Kaldet til at sejre.
 
 Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men
 jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv blev grebet
 af Kristus Jesus. Fil.3,12.
 
 Apostlen Paulus, var før hans omvendelse, en mand der levede under strenge
 krav til moral og livsførelse. Han var oplært i den Jødiske lov, kendte
 skrifterne, udfra Moses og profeterne og tilhørte færisærenes parti, der så
 sig selv som særligt udvalgte af Gud, til at undervise andre.
 Da de kristne voksede i antal og bredte sig i landet, udsendte
 Ypperstepræsten, Paulus, med myndighed til at fængsle enhver der bekendte
 sig til denne nye bevægelse i Israel, også kaldet, Vejen. Men på vej mod
 Damaskus mødte han Jesus, som Herre og Frelser. Dette møde forvandlede ham,
 Paulus blev født på ny og fyldt af den Hellige Ånd, lod han sig døbe i vand.
 Han så nu Guds Ord, i et helt nyt lys, et skæl var faldet fra hans øjne og
 forvandlet, hans sind. Dette medførte at han straks begyndte at prædike om
 Jesus, at han er Guds Søn og Frelser. Loven som han tidligere var parat til
 at slå ihjel for, havde han misforstået og den sejrskrans han mente var
 hans, visnet.
 
 Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi,
 se, noget nyt er blevet til!  2Kor.5,17.
 
 Farisærenes  farisær, forfølgeren af Jesu diciple, den højt uddannede
 lovlære, var død. Paulus begyndte et helt nyt liv, bygget på, visdom og
 åbenbaring, virket i den Hellige Ånds kraft. Han blev kaldet og udsendt som
 Apostel, blandt heddingene og modtog, fra Herren, et helt nyt evangelium. Af
 bare nåde, frelses enhver der tror og modtager, Jesus Kristus. Ved tro af
 bare nåde, var hans budskab. Før forkyndte han lov (gerninger), nu sagde
 han, Tro (nåde over nåde).
 
 Og jeg beder om, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vil give
 jer visdoms og åbenbarings Ånd i jeres erkendelse af ham, Ef.1,17.
 
 Budskabet, Paulus forkyndte, var som sagt at et menneske frelses ved tro
 alene og det af bare nåde. Troen på den korsfæstede, begravede og opstandne,
 Jesus Kristus, får med Paulus en dybere betydning, som fortæller os at da
 Jesus døde, Døde alle mennesker med ham.
 
 Thi Kristi kærlighed tvinger os; vi er nemlig overbevist om dette: Én er død
 i alles sted, altså er alle døde; 2Kor.5,14.
 
 Så uanset om vi tror eller ej, er vi døde. Men tror vi, stopper det ikke
 her, for så er vi også levendegjort. Dette symboliseres og stadfæstes
 ved dåben i vand.
 
 Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev
 opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt
 nyt liv. Rom.6,4.
 
 Tror vi, er vi som døde med Kristus også opstået med ham, til et helt nyt
 liv. Palus beskriver og underviser om dette liv, gennem alle hans breve og
 fortæller at en hemmelighed er ham Åbenbaret.
 
 Den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu
 er blevet åbenbaret for hans hellige;  for dem ville Gud kundgøre, hvilken
 rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig
 Kristus i jer, herlighedens håb. Kol.1,26-27.
 
 Paulus forkynder altså en hemmelighed, der har været skjult for verden,
 indtil den ved ham, skulle forkyndes. Denne hemmelighed er at Kristus, ved
 tro, tager bolig i mennesker, når vi  fødes på ny. opstandelseslivet er
 altså Jesu liv i os, formidlet ved Helligånden. Mange tror at dette betyder
 et individuelt liv i Guds kraft og sammenkæder automatisk  Jesu forkyndelse
 i de fire evangelier, med læren fra Paulus. Således at Jesus, med hele sin
 fylde og kraft, har taget bolig i kristne, der er født på ny og døbt i vand
 og ånd. Denne sammenkædning bør ikke ske pr automatik, for Paulus taler ikke
 om et individuelt liv, hvor vi som Jesus kopier, skal vandre rundt på jorden
 og gøre alt det han gjorde, tværtimod. For med evangeliet til heddingene,
 tales der om Kristi Legeme.
 
  Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer. Og Gud har i kirken
 for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for
 det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til
 at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale. Er
 mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre
 undergerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger?
 Kan alle udlægge?  Men stræb efter de nådegaver, der er de største! Og jeg
 vil nu vise jer en endnu ypperligere vej. 1Kor.12,27-31.
 
 Opstandelseslivet er et liv som lem, på Kristi Legeme, hvor alle har deres
 plads og funktion. Den fylde og kraft som beskrives i evangelierne, er altså
 ikke overdraget til den enkelte, men er der hvor den altid har været, nemlig
 i Kristus. Som lem på hans legeme har vi del i hans død, opsandelse, kraft
 og fylde. Ja, som lem på Kristi legeme, har vi del i Kristi sejr. Denne
 sejr, har sit fundament i korset og kun der. Vi der tror og lever, gør det i
 kraft af dette faktum. Paulus underviser om betydningen af Jesu sejr og
 vores stilling i denne sejr. Han kendte selv dette sejrende liv, for i hans
 vandring og virke for Jesus, havde han erfaret sandheden og kraften, i det
 fuldbragte værk på Golgata.
 
 Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus og ved os alle
 vegne åbenbarer kundskaben om ham som en liflig duft! 2Kor.2,14.
 
 Altid sejr, uanset omstændigheder, levede Paulus på sejrens vej, som han
 vidste Jesus havde banet og fuldendt. En vej vi med sikkerhed kan betræde,
 for udfaldet er givet os på forhånd og vil altid føre os sejrende igennem.
 Dette er en troens og efterfølgelsens vej, hvor vi med vort blik fast rettet
 på Jesus(ordet) og vores liv forankret i korset, kan gå efter Jesus, Paulus,
 Peter, Johannes, osv. I sine breve, deler Paulus sine egne erfaringer med os
 og vi kan, som han gjorde, stole fuldt og fast på Herrens Ord.
 
  Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem,
 som efter hans beslutning er kaldede. Thi dem, han forud har kendt, dem har
 han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være
 den førstefødte blandt mange brødre.  Og dem, han har forudbestemt, dem har
 han også kaldet; og dem han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og
 dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort.  Hvad skal vi da
 sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke
 sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne
 andet end skænke os alt med ham?  Rom.8,28-32.
 
 Mvh
 
 Erik Dalgas
 --
 erik.dalgas@mail.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  
            
             |