Berlingske Tidende - 24. december 2004, 1 sektion, side 15
Hvordan kan EUs afdankede politikere træffe så vidtgående beslutninger på
tværs af folkeviljen?
Af Michael Pihl, lektor
Hvilken parodi på et folkestyre er det, der tillader politikerne at
træffe uansvarlige beslutninger, uden at blive stillet til ansvar?
Hvilket politisk system tillader dets politikere at spille hasard uden
folkelig opbakning? Både Fogh og Lykketoft kunne snart pakke deres
sydfrugter, hvis de ved det kommende folketingsvalg gik til vælgerne med
et program om fri familiesammenføring og åbne grænser med over 70
millioner tyrkere. Men, hvis den samme politik, som aldrig ville få
mandat gennem det danske folkestyre, sættes igennem som en EU-beslutning,
så sker der ingenting. Ingen har rigtig ansvaret. Ingen skal stå til
regnskab over for vælgerne. Ansvaret er forflygtiget.
Alle på nær to danske europarlamentarikere stemte sidste uge for Tyrkiets
EU optagelse. I EU-Parlamentet stemte 407 for og 262 imod. Samtidig viser
meningsmålinger stor folkelig modstand i næsten alle europæiske lande. En
Rambøll-måling viste, at over halvdelen af danskerne er imod Tyrkiets EU
optagelse. En måling i Berlingske Tidende viste stor skepsis også blandt
Socialdemokratiets vælgere. Der er således en afgrundsdyb kløft mellem
den politiske elite og det almindelige folk. Et folk, der er kritisk over
for en øget tyrkisk indvandring, som vil forværre eksisterende
integrationsproblemer og stigende sociale og kulturelle spændinger i
samfundet som følge af voksende etniske parallelsamfund. Alligevel tonser
EU og dets politikere bare derudaf.
Hvorfor kan et politisk system, der ustandselig påberåber sig sine »
demokratiske værdier«, træffe så vidtgående beslutninger på tværs af
folkeviljen? Tyrkiets EU optagelse skal trumfes igennem uden folkelig
debat og på trods af, hvad almindelige mennesker opfatter som deres
objektive interesser. Europapolitikerne har intet mandat til Tyrkiets EU-
optagelse, ej heller folkelig opbakning til de vidtgående forandringer i
hele vores politiske forfatning, som nu planlægges. Gitte Seeberg og Poul
Nyrup Rasmussen opererer i en kunstig verden, arbejder i et Mickey Mouse-
parlament, valgt ind ved farceagtige valg, som langt under halvdelen af
befolkningen gider stemme til. Deres politiske liv leves i et
elfenbenstårn, et kunstigt rum, afskærmet for offentlighedens bevågenhed
og kontrol. Herfra træffer de deres uansvarlige beslutninger. Uden at stå
til ansvar for dem. Ingen kritisk presse og offentlighed stiller dem til
ansvar på samme måde som i national politik. Det ansvar over for det
almindelige folk, som nationale parlamentsvalg påtvinger politikerne,
eksisterer ikke. Et uansvarlighedens imperium. En legeplads for afdankede
politikere, der har mistet enhver forbindelse med deres folk.
Uffe Ellemann-Jensen mener således, at »vrangvillige vælgere« – hvis der
skal være så meget brok – bare kan finde sig »en anden union«. Måske var
det Uffe, der skulle finde sig et andet folk. Da den forhenværende
udenrigsminister med stjernekrans på sokkerne sad med ved bordet i
Bruxelles, udgjorde Europa for ham et ideologisk projekt, ikke en
historisk virkelighed. Bag EUs optagelse af Tyrkiet ligger
europapolitikernes foragt for almindelige vælgeres særdeles velbegrundede
bekymringer. »Ethvert land har retten til at træde ind eller træde ud af
unionen«, som Daniel Cohn-Bendit arrogant foreslog som løsning på danske
og engelske vælgeres skepsis overfor EUs føderalisme. En lurvet 68er, der
har erstattet sin fascination af revolutionær marxisme med et nyt
totalitært projekt. Men det er ikke folket, der tager fejl. En Gallup-
måling viste fornylig, at 23 pct. tyrkere sandsynligvis vil udvandre til
EU for at søge arbejde. I Anatoliens meget fattige områder vil 51 pct.
udvandre. Selvom ingen åbent indrømmer den kommende tyrkiske
masseindvandring, fabler EU-eksperter som f.eks. den tyske Heather Grabbe
om, at »den unge tyrkiske befolkning vil aflaste presset på Europas
aldrende arbejdskraft«.
Det fremgår imidlertid klart af Velfærdskommissionens rapport i maj, at
øget indvandring ikke løser forsørgerproblemet. Dels fordi det
forudsætter, at indvandrernes produktivitet og erhvervsdeltagelse er som
en gennemsnitsdanskers, hvilket er klart utopisk. Dels fordi de med sig
har familier, der typisk benytter velfærdssamfundet på linje med andre
familier. Ikke engang indvandring af højt uddannet arbejdskraft løser
problemet. Det står faktisk i rapporten på side 22: »Den positive effekt
af indvandring af højt uddannet arbejdskraft er så lille, at det årligt
vil kræve et urealistisk stort antal indvandrere fra mere udviklede lande
at løse den offentlige sektors finansieringsproblem«.
Politisk ansvarlighed følger af at skulle stå til ansvar over for
vælgerne, offentligheden og en kritisk presse. Den ansvarlighed findes
kun inden for nationalstaten. Derfor ledsages enhver overførsel af magt
og jurisdiktion uden for nationalstaten af politisk uansvarlighed. Derfor
har ingen ærlig revisor nogensinde kunnet godkende Europa-Kommissionens
regnskaber. Derfor åbner politikerne nu for en tyrkisk indvandring, som
folket ville afvise ved ethvert anstændigt folketingsvalg.
--
"We all have private ails. The troublemakers are they
who need public cures for their private ails." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
Georg
|