Dette er Thomas' tale, fra bisættelsen.
Det var noget. han måtte have ud af sit sind.
Han skrev den på Bornholm på mobilossen,
mens de kørte rundt.
Midt under talen blev døren åbnet
og man ville køre Lisbeth ind og ud til bilen.
Thomas lukkede bare døren og fortsatte uanfægtet.
En knøs på 28, der sagde farvel til sin mor.
Jeg gav det en slags overskrift:
En søns tanker ved sin mors begravelse.
Hvad kan man sige om min mor?
For tidligt? Uretfærdigt?
Jeg vil vælge og sige, at hun kæmpede en kamp, som ikke kunne vindes!
Hun skal have den største tak for, at hun netop valgte at kæmpe denne kamp.
Alt i mens hun kæmpede denne kamp, havde hun overskud til at give sin
kærlighed til os som datter, søster, moster, svigerinde, ven, svigermor, mor
og
hustru.
Lad os alle tage dette med os, som min mors arv til os:
Altid huske og kæmpe, selv når oddsene er imod os.
Så mor: Tak for kampen
Tak for din kærlighed
Den vil altid blive husket
Ligesom Du vil.
Thomas
Jeg var og er stadig imponeret.
Hilsner robert
|