Det lader til at også "eliten" og meningsdannerne endelig har indset, at
"det multikulturelle samfund" er en meget dårlig idé.
Fra dagbladet "information" - læs selv resten af artiklen
"Stammelogik nej tak
af bjm, 10. januar 2005
Multikulturalismen som ideologi ville et samfund, hvor alle kulturer og
etniske minoriteter lever side om side, i gensidig respekt og tolerance.
Det var en progressiv tanke der, hvor den var et opgør med racismen,
monokulturel nationalisme og andre totalitære ismer, der foragter alt
fremmedartet. Fra Canada til Holland og Storbritannien søgte statens
institutioner at fremme multikulturalismen. Ud fra de bedste hensigter.
Statens politik bør være farveblind. Alle, uanset hudfarve, etnicitet og
kulturel baggrund, skal behandles lige og være fri for diskrimination. Det
er ikke alene en menneskeret, men også en forudsætning for demokratiet nu om
stunder. Så vidt så godt. I 2004 hævdede FN's program for menneskelig
udvikling, at der i lande med forskellige kulturelle og etniske minoriteter
er brug for at 'et multikulturelt demokrati'. Med kvoter, såkaldt 'positiv'
diskrimination og grupperettigheder, forstås.
Det er dog en farlig blindgyde. I praksis er multikulturalismen lige så galt
afsporet som den nationalistiske monokulturalisme. Den første ideologi er
den sidstes spejlbillede. Ledende politikere og intellektuelle i Europa er
begyndt at gøre op med multikulturalismen som ideologi. Den er slået fejl.
På dramatisk vis. Hvor den ville skabe fredeligt samkvem mellem forskellige
kulturer, er den endt som passiv accept af ghettoer, marginalisering af
indvandrere og manglende integration.
Ideologien bruges til tider af velstillede folk til at maskere egen social
ligegyldighed som 'respekt' for forskellene - så man ikke kommer i kontakt
med de fremmede, fattige og forhutlede i de nye ghettoer. Eller også griber
minoritetsfolk ideologien for at ekskludere sig fra resten af samfundet. Og
forskanse sig i en stammementalitet, hvor individets frihed underordnes
gruppens kultur. Det er led i en undertrykkende magtpolitik, der i yderste
konsekvens ender i kulturel apartheid.
Enkelte imamer har brugt multikulturalismen som argument for, at muslimske
samfund - selv i Eruopas storbyer - har ret til at indføre visse sharia-love
for deres egne proselytter. Det er stadig undtagelsen, men tolereres
undtagelsen som princip bliver det til en undtagelsestilstand. Det kan - som
den franske forsker, Gilles Kepel siger - ende med en »balkanisering af
samfundet.«
|