Af John Dalby, oberst, chef for den danske bataljon i Irak
Ved søndagens valg beviste irakerne, at de ikke længere lader sig tryne.
Irakerne vil demokrati, frihed og udvikling. Chefen for den danske
bataljon i Irak beretter her om sine egne positive oplevelser og mener,
det er meget længe siden, irakerne har udvist mage til optimisme og tro
på fremtiden.
Søndag tog irakerne et vigtigt skridt mod fred og demokrati. Ved det
første frie og demokratiske nationale valg siden starten af 50erne stemte
irakerne 275 endnu unavngivne nationale politikere ind i det midlertidige
parlament, som skal skrive landets forfatning.
Den skal være udarbejdet i august og senest til folkeafstemning 15.
oktober. Om alt går efter planen vil irakerne igen gå til valgurnerne i
december for at vælge landets første frie og demokratisk valgte regering.
Set i det lys var søndagens valg en succes. I det danske område omkring
Basra oplevede vi kun glade og festklædte mennesker, som valfartede til
valgstederne. Efterfølgende viftede de med sorte blækfarvede pegefingre
som bevis på, at de havde afgivet deres stemme. Repræsentanter fra den
irakiske valgkommission vurderede allerede tidligt på eftermiddagen, at
den gennemsnitlige stemmeprocent i hele Irak lå på mellem 60 og 70 pct.
Det er imponerende i et land, hvor terrorister har truet med at åbne »
helvedets porte« og begå drab, attentater og mord på politikere og
irakere, som vovede at begive sig til stemmeboksene. Med resultatet af
valget søndag beviste irakerne, at de ikke længere lader sig tryne.
Irakerne vil demokrati, frihed og udvikling.
For mig vil valget i Irak den 30. januar altid stå som en milepæl. I
mange måneder har den danske bataljon arbejdet frem mod denne dag, og for
DANCON Hold 4 blev valget den følelsesmæssige afslutning på et
oplevelsesrigt og berigende halvt år i Irak. I midten af februar er alle
525 mand roteret. Vi vil være tilbage i Danmark og Hold 5 i gang med at
fortsætte vores arbejde på samme måde, som vi videreførte arbejdet fra
Hold 3.
Lejligheden er derfor oplagt til at gøre status og se på, om det hele nu
også nytter. Gør vi en forskel, eller vil Irak fortsætte i en
voldsspiral? Er den danske tilstedeværelse spild af skatteborgernes
penge, og er vi i virkeligheden bare en ond besættelsesmagt, som irakerne
frygter, hader og ønsker længere væk end peberet gror? Og stemmer
billedet, som medierne fremstiller af Irak, også overens med
virkeligheden?
Jeg har min klare overbevisning. Den bygger ikke på mediernes
fremstilling af kaoset i Irak. Den bygger heller ikke på politikernes
udtalelser for eller imod en dansk tilstedeværelse i Irak. Men den bygger
på mine egne oplevelser som chef for den danske bataljon i dette
forunderlige, lunefulde - til tider rædselsfulde - og samtidig
charmerende land.
Den bygger på samtaler med irakerne. Politikere og officerer som sheiker
og »almindelige mennesker«. Og den bygger på mit inderligste ønske om en
fredelig fremtid for Iraks folk med fred, frihed og udvikling.
For nu at tage det sidste først kan det være svært at forstå mediernes
ensidige fokusering på død og ødelæggelse. Vel skal offentligheden høre,
når en selvmordsbomber detonerer sig selv og tager uskyldige med sig i
døden. Vel skal offentligheden høre, når angreb bliver rettet mod danske
soldater, og selvfølgelig skal offentligheden høre, når soldater ikke
holder sig til gældende konventioner og krigens love.
Men hvor er proportionerne? Når man læser aviserne, ser nyhederne og
lytter til radioen, forstår vi udmærket, hvorfor vores pårørende er så
bekymrede. Ifølge de danske medier risikerer enhver, der rejser til Irak,
at sprænge i luften på hvert andet gadehjørne. Ifølge mange af de danske
medier står Irak stadig på randen af kaos.
Den opfattelse deler jeg ikke. Men jeg ved, at alle de negative historier
øger risikoen for soldaterne i området. Efter billederne af britiske
soldater, der udøvede tortur, kom afregningen tre kilometer fra
indkørslen til Camp Danevang. En bilbombe ved hovedvagten til Shaiba Log
Base dræbte en uskyldig iraker og sårede yderligere otte irakere og
briter.
I reportagerne fra Irak glemmer journalisterne desværre ofte at fortælle
om alle de fremskridt, der allerede har givet Irak et kæmpe løft og gjort
landet til et langt mere sikkert sted at bo. I det unuancerede billede af
Irak - og mediernes iver efter let fortalte og følelsesladede historier -
glemmer medierne ofte at fortælle om alt det, der samlet set ruster mig
med en ubøjelig optimisme og tro på et velfungerende, sikkert og frit
Irak.
Historierne behøver ikke engang at handle om de militære og
sikkerhedsmæssige fremskridt, som ellers rummer mange solstrålehistorier.
Bare spørg lektor og ph.d. Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitet i
Odense.
Ifølge hende faldt arbejdsløsheden i Irak med 20 pct. alene inden for det
seneste år. Antallet af demokratisk valgte lokalråd stiger støt, antallet
af telefonabonnenter er tredoblet fra 833.000 før krigen til 2,1 mio. i
dag, og på landsplan er internetadgangen ti-doblet fra 11.000 til
110.000. Sidste år manglede 20.000 km vandingskanaler at blive renset - i
dag er tallet nede på 3.500 km.
I vores eget ansvarsområde oplever vi en sprudlende optimisme. Se på de
irakiske sikkerhedsstyrker, som efter den seneste golfkrig stod med
ingenting. For et år siden indledte den danske bataljon det krævende
arbejde med at rekruttere, opstille og uddanne Den Irakiske National
Garde (ING). Så sent som 6. januar overgik ING til nu at hedde Iraqi Army
(IA), og hæren tæller i dag alene i vores område omkring 2.500 soldater
fordelt på to bataljoner og en brigadestab. En tredje bataljon skal
opstilles og uddannes i nærmeste fremtid.
Se på det irakiske politi, som efter krigen var nærmest ikke-
eksisterende. Søndag havde Iraqi Police Service (IPS) ansvaret for
sikkerheden på samtlige valgsteder. Bataljonen og i særdeleshed vores
militærpoliti har i løbet af den seneste måned intensiveret uddannelsen
af politibetjentene, så de i hvert fald kendte til de grundlæggende
politidiscipliner vedrørende beskyttelse.
Hvor mange kender til historien om det civilt militære samarbejde, som
hjælper irakerne på hospitalerne, i skolerne og med vandprojekterne? Det
gør jeg, og jeg ved, at det nytter. Irakerne glæder sig over
fremskridtene og mærker for hver dag en forbedring i forhold til dagen
før.
At irakerne bakker op om vores tilstedeværelse, tvivler jeg heller ikke
et øjeblik på. Vi hører hele tiden irakerne sige, at de glæder sig til at
overtage sikkerheden for deres eget land. Men de beder os til stadighed
om ikke at svigte i den svære opbygningsperiode og først forlade landet,
når de er klar.
Det mest lysende eksempel udspillede sig for nylig, da vi under en natlig
operation var nødsaget til at ødelægge en sunnimuslims gadeport i et
boligkvarter syd for Basra. Han tilhører mindretallet, som formentlig
mister en del indflydelse efter søndagens valg, og han havde derfor alle
mulige grunde til at være rasende.
Men da bataljonens militærjuridiske rådgiver drog tilbage for at udbetale
erstatning, blev den danske jurist overrasket. Fuldstændig uopfordret
sagde irakeren, at han hellere så os blive end rejse med det samme.
Derfor fortsætter vi nu uddannelsen af den irakiske hær og det irakiske
politi. Vi fortsætter med at patruljere området og løse opgaver i
samarbejde med de irakiske sikkerhedsstyrker. Og vi bliver ved lige så
længe, den til enhver tid siddende regering i Danmark ønsker os at
fortsætte.
Er det så det hele værd? Ja, i allerhøjeste grad! Det er et meget langt
og et meget sejt træk. Men vi er på rette vej, og vi skal mange, mange år
tilbage, siden irakerne udviste mage til optimisme og tro på fremtiden.
Jeg tror på, at vi får gjort de irakiske sikkerhedsstyrker klar til at
overtage sikkerheden i deres eget land, og vi er godt på vej.
Vi skal fortsat støtte irakerne i større operationer rettet mod ulovlig
våbenbesiddelse, fremstilling af vejbomber, kriminalitet og
terrorvirksomhed. Vi skal sammen gøre det hårde arbejde, som i sidste
ende belønner sig - lige som da vi under en meget presseomtalt operation
i Az Zubayr konfiskerede 325 kilo hash foruden en mængde våben og
sprængstoffer.
Og så skal vi ellers gøre, hvad vi kan, for at orientere om de lykkelige
historier i Irak. Vi skal samarbejde med pressen, så den kan fortælle
baggrunden for den gode udvikling og ikke udelukkende fokusere på død og
ødelæggelse. For der er rigeligt med solstrålehistorier i det endnu
vaklende og nyfødte demokrati. Det bekræftede over otte millioner irakere
søndag ved at trodse trusler, bilbomber, mordforsøg og attentater.
Da tog Irak et syvmileskridt i den rigtige retning.
--
"Propaganda does not deceive people; it merely
helps them to deceive themselves." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
GB
|