/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Knas i parforholdet.
Fra : R.T


Dato : 11-03-04 22:20

HJÆLP!! Jeg har brug for nogle konstruktive råd. Jeg har lige afsluttet min
barselsorlov og er begyndt at studere på uni. igen. Det har fået hele vores
familieliv til at gå i stykker. Min mand som er regnskabschef millimeter
opmåler om jeg, i hans øjne, arbejder effektivt nok og om jeg forstyrrer og
besværliggør vores fælles liv fordi jeg skal have tid til lektier og de
kommende eksaminer.
Det har vi skændtes meget om og jeg har været aggressiv for at fortælle
ham, at det stadig er hans datter også når han er træt. Disse ture har gjort
os begge hudløse og jeg er kommet bagefter med mit pensum hvilket stresser
og gør mig Aggressiv igen. I fredags aftalte vi, at vi skulle give hinanden
mere plads og samvær. Dagen efter fortalte jeg, at jeg ville meldes ind i
Weight Watchers og forsøge at tabe de sidste 10 kg.. Så gik han fuldstændig
amok og sagde det var det mest tåbelige og at han aldrig ville høre om det
og at jeg skulle spilde 185 kr.af vores penge og så skulle han jo låses hver
tirsdag aften, så længe jeg havde den grille. Så sagde jeg stille, at jeg
havde brug for at komme lidt ud og at jeg troede jeg ville få størst succes,
hvis jeg gjorde det sammen med nogen.
Der har været mange af disse hændelser og jeg ved godt det er hans
usikkerhed overfor at være alene med vores 10 mdr.s barn, der gør ham
Aggressiv, men jeg frygter der ikke er plads til mit studium. Fordi vi får
disse ture hver gang jeg retter mit fokus imod noget andet end det han har
fastsat, som tilladt. Så alle læsere, hjælp mig, hvad skal jeg sige/gøre ??

Rikke



 
 
Søren Saxtorph (11-03-2004)
Kommentar
Fra : Søren Saxtorph


Dato : 11-03-04 23:04

Jeg ved ikke om jeg kan fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle
hvad jeg selv har oplevet.:
Jeg fik selv mit første barn inden jeg havde færdiggjort mit speciale. Jeg
tog 3 års orlov for at passe barnet (det forekom mig naturligt i mit
tilfælde). Hvis jeg ikke kunne komme lidt væk fra børnepasning og hus en
gang imellem så var jeg nok gået op i limningen. F.eks udgør musik og sang
en stor del af mit liv og jeg holdt på at det var mit fristed og jeg havde
en fast ugentlig aften hvor jeg var væk i tre timer. I starten malkede jeg
ud så det kunne lade sig gøre. Efter de timer, hvor jeg var væk, kom jeg
hjem med fornyet energi og i bedre humør. Det gavnede både barnet og
parforholdet .Desuden har man noget andet at fortælle om en bleer og
husstøv når man kommer hjem.
Selvfølgelig skal du væk en gang imellem. Det skal ikke kun gå op i
læsning/arbejde. Det er lige så vigtigt både for barnet og for parforholdet
at moderen ikke kører død i moderskabet men gør lidt for sig selv en gang
imellem. Det giver energi til at kører videre med anstrengte dage.

Fortæl eventuelt at denne ene aften vil give dig energi, specielt hvis du
når dit mål med at tabe dig og at den øgede energi også vil komme faderen
til gode. Desuden synes jeg ikke 180,- er for meget at ofre på sig selv,
specielt ikke når man tænker på hvad folk kan bruge af penge hos frisøren
eller på tøj. .

held og lykke med læsningen

Carina



Bodil Grove Christen~ (11-03-2004)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 11-03-04 23:04


"R.T" <rikke.toft.FJERNDETTE@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:4050d813$0$5978$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> HJÆLP!! Jeg har brug for nogle konstruktive råd. Jeg har lige afsluttet
min
> barselsorlov og er begyndt at studere på uni. igen. Det har fået hele
vores
> familieliv til at gå i stykker. Min mand som er regnskabschef millimeter
> opmåler om jeg, i hans øjne, arbejder effektivt nok og om jeg forstyrrer
og
> besværliggør vores fælles liv fordi jeg skal have tid til lektier og de
> kommende eksaminer.
> Det har vi skændtes meget om og jeg har været aggressiv for at fortælle
> ham, at det stadig er hans datter også når han er træt. Disse ture har
gjort
> os begge hudløse og jeg er kommet bagefter med mit pensum hvilket stresser
> og gør mig Aggressiv igen. I fredags aftalte vi, at vi skulle give
hinanden
> mere plads og samvær. Dagen efter fortalte jeg, at jeg ville meldes ind i
> Weight Watchers og forsøge at tabe de sidste 10 kg.. Så gik han
fuldstændig
> amok og sagde det var det mest tåbelige og at han aldrig ville høre om det
> og at jeg skulle spilde 185 kr.af vores penge og så skulle han jo låses
hver
> tirsdag aften, så længe jeg havde den grille. Så sagde jeg stille, at jeg
> havde brug for at komme lidt ud og at jeg troede jeg ville få størst
succes,
> hvis jeg gjorde det sammen med nogen.
> Der har været mange af disse hændelser og jeg ved godt det er hans
> usikkerhed overfor at være alene med vores 10 mdr.s barn, der gør ham
> Aggressiv, men jeg frygter der ikke er plads til mit studium. Fordi vi får
> disse ture hver gang jeg retter mit fokus imod noget andet end det han
har
> fastsat, som tilladt. Så alle læsere, hjælp mig, hvad skal jeg sige/gøre
??

Umiddelbart vil jeg foreslå noget helt andet, nemlig at I får tid
sammen til at være alene - brug en babysitter, så I kan
gå ud og genopdage hinanden, for inderst inde er det vel dér den halter?

Men ellers vil jeg sige, at du selvfølgelig er i klemme, for det er ikke
kun dit barn, og selv om du "kun" læser, så er det dog et arbejde,
som han skal respektere og give dig tid til.

Mvh. Bodil.



Mette (12-03-2004)
Kommentar
Fra : Mette


Dato : 12-03-04 09:48


"R.T" <rikke.toft.FJERNDETTE@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:4050d813$0$5978$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> HJÆLP!!

Kære R.T. Det er jo som at læse min egen historie. For fem år siden fødte
jeg en dejlig datter og vi glædede os meget. Problemet var, at vi havde
glemt at forholde os realistisk til livet med baby efter fødslen. Vi havde
ikke talt om vores forskellige roller og arbejdsopgaver i forhold til
hjemmet og barnet. Dette resulterede i, at han hele tiden opfattede vore
barn, som MIT barn. Jeg tog mig kort sagt af alt! Også det derhjemme. Han
arbejdede jo. Og han havde ingen forståelse for, at der er forskel på at
arbejde 8 timer dagligt på en arbejdsplads og på at arbejde 24 timer i
døgnet derhjemme.

Da min datter var et år gammel startede jeg også Weight Watchers. Og hver
lørdag formiddag meddelte jeg ham, at nu tog jeg afsted. Han var ikke helt
tilfreds men jeg gav ham simpelthen ikke noget valg. Når han mente at han
kunne tage afsted om aftenen, så tog jeg samme ret. Det var det bedste jeg
nogensinde kunne have gjort! Desværre kom jeg hjem og så ham siddende foran
den evindelige pc mens min datter kravlede rundt på gulvet og var pylret,
fordi han nærmest ignorerede hende. Mad havde hun ikke fået for "hun var
ikke sulten" og bleen var våd. Han tog sig simpelthen ikke af hende.
Jeg fortsatte dog og da han arbejdede hjemmefra tog jeg også afsted hver
morgen til fitness. Det gav mig mit liv tilbage! Han var meget utilfreds,
for han mente jo, at hun var MIT job.

Det var en hårdknude situation, for han fattede ingenting. Det fik den
konsekvens at min datter kun knyttede sig til mig. Hun ville aldrig over til
sin far. Og jeg mener: aldrig!

Træningen og vægttabet hjalp mig ud af det sorte hul, tiden til mig selv
gjorde at jeg fandt mig selv igen og jeg opdagede, at mit liv var for kort
til at leve side om side med en mand, jeg ikke kunne respektere.

I dag er jeg fraskilt og kæreste med en dejlig mand. Denne gang har jeg
lært, at når vi begynder at tale om børn, så er det uhyggeligt vigtigt at vi
sætter os ned og planlægger og taler om vores forventninger til roller og
arbejdsopgaver. For det sidste jeg ønsker, er en situation, hvor han kommer
hjem fra arbejde og er "træt" og tror at jeg bare har dangeret den af hele
dagen og derfor skal arbejde 24 timer i døgnet.

Nu er jeg enlig (bor ikke sammen med kæresten) og jeg er også
uni-studerende. Min datter har været hjemme pga. sygdom i en uge nu og nej,
jeg har ikke fået lavet alt det skolearb. jeg skulle. Men et eller andet
sted, så er det bedre end at have en mand, der intet forstår og forventer
alt.

Du skal ikke skilles! Men i stedet for at skændes og blive agressive, så
skal I samtale. Aftal et "formelt møde" med en dagsorden. Og hold dig til
sagen, vær saglig og logisk i denne tidsopstillinger og argumenter. Tal til
regnskabschefen i ham. Folk har en tendens til at lukke af, hvis de bliver
mødt med vrede, selvom vreden kan være svær at skjule. Sæt dig ned og fortæl
ham, hvordan dit liv er, hvad det gør ved dig, hvad du har brug for. Fortæl
ham at I begge er forældre, også når I er trætte. Fortæl hvad du har brug
for fra ham, i forhold til dit studie og i forhold til dig selv. Læg en
dagsplan. Tal det sprog han kan forstå og forholde sig til. Fortæl ham
hvordan din dag ser ud time for time. Fortæl ham, at det at være mor er et
fuldtidsjob i sig selv og at dit studie også er det. Fortæl ham hvad han
vinder ved at give dig plads og ved at give sig selv en chance for at være
en rigtig forælder og ikke bare den genitiske halvdel af dit barn.
Mind ham om årsagen til, at I giftede jer og stiftede familie, og sig, at du
ønsker det igen.
Tal stille og roligt og fra hjertet.

Det er i hvert fald det første skridt.



Brian k (12-03-2004)
Kommentar
Fra : Brian k


Dato : 12-03-04 14:59

Hej

Jeg kan anbefale dig at gå på biblioteket og låne bogen
"red dit parforhold.... før det går galt"

Mvh
Brian


Jan Allan Andersen (12-03-2004)
Kommentar
Fra : Jan Allan Andersen


Dato : 12-03-04 23:02

On Thu, 11 Mar 2004 22:20:21 +0100, R.T wrote:

> Der har været mange af disse hændelser og jeg ved godt det er hans
> usikkerhed overfor at være alene med vores 10 mdr.s barn, der gør ham
> Aggressiv, men jeg frygter der ikke er plads til mit studium. Fordi vi får
> disse ture hver gang jeg retter mit fokus imod noget andet end det han har
> fastsat, som tilladt. Så alle læsere, hjælp mig, hvad skal jeg sige/gøre ??

Jeg er bange for at jeg ikke kan give dig nogle gode råd, andet end at du
skal forsøge stille og roligt og forklare ham, at du også har brug for
at komme ud og slappe af / gøre noget andet, så det hele ikke går op i
barn, mand, hjem og lektier. Du kunne måske også prøve at tale med ham
om, hvorfor han er så usikker på at skulle være alene med sit barn,
hvad det er der trykker ham og går ham på i den forbindelse.

Når det er sagt, så fatter jeg simeplthent ikke, hvordan man kan ville
gå glip af denne tid i sit barns liv.
Personligt er jeg mere end lykkelig for, at jeg kun arbejder hver anden
uge - om natten godt nok, men alligevel. Aldrig har jeg været så meget
sammen med et af mine børn, som jeg er med den seneste der snart fylder 9
mdr. og jeg synes det er pragtfuldt med al den tid jeg har sammen med ham.
I det hele taget synes jeg, hvis jeg ser i vores omgangskreds, at der
også blandt de unge mænd er en tendens til, at de da gerne vil tilbringe
noget tid med deres barn, gerne vil lege og hygge. Men lige så snart det
er alt det såkaldt "kedelige" omkring et lille barn, alt det
hverdags-agtige, så er det lis'som forventet at mor ordner det - Om jeg
dog fatter det.

Men det kan selvfølgelig også bare være fordi vi bør få udvidet vores
venskabskreds


Mvh. Jan


>
> Rikke


Mette (13-03-2004)
Kommentar
Fra : Mette


Dato : 13-03-04 09:59


"Jan Allan Andersen" <akkernospam@ofir.dk> skrev i en meddelelse

> I det hele taget synes jeg, hvis jeg ser i vores omgangskreds, at der
> også blandt de unge mænd er en tendens til, at de da gerne vil tilbringe
> noget tid med deres barn, gerne vil lege og hygge. Men lige så snart det
> er alt det såkaldt "kedelige" omkring et lille barn, alt det
> hverdags-agtige, så er det lis'som forventet at mor ordner det - Om jeg
> dog fatter det.

Ja, jeg undrer mig også over det. Min datters far var sådan - han kunne godt
være farmand når hun var sød og glad, men så snart hun græd var hun kun min.
Jeg tog mig af trøst, af ble-skift, af badning, påklædning, ble-indkøb,
madning, forsøg på fast føde, putning, forsøg på at få hende til at falde i
søvn, gåture, bog-læsning, op om natten, pakning af babytaske...you name it.
ALT, og jeg gjorde det alene. Og vi var begge to hjemmegående (han skulle
forestille sig at arbejde hjemme som selvstændig).

Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig det. Og eftersom jeg
sidenhen valgte at blive enlig mor, så er det 10 gange lettere at være alene
om det, når man reelt ER alene, end når man har en mand, der ikke deltager
på ligefod og vigtigst af alt tager _initiativ_ til at gøre det mere
hverdags-agtige uden at skulle bedes om det!

Jeg har en dejlig fætter, der har en dejlig kone og de er unge (25 år) og
har en dejlig dreng på 13 mdr. De har altid bare gjort tingene, der skulle
gøres, når der var behov for dem uden at skulle sige "han trænger til at
blive skiftet" eller "Han er sulten" - det blev bare gjort - også af
faderen. Og Iiih hvor folk kunne komplimentere ham for at være sådan en far!
Men der var ingen der komplimenterede moren for at gøre præcis det samme,
der var ingen der tog hatten af for mig. For det blev - som du siger -
lis'som bare forventet.





Anita (13-03-2004)
Kommentar
Fra : Anita


Dato : 13-03-04 11:54

"Mette" <no@spam.com> skrev

> Ja, jeg undrer mig også over det. Min datters far var sådan - han kunne
godt
> være farmand når hun var sød og glad, men så snart hun græd var hun kun
min.
> Jeg tog mig af trøst, af ble-skift, af badning, påklædning, ble-indkøb,
> madning, forsøg på fast føde, putning, forsøg på at få hende til at falde
i
> søvn, gåture, bog-læsning, op om natten, pakning af babytaske...you name
it.
> ALT, og jeg gjorde det alene. Og vi var begge to hjemmegående (han skulle
> forestille sig at arbejde hjemme som selvstændig).

Pyha, sagde du slet ikke fra? Sagde du ikke til ham: "Idag har jeg brug for
at holde fri, nu må du tage over!" (mens du rakte ham barnet, tog din jakke
på og gik ud af døren...)?

> Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig det. Og eftersom jeg
> sidenhen valgte at blive enlig mor, så er det 10 gange lettere at være
alene
> om det, når man reelt ER alene, end når man har en mand, der ikke deltager
> på ligefod og vigtigst af alt tager _initiativ_ til at gøre det mere
> hverdags-agtige uden at skulle bedes om det!

Jeg er helt enig. Men nogle mænd skal bedes om den slags, de kan ikke selv
se, hvornår (moren mener at) det er tid til dit eller dat. Her i huset (vi
har ingen børn) kører den lidt på rengøring og andre huslige gøremål. Vi har
talt om det mange gange, hvor han forklarer, at han bare ikke tænker over
det, ikke ser hvad der trænger osv.osv. Måske er gøremålene omkring barnet
på samme måde lettere usynlige for ham? Jeg bliver da i hvert fald en smule
nervøs for, at det kunne vise sig at blive det samme.

> Jeg har en dejlig fætter, der har en dejlig kone og de er unge (25 år) og
> har en dejlig dreng på 13 mdr. De har altid bare gjort tingene, der skulle
> gøres, når der var behov for dem uden at skulle sige "han trænger til at
> blive skiftet" eller "Han er sulten" - det blev bare gjort - også af
> faderen. Og Iiih hvor folk kunne komplimentere ham for at være sådan en
far!
> Men der var ingen der komplimenterede moren for at gøre præcis det samme,
> der var ingen der tog hatten af for mig. For det blev - som du siger -
> lis'som bare forventet.

Ja, det er rigtigt. Moren får derimod verbale "hug" fordi andre mener de ved
bedre om børnepasning. Men hvis faren bærer sig lidt kluntet ad, er det jo
bare kært.

Dog har jeg også hørt om og set tilfælde, hvor det er stik modsat. Hvor
barnets far står op om natten, når der er gråd, selvom han skal op og på
arbejde, han får ingen søvn. (Hun er på barsel). Når han kommer hjem fra
arbejde er det ham der laver mad, basser barnet osv. Det er heller ikke rart
at se på, det kan et menneske vel ikke blive ved med at holde til.

Venligst Anita



Mette (13-03-2004)
Kommentar
Fra : Mette


Dato : 13-03-04 12:20


"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:4052e7e1$0$18665


> Pyha, sagde du slet ikke fra? Sagde du ikke til ham: "Idag har jeg brug
for
> at holde fri, nu må du tage over!" (mens du rakte ham barnet, tog din
jakke
> på og gik ud af døren...)?

Set i bakspejlet kan det være svært at forstå hvorfor man ikke bare bankede
i bordet eller krævede sin ret. Men i situationen (især da hun var ganske
spæd) så orkede jeg ikke at tage kampen op.Jeg var meget isoleret (USA) og
havde ikke mulighed for at komme rundt på egen hånd. Desuden var jeg meget
ung. Men da min datter var 1 år gammel gjorde jeg faktisk som du siger:
Værsgo, nu smutter jeg til WW og Fitness! Og han beklagede sig aldrig
højlydt - udover den der passiv-aggressive stønnelyd og himmelvendte øjne
osv. Og jeg kom hjem og fandt ham opslugt i pc'en uden at have taget sig af
hende...

Jeg tog min ret. Men hun betalte for den. Og kun kunne slet ikke knytte sig
til ham fordi han slet ikke så på de to timer om dagen alene sammen med
hende som værdifulde og som en alletiders chance for at lære hende at kende,
men han så det som en byrde - som om han skulle babysitte.


>Måske er gøremålene omkring barnet
> på samme måde lettere usynlige for ham? Jeg bliver da i hvert fald en
smule
> nervøs for, at det kunne vise sig at blive det samme.

I skal bare aftale og planlægge det inden i bliver gravide. Være enige om
jeres forventninger.
Et balanceret familielev er ikke noget, der kommer af sig selv. Tværtimod
kan det køre helt af sporet, hvis man ikke har sat sig ned og talt om det
inden. Det lyder ikke særligt romantisk, men det er nødvendigt.





Anita (13-03-2004)
Kommentar
Fra : Anita


Dato : 13-03-04 13:09

"Mette" <no@spam.com> skrev

> I skal bare aftale og planlægge det inden i bliver gravide.
> Være enige om jeres forventninger.
> Et balanceret familielev er ikke noget, der kommer af sig selv.
> Tværtimod kan det køre helt af sporet, hvis man ikke har sat
> sig ned og talt om det inden.
> Det lyder ikke særligt romantisk, men det er nødvendigt.

Det er jeg enig i. Men jeg tænker bare: "Hvis han ikke kan se, hvornår der
trænger til at blive støvsuget, pudset vinduer eller hvad det nu måtte være,
hvordan skal han så kunne se gøremålene omkring den lille" (altså ud over
dem, hvor der protesteres højlydt)? Så er man vel tilbage ved det faktum at
tingene skal siges, og man pludselig vælter rundt i den der moderrolle som
hurtigt bliver så frygtelig træls.

Jeg vil hellere at man kan sidde ned i ro og fred og blive enige om hvordan
man vil have tingene. Frem for at være på nakken af hinanden i dagligdagen.

Venligst Anita



Anita (12-03-2004)
Kommentar
Fra : Anita


Dato : 12-03-04 23:55

"R.T" skrev

> HJÆLP!! Jeg har brug for nogle konstruktive råd. Jeg har lige afsluttet
min
> barselsorlov og er begyndt at studere på uni. igen. Det har fået hele
vores
> familieliv til at gå i stykker. Min mand som er regnskabschef millimeter
> opmåler om jeg, i hans øjne, arbejder effektivt nok og om jeg forstyrrer
og
> besværliggør vores fælles liv fordi jeg skal have tid til lektier og de
> kommende eksaminer.

Okay, allerede her er jeg stået af. Din mand går simpelthen og holder øje
med alt hvad du gør. Og vurderer hvorvidt dit studie påvirker hans liv eller
familielivet på nogen måde? Er det rigtigt forstået? Hvis det er tilfældet,
så har I begge et problem. Han - fordi han er sammen med en kvinde, som han
på ingen måde bakker op og du fordi du er i et forhold til en mand, som ikke
ønsker det bedste for dig - og som ikke gider at støtte dig i hvad du
vælger.

> Det har vi skændtes meget om og jeg har været aggressiv for at fortælle
> ham, at det stadig er hans datter også når han er træt. Disse ture har
gjort
> os begge hudløse og jeg er kommet bagefter med mit pensum hvilket stresser
> og gør mig Aggressiv igen.

Det kan jeg godt forstå. Når man i forvejen har det hårdt, er det sidste man
har brug for, en mand der mukker og skælder ud.

> I fredags aftalte vi, at vi skulle give hinanden
> mere plads og samvær. Dagen efter fortalte jeg, at jeg ville meldes ind i
> Weight Watchers og forsøge at tabe de sidste 10 kg.. Så gik han
fuldstændig
> amok og sagde det var det mest tåbelige og at han aldrig ville høre om det
> og at jeg skulle spilde 185 kr.af vores penge og så skulle han jo låses
hver
> tirsdag aften, så længe jeg havde den grille.

Pyha. Han lyder meget egoistisk. Og hvad så om han skulle blive hjemme én
aften om ugen? Det må jo betyde at du er derhjemme de 6 øvrige aftner :-/

Og de 185 kr. det koster skulle jo nok kunne findes et sted. Måske betyder
kuren at der spises mindre slik, junk og andet usundt. Dermed er pengene
hurtigt tjent ind.

Han må acceptere at det betyder noget for dig og dit selvværd at få smidt de
overflødige kilo. Kan han ikke acceptere dette - har du en overvejelse at
gøre dig: Har du løst til at leve sammen med en mand, der ikke under dig at
bruge én aften om ugen og 185 kr. på dig selv?

> Så sagde jeg stille, at jeg
> havde brug for at komme lidt ud og at jeg troede jeg ville få størst
succes,
> hvis jeg gjorde det sammen med nogen.
> Der har været mange af disse hændelser og jeg ved godt det er hans
> usikkerhed overfor at være alene med vores 10 mdr.s barn, der gør ham
> Aggressiv,

Okay, hvis det er grunden skal I naturligvis få talt om det. Har du tillid
til at han vil kunne klare opgaven? Sørg for at opmuntre og undlad at vise
nogen form for mistillid. Aftal at du har mobilen (hvis I har sådan en) med
så han kan få fat på dig, hvis han bliver i tvivl om noget. Find en løsning
begge kan være tilfredse med.

> men jeg frygter der ikke er plads til mit studium. Fordi vi får
> disse ture hver gang jeg retter mit fokus imod noget andet end det han
har
> fastsat, som tilladt. Så alle læsere, hjælp mig, hvad skal jeg sige/gøre
??

Gå i tænketank. Når du har tænkt meget grundigt over hvordan du vil leve,
hvilke krav du stiller til ham og dig selv, skal der snakkes. Fortæl ham
hvad du er nået frem til. Spørg ham hvilke krav han har til dig og sig selv.
Få talt igennem hvilke krav der er rimelige og urimelige. Det kan være
lettere at få hverdagen til at glide, hvis man ved hvilke forventninger
partneren har. Vær opmærksom på at dette kan være en proces, der kan tage
lang tid, det fixes ikke lige i reklamepausen på tv. Og husk at give ham tid
til at tænke - du har jo haft god tid til at tænke i forvejen.

Jeg aner ikke om det jeg har skrevet kan bruges. Måske kan du plukke noget
af det du finder relevant for dig. Ofte er måden man håndterer problemer på,
afhængig af den person man er. Jeg er selv meget konfronterende. Andre er
mere konfliktsky.

Venligst Anita



R.T (13-03-2004)
Kommentar
Fra : R.T


Dato : 13-03-04 15:31

Tak til alle jer, der har givet mig gode råd.men hvornår skal jeg begynde ?
Han har nemlig været hos sine forældre i en anden landsdel siden i går
eftermiddags og har allerede ringet hjem og fortalt hvor hårdt det har været
at hjælpe dem og han glæder sig til at komme hjem og slappe af. Intet
spørgsmål til mig vedr. hundeluftning i sne og sjap med barnevogn. Både
aften og hele dagen i dag. Jeg ved jo, at han bliver vred, hvis jeg
konfronterer ham med "mit hårde arbejde".
Skal jeg opgive det hele og lade være med at skændes med ham og så forsøge
at klare dette forår og flytte fra ham til sommer efter eksamen ?
Rikke
"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40523f68$0$18669$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...
> "R.T" skrev
>
> > HJÆLP!! Jeg har brug for nogle konstruktive råd. Jeg har lige afsluttet
> min
> > barselsorlov og er begyndt at studere på uni. igen. Det har fået hele
> vores
> > familieliv til at gå i stykker. Min mand som er regnskabschef millimeter
> > opmåler om jeg, i hans øjne, arbejder effektivt nok og om jeg forstyrrer
> og
> > besværliggør vores fælles liv fordi jeg skal have tid til lektier og de
> > kommende eksaminer.
>
> Okay, allerede her er jeg stået af. Din mand går simpelthen og holder øje
> med alt hvad du gør. Og vurderer hvorvidt dit studie påvirker hans liv
eller
> familielivet på nogen måde? Er det rigtigt forstået? Hvis det er
tilfældet,
> så har I begge et problem. Han - fordi han er sammen med en kvinde, som
han
> på ingen måde bakker op og du fordi du er i et forhold til en mand, som
ikke
> ønsker det bedste for dig - og som ikke gider at støtte dig i hvad du
> vælger.
>
> > Det har vi skændtes meget om og jeg har været aggressiv for at fortælle
> > ham, at det stadig er hans datter også når han er træt. Disse ture har
> gjort
> > os begge hudløse og jeg er kommet bagefter med mit pensum hvilket
stresser
> > og gør mig Aggressiv igen.
>
> Det kan jeg godt forstå. Når man i forvejen har det hårdt, er det sidste
man
> har brug for, en mand der mukker og skælder ud.
>
> > I fredags aftalte vi, at vi skulle give hinanden
> > mere plads og samvær. Dagen efter fortalte jeg, at jeg ville meldes ind
i
> > Weight Watchers og forsøge at tabe de sidste 10 kg.. Så gik han
> fuldstændig
> > amok og sagde det var det mest tåbelige og at han aldrig ville høre om
det
> > og at jeg skulle spilde 185 kr.af vores penge og så skulle han jo låses
> hver
> > tirsdag aften, så længe jeg havde den grille.
>
> Pyha. Han lyder meget egoistisk. Og hvad så om han skulle blive hjemme én
> aften om ugen? Det må jo betyde at du er derhjemme de 6 øvrige aftner :-/
>
> Og de 185 kr. det koster skulle jo nok kunne findes et sted. Måske betyder
> kuren at der spises mindre slik, junk og andet usundt. Dermed er pengene
> hurtigt tjent ind.
>
> Han må acceptere at det betyder noget for dig og dit selvværd at få smidt
de
> overflødige kilo. Kan han ikke acceptere dette - har du en overvejelse at
> gøre dig: Har du løst til at leve sammen med en mand, der ikke under dig
at
> bruge én aften om ugen og 185 kr. på dig selv?
>
> > Så sagde jeg stille, at jeg
> > havde brug for at komme lidt ud og at jeg troede jeg ville få størst
> succes,
> > hvis jeg gjorde det sammen med nogen.
> > Der har været mange af disse hændelser og jeg ved godt det er hans
> > usikkerhed overfor at være alene med vores 10 mdr.s barn, der gør ham
> > Aggressiv,
>
> Okay, hvis det er grunden skal I naturligvis få talt om det. Har du tillid
> til at han vil kunne klare opgaven? Sørg for at opmuntre og undlad at vise
> nogen form for mistillid. Aftal at du har mobilen (hvis I har sådan en)
med
> så han kan få fat på dig, hvis han bliver i tvivl om noget. Find en
løsning
> begge kan være tilfredse med.
>
> > men jeg frygter der ikke er plads til mit studium. Fordi vi får
> > disse ture hver gang jeg retter mit fokus imod noget andet end det han
> har
> > fastsat, som tilladt. Så alle læsere, hjælp mig, hvad skal jeg sige/gøre
> ??
>
> Gå i tænketank. Når du har tænkt meget grundigt over hvordan du vil leve,
> hvilke krav du stiller til ham og dig selv, skal der snakkes. Fortæl ham
> hvad du er nået frem til. Spørg ham hvilke krav han har til dig og sig
selv.
> Få talt igennem hvilke krav der er rimelige og urimelige. Det kan være
> lettere at få hverdagen til at glide, hvis man ved hvilke forventninger
> partneren har. Vær opmærksom på at dette kan være en proces, der kan tage
> lang tid, det fixes ikke lige i reklamepausen på tv. Og husk at give ham
tid
> til at tænke - du har jo haft god tid til at tænke i forvejen.
>
> Jeg aner ikke om det jeg har skrevet kan bruges. Måske kan du plukke noget
> af det du finder relevant for dig. Ofte er måden man håndterer problemer
på,
> afhængig af den person man er. Jeg er selv meget konfronterende. Andre er
> mere konfliktsky.
>
> Venligst Anita
>
>



Anita (13-03-2004)
Kommentar
Fra : Anita


Dato : 13-03-04 15:58

"R.T" <rikke.toft.FJERNDETTE@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40531b10$0$18705$ba624c82@nntp05.dk.telia.net...
> Tak til alle jer, der har givet mig gode råd.men hvornår skal jeg begynde
?
> Han har nemlig været hos sine forældre i en anden landsdel siden i går
> eftermiddags og har allerede ringet hjem og fortalt hvor hårdt det har
været
> at hjælpe dem og han glæder sig til at komme hjem og slappe af. Intet
> spørgsmål til mig vedr. hundeluftning i sne og sjap med barnevogn. Både
> aften og hele dagen i dag. Jeg ved jo, at han bliver vred, hvis jeg
> konfronterer ham med "mit hårde arbejde".
> Skal jeg opgive det hele og lade være med at skændes med ham og så
forsøge
> at klare dette forår og flytte fra ham til sommer efter eksamen ?
> Rikke

Hej Rikke

Han lyder stadig uhyre egoistisk i mene ører. Han bliver vred hvis du nævner
dit hårde arbejde - ak og ve. Hvad har I hinanden for, hvis I ikke kan bruge
hinanden til at støtte sig til?

Hvis du mener der er noget at kæmpe for, så kæmp. Tving ham til at lytte til
dig. Hvis du efter nogen tid, stadig føler at du kæmper alene så find noget
bedre - hvilket sagtens kan være at være alene. Kun du kender svaret. Mærk
efter inden i dig selv.

Venligst Anita



Mette (13-03-2004)
Kommentar
Fra : Mette


Dato : 13-03-04 16:46


"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40532123$0$18675

> Hvis du mener der er noget at kæmpe for, så kæmp. Tving ham til at lytte
til
> dig. Hvis du efter nogen tid, stadig føler at du kæmper alene så find
noget
> bedre - hvilket sagtens kan være at være alene. Kun du kender svaret. Mærk
> efter inden i dig selv.


Det vil jeg give Anita ret i. Jeg mener dog ikke at du skal bide det i dig
indtil eksamen er slut, for så at flytte fra ham. Han vil simpelthen få et
chok og ikke vide, hvad der ramte ham. Mange mænd opdager det desværre ikke
før det er for sent. Mange kvinder holder det nemlig inde i sig selv for at
undgå ubehagelige konfrontationer - lige indtil det en dag bliver NOK.


Du skal absolut kun flytte fra ham, når du har forsøgt ALT. Tag
konfrontationen - men ikke den aggressive konfrontation. Tag den, når du
ikke er vred og ulmer indeni. Tag den når du er klar i hovedet.
Først når du ved med absolut sikkerhed, at der intet mere er at gøre og at
du er ulykkelig sammen med ham, uden at du kan gøre med ved det, så kan du
overveje at flytte.
Man skal ikke blive sammen for enhver pris, men man skal heller ikke glemme
at give manden en chance for at forbedre sig før man er flyttet.









vadmand (13-03-2004)
Kommentar
Fra : vadmand


Dato : 13-03-04 23:08


"Mette" <no@spam.com> skrev i en meddelelse news:40532cac$0$287
> Man skal ikke blive sammen for enhver pris, men man skal heller ikke
glemme
> at give manden en chance for at forbedre sig før man er flyttet.
>
Hørt. Især når der er børn, er ethvert (i hvert fald ethvert ikke voldeligt)
parforhold værd at kæmpe for. (For) mange giver op, fordi de regner med, de
sagtens kan finde noget bedre. Det er der ingen garanti for.

Per V.



Jens Borchert Peders~ (16-03-2004)
Kommentar
Fra : Jens Borchert Peders~


Dato : 16-03-04 12:23

"R.T" <rikke.toft.FJERNDETTE@stofanet.dk> wrote in
news:40531b10$0$18705$ba624c82@nntp05.dk.telia.net:

> Tak til alle jer, der har givet mig gode råd.men hvornår skal jeg
> begynde ? Han har nemlig været hos sine forældre i en anden landsdel
> siden i går eftermiddags og har allerede ringet hjem og fortalt hvor
> hårdt det har været at hjælpe dem og han glæder sig til at komme hjem
> og slappe af. Intet spørgsmål til mig vedr. hundeluftning i sne og
> sjap med barnevogn. Både aften og hele dagen i dag. Jeg ved jo, at han
> bliver vred, hvis jeg konfronterer ham med "mit hårde arbejde".
> Skal jeg opgive det hele og lade være med at skændes med ham og så
> forsøge
> at klare dette forår og flytte fra ham til sommer efter eksamen ?
> Rikke

Hej Rikke.

For søren, hvor ville jeg føle mig snydt, hvis du allerede nu har valgt at
stoppe samlivet, og så alligevel venter til sommer med at stritte ham ud.



INDEN du går fra din mand, skulle I, i fællesskab, læse bogen "Mænd er fra
Mars, kvinder er fra Venus" Det er god læsning. For BEGGE parter.

Et eller andet sted stod der noget om at:
Når manden kommer hjem fra en hård dag på kontoret mener han selv at have
leveret "50 point" til samlivet.
Kvinden forventer, han straks går ned med skraldeposen o.s.v., for i
kvindens øjne har manden kun leveret højst 1 point.

Jeg læser og lærer af den bog, meget endda.
Kan genkende noget af din mand i mig selv...
Kan genkende meget fra mig selv i bogens "dårlige" eksempler på mænds
adfærd.
Det er rystende så dårlige vi mænd er til at værdsætte kvinden i vores liv.


--
Med venlig hilsen

Jens Borchert Pedersen
Østfyn
Mailto:jbp@vip.cybercity.junkdk

ThomasB (16-03-2004)
Kommentar
Fra : ThomasB


Dato : 16-03-04 11:30

"R.T" <rikke.toft.FJERNDETTE@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:4050d813$0$5978$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> HJÆLP!! Jeg har brug for nogle konstruktive råd. Jeg har lige afsluttet
min
> barselsorlov og er begyndt at studere på uni. igen. Det har fået hele
vores
> familieliv til at gå i stykker. Min mand som er regnskabschef millimeter
> opmåler om jeg, i hans øjne, arbejder effektivt nok og om jeg forstyrrer
og
> besværliggør vores fælles liv fordi jeg skal have tid til lektier og de
> kommende eksaminer.

Hvad sagde han, da du ville begynde at studere igen?
Var han indforstået, eller var der allerede problemer dengang?
Hvad mener han med at arbejde effektivt nok?
Laver han mere derhjemme end du gør? Eller er det omvendt?
Har du spurgt ham, om hvad han forventer du skal lave derhjemme, og har du
fortalt ham hvad du forventer han skal lave?
Er i enige om hvordan arbejdsopgaverne skal fordeles?


> Det har vi skændtes meget om og jeg har været aggressiv for at fortælle
> ham, at det stadig er hans datter også når han er træt.

Råberi, beskyldninger, anklager osv kan man ikke bruge i et parforhold
(eller i nogle forhold i livet)
Det er stor forskel på følgende sætninger:

"Det er stadig din datter, selvom du er træt"

"Skat jeg er klar over at du er træt i aften, jeg er ofte selv meget træt,
men det ville betyde meget for mig, hvis du kunne overvinde din træthed."

Problemet er ofte at man føler sig beskyldt, så går man i baglås og er
urokkelig.

> Disse ture har gjort
> os begge hudløse og jeg er kommet bagefter med mit pensum hvilket stresser
> og gør mig Aggressiv igen.

Ja, det er noget rod. For når han ved at du er agressiv, så går han i
baglås, og har alle modargumenter klar.
Du må prøve at bevare fatningen. Sig evt. "jeg er ved at blive rasende, giv
mig lige 5 minutter til at køle af i"

> I fredags aftalte vi, at vi skulle give hinanden mere plads og samvær.
Plads til hvad?

Mange gange sker det, at man aftaler noget, som man slet ikke har lyst til,
det gør man fordi man ikke har været 100% ærlig.
Det er vigtigt at i snakker sammen, og er 100% (og jeg mener 100%) ærlige.
Sig præcis som du føler det, og bed ham gøre det samme.
Og det er vigtigt at han forstår at du vil lytte til ham, og ligemeget hvor
fjollet og selvisk det han siger er, så lover du ham at du ikke vil blive
sur på ham over det. Det samme skal han love.

Og så kom ud med det én gang for alle, og væn jer til at sige præcis hvad i
føler. Ikke noget med at sige noget andet, fordi det du føler lyder fjollet.
Sig det! Men sig det så det ikke lyder anklagende på NOGEN MÅDE.
Brug JEG og VI i stedet for DU.

Er han jaloux på barnet, så skal han sige det. Det kan jo godt lyde lidt
fjollet at en voksen mand er jaloux på et barn på 10 mdr., men det er jo det
han føler, og det han vil komme længst med at sige.
Er du ked af at han ikke bruger tid nok på barnet så sig det. For det er jo
det du føler. Du bliver jo ikke sur fordi han ikke bruger tid nok på barnet,
nej du bliver sgu ked af det. Og det er stor forskel.


> Dagen efter fortalte jeg, at jeg ville meldes ind i
> Weight Watchers og forsøge at tabe de sidste 10 kg.. Så gik han
fuldstændig
> amok og sagde det var det mest tåbelige og at han aldrig ville høre om det
> og at jeg skulle spilde 185 kr.af vores penge og så skulle han jo låses
hver
> tirsdag aften, så længe jeg havde den grille.

Han er måske bange for at du vil gå fra ham, når du igen ligner en slank
sild, og så kan jeg ærlig talt godt forstå at han bliver sur (LÆS: ked af
det). Og her er det igen vigtigt at han siger hvad han føler.
Hvis du ved hvad han føler i forskellige situationer, så kan du også nemmere
"sælge" bl.a ideen om vægtvogterne til ham.

Hvis du f.eks havde sagt følgende i stedet:
"Jeg vil gerne tabe de sidste 10 kg, for jeg føler mig stor og slasket.
Hvis jeg taber de sidste 10 kg, så kan jeg igen være i de frække
blondetrusser du godt kan lide.
Nu har jeg bare kæmpet med de kilo i så lang tid, og jeg tror ikke jeg kan
klare det alene.
Jeg har læst noget om vægtvogterne, og de skulle være ret effektive.
Jeg skal til intromøde på tirsdag, har du lyst til at komme med, (jeg kan
spørg din mor om hun har lyst til at passe lille-baby) så kan vi gå i biffen
bagefter og tage hjem og hygge os ."

I skal bare ud af den onde cirkel, og en af jer skal give sig.
Ræk hånden frem og tag initiativet, så gør han snart det samme.
Men forventer tit at det er den anden der skal give, men den anden forventer
det modsatte..

Men gør ham klart, at han skal være ærlig, bed ham om at tale pænt, forklar
ham hvordan du helst vil have at i kommunikerer (altså uden DU, men JEG og
VI). Forklar ham i det hele taget at i har nogle ting i skal have talt om,
og at det er vigtigt at problemerne bliver løst og ikke skubbet over på den
anden part.
Lad nogle helt klare regler for hven der tager sig af hvad, og hvornår.
Bliv enige om alle opgaverne.

PRØV inden det er for sent.

> Så sagde jeg stille, at jeg
> havde brug for at komme lidt ud og at jeg troede jeg ville få størst
succes,
> hvis jeg gjorde det sammen med nogen.

Men hvad får han ud af det - mere arbejde med barnet og en kone han føler er
ved at gøre sig klar til at flyve fra ham.
(hvis det er det han føler, det er blot et eksempel)

> Der har været mange af disse hændelser og jeg ved godt det er hans
> usikkerhed overfor at være alene med vores 10 mdr.s barn, der gør ham
> Aggressiv, men jeg frygter der ikke er plads til mit studium.

Ved du at han er usikker overfor at være alene?
Kan han være usikker, fordi du har gjort ham usikker?
"Nej, du skal ikke holde hende sådan, du skal prøve at holde mere sådan. Du
har sat den ble helt forkert fast. Ikke sige sådan til hende, så bliver hun
ked af det. Du kan da ikke give hende den bluse på, så fryser hun jo. osv
osv osv"

Hvis han føler at du våger over ham når han er sammen med barnet, så bliver
han nervøs og vil hellere undvære at være sammen med barnet.
Du skal motivere ham. (ja, også selvom han er en voksen mand, i er jo i en
ond cirkel)
"Hvordan har du sat den ble på, den sidder jo helt perfekt. Se, hvor hun
elsker at du holder hende sådan. Du er godt nok god til at få hende til at
grine. Den bluse er godt nok sød til hende, den vil jeg også give hende på
noget mere. osv osv osv"


> Fordi vi får
> disse ture hver gang jeg retter mit fokus imod noget andet end det han
har
> fastsat, som tilladt.

I har nogle klar rammer for hvad i må og ikke må. I må f.eks ikke være
seksuelt sammen med andre. I skal meddele hvis i kommer senere hjem. I skal
spare på pengene. I skal være enige om større investeringer osv osv osv.

Det er nogle ting som i fælles har tilladt/forbudt.

Derudover har i nogle ting som kan diskuteres. F.eks om du "må" studere, om
han "må" gå til fodbold hver fredag. Om du "må" gå i byen med veninder osv
osv. Det er noget i skal blive enige om, og her er det vigtigt at i virkelig
lytter og respekterer hinandens argumenter og følelser.

Mvh ThomasB



R.T (16-03-2004)
Kommentar
Fra : R.T


Dato : 16-03-04 21:36

Tak for alle jeres gode råd. Nu prøver vi parterapi.
"ThomasB" <tb_fjern@2ma2.dk> skrev i en meddelelse
news:4056d73c$0$514$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> "R.T" <rikke.toft.FJERNDETTE@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
> news:4050d813$0$5978$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> > HJÆLP!! Jeg har brug for nogle konstruktive råd. Jeg har lige afsluttet
> min
> > barselsorlov og er begyndt at studere på uni. igen. Det har fået hele
> vores
> > familieliv til at gå i stykker. Min mand som er regnskabschef millimeter
> > opmåler om jeg, i hans øjne, arbejder effektivt nok og om jeg forstyrrer
> og
> > besværliggør vores fælles liv fordi jeg skal have tid til lektier og de
> > kommende eksaminer.
>
> Hvad sagde han, da du ville begynde at studere igen?
> Var han indforstået, eller var der allerede problemer dengang?
> Hvad mener han med at arbejde effektivt nok?
> Laver han mere derhjemme end du gør? Eller er det omvendt?
> Har du spurgt ham, om hvad han forventer du skal lave derhjemme, og har du
> fortalt ham hvad du forventer han skal lave?
> Er i enige om hvordan arbejdsopgaverne skal fordeles?
>
>
> > Det har vi skændtes meget om og jeg har været aggressiv for at fortælle
> > ham, at det stadig er hans datter også når han er træt.
>
> Råberi, beskyldninger, anklager osv kan man ikke bruge i et parforhold
> (eller i nogle forhold i livet)
> Det er stor forskel på følgende sætninger:
>
> "Det er stadig din datter, selvom du er træt"
>
> "Skat jeg er klar over at du er træt i aften, jeg er ofte selv meget træt,
> men det ville betyde meget for mig, hvis du kunne overvinde din træthed."
>
> Problemet er ofte at man føler sig beskyldt, så går man i baglås og er
> urokkelig.
>
> > Disse ture har gjort
> > os begge hudløse og jeg er kommet bagefter med mit pensum hvilket
stresser
> > og gør mig Aggressiv igen.
>
> Ja, det er noget rod. For når han ved at du er agressiv, så går han i
> baglås, og har alle modargumenter klar.
> Du må prøve at bevare fatningen. Sig evt. "jeg er ved at blive rasende,
giv
> mig lige 5 minutter til at køle af i"
>
> > I fredags aftalte vi, at vi skulle give hinanden mere plads og samvær.
> Plads til hvad?
>
> Mange gange sker det, at man aftaler noget, som man slet ikke har lyst
til,
> det gør man fordi man ikke har været 100% ærlig.
> Det er vigtigt at i snakker sammen, og er 100% (og jeg mener 100%) ærlige.
> Sig præcis som du føler det, og bed ham gøre det samme.
> Og det er vigtigt at han forstår at du vil lytte til ham, og ligemeget
hvor
> fjollet og selvisk det han siger er, så lover du ham at du ikke vil blive
> sur på ham over det. Det samme skal han love.
>
> Og så kom ud med det én gang for alle, og væn jer til at sige præcis hvad
i
> føler. Ikke noget med at sige noget andet, fordi det du føler lyder
fjollet.
> Sig det! Men sig det så det ikke lyder anklagende på NOGEN MÅDE.
> Brug JEG og VI i stedet for DU.
>
> Er han jaloux på barnet, så skal han sige det. Det kan jo godt lyde lidt
> fjollet at en voksen mand er jaloux på et barn på 10 mdr., men det er jo
det
> han føler, og det han vil komme længst med at sige.
> Er du ked af at han ikke bruger tid nok på barnet så sig det. For det er
jo
> det du føler. Du bliver jo ikke sur fordi han ikke bruger tid nok på
barnet,
> nej du bliver sgu ked af det. Og det er stor forskel.
>
>
> > Dagen efter fortalte jeg, at jeg ville meldes ind i
> > Weight Watchers og forsøge at tabe de sidste 10 kg.. Så gik han
> fuldstændig
> > amok og sagde det var det mest tåbelige og at han aldrig ville høre om
det
> > og at jeg skulle spilde 185 kr.af vores penge og så skulle han jo låses
> hver
> > tirsdag aften, så længe jeg havde den grille.
>
> Han er måske bange for at du vil gå fra ham, når du igen ligner en slank
> sild, og så kan jeg ærlig talt godt forstå at han bliver sur (LÆS: ked af
> det). Og her er det igen vigtigt at han siger hvad han føler.
> Hvis du ved hvad han føler i forskellige situationer, så kan du også
nemmere
> "sælge" bl.a ideen om vægtvogterne til ham.
>
> Hvis du f.eks havde sagt følgende i stedet:
> "Jeg vil gerne tabe de sidste 10 kg, for jeg føler mig stor og slasket.
> Hvis jeg taber de sidste 10 kg, så kan jeg igen være i de frække
> blondetrusser du godt kan lide.
> Nu har jeg bare kæmpet med de kilo i så lang tid, og jeg tror ikke jeg kan
> klare det alene.
> Jeg har læst noget om vægtvogterne, og de skulle være ret effektive.
> Jeg skal til intromøde på tirsdag, har du lyst til at komme med, (jeg kan
> spørg din mor om hun har lyst til at passe lille-baby) så kan vi gå i
biffen
> bagefter og tage hjem og hygge os ."
>
> I skal bare ud af den onde cirkel, og en af jer skal give sig.
> Ræk hånden frem og tag initiativet, så gør han snart det samme.
> Men forventer tit at det er den anden der skal give, men den anden
forventer
> det modsatte..
>
> Men gør ham klart, at han skal være ærlig, bed ham om at tale pænt,
forklar
> ham hvordan du helst vil have at i kommunikerer (altså uden DU, men JEG og
> VI). Forklar ham i det hele taget at i har nogle ting i skal have talt om,
> og at det er vigtigt at problemerne bliver løst og ikke skubbet over på
den
> anden part.
> Lad nogle helt klare regler for hven der tager sig af hvad, og hvornår.
> Bliv enige om alle opgaverne.
>
> PRØV inden det er for sent.
>
> > Så sagde jeg stille, at jeg
> > havde brug for at komme lidt ud og at jeg troede jeg ville få størst
> succes,
> > hvis jeg gjorde det sammen med nogen.
>
> Men hvad får han ud af det - mere arbejde med barnet og en kone han føler
er
> ved at gøre sig klar til at flyve fra ham.
> (hvis det er det han føler, det er blot et eksempel)
>
> > Der har været mange af disse hændelser og jeg ved godt det er hans
> > usikkerhed overfor at være alene med vores 10 mdr.s barn, der gør ham
> > Aggressiv, men jeg frygter der ikke er plads til mit studium.
>
> Ved du at han er usikker overfor at være alene?
> Kan han være usikker, fordi du har gjort ham usikker?
> "Nej, du skal ikke holde hende sådan, du skal prøve at holde mere sådan.
Du
> har sat den ble helt forkert fast. Ikke sige sådan til hende, så bliver
hun
> ked af det. Du kan da ikke give hende den bluse på, så fryser hun jo. osv
> osv osv"
>
> Hvis han føler at du våger over ham når han er sammen med barnet, så
bliver
> han nervøs og vil hellere undvære at være sammen med barnet.
> Du skal motivere ham. (ja, også selvom han er en voksen mand, i er jo i en
> ond cirkel)
> "Hvordan har du sat den ble på, den sidder jo helt perfekt. Se, hvor hun
> elsker at du holder hende sådan. Du er godt nok god til at få hende til at
> grine. Den bluse er godt nok sød til hende, den vil jeg også give hende på
> noget mere. osv osv osv"
>
>
> > Fordi vi får
> > disse ture hver gang jeg retter mit fokus imod noget andet end det han
> har
> > fastsat, som tilladt.
>
> I har nogle klar rammer for hvad i må og ikke må. I må f.eks ikke være
> seksuelt sammen med andre. I skal meddele hvis i kommer senere hjem. I
skal
> spare på pengene. I skal være enige om større investeringer osv osv osv.
>
> Det er nogle ting som i fælles har tilladt/forbudt.
>
> Derudover har i nogle ting som kan diskuteres. F.eks om du "må" studere,
om
> han "må" gå til fodbold hver fredag. Om du "må" gå i byen med veninder osv
> osv. Det er noget i skal blive enige om, og her er det vigtigt at i
virkelig
> lytter og respekterer hinandens argumenter og følelser.
>
> Mvh ThomasB
>
>



ThomasB (17-03-2004)
Kommentar
Fra : ThomasB


Dato : 17-03-04 23:13


"R.T" <rikke.toft.FJERNDETTE@stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:40576534$0$5945$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> Tak for alle jeres gode råd. Nu prøver vi parterapi.

Det synes jeg lyder som en rigtig god ide.
Held og lykke fremover!

Mvh ThomasB



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177501
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408528
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste