OBS: XPOST mellem dk.politik og dk.helbred
http://www.bt.dk/nyheder/artikel:aid=268320/
Af: TORBEN BAGGE
Venstre-politikeren Jørgen Winther promoverer slankebog med nyt angreb på
den tidligere formand for Ernæringsrådet, Arne Astrup.
7,7 mio. kr. skulle kunne forsøde tilværelsen for de fleste danskere.
Så mange penge har den omstridte, offentligt ansatte ernærings-professor
og slankeguru Arne Astrup og hans nære medarbejdere modtaget siden 1995
fra sukkerproducenten Danisco.
Beløbet - 7.677.220 kr. helt nøjagtigt - er det lykkedes for Jørgen
Winther, Venstre-folketingsmedlem, at få presset ud af regnskabschefen på
Arne Astrups arbejdsplads, Forskningsinstitut for Human Ernæring på
Landbohøjskolen i København.
Det store beløb, givet af Danisco til forskningsprojekter under Astrups
ledelse, afslører Winther i sin nye bog, »Ha' det rigtig godt!«, der
udkommer om nogle dage på forlaget Gyldendal.
Venstre-manden er ikke i tvivl om, at de mange penge har gjort Astrup
yderst venligt stemt over for sukker.
Jørgen Winther har tidligere kritiseret Astrup voldsomt for at have
misinformeret hele befolkningen ved stædigt at påstå, at sukker ikke
feder.
"En god kunde"
»Det er indlysende, at Danisco har været en rigtig god »kunde«, som bør
behandles med respekt,« lyder Winthers tydeligt syrlige kommentar til det
fyrstelige millionbeløb.
Jørgen Winther tvivler ikke på, at denne misinformation har kostet i form
af voksende fedmeproblemer, større sygelighed og flere dødsfald:
»Industrisponsoreret forskning er tilsyneladende nødvendig, men kraftigt
industrisponsoreret samt industridomineret forskning er livsfarlig!
En ny »sukkersag« skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, for en
sådan er ødelæggende for tilliden til forskningsresultater og har følger
for mange menneskers liv og velbefindende,« siger Jørgen Winther, der i
sin bog tydeligvis har ønsket at genoptage sin »krig« mod Astrup.
"Fatter ikke budskabet"
Selv om Arne Astrup senere har erkendt, at sukker faktisk kan fede, er
der - ifølge Winther - stadig mange, som ikke har fattet budskabet:
»Der er stadig mange danskere, der tror, at sukker slet ikke feder. Vi
(Winther og medforfatteren Niels Ehler, red.) har f.eks. talt med både
sundhedsplejersker og læger, som var 100 procent overbevist om, at
vingummi ikke feder - for det indeholder jo kun sukker!«
Efter »sukker-sagen« er Winther nu stærkt betænkelig ved, at Arne Astrup
og hans hold af skatteyderbetalte forskere nu har fået til opgave at
undersøge værdien af den omvendte kostpyramide, som amerikanske forskere
nu sværger til:
»Det svarer til at lade paven lave en kritisk vurdering af Koranens
indhold og på denne baggrund bedømme, om man skal bevare de hidtidige
katolske dogmer,« siger han.
Arne Astrup, som B.T. i går fandt i Paris, har haft held til at smuglæse
den nye bog, men vil ikke kommentere dens mange nye angreb - heller ikke
oplysningen om millionerne fra sukkerindustrien. Han siger dog: »Enkelte
politikere er villige til hvad som helst for at promovere sig i medierne.
Mere er der egentlig ikke at sige om Jørgen Winthers bog, som blot
indeholder en gentagelse af de beskyldninger, han fremsatte om
videnskabelig uredelighed mod mine medarbejdere og mig i januar 2003. Vi
er imidlertid i mellemtiden blevet frikendt af bl.a. Ernæringsrådet og
Videnskabsministeriets Udvalg for Videnskabelig Uredelighed, men det ser
ikke ud til at have gjort noget indtryk på Winther,« siger Astrup.
Regnskabschef Morten Estrup, Landbohøjskolen, bekræfter, at Danisco har
støttet Astrup-projekter med de næsten otte mio. kr.
Winthers slankebog, der ventes at give Venstre-manden en noget tykkere
tegnebog, handler i øvrigt bl.a. om, hvordan man bliver slankere ved at
tage et dagligt tilskud af omega3-fedtsyrer, mindre sukker, mere grønt og
ved at motionere rigeligt. Bl.a. foreslår Winther, der også er læge, at
vi spiser fisk og kød som morgenmad. Selv hævder Winther at have tabt sig
ca. 10 kilo ved at følge kuren.
--
A scar nobly got, or a noble scar, is a good livery of honour;
so belike is that. - William Shakespeare
Med venlig hilsen
arc@na