Thomas Due skrev:
> Jeg sidder lige nu og tester et layout som ser ud som jeg
> gerne vil have det i IE6, men ser forfærdenlig ud i opera og
> katastrofalt i Mozilla Firebird.
Må vi se siden?
Er du opmærksom på doctypekontakten (se fx
<
http://www.html.dk/artikler/00036/>,
<
http://www.hut.fi/u/hsivonen/doctype.html> og
<
http://gutfeldt.ch/matthias/articles/doctypeswitch.html>)
Noget der kan give store forskelle i sidevisning er hvis nogle
browsere viser en side i quirks mode mens andre viser den i
standardmode. Det bedste mulighed for at få ensartet visning på
tværs af (nye) browsere er at benytte en standardsættende doctype.
Husk i den forbindelse at en xml-erklæring sætter IE i quirks mode
uanset hvilken doctype der følger efter.
> Mit spørgsmål er så hvilken af de tre browsere (som jeg har
> indtryk af vil dække ca. 99%+ af alle windows brugere)
> understøtter standarderne bedst
Jeg kan ikke huske om Opera eller Mozilla er bedst med hensyn til
css-understøttelse. Min egen erfaring er at Opera er en smule foran
mht. css, mens Mozilla til gengæld har bedre understøttelse af
scripting (DOM).
Men dit spørgsmål er egentlig ikke så relevant hvis målet er at
skrive sider der kan ses af så mange som muligt. Her skal du vende
bøtten om, og i stedet spørge hvor stor en del af standarderne der
understøttes korrekt (og ensartet) af de nævnte browsere.
Her er svaret at det er ganske meget - hvis man vel at mærke sørger
for at sætte browserne i standardmode. Selv om IE6 stadig har mange
mangler i forhold til css-understøttelse, er den langt bedre end
sine forgængere - og man kan komme temmelig langt med
standardbaseret kode i forhold til ensartet visning i IE6, Mozilla
1.x og Opera 7.x
Hvis man gerne vil have sine sider til at se korrekt ud i flere
browsere, er der dog stadig ingen vej udenom at kontrollere
visningen løbende i alle browserne. Validering af kode og en
standardsættende doctype er en stor hjælp til at opnå målet, men
det kan ikke stå alene. Alene det faktum at hver browser har sine
egne standarddefinitioner mht. margen og fyld på forskellige
elementer gør at man skal kontrollere visningen _også_ når man
skriver valid kode.
> Jeg er klar over at IE i bund og grund er elendig til visse
> css ting, men hvilke er den stærk til?
Vær opmærksom på at der er _stor_ forskel på IE6 i standardmode og
IE6 i quirks mode. I standardmode understøttes alt i css1 og en del
af css2. I quirksmode understøttes mange af de samme ting, men en
del af dem med ret forkerte implementationer.
Endelig bør du - hvis du tager hensyn til små brugergrupper på dine
sites - også tænke på de folk der benytter ældre udgaver af IE. De
kan udgøre en større del af brugerne end dem der benytte andet end
IE. Personligt vil jeg stadig vægte brugerne af standardbrowsere
højere - bl.a. fordi IE-brugerne i mange tilfælde bare kan opdatere
deres browser, mens Opera- eller Mozilla-brugere der benytter
nyeste version ikke kan gøre så meget.
Jeg plejer at lave tilpasning til ældre IE'er når visningen i nye
browsere er på plads. Det kan gøres med conditional comments
og/eller css-hacks.
--
Jens Gyldenkærne Clausen
Svar venligst under det du citerer, og citer kun det der er
nødvendigt for at forstå dit svar i sammenhængen. Se hvorfor og
hvordan på
http://usenet.dk/netikette/citatteknik.html