Fra Berlingske Tidende torsdag den 30. december 2004
Af Annette Sandholm Franck
Safia Aoudes kritik af vores kvindebillede (kronikken 13. december) er
skarpt og relevant. Men at kræve respekt og særbehandling bare ved at
hævde sin ret til at »forblive muslimsk kvinde« forekommer Annette
Sandholm Franck at være »en total mangel på ansvarlighed for eller
indsigt i både de muslimske samfund, som I forlod, og de vestlige
samfund, I har søgt til«.
Behandlingen af muslimske kvinder burde være et emne, som optog mere
spalteplads. Ros til Safia Aoude for at tage emnet op i sin kronik (»Vi
behøver ingen Theo van Gogh«, mandag 13. december). Modsat mange af de
reaktioner, der har været på Safias kronik, har jeg respekt for, at Safia
protesterer mod den nedladenhed, muslimske kvinder udsættes for - også i
Vesten. Jeg synes bare, at Safia skylder os en masse andet end det, hun
fik spalteplads til.
Historiske redegørelser med heroiske kvindeskikkelser virker dybt
malplacerede, når millioner af muslimske kvinder reelt lever i
kønsbaserede apartheid-systemer i islamisk-ledede lande. Hvad kan disse
kvinder bruge den store fortid til? Jeg savner en solidaritet, især
blandt kvinder, over for vores muslimske medsøstre. Jeg bliver
fortvivlet, når en privilegeret kvinde som Safia ikke benytter den frihed
og viden, som et vestligt samfund stiller til rådighed, til andet end
prinsessedrømme om stor historisk fortid og »moderskabets glæder«. Hendes
klager over Vestens manglende respekt giver associationer til prinsessen
på ærten, som bliver så gul og blå trods de mange bløde madrasser, hun
får tilbudt at hvile på. De muslimske kvinder, som har fået et liv i
Vesten, mener måske ikke, at de har »brug for en Theo Van Gogh«, men
vores mindre heldige medsøstre i den muslimske verden synes at have hårdt
brug for, at nogen åbner verdens øjne for de levevilkår, som deres fædre,
brødre, ægtefæller og politiske magthavere byder dem.
En god muslim (og alle os andre!) burde blive vred over, at islam i mange
samfund og miljøer anvendes til at undertrykke og udnytte kvinder. UNDP
(United Nations Development Programme) har udgivet en rapport, »Arab
Human Development Report 2002«, som blev omtalt i the Economist med
overskriften: »Self-doomed to failure«. Den er ikke udarbejdet af
vestlige akademikere, men af arabiske intellektuelle. De stillede sig
selv spørgsmålet: Hvorfor kan en region, der har alle forudsætninger,
ikke skabe mere vækst og bedre forhold for sine indbyggere? Emnet islam
omgås forsigtigt. De konkluderer, at der er tre graverende forhold, som
hindrer udvikling i de arabiske, dvs. muslimske, lande: manglende frihed,
manglende og ringe uddannelse og kvinders status. I en omtale af
rapporten beskrev the Economist situationen i en nøddeskal: »The one
thing that every outsider knows about the Arab world is that it does not
treat its women as full citizens. The report sees this as an awful waste:
how can a society prosper when it stifles half its productive potential?
« . Jeg vil gerne tilføje: og hvordan kan alle vi andre se passivt til,
for det har enorme menneskelige omkostninger for de muslimske kvinder?
Safia Aoude beskriver de (herboende) muslimske kvinders valg som: »De
ønsker ikke at blive tvunget til at agere sexobjekter eller at blive
presset ud på arbejdsmarkedets økonomiske trædemølle, at få frataget
moderskabets glæder. Mange muslimske kvinder ønsker kort sagt at få lov
til at forblive muslimske kvinder.« Jeg synes, du skylder at søge en
tredje vej, Safia. Der er dokumenterbart alt for mange indvandrerkvinder
med muslimsk baggrund, der henter overførselsindkomst, indbetalt af
danske kvinder i »trædemøllen«. Læg dertil, at »moderskabets glæder«
blandt mange indvandrere resulterer i en børneopdragelse, der
tilsyneladende må være baseret på nogle værdier og et menneskesyn, som
medvirker til, at unge mandlige muslimer dokumenterbart har en voldsom
overrepræsentation i kriminalstatistikkerne og danske krisecentre en
voldsom tilgang af unge muslimske kvinder. Det er da ikke et stolt
resultat af at forvalte »moderskabets glæder« og de privilegier, I har
adgang til i et vestligt samfund.
Du nævner kortfattet, at de forhold, som muslimske kvinder lever under i
den muslimske verden, ikke har noget med islam at gøre. Næ, men det har
noget med den herskende fortolkning af islam at gøre. Henvisninger til
islam anvendes nemlig til at forhindre udvikling, samarbejde,
integration, personligt ansvar, etc. Både i den arabiske verden og i
indvandrermiljøer i Vesten. Kendsgerningerne er, at Vesten ikke ville
have så store vanskeligheder med at dæmme op for indvandring fra
muslimske lande, hvis det var attraktivt at bo i disse lande, eller hvis
muslimer generelt viste integrationsvilje og dermed havde noget at
tilbyde de vestlige lande, som muslimer i stort antal vælger at immigrere
til.
Jeg anerkender gerne de bekymringer, Safia Aoude nævner omkring kvinders
situation i Vesten. Din kritik af vores kvindebillede er skarpt og
relevant. Du har ret i, at vores kvindeundertrykkelse er subtil: vold
kommer til udtryk gennem modbydelig porno, som man ikke kan undgå at
udsættes for (især ikke i de muslimsk-ejede kiosker, hvor disse blade
gerne står i børnehøjde lige foran disken, modsat tankstationerne og DSB-
kiosker, der trods alt placerer porno mere diskret!). I Vesten er der en
fokusering på kvinders udseende, som er groft diskriminerende og grænser
til det invaliderende. Vestlige kvinder dobbelt-jobber, til vi falder
omkuld (dér røg moderskabets glæder!). Vi udelukkes indirekte fra en lang
række forfremmelser og deraf følgende lønindtægt, fordi arbejdsmarkedet
er indrettet til, at man skal positionere sig karrieremæssigt i netop de
år, hvor vi også skal producere næste generation, etc. Jeg er sikker på,
at muslimske kvinder kunne bidrage med at perspektivere vores
kønsrollemønster, så vi selv blev mere bevidste om, hvor vores
kvindefrigørelse er baseret på forkerte præmisser. Men sammenlign vores
forhold med vores medsøstres forhold i deres muslimske hjemlande! Valget
er nemt, deraf vel også det massive pres på indvandring. FN har et
såkaldt »Gender Empowerment Measure«, hvor man på en række faktorer opgør
forholdene for de to køn. Det var kun muligt at lave denne opgørelse i 14
af de 22 arabiske stater. I de øvrige lande var data ikke til stede. Ikke
alene bliver kvinder behandlet åbenlyst rædselsfuldt i de muslimske
lande. Magthaverne (læs: mænd!) gider ikke engang ulejlige sig med at
skabe de mest almindelige data omkring den kvindelige halvdel af
befolkningen. Som the Economist skriver: »This, as the report says,
speaks for itself, reflecting the general lack of concern in the region
for women's desire to be allowed to get on.« I rapporten tales om
varierende »degrees of bad treatment«. Det er ikke til diskussion, om
muslimske kvinder får ordentlige levevilkår, men en diskussion om, hvor
ringe disse kår er. Og her er det værd at erindre: rapporten er
udarbejdet af arabere, ikke af vestlige akademikere på et vestligt
værdigrundlag. Udgangspunktet for rapporten er at analysere, hvorfor den
arabiske verden ikke formår at skabe bedre forhold for sine indbyggere.
Vi ved det alle sammen. Hvorfor reagerer vi ikke? Ja, her kan Safia Aoude
nemlig komme med sin pointe: det kunne jo være, fordi vi ikke har respekt
for muslimske kvinder. Jeg havde håbet, at Safia ville argumentere for,
at vi skulle interessere os for situationen og forstå, at den kulturelle
og sociale baggrund, masser af muslimske kvinder har, forhindrer, at de
kan leve værdige liv. Selvfølgelig hindrer islam ikke, at man lever et
værdigt liv. Men den måde, islam tolkes og anvendes på, hindrer millioner
af kvinder i at få et værdigt liv. Jeg synes, at der påhviler Safia og
andre muslimske kvinder, som har adgang til Vestens privilegier og
frihed, en stor opgave med at etablere en tredje vej, hvor man ikke bare
enten underordner sig utålelige forhold eller lever en privilegeret
prinsessetilværelse i sit nye land. Nemlig den vej at tage et ansvar ved
at yde både til det vestlige samfund, de har valgt til, og til det
muslimske samfund, de har valgt fra, qua valget om immigration.
Den opgave fortjener I al mulig opbakning til og respekt for. Vi andre
bør engagere os i jeres opgave. Hvis I undervejs oven i købet kan bidrage
med at bevidstgøre vestlige kvinder om, hvor vores fælles udvikling af
kvinders forhold skal bære hen for at undgå de farer, der ligger i den
vestlige kvindeforståelse, begynder det for alvor at ligne en tredje vej.
Men at kræve respekt og særbehandling bare ved at hævde sin ret til at »
forblive muslimsk kvinde« forekommer mig at være en total mangel på
ansvarlighed for eller indsigt i både de muslimske samfund, I forlod, og
de vestlige samfund, I har søgt til.
--
"We all have private ails. The troublemakers are they
who need public cures for their private ails." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
Georg
|