I "Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad ...", berettede Dr. Phil.
Jacob Jacobsen Dampe om en Slesvisk pige, Adolphine, der midt i al
elendigheden havde vist ham nogen godhed.
Et sted i beretningen betegner Dampe Adolphine som et Fruentimmer:
"Jeg fik en Aften en Theepotte ind paa denne Maade, men, som jeg rakte
efter den, fandt jeg, at den blev given mig ved en lille fin qvindelig
Haand. Jeg saae nu, at den, som gav mig den, var et Fruentimmer, som
var hos Arrestforvareren."
Om Adolphines oprindelse, trosforhold osv., fortalte Dampe flg.:
"Adolphine var en Slesvigerinde, født og opdragen i Byen Slesvig. Vi
talte bestandig tydsk med hinanden, og brevvexlede i dette Sprog. Hun
var Catholik og eiede en Rosenkrands. Dette var hun ifølge hendes
Opdragelse, men i Hjertet havde hun ikke det allermindste af den
catholske Tro."
I forbindelse med sit forord, forklarende tekst og noteapparat, har
forfatteren, Carl Dumreicher (1879-1965) luftet den teori, at denne
Adolphine skulle være Kastellets daværende arrestforvarer, sergent
Francks kone.
Idet Dampe et sted i sin beretning skrev: "det skrev hun i mit
Fængsels sjette Aar - hun selv levede ikke fulde fem Aar, efter at hun
havde skrevet dette.", hvilket vil sige at Adolphine døde indenfor den
periode hvor Sergent Franck var arrestforvarer i Kastellet, hvorfor
hendes død og begravelse burde kunne findes i Kastellets
begravelsesprotokoller. Men, ved sin gennemgang af Kastellets
begravelsesprotokoller, fandt Carl Dumreicher ingen Adolphine, men
derimod en sergent Francks kone, der døde og blev begravet i 1831 (med
hensyn til dødsåret huskede Carl Dumreicher dog forkert, idet denne
kvinde faktisk blev begravet i 1830).
I Citadel Sogns døde/begravede findes i 1830 flg.:
"1830
død d. 15 Februar, begravet d. 19 Februar
Maria Magdalene Borger [Borger er overstreget] Franck, fød Borger,
Sergeant af Sjællandske JægerCorps 4de Comp., Johan Robertus Francks
Hustru. 41 Aar. Død af Betændelse i Und. Liget. Jordpaakastelsen
forrettedes af den catholske Præst, Herr Zimmermann."
Dette stemmer for så vidt med ovenfor anførte oplysninger, men strider
imod, hvad Dampe også skrev et sted i sin fortælling: "Hvad derimod
Adolphine angaaer, da var det Personens virkelige Navn."
Om sergent Franck kan det nævnes, der i den relevante periode er
opført to forskellige sergent Franck i Citadels Sogns kirkebog, men at
ingen af dem er betegnet som Arrestforvarer: Den ene er
Commandersergeant og Gymnastiklærer ved Jydske Jægerkorps, Carl
Gottlieb Franck, mens den anden er førstnævnte Sergeant af Siællandske
JægerCorps 4de Comp., Johan Robertus Franck.
Ved sit efterfølgende bryllup med sin næste hustru i 1830, tituleredes
J. R. Franck endvidere som Dannebrogsmand.
Der er vel ikke noget i vejen for, at såvel Dampe som Carl Dumreicher
kan have haft ret i deres modstridende oplysninger, således at
Adolphine faktisk var Maria Magdalene Borger ?
Med venlig hilsen
Arne
|