---

Politiken dd anmelder JP Donlevey's "Damen der holdt af rene toiletter" der
handler om en række rige USA-kvinder , hvis snerpede luksusliv fører til
dyre kunstgallerier og incasso, hvorefter "vanvid trænger op til
overfladen".

Samtidig anmeldes Hitlers sekretær Trautl Junges "Til den bitre ende" hvoraf
bekræftes Hannah Arendt tesen om at der ikke var skyld i grusomheder i den
overklasse, der omgav Hitler.
Anmelderen raser "så I intet, der var mere interessant" end den hyggesnak
som udspyedes af alfaderlige, charmerende, kloge Hitler, der høftligt og
belærende opvartede smukke Eva Braun og hendes lige så smukke veninder bl.a.
sekretæren.
En film med den aldrende sekretær har været vist i biograferne og bærer ikke
præg af et menneske med slavementalitet eller iver efter at fortrænge eller
nogen neurose, psykose, fobi, psykopati eller det der ligner.
Kz-rædsler hørte man om, men man så klogt på dem som uundgåelig spinn-off af
krigens gang.
Selvfølgelig forekom sygdomsagtige tvangstanker i både amerikansk og tysk
overklasse, men at nazismen skabte et særlig betændt miljø er lutter
sejrherrehistorieskrivning, altså fiktion a la tegneseriers , porno's og
underholdningsfilms.
Eichmann sagde i Jerusalem "At undskylde er noget man får børn til" for han
stod ved sin pligtopfyldelse. Den Immanuel Kantske etik gennemsyrede hele
systemet - fra beslutningstager til kontormus.
Idag har vi råd til jeg-gør-oprør-altså-er-jeg-til som den tidligere nazist
Simon Spies var bannerfører for.
Versaillesfredens fædre, der i år efter WW1 bibeholdt blokade for at
sultedød skulle holocauste store dele af tysk befolkning, var afgørende for,
at pligt-etisk korpsånd bevarede sine dybe rødder i alles sind.
"De generøse bliver sjældent sindsyge" skriver Emerson, og tyskerne var
klart mindre sindsyge end andre folk hvad angår de luksus-nykker som plager
vor bulimi- og anorexia-kultur idag. Tyskerne udviklede intern generøsitet,
som desværre ikke omfattede udstødte jøder, der pga Versaillesfred var gjort
til syndebukke.