet' i en offentlig bus
sammenligneligt med graffiti og burde være belagt med bødestraf. Måske er
der en sammenhæng mellem den store stat, der påstår at den passer på os
og måske dermed gør livet lidt useriøst – det er ligemeget, om man
færdiggør sit studium, inden man er 25 år og kan bidrage som borger og få
børn, før man bliver for gammel. Hvis alle handler egoistisk i deres liv
og i det offentlige rum, skal der en masse kontrol til at sørge for, at
de ikke hele tiden vil opnå mere.«

Velfærdsstatens vanhellige ægteskab mellem egoisme og kontrol forhindrer
selv borgerlige partier i at skære ned på staten:

»Vi har haft lidt privatisering og udlicitering af ældreplejen, men det
har kun gjort den dyrere. Det er nemlig næsten umuligt for en myndighed
at afgive ansvaret for et område. Så derfor ansætter man en masse
bureaukrater til at kontrollere privatiseringen, og så er vi lige vidt.
De borgerlige partier har netop vundet valget ved at love at videreføre
en traditionel politik, som i 30-40 år har været ført på venstrefløjens
præmisser. Lykketofts sidste finanslov opererede med et skatteprovenu på
660 milliarder, og den nuværende har 730 milliarder. Antallet af
offentligt ansatte er vokset med cirka 16.000 i sidste periode, hvor
Lykketoft mente, det skulle være 10.000,« siger Gress. Han forstår ikke
den tidligere VS-politiker Preben Wilhjelms erklæring om, at
venstrefløjen tabte på alle områder.

»Det offentlige er i dag dobbelt så stort som da Wilhjelm gik på
barrikaderne. Som fjende af den private ejendomsret kan han da kun være
glad for, at staten i dag konfiskerer dobbelt så meget som dengang, at
formynderiet er vokset i alle retninger, at det offentlige under dække af
løst formulerede bemyndigelsesdekreter og under alle mulige
uigennemskuelige påskud kan diktere, hvad folk gør med deres ejendom,
deres forretning, endog deres omgangskreds. Hvis den udvikling er et
nederlag for Wilhjelms fløj, så vil jeg gerne vide, hvordan han definerer
sejr.«

Når to parter kan være så uenige om beskrivelsen af den samme
virkelighed, skyldes det som regel, at de ikke taler om det samme.
Hvordan kårer man vinderen af kampen om det danske samfund? I Politiken
nævnte Preben Wilhjelm en række nederlag: kommercialiseringen af medierne
– svækkelsen af den kollektive trafik – privatiseringen af medierne,
DONG, statsanstalter, postgiroen – indgreb i retssikkerheden, højere
straffe og voksende fængsler – den europæiske union. Ændringen af
Nordsøkoncessionen, kulbrinteskatten og kampen mod atomkraft beskriver
Wilhjelm som få, begrænsede og defensive sejre.

Men netop atomkraften, mener David Gress, var del af en meget
overvældende og dyr sejr: »At venstrefløjen fik lukket for a-kraften
førte jo blandt andet til vindmøllerne: Det offentlige bruger borgernes
penge på noget, som ikke er markedsrentabelt, og som en lille gruppe af
mennesker tjener en hel masse på. Denne udvikling har alle partierne
været med på: Samlet inddrager de årligt omkring 20 milliarder af
danskernes penge til 'miljønødvendige' tiltag – markedet er sat ud af
spil og borgernes dispositionsret over egne penge forringet.«

For Gress blev kampen om Danmark vundet af venstrefløjen, da den moderne
velfærdsstat blev indført i 60'erne og 70'erne. Skal resultatet gøres op,
må det være velfærdsstaten, der måles – og dén er i færd med at sprække
og slå fejl. Ikke fordi en liberal bølge har skyllet hen over den, men
fordi den blev konstrueret som løsning på en række problemer, der siden
har ændret karakter, parallelt med at velfærdsløsningerne har skabt en
række nye, meget omfattende problemer. »Det var ikke ondt ment,«
understreger han. »Det er en grundsætning i politisk teori, at al politik
har perverse effekter. Ingen politik får den virkning, som dens
ophavsmænd og -kvinder tænker sig, for når den bliver implementeret,
ændrer den folks adfærd. Ingen tænkte i 60'erne: Nu afskaffer vi
disciplinen i skolerne, og så får vi nogle dovne og uhøflige børn – men
den virkning har det ikke desto mindre haft.«

Skoleområdet er ifølge Gress et eklatant eksempel på en venstrefløjssejr
med den fatale følge, at uligheden er blevet forstærket.

»Den bløde lighedsskole, hvor læreren nærmest bare er en ældre kammerat,
hvor man ikke siger 'De', og hvor lektierne er reduceret, har ødelagt
muligheden for, at begavede fra andre samfundslag kan komme frem, fordi
de ikke kender koderne. Så nu ser vi akademikerbørn blive akademikere
endnu mere end før, og den sociale opdeling er blevet cementeret.«

For David Bakkegård Karsbøl er udstødelsen af bestemte sociale grupper et
andet eksempel på en ulighed, som velfærdsstaten ikke kan afhjælpe og
endog fremelsker:

»De lande, der er dygtige til at integrere deres indvandrere, er liberale
med små sociale ydelser og et ureguleret arbejdsmarked. I Danmark er det
lykkedes os med omfattende sociale ydelser og ordninger at passivisere en
masse individer – flygtningene og indvandrerne – som i udgangspunktet har
udvist en høj grad af produktivitet ved at smide alt, hvad de havde i
hænderne, og nå frem hertil. På samme måde er arbejdsløsheden blandt
etniske danskere et resultat af dårlig statslig indvirkning, først og
fremmest at vi giver så store tilskud til a-kasserne, at fagforeningerne
kan kræve en meget høj løn – de ved godt, at det fører til høj
arbejdsløshed, men så får de en høj dagpengesats. Der burde ikke være
nogen arbejdsløshed, hvis markedet bare fik lov til at passe sig selv: I
Schweiz ligger den for tiden uhørt højt på 3,5 procent, men normalt er
den to procent.«

Karsbøl nævner danskernes aktuelle gældsættelsesmani som et eksempel på
en kortsigtet tankegang, som er en direkte følge af en alt for høj tillid
til systemets omsorg. For David Gress er det afgørende, at selv de mest
velmenende politikker skaber uhensigtsmæssige adfærdsmønstre: »
Velfærdsstaten for 30-40 år siden indførte det princip, at man ikke
skulle tage sig af husstanden, men af den enkelte. Hermed knuste man jo
familien ved at gøre det nemmere for folk at gå fra hinanden, for kvinder
at klare sig selv og modtage en række goder. Det blev gjort ud fra nogle
forståelige kriterier, men ingen havde nok forestillet sig, at vi ville
få et så højt skattetryk og så mange enlige mødre ud af det. Sagen er, at
adfærd som folk opfatter som noget helt privat, i høj grad har social
effekt og bliver tilskyndet eller afskrækket af systemets incitamenter.
Jeg kan ikke forestille mig, at Wilhjelms parti i 1970 forestillede eller
ønskede sig sådan noget som bøsseægteskaber, som nu er gennemført uden
sværdslag. Det er nogle adfærdsmønstre, som er utilsigtede og
uhensigtsmæssige for samfundsøkonomien, for at der kan blive født børn
til at skabe fremtidens velstand. Venstrefløjen plejer at anklage
kapitalismen for at skabe kunstige behov, men det gør velfærdsstaten i
endnu højere grad.«

»Vi har et dække i en fællesskabsideologi, som var god og fin og passede
for 50 år siden: Vi giver alle til de offentlige kasser, for så har vi
alle sammen noget at se frem til, når vi bliver syge og gamle. Det
passede dengang, velfærdsstaten var lille og meget få gjorde brug af dens
ydelser. Men i dag benytter selv de højestlønnede sig af
velfærdsydelserne, enhver nyfødt baby vil i løbet af sit liv koste
Danmark 17.000 kroner mere, end den vil bringe ind, og
fællesskabshistorien er blevet til en usund skizofreni, som når folk
taler om at betale deres skat med glæde og så arbejder sort den næste
dag,« hævder Gress.

»De stærke og de snedige vil altid komme ovenpå. Problemet i et Danmark
med et stort system er, at metoderne til fremgang er skjult – det gælder
om at kende fiduserne og have kontakter. Imens producerer man
afmægtighedsadfærd, afhængighed og klientgørelse. Hvis udviklingen
fortsætter, vil vi i endnu højere grad blive delt op i et A- og et B-hold
med andenklasses skoler, sygepleje, ældrepleje – og så nogle private og
ordentlige tilbud til dem, som har råd. Det er altså lidt uanstændigt,
når man har en retorik om, at det hele skal være lige og godt nok.«

--
"Propaganda does not deceive people; it merely
helps them to deceive themselves." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
GB