Jeg har diskuteret med kommunister og politifolk, bl.a. Helge Kjærulff og
Ernst Steen, der var i Stutthoff, Dachau, Neuengamme, Buchenwald og Leipzig
kz-lejre og som fortalte, at det ikke var så slemt.
Det var lidt værre for jøder i nabo-pigtrådsaflukkerne, men danskerne fik
sig en på opleveren og oparbejdede væsentlig respekt for det tyske
lejrpersonale, der jo handlede efter ordre (som de selv var vant til) og
ikke kunne kritiseres for noget (udover at vandrehistorier om mishandling af
russiske krigsfanger er ret vilde, og førte til enorme antal hængniger af
tyske fangevogtere ved retsopgørene 1945-50.)..
De mange Røde Kors pakker blev aldrig stjålet, som man nu læser, at de blev.
Deres indhold var fremragende betalingsmiddel på det sorte marked i
Tyskland, hvor fattigdom og rationering overalt var værre end i Danmark. Og
hvor danskerne færdedes meget frit, når på udekommando.
Jeg har på biblioteket stødt på flere bøger fra de betjente, der blomstrede
op ved at få intenst arbejde med at rydde op efter bombardemanter og
reparere jernbanespor under vejledning af effektive tyske teknologer - det
har været sjovere end at patruljere som betjent under dansk bureauti.
Fornylig anbefaledes jeg en virkelig fornøjelig bog, "Politi i fangenskab"
af kriminalassistent Ricard Lindebro , skrevet i 1948. Han nævner, at nogle
af hans kolleger døde, men intet om, at det skyldtes brutalitet fra
lejrledelsens side. Formodentlig har nogle haft svag mentalitet og er blevet
hylet helt ud af det, af den utryghed der lå i at blive sendt som
jernbanegods til spejderlejr uden sikkerhed for hjemvenden. Men nogen bukker
ikke under for ængtelse og lever i nuet og får det bedste ud af
udfordringer.
Ved at holde sig gode venner med tyskerne, når på udekommando, blev
danskerne ofte inviteret på ølstue, for tysker elsker danskere og vidste
ligesom Best at krigen var tabt og venskab med broderfolket kunne være guld
værd.
Selvfølgelg havde danske betjente respekt for norske fanatiske
frihedskæmper-fanger, der afviste at udføre krigsgavnligt arbejde for
tyskerne, men dansk folkekarakter/ånd&motto er (som her fortættet af Mogens
Glistrup) "Take it easy og spis brød til"
Sådan mentalitet giver stabilitet og rygrad.
Overlevelsen var særlig god for jøder og politiske aktivister -
politibetjente havde derimod en overraskende stor dødelighed, som vistnok
ingen (før hermed jeg) har vovet at gætte om realistiske forklaringer på på
skrift - men på politimuseet og på frihedsmuseet har kustoderne i årevis
angivet netop de forklaringer, jeg her giver..
De første år - og i disse bøger - var gaskammer-historierne ikke kommet på
mode.
De kommunist-ledere, der efter Stutthof-opholdet i Polen kom i folketinget,
skrev bøger om fangelivets hårdhed, men intet om gasning, skønt det netop
skulle kendetegne de mest østlige lejre som denne.
Få år senere var ingen kz-bog salgbar uden gaskammerrædsler.
Simon Wiesenthal markedsførte myten om, at der lavedes sæbe af jødiske lig
(hvilket briterne også havde haft på programmet i deres WW1-propaganda mod
de dyriske "hunner")..
Men visse løgne var for grove - og det blev hurtigt fastslået, at i de tyske
lejre var der absolut ikke gasning - nogle få polske lejre kaldtes
"tilintetgørelseslejre" og gas-myten holdtes på lavt blus, for ikke at
PR-folkene bag Nyrnberg-skueprocessen skulle tabe ansigt.
Selvom betjentene og grænsegendarmer var i kz i under ½ år, ramte de
naturlige (psykosomatiske) dødsfald over 5% selvom det var unge, sunde
mænd, der havde gennemført militærtjeneste. Ingen aflivedes med fortsæt
eller stressedes mere end hvad var normalt for tyske kriminelle fanger.
Anderledes sejlivede var frihedskæmpere og især kommunister, selvom
sidstnævnte var effektive arbejdsslaver for tysk militære sprængstof- og
ammunitions-industri i adskillige år. De havde livsindhold, og det er
altafgørende. (87% af de 152 kommunister i den hårde våbenproduktionslejr
Stutthof overlevede - og for prominente fanger som partilederen Aksel
Larsen, der fik luksusbehandling, var der nul dødelighed.)
Jøder fra Danmark, der var over 60 år havde dødelighed som danske
plejehjemspatienter, der tilsvarende stresses ved at blive flyttet til anden
afdeling.Knap en trediedel, ialt 45, døde - altsammen af naturlige
årsager.
Jøder under 60 år havde sammenhold og gejst, der gav dem en ligeledes næsten
normal lav dødsrate.
1,4 % døde på 1½ år.
Også for disse var naturlig sygdom eneste årsag. (Statistik er fra
Frihedsmuseets bog "Helvede har mange navne" v J Barfoed 1994)
Som Hannah Arendt påpeger var jødisk overlevelse ofte afhængig af, om man
havde gode forbindelser til toppen af de jødiske interne magthierakier, som
jo hjalp nazierne at udpege fanger til de hårdeste lejre (del og hersk, samt
kapo strategi).
Næsten alle danske omkomne jøder var netop kommet hertil fra Tyskland som
flygtninge få år før 9 april 1940 og havde ikke stor anerkendelse i Dansk
Mosaisk Trossamfunds præsidie, der under pogromerne i 1900 havde afvist, at
Danmrk skulle modtage russiske og polske flygtninge, så netop disse jøder
advaredes _ikke_ med henblik at komme med under jorden i danske
strandvejshjem og hospitaler, og siden med på de behagelige
dieselbådsrejser til Sverige,
Disse ringeagtigede ikke-danskere leverede det for det danske jødiske
lederskab tiltrængte " danske folkemords-martyrium"(= 45 plejehjemspatienter
og 5 midaldrende sygdomsdøde.)
|