Jeg synes ikke, jeg har set kommentarer fra dem, der hævder, der ikke er
særlige kulturtræk hos fx arabere. Ej heller fra dem, der hævder at
uhensigtsmæssig adfærd fra indvandrere, kun kan skyldes de tre år med Dansk
Folkeparti som støtteparti. Som Necef skriver så har der ikke været forsket
i hvordan indvandrere ser på det danske samfund, kun på forkert dansk adfærd
i forhold til nydanskere, - "et undertrykt folk har altid ret"?
Man kan se at den (Radikale) idé om at alle verdens mennesker tænker som en
højskoleuddannet gennemsnitsdansker, er årsag til mange problemer. Det at
man ikke VIL indse at kulturer er endog *meget* forskellige, har gjort
utrolig skade. En som Elisabeth Arnold blev fuldstændig "chokeret og rystet"
da hun opdagede at der var folk som ikke var blevet almindeligt demokratiske
af at bo i Danmark. Mon "de kreative" nogen sinde vil vågne op over for
kulturernes mangfoldighed, som de ironisk nok skulle være nærmest
specialister i.
Her er lidt om sagen fra Kommunalbladet:
http://www.hkkommunal.dk/sw29896.asp
"Kommunernes sagsbehandlere mister gang på gang grebet i samtalerne med
arabiske klienter. Efter at have tolket 2.000 samtaler besluttede Omar
Dhahir sig for at undersøge kommunikationen, og nu giver han sine bud på,
hvordan tolken kan blive en formidler mellem meget forskellige kulturer.
Af Connie Mikkelsen, 9. februar 2005
Det kan lyde sådan her:
»Må Gud brække nakken på Saddam Hussein, som væltede vores held og lod os
komme til jer. I er som Saddam Hussein. Alt foregår med trusler. Der er
ingen dialog eller diskussion. Og I plager os med snak om jeres demokrati.«
(Fru Arnold ville besvime)
Eller sådan her:
»Sig mig for Guds skyld, hvem er loven? Det er dig. I bruger loven, som I
vil. Men loven gælder ikke alle og heller ikke altid. Skal jeg bevise det?«
Indimellem udarter det sig i verbale trusler:
»Wellaah, jeg slår ham ihjel. Jeg slagter ham fra den ene blodåre til den
anden. Ludernes bror. De forstår ikke, før de bliver slået med sko.«
Eller i følelsesmæssige appeller og religiøs retorik:
»Det vil sige, at Gud ikke vil formilde hendes hjerte. Hvordan kan hendes
samvittighed acceptere, at jeg og min kone skal sove på gulvet. Jeg vil tale
med en, der har samvittighed.«
For cand.negot. og ph.d. Omar Dhahir handler alle udtalelserne om én ting:
Fejlslagen integration. Og totalt kommunikationskoks. Kimen til konflikten
bliver lagt i samme øjeblik, en arabisktalende flygtning har fået sin
opholdstilladelse og træder indenfor i kommunens integrationsafdeling som
klient.
- Den første samtale med sagsbehandleren er ofte helt absurd, siger Omar
Dhahir.
Klienten kan for eksempel være en analfabetisk kvinde fra det sydlige Irak.
Måske har hun gået i skole. Måske ikke.
- Det, hun har brug for, er intensiv kulturformidling på sit eget sprog. En
guide, der kan fortælle hende om det danske system og om socialrådgiverens
rolle og tolkens rolle, så de værste misforståelser undgås, påpeger Omar
Dhahir.
I stedet bombarderes hun med ord og begreber, hun ikke har nogen jordisk
chance for at afkode.
- Hun kommer fra en anden verden. Så inden hun bliver forklaret, hvilke
rettigheder og pligter der følger med integrationsprogrammet, skal der
etableres en relevansstruktur for samtalen, siger Omar Dhahir.
Dette fundamentale brobyggeri foregår ikke i dag. Men tolken kan med fordel
sættes på opgaven, mener han. Det vil både aflaste socialrådgiveren og skabe
et meningsfuldt udgangspunkt for de videre samtaler.
(det lyder som sund fornuft, - tænk at vi kan opføre os så absurd fjoget)
------------------------------------
Hadekulturen næres
Efter selv at have tolket i cirka 2.000 samtaler mellem socialrådgivere og
arabisktalende klienter samt observeret endnu flere i forbindelse med sin
ph.d.-afhandling er Omar Dhahir ikke i tvivl om, at det er på det kommunale
kontor, at integrationskampen ofte tabes, inden den egentlig er begyndt.
Uprofessionel kommunikation og arbejdspres er den ene del af forklaringen.
Dertil kommer samfundets krav om aktivering, mener Omar Dhahir.
- Vi ved godt, at mange af de her mennesker ikke har nogen reel mulighed for
at komme i arbejde. Alligevel holder kommunen pisken over dem i lovens navn,
og så bliver klienterne sure på den konkrete sagsbehandler, forklarer han.
Omar Dhahir nævner en stribe eksempler fra det virkelige liv på meningsløs
aktivering. Som den tidligere skoleinspektør igennem 20 år, der blev sendt
ud at gøre rent i en industribygning. Igen og igen. Det samme sted.
- Når det bliver håbløst, hvad gør denne mand så? Han spiller syg og får en
henvisning til psykologen. Manden fejler ikke noget, men tanken er, at han
vil skabe et grundlag for at få pension.
Sandsynligvis har han hørt, at det er sådan, man snor sig i det danske
samfund. I takt med at skoleinspektørens frustrationer vokser, drives han
nemlig med stor sandsynlighed mod den arabiske subkultur, der næres af
uvidenhed, misforståelser og fejlopfattelser i forhold til »systemet«.
»Netværksdannelsen begynder allerede, når flygtninge og indvandrere mødes på
sprogskolen, altså i en fase hvor de mangler solid viden om samfundet.
Hovedkilden til information er gruppen selv, og oplevelser og erfaringer ved
mødet med det nye samfund - altså socialrådgiveren - cirkulerer i gruppen.
Efterhånden dannes en fælles opfattelse, der tegner et sort/hvidt billede af
socialrådgiverne som uvenlige magthavere,« lyder Omar Dhahirs beskrivelse.
Hadekulturen kalder han det. Så længe den arabiske klient ikke får en
meningsfuld behandling på integrationskontoret, vil modstanden bare vokse,
advarer han.
Og så går de amok!
Hadekulturen manifesterer sig i en række grove anklager mod sagsbehandlerne.
De er uvidende om arabernes baggrund, hedder det sig. De ydmyger, provokerer
og presser deres klienter i urimelig grad, bruger loven vilkårligt og med
det formål at undertrykke folk, ligesom de rask væk bedrager og
demoraliserer deres klienter, fordi de i virkeligheden slet ikke er
interesserede i at skaffe nogen i arbejde (da de så selv
vil miste deres job, lyder logikken).
Araberne føler sig med andre ord truede. Og hvad gør en araber, der føler
sig truet? Han mobiliserer alle de kræfter, som han har lært at bruge i sin
egen kultur, eksempelvis følelsesladet sprog, religiøse vendinger og
uendelige gentagelser. Og hvis det ikke er nok, går han ikke af vejen for at
bruge grovere metoder.
I sin afhandling afdækker Omar Dhahir, hvad der er på færde, når araberne -
ikke så sjældent - ender med at råbe og skrige og smadre computere og andet
indbo på integrationskontoret. Eller at true sagsbehandleren korporligt.
»Der cirkulerer historier om, at den bedste måde at tale med socialrådgivere
på er at bruge tilsvining, slagsmål og smadring af computere eller at
manipulere og afpresse dem. I subkulturen møder man den opfattelse, at en
vellykket samtale hos socialrådgiveren kræver, at man er grov og truende.«
»Det drejer sig ikke kun om en kernegruppe, der har denne opfattelse. Selv
de arabere, der er mere velfungerende, er enige i, at det er den rette måde
at kommunikere på, fordi de oplever, at de på grund af deres egen høflighed
ikke opnår samme fordele eller rettigheder som de uhøflige,« forklarer Omar
Dhahir.
Selv den pæne skoleinspektør kan altså blive så desperat, at han fristes til
at overskride sine egne grænser og gøre, som subkulturen foreskriver. Den
udvikling har eskaleret de seneste ti år, mener den odenseanske forsker, der
selv flygtede fra Irak til Syrien i 1981 og videre til Danmark for næsten
tyve år siden.
(Det må fandme være barskt at være socialrådgiver, og skulle nikke med på
hvor væmmelige danskerne er over for indvandrerne, og hvor vidunderlige de
nye spændende kulturer er.
Det MÅ være Pia Kjærsgaards skyld, at det åbenbart bliver værre og
værre??!! - skal vi ikke bare vedtage det, og så fjumre videre som vi
plejer?)