Af Carsten Ringsmose, cand. rer. soc.
Trykt i Politiken den 15. november 2004.
I 1971 deltog jeg i en række undersøgelser af samfundsforholdene i
Tyrkiet som led i optagelsen af en film "Tyrkiet - eksempel på et u-
land", som blev anvendt i undervisningen på højskoler, gymnasier og
seminarier.
Det har længe været min drøm at genopleve de steder, vi havde skaffet os
et indgående kendskab til, for det er en enestående samfundsfaglig
mulighed at kunne sammenligne konkrete samfundsforhold efter en tredjedel
århundredes udvikling. Lige nu er situationen i det sydøstlige Anatolien
så rolig, at jeg turde rejse - i hvert fald når vi holdt en passende
afstand til Irak-grænsen, og aktuelle omstændigheder bidrog til, at
rejsen blev realiseret: Dels et konkret, fagligt behov for at studere en
række omstændigheder i tyrkiske børns opvækstvilkår, for bedre at kunne
forstå deres situation som indvandrere i Danmark, dels hele den aktuelle
diskussion om Tyrkiets eventuelle optagelse i EU.
De fleste danske Tyrkiet-rejsende besøger kun feriestederne på syd- og
vestkysten, der er så moderniserede og europæiserede, at de ikke har ret
meget til fælles med resten af Tyrkiet. Jeg besøgte derimod de steder,
hvor jeg på forhånd kendte samfundsforholdene indgående, fordi de havde
indgået i mine undersøgelser 33 år tidligere, hvor de pågældende steder
havde dannet baggrund for scener i filmen.
Den meget positive forhåndsindstilling til "mit elskede Tyrkiet" betød,
at jeg tog til landet med den forhåbning, at jeg kunne komme hjem med den
beroligende - og velunderbyggede - besked, at Tyrkiets udvikling havde
bragt landet meget nærmere til Europa, havde løst de traditionelle
samfundsproblemer og dermed gjort et medlemskab af EU acceptabelt. -
Sådan gik det desværre ikke.
Første stop var Istanbul, og for at kunne sammenligne bestemte forhold,
medbragte jeg en stor mængde fotografier taget 33 år tidligere, f. eks.
billeder af bærere, som fragtede enorme byrder på ryggen. Jeg ville
spørge en taxa-chauffør: Findes dette fænomen stadig i vore dage? - Jeg
nåede dog slet ikke at spørge, for i de trange gader bag den ægyptiske
basar kunne vi straks finde masser af bærere med deres bæresaddel på
ryggen, hvorpå de slæber store byrder - så længe helbredet holder.
Gensynet med dette menneskenedbrydende fænomen var et chok, som rejste
spørgsmålet: Er fremskridtet da slet ikke kommet til Istanbul?
Jo! - For 33 år siden så jeg f. eks. en bærer med et pengeskab på ryggen,
og da han vaklede fra side til side under den enorme byrde, havde han en
medhjælper på hver side, som støttede ham, så han ikke væltede! Så store
byrder ses ikke længere, for sækkevognen har i den mellemliggende tid
vundet indpas, så de tungeste byrder nu trækkes på en vogn. Nu slæber
bærerne ikke mere end 3-4 gange den vægt, de måtte løfte, hvis de var
medlemmer af SID i Danmark.
Bærerne er det mest iøjnefaldende udtryk for det velkendte
samfundsproblem, man plejer at betegne "skjult arbejdsløshed". Den
almindelige samfundsmæssige situation med en kombination af stor mangel
på relevant arbejde og en meget mangelfuld socialforsorg tvinger
arbejdsløse mennesker til at finde på noget, som ikke i moderne forstand
kan kaldes arbejde: Bære tunge byrder rundt i byen i konkurrence med
lastbiler, åbne en lille gadeforretning, hvis eneste vare er sten til
gastændere, eller stille sig på gaden med en vægt, og søge en indkomst
ved at veje folk, der går forbi. Disse fænomener findes stadig i et
forfærdende omfang, ikke mindst i Istanbul, og omfanget af den slags
"beskæftigelse" peger på, at inklusive den "skjulte" arbejdsløshed må
hovedparten af befolkningen betragtes som udenfor samfundsmæssig relevant
beskæftigelse.
På instituttet for politisk videnskab i Ankara, hvor jeg boede som gæst i
månedlange perioder, fortalte man for 33 år siden, at
befolkningsstatistikken var meget usikker, og at man reelt ikke vidste,
hvor stor befolkningen var, men ifølge data fra U.S. Census Bureau (som
også er kilde til de følgende data), så var befolkningen den gang 35 mio.
medens den nu er 70 mio. - altså en tilvækst på en million nye indbyggere
hvert år. Dette forhold forklarer, hvorfor de fremskridt, der unægtelig i
høj grad sker, alligevel er utilstrækkelige: Hvis beskæftigelsen skulle
bringes op på et rimeligt højt niveau, så skulle man skabe en million nye
arbejdspladser hvert år, foruden de nye arbejdspladser, som skulle gøre
indhug i den omfattende, "skjulte" arbejdsløshed. Hvis de enorme
slumkvarterer skulle fjernes, så skulle man bygge nyt i en
størrelsesorden svarende til København hvert eneste år - foruden nyt
byggeri til erstatning for store arealer med gammel slum.
Befolkningstilvæksten betyder, at selv meget store årlige fremskridt
bliver forvandlet til relative tilbageskridt: Både arbejdsløshed og slum
vokser - selvom Tyrkiet i den mellemliggende periode har skjult en stor
del af befolkningstilvæksten ved at eksportere den til andre lande i
Europa.
Tyrkiet er iøvrigt et godt eksempel på de aktuelle problemer i prognoser
om befolkningsudviklingen, som baserer sig på udviklingen hidtil. Når det
gælder befolkningstilvæksten, så er reglen, at jo mere urbanisering og
industrialisering, jo færre børn. Det er grundlaget for, at man forventer
en lavere vækst fremover. Men problemet er, at Tyrkiet har en europæisk
orienteret, moderne bybefolkning med få børn, og en traditionel
landbefolkning med mange børn, - så mange, at den traditionelle
landbefolkning nu vokser på den moderne bybefolknings bekostning.
Resultatet er allerede nu et islamisk orienteret flertal, som er
regeringsbærende, og så er det tvivlsomt, om de optimistiske prognoser
for den fremtidige befolkningsudvikling holder. Hvis de ikke holder, så
vokser Tyrkiets befolkning, som var 21 mio. i 1950, ikke kun til de
forventede 86 mio. i 2050, men til mange, mange flere.
Vi kan illustrere perspektivet ved at se på vækstprognoserne i nogle
lande, hvor islam spiller en større rolle end i Tyrkiet. Afghanistan
havde godt 8 mio. indbyggere i 1950, mere end 28 mio. i 2004 og forventes
at have 82 mio. i 2050. Saudi-Arabien - Osama bin Ladens base og hjemland
- havde mindre end 4 mio. i 1950, næsten 26 mio. i 2004 og forventes at
have en befolkning på knap 50 mio. i 2050. Og lad mig tilføje, at disse
prognoser også er resultat af optimistiske forventninger! Saudi-Arabien
havde f. eks. en vækstrate på 4,9 % årligt i 1970-80, medens den
optimistiske prognose "kun" forventer en vækstrate på 1,4 % i 2010-2020.
Da vi ankom til hovedstaden Ankara var spørgsmålet: Eksisterer de enorme
slumkvarterer stadig, som vi besøgte og filmede for 33 år siden? Det er
et almindeligt fænomen i fattige lande, at befolkningstilvæksten, som
ikke kan finde arbejde i landbruget, og slet ikke, hvis det moderniseres,
rejser ind til byerne for at finde arbejde - fænomenet kaldes "flugten
fra land til by". I Ankara flyttede i tusindvis af folk ind fra landet,
og byggede sig et hus af kasserede brædder, fladbankede oliedunke, gamle
reklameskilte og plasticfolie. Det var ganske vist ulovligt, men når folk
først var flyttet ind, var myndighederne magtesløse, for folk kunne ikke
"sættes ud". Disse huse kaldtes "gecekondu", som i min ordbog fra 1965
oversættes til "houses built during one night without permission". Ankara
havde enorme områder med sådanne "en-nats-huse", og kvarteret "Altindag",
som betyder "guldbjerget", har navn efter problemet, fordi fattige bønder
rejste til byen for at blive rige, for at finde guld, og havnede i den
kæmpestore, fortvivlende fattige slum på Altindag. Nu var spørgsmålet:
Findes Altindags slum stadig? Det forfærdende svar er, at enorme
bykvarterer af "en-nats-huse" fortsat ligger hen som håbløst slum - i
mellemtiden legaliseret af populistiske politikeres stemmefiskeri, og nu
med parabol-tv, som formidler fremtidsdrømmen om at rejse bort til
Europas herligheder.
Fra Ankara gik rejsen videre med et lille fly langt ud østpå, hvor vi
kunne besøge mit hjertes landsby Yediyol, hvor jeg for 33 år siden optog
fantastisk maleriske scener af de traditionelle bønder i deres
hjemmevævede, meget farverige klædedragter, og dermed viste et landligt
dagligliv, som næsten ikke havde forandret sig i århundreder. Jeg var
spændt på, om byen overhovedet eksisterede længere? - Det gjorde den, og
enhver kan forstå, hvor rørende det var at møde folk, som udmærket kunne
huske vores besøg for 33 år siden - og muntert kunne berette om episoder
fra den tid, vi boede i landsbyen.
Sidst var vi i Yediyol i august/september, og skolen var lukket, fordi
børnene hjalp forældrene med markarbejdet. Nu kom vi på besøg i sidste
halvdel af oktober, altså et par måneder senere på året, og fik den samme
forklaring, da vi undrede os over, at kun seks børn var i skole, selvom
der var hundredevis af børn i den skolepligtige alder. Landsbyen var fuld
af legende børn, som ikke passede skolen - ganske som deres forældre 33
år tidligere. Når kun få børn var i skole, er forklaringen simpelthen, at
befolkningen her i det sydøstlige Anatolien er traditionelle bønder, der
lever under nærmest før-feudale forhold, de er analfabeter, og de har
ingen forståelse for, hvor meget det betyder at gå i skole. De har nemlig
selv - ligesom deres forældre - "klaret sig" uden skolegang, - og de
kender ikke, og kan heller ikke forstå de problemer, der opstår, når
deres største forhåbning opfyldes, og de kommer til Europa, hvor de slet
ikke kan fungere tilfredsstillende.
Foregår der da ikke hele tiden en omfattende modernisering og
europæisering i Tyrkiet? Jo! - Men det er kun én ud af flere tendenser.
Samtid med en stærk stræben hen imod et sekulært, rationelt og
demokratisk samfund, så vinder islamiseringen også stærkt frem. For 33 år
siden kunne man godt møde en kvinde med tørklæde i Istanbul, men så var
der som regel tale om en bondekone, som netop var ankommet fra Anatolien
i sin traditionelle påklædning. Nu møder man mange tørklæde-klædte
kvinder, der på denne måde viser deres tro. Under taxa-turen på 30 km fra
Ankaras centrum til lufthavnen kunne vi tælle 39 moskeer, - de fleste
både store og nybyggede.
Hjemmefra havde vi i månedsvis fulgt udviklingen, og registreret ethvert
tilfælde af uroligheder, og var forberedt på en hurtig retræte, hvis vi
f. eks. skulle blive chikaneret eller truet på grund af vores
nationalitet og manglende tro. Vi oplevede hverken antydning af chikane
eller afstandtagen - tværtimod. Unge mennesker ville gerne snakke med os,
og afprøve deres engelsk-kundskaber, som dog i de fleste tilfælde er helt
utilstrækkelige til at muliggøre en samtale, og det er en målestok på det
generelt lave uddannelsesniveau, at det er meget svært at finde en
person, som kan tale engelsk - også i hovedstanden Ankara. Men vores
besøg i Yediyol blev ligesom sidst gennemført med en medbragt tolk, og
besøget, som foregik under Ramadanen, var præget en gæstfri og
respektfuld ankerkendelse, som f. eks.viste sig ved, at man i rigt mål
serverede for os, medens man selv fastede. Vores eneste ubehagelige
oplevelse var, at vi var forfærdede vidner til, at en gruppe jødiske
skolebørn i Istanbul blev slået, sparket og spyttet på af andre skolebørn
på vej hjem fra skole - velvilligt iagttaget af omkringstående voksne.
I det østlige Anatolien oplevede vi overalt en pragtfuld gæstfrihed hos
kærlige mennesker med åbne sind, men samtidig mennesker, som fastholdes
af ældgamle bondetraditioner, og som ikke kan klare sig hjemme, hvor
indførelsen af kapitalistiske samfundsforhold vinder magt over og
fortrænger deres traditionelle selvforsynende bondesamfund, og som heller
ikke kan klare sig i Europa, som kræver kvalifikationer, de hverken har
eller forstår, men hvor de alligevel drømmer sig hen som løsningen på en
fortvivlet livssituation.
Livssituationen for den almindelige landbefolkning er ikke blevet
fundamentalt forbedret af fremskridtet. I en typisk landsby som Yediyol
er de traditionelle, lerklinede huse i et vist omfang erstattet af huse
bygget af funda-blokke af beton, og pudset med den traditionelle blanding
af ler og halm. Nu er der lagt vand rundt i byen, så spildevandet flyder
i åbne render ned gennem de smalle smøger mellem lerhusene, der har fået
elektrisk lys og parabol-fjernsyn.
Sydøstanatoliens store "fremskridt" er bygningen af "Atatyrk-dæmningen",
som opdæmmer enorme vandmasser, producerer elektricitet, og fordeler
vandet ud over den enorme Urfa-slette, som derved bliver gjort til et af
verdens mest frugtbare områder. Jeg spørger mig selv, hvad befolkningerne
i Syrien og Irak siger til, at man på denne måde om-fordeler vandet fra
Eufrat, som ellers hidtil var forudsætningen for landbruget i disse
lande?
Samtidig med, at dette "fremskridt" har bragt elektricitet, og dermed lys
og parabol-fjernsyn ud i landsbyernes huse, så har det også cementeret
den udvikling, hvor et tilbagestående, traditionelt bonde- og
landsbysamfund, som under ledelse af enten en herremand eller en høvding
(eller en blanding af sådanne feudale og før-feudale forhold),
hovedsagelig drev et fælles subsistens-landbrug, nu hen over hovedet på
den jævne befolkning forvandles til et privatkapitalistisk
selvejerlandbrug, - endda ofte med udenlandske ejere.
Denne udvikling har gjort de herremænd og overhoveder, som pludselig er
blevet jordejere, stenrige, og for det store flertal skabt en
livssituation, som er blevet endnu værre i de forgangne 33 år, fordi
deres subsistens-prægede landbrug er blevet fortrængt af enorme
bomuldsmarker, som godt nok er fantastisk maleriske, men som forandrer
den brede befolknings forhold til noget, som økonomisk bedst kan
sammenlignes med de sorte slavers forhold i USA for 150 år siden.
Sådanne samfundsforhold vil gøre Tyrkiet i EU til en katastrofe,
medmindre landet først har løst sine enorme problemer med
befolkningsvækst, økonomi, beskæftigelse, boligforhold og social sikring.
--
"Propaganda does not deceive people; it merely helps
them to deceive themselves." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
GB
|