---

Den livsfarlige sharia
Af HELLE MERETE BRIX

De europæiske lande tæller i dag myriader af islamiske råd, forbund,
organisationer og imamer, der med succes samarbejder over landegrænser og
aftaler, hvilken strategi der er bedst over for det ikke-muslimske
samfund

Debatten om ytringsfriheden ruller, og inden længe deltager Bertel
Haarder sammen med udvalgte imamer i en konference om dette livsvigtige
emne. Det må imamerne betragte som en sejr. Også ude i Europa spiller
islamisterne med musklerne. I Frankrig har den indflydelsesrige prædikant
og 'euro-muslim' Tariq Ramadan, der fornylig blev ganske ukritisk
interviewet her i avisen, forsøgt at forhindre, at fransk tv viste den
algierskfødte filminstruktør Mohamed Sifaoui's kritiske reportage om ham.
Ramadans bagland, Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig (UOIF),
gjorde, hvad islams magtklike har gjort igennem historien i sådanne
situationer: De udstedte en fatwa, hvori de udråber Sifaoui som
frafalden. Det kan være en dødsdom. Sifaoui's advokat har til gengæld,
med henvisning til mordet på Theo van Gogh, indbragt en klage over UOIF
for at bringe hans klients liv i fare. Journalisten Caroline Fourest, der
er forfatter til den aktuelle bog Frére Tariq (Broder Tariq) – en mere
end 400-siders sønderlemmende afsløring af Tariq Ramadans radikalitet og
dobbelte diskurs – fortæller, at franske journalister, der skriver
kritisk om Tariq Ramadan og islamisterne, intimideres. Men Tariq Ramadan
fungerer stadig som rådgiver for EU i spørgsmål om islam. For de
mennesker, der engang søgte tilflugt i Vesten på grund af den frihed, vi
kunne tilbyde, herunder retten til at tale, tænke og skrive frit, må der
være et ubehageligt deja vu over denne tid. Vesten tæller for eksempel
millioner af iranere, der på egen krop har mærket, hvordan friheden blev
taget fra dem med et fingerknips. Jeg har hørt beretninger om i hast at
brænde sin samling af vestlig filosofi, bøger af Hegel, Heidegger m.m. af
angst for, at Khomeinis religiøse militser skulle finde dem i ens hjem.
Professor Azar Nafizis hemmelige litteraturgruppe for kvinder blev
internationalt berømt med bogen Reading Lolita in Teheran. For år tilbage
interviewede jeg en iransk violinist, der i Iran havde elsket at
komponere til kvindens stemme. Men det blev forbudt, da mullaherne kom
til magten, med den begrundelse, at det er ødelæggende for mænds moral at
høre kvinder synge.

I årevis har sådanne mennesker kunnet iagttage, hvordan de, der arbejder
for at islamisere samfundet, manøvrerer ubesværet i dagens demokratier.
Det er for eksempel ikke gået op for politikerne, at bortset fra
afvigende eller kætterske retninger som ahmadiyya, bahai og alevi, har
alle væsentlige islamiske bevægelser i dagens Europa et politisk formål:
At få indført sharia, islamisk lov, på det europæiske kontinent. De
europæiske lande tæller i dag myriader af islamiske råd, forbund,
organisationer og imamer, der med succes samarbejder også over
landegrænser og aftaler, hvilken strategi der er bedst over for det ikke-
muslimske samfund i for eksempel sager om tørklæder, blasfemi m.m.

Euro-islam holder ikke
Et vigtigt programpunkt er at få uddannet unge, muslimske prædikanter,
der kan sprede islams budskab på det pågældende europæiske sprog.
Politikere, religionsforskere og journalister tager disse veluddannede og
vestligt klædte prædikanter på ordet, når de taler om »retten til
forskellighed«, »dialog mellem civilisationer« m.m. Resultatet er, at en
strøm af ukritiske artikler og ph.d. afhandlinger igennem de seneste år
har givet et billede af, at der er en 'europæisk islam' på vej. Intet
kunne være mere forkert. Et fåtal af journalister i Europa, som Udo
Ulfkotte i Tyskland, Richard Labévière i Schweiz samt Antoine Sfeir og
Caroline Fourest i Frankrig, har klarlagt de indflydelsesrige islamiske
gruppers netværk og studeret, hvad der bliver sagt indadtil til et
muslimsk publikum. Resultatet synes omtrent altid at være, at grupperne
hylder den politiske islams ideologer og arbejder for et kønsopdelt og
totalitært samfund. I Frankrig, hvor de sekulære muslimer i disse år
organiserer sig, er en gruppe med muslimsk baggrund, praktiserende,
ateister og agnostikere, gået sammen om et manifest. Heri siger de nej
til antisemitisme og homofobi og ja til ligestilling mellem kønnene. Vi
må forlange, at det er sådanne muslimske samtalepartnere, vore politikere
vælger sig. Og at sådanne mennesker i disse tider i øvrigt får tilbudt
maksimal beskyttelse.


--
"We all have private ails. The troublemakers are they
who need public cures for their private ails." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
Georg