"> Vi har en hankilling på godt og vel 4 måneder, som fik sig en 13 uger
gammel
> legekammerat (en hun) for nogle dage siden. Dyrlægen sagde at det kunne
man
> skam sagtens, men jeg synes godt nok ikke at hun har det så nemt.
>
Ork, de har en masse de skal fortælle hinanden her i starten. Det er helt
almindeligt.
Hvis du kigger efter, så er der ingen der kommer til skade, eller er bange,
det er bare en hel masse snik-snak. Han skal jo fortælle hvem han er og
hvor han bestemmer, og hun skal jo også fortælle hvem hun er, og at hun nu
også har tænkt sig at bo der.
Det er helt almindeligt. Ofte ender det i en slags løbe-slå-i-hovedet-leg,
og så aftager det gradvist i løbet af nogle dage, og de begynder at nyde
hinandens selvskab.
> Hannen, som vi har haft en måneds tid, er meget nysgerring og vil lege med
> hende hele tiden. Han er ikke ondskabsfuld (han bruger ikke kløer og han
> bider hende heller ikke), men hun synes bestemt ikke at han er morsom af
den
> grund. Hun er den eneste overlevende fra sit kuld, så hun er ikke vant til
> at der er jævnaldrende at tumle rundt med. Hun hvæser og sprutter hver
gang
> han nærmer sig, men hun puster sig i det mindste ikke op mere, som hun
> gjorde i starten.
Hun spiller nok bare lidt kostbar, og synes han er liiiiiiige en tand for
meget.
>
> Vi prøver i perioder gå et andet sted hen med "den gamle", så hun kan få
lov
> til at gå uforstyrret rundt og undersøge sine nye omgivelser. I de
perioder
> er hun ganske nysgerrig og eventyrslysten. Hun er heldigvis ikke mere
> stresset end at hun spiser og drikker normalt.
>
> Jeg har tænkt lidt på om vi måske skulle finde et sted til hende hvor hun
> kan være alene. Hvad siger I? Skal der bare lidt mere tid til, eller har I
> nogen gode tips som kan hjælpe hende til at finde sig tilrette i en fart?
>
Det er alt for tidligt at sige at det ikke kommer til at gå. Giv dem tid,
langt de fleste finder tonen hurtigt.
Hilsen Nina
www.tendertribes.dk