Politikens menneskerettighedsbrud mindre end Kinas
I løbet af 1900-tallet opstod i stigende grad ønske om international enighed
om ytringsfrihed, religionsfrihed, mødefrihed, grundlovsforhør , ejendomsret
og lignende normale borgerlige "menneskerettigheder", som i Europa gradvis
var vokset frem af urbondens tingsteds-forsamlinger og overklasse-adelens
krav om beskyttelse mod virkårligt kongeligt/fyrsteligt tyrrani.
Haag og Geneve konventioner søgte og opnåede i lange perioder enighed om
vagt rådgivende regler vedr at kollektiv straf burde undgåes også i krig -
imod civilbefolkningen.
I de senere år er principperne blevet udbygget med mange detaljer vedr
fredstid, dog uden at der nogensinde er blevet straffet udfra
hensigtstilkendegivelserne, når bortses fra NyrnbergTrial (der straffede
udfra ny regler med tilbagevirkende kraft) og vedr mindre senere krige som
de allerseneste år har affødt fængsling.
Da Kina i 1989 oplevede studenters demo på den symbolsk vigtige Tianamen
Plads i Bejing, udførte kinesisk politi en kollektiv straf pr beskydning,
for at undgå et evt. PR-katastrofalt oprør - helt som politi og militær
har gjort igen og igen i Vesten, fx SydAfrika og Nord-Irland.
Kina kritiseres idag af Menneskerettigheds-aktivister i Vesten især for
dødsstraf som bruges lidt hyppigere end i USA
Desuden ækles Vestens aktivister ved nogle få psykiatriske
tvangsindlæggelser uden mulighed for juridisk anke i Japan og Kina. Disse
bunder i en såre sund kollektivistisk kultur som ikke-konfuzianere har svært
ved at forstå, og som ikke skaber job til jurister, og derfor er anstødelige
for vestlige politikere.
Kina har indvilliget i EU-assistance til at oplære nogle af deres jurister i
internationale menneskerettigheder (Information 20 jan 05)
Efteråret 2003 købte jeg Kina-rejse hos Politiken og betalte og var til møde
med deltagere og rejseledere (bl.a. Pundik) og efter to måneder , kort før
afrejse, fik jeg pludselig meddelelse om at jeg ikke måtte deltage. Man
havde valgt at lytte til nogle deltageres smagsdommeri om at min fra
internettet kendte historiesyn vedr WW2 var upassende.
Juristerne i Rejseankenævnet fik forelagt sagen og erklærede Politiens
adfærd uacceptabel i enhver henseende.
Selvfølgelig må man ikke et retssamfund sidestille en debatør med fortidige
krigsforbrydere og straffe kollektivt i strid med indgået aftale.
Ser man på overtrædelse af §er og på gængs moral, er Politiken klart en
uundskyldelig regelbryder, og deres retsløshed går stik mod de ny
principper, som bladet i talrige lederartikler har bakket op.
Når dansk regering har handlet i strid med de ny vejledende internationale
rettigheder, har avisen set et kæmpeproblem i dette!
Kun hvis der var bevis for at een eneste asylansøger har været udsat for
trussel om tortur eller dødsstraf kan man måske postulere at disse sager var
alvorligere end overgrebet på mine menneskerettigheder..
Det er klat at Politikens regelbrud imod mig, demonstrerer at bladet ikke
selv lever efter hvad de præker
Selvfølgelig er sadist-politiet i Istanbul og Ankara en langt værre type
menneskerettighedsbrydere.
Men Politikens troværdighed er klart smadret, når de i den grad handler
udfra gruppepres bag kulisserne og ikke vil begrunde eller forklare sig,
trods indlysende lovbrud.
Liam Neeson som "Kinsey". Præ-porno erotik-revolution i USA.
Den fra Steven Spielberg filmen "Schindlers Liste" kendte
hovedrolle-indehaver skal nu gentage successen i en filmatisering af T . C.
Boyles "The Inner Circle" om den berømte Kinsey-interviewrapport, der
1948-53 i USA fastslog den brede befolkninge accept og brug af
førægteskabelig erotik, onani og aparte stillinger.(Information 20 jan 05)
Sensationerne falder over hinandens ben, såsom at interviewofre blev
forbløffede ved at få at vide, at kvinder ikke føder deres børn gennem
navlen (måske en opfunden skrøne, dokumentation haves ikke.)
Det videnskabelige establishment ønskede med denne meget opreklamerede
sociologiske undersøgelse at TAGE INITIATIVET mht den uundgåelige og så småt
påbegyndte sexfrigørelse.
I DK og UK foretoges helt analoge forsøg på at vise statslig pionerånd ved
retssager imod erotisk skønlitteratur, der før WW2 censurdømtes, men
derefter frikendtes (D.H.Lawrence "Lady Chatterleys lover", O's historie,
Fanny Hill, Mykles "Sangen om den røde rubin" m.m.).
Selvfølgelig var alt statens pjat aldeles uvirksomt. *Porno* havde længe
været på skinner i det skjulte, og teknologiske kommunikationsforbedringer
efter WW2 gjorde det indlysende, at et sort marked ikke kunne hindres i at
vokse eksplosivt, så legalisering var eneste måde at undgå, at staten tabte
ansigt. Kondomer var blevet billige, sikre og pålideligt testede, takket
være privatkapitalismens dygtige ingeniører og fremsynede investorer.
Offset-farvetryk, film og video var sikre vindere, og udviklingen var klart
umulig at stoppe. Kirkens hastigt dalende popularitet betød, at unge var
klogt uhæmmede
Den ny industri betød mindre respekt for familiefædre, der nu sjældent var
produktionsledere, - også det var særlig betydningsfuldt.
Idag udsender staten ("Sex og Samfund") CD og tryksager og sørger for
kristenoprør og debat, for at indsmugle det løgnagtige budskab, at vi har
noget at takke staten for vedr sexfrigørelsen. Eller at
medicinalfabrikkernes P-piller har været afgørende.
Faktisk kan sexfrigørelsen føres meget længere tilbage end til disse
overfladiske sene skærmydsler. I renaissancen tjente maleren Tizian flere
pengte ved at kopiere underklassens frække billeder af nøgne skønheder og
samlejer end ved de religiøse og fyrstelige billeder, som vi idag ser på
museerne.
Overklassens lyst til små familier med veluddannede børn fremgår af
kirkebøger og gravsten i England og Sveits.
Romantik såsom Goethes fiktion om Faust og Gretchen opreklamerede "det evigt
kvindelige" som mandens frelse. Ægteskabelig hygge blev sat på piedestal, i
forlængelse af Madonna-altertavlen fra katolsk middelalder.
Da Bismarck skulle besejre Danmark, Østrig og Frankrig 1864.71 lod han
spioner med rygsækken fulde af frække erotiske postkort falde i snak med de
soldater, der opsøgte kræmmere for at købe silkebånd til piger. De svulmende
barme og baller på de stive sort-hvide Daquerretypi-fotografier var
sensationelle og skabte intim fortrolighed mellem soldat og sælger, for det
var forbuden frugt, der smager bedst, og så sad militære oplysninger løst.
|