"Zeki" <zeki@nospam.dk> skrev i en meddelelse
news:J%ARb.79859$jf4.5141231@news000.worldonline.dk...
> Vi arbejder med en kombination af Gardner og Dunn & Dunn på min skole -
> Hellerup Skole.
> Det fordrer dog at rammerne er i orden og at de er dynamiske, hvad de også
> er (åbent miljø, ingen vægge).
>
> Vi fokuserer meget på at kunne opdele eleverne i visuelle, auditive og
> kinæstetiske grupper og vha handleplaner, hvor de forskellige
intelligenser
> desuden er skitseret, spore os ind på hvordan hver enkelt barn lærer
bedst.
At opdele elever i visuelle, auditive og kinæestetiske grupper, er prøvet
før - det er en gammel opfattelse at man f.eks. mente at man kunne opdele
folk efter sådanne principper: man troede at folk enten var auditive,
visuelle eller "motorisk" (kinæstetiske) i overvejende grad. Man har senere
fundet ud af, at den ikke rigtig holder, at det er en for "firkantet"
opdeling og i det hele taget en tankegang, der reelt siger, at der kun
findes tre slags mennesker.
Desværre glemmer lærerne ofte at mennesker er i besiddelse af de mange
intelligenser samtidig som kan udvikles, at man kan risikere kun at bygge
videre på´de stærke sider og glemme de svage, og dermed hindre at elevernes
potentiale ikke udnyttes fuldt ud.
Endelig ved lærerne ikke nok om disse teorier om intelligenserne til at de
kan bruges i praksis. Dermed bliver det til en "farlig" teori, der i sidste
instans kan udstøde de svage.
Men der er flere kritikpunkter:
Det, Gardner beskriver er IKKE intelligenser, men talenter eller evner - han
siger selv derom, at hvis han havde skrevet "evner" i stedet for
intelligens, ville hans forskning ikke få nær så meget omtale.
Han erkender at hans videnskabelige fundament er svagt, idet han må indrømme
at der jo ikke med hans teorier kan være grænser for, hvor mange
"intelligenser", der kan være tale om- han nævner at G-faktoren eksisterer,
men han tillægger den ikke nogen særlig betydning.
En PD-afhandling fra DPU konkluderer følgende:
"Med sine MI teorier har han, ifølge min undersøgelse været med til, at
ændre undervisningssystemerne over mod en mere individuel tilrettelagt
undervisning, hvor man tager hensyn til den enkeltes behov, til den enkeltes
bedst fungerende intelligens og stærkeste indlæringskanal. Men det ser også
ud som om, han skal have revideret i teorierne, for jo mere han bliver brugt
pædagogisk, jo større krav vil der også blive stillet til videnskabeligheden
bag. Og det krav kan han tilsyneladende ikke honorere.
http://www.asv-horsens.dk/AfdelingA/uddannelse/Afhandling%20Gardner.pdf
Jeg skal her slutte med en artikel fra "Opinion" et "terrængående magasin
for folkeskolen:
http://www.forlagetlm.dk/opinion/nr8/hoved01a.htm der også
indbefatter Dunns bidrag til sagen. Overskriften:
Modelunernes tyranni - af Erik Schmidt
"I to efter hinanden følgende aprilnumre omtaler lærernes udmærkede
fagblad, Folkeskolen, "læringsstilenes superstar", den 74-årige amerikanske
professor, Rita Dunn, i ret så begejstrede vendinger.
Måske er det plakater på væggen om hver enkelt elevs måde at lære på og
lignende ideer, der skal til, hvis de mange gode hensigter i skolehverdagen
ikke skal strande på det sikre", skriver lederskribenten den 10. april.
Det er da vist lidt uklart, hvad der menes med "strande på det sikre", men
tonen er absolut positiv. Her er endelig en spektakulær pædagogik, der kan
puste lidt liv i træge og hverdagstrætte danske skolelærere.
Det kan naturligvis ikke afvises, at Rita Dunn kan være til inspiration for
nogle lærere. Men der er noget forstemmende ved denne næsegruse beundring
for importeret populærpædagogik fra "over there".
Den triste baggrund er, at dansk pædagogik har mistet selvagtelse. Vi stoler
ikke længere på egne kvaliteter.
Det er som om pædagogik og didaktik ikke længere er et forhold mellem
læreren og eleverne i mødet med et stof, men er noget man kan abonnere på.
Pædagogik og didaktik er på vej til at tabe til mere potente videnskaber,
der kan legitimere samfundets behov for at nyttiggøre mennesket i kampen om
magt og markeder.
De danske skoler burde differentiere undervisningen meget mere og gemme de
sociale færdigheder til særlige gruppeforløb, siger Dunn til Folkeskolen.
Men dansk pædagogisk tradition skiller ikke det faglige fra det sociale, som
Rita Dunn gør. Viden indgår i ansvarsrelationer.
Heller ikke opdelingen af elever i båse efter læringsprofil har ret meget
med det danske undervisningsdifferentieringsbegreb at gøre.
Det er ikke overraskende, hvis man motiva-tionsmæssigt kan opnå gevinster
ved at elevdifferentiere, men hvilken virkning giver det på længere sigt,
når man feterer individet og hylder dets uvaner. Hvilken betydning får det
for dannelsesperspektivet, fællesskabsfølelsen og samfundets
sammenhængskraft?
En lignende problematik gør sig gældende med den amerikanske professor
Howard Gardners teori om de 7-8 intelligenser, som også er genstand for stor
opmærksomhed. Her har vi nok manden, der kan frelse folkeskolen.
På landets seminarier er Gardner et hit, og når de nye, unge lærere slippes
løs i folkeskolen er det med drømmen om at kunne tilrettelægge
undervisningen, så den tilgodeser de mange intelligenser.
Der er da noget sympatisk ved tankegangen, hvis man holder den op mod den
traditionelle opfattelse af intelligens, som noget, der kan måles med et
tal. Men også noget pop-smart.
Måske kommer dr. pæd. Steen Larsen begrebet nærmere med denne kritik af
Gardner: "Den menneskelige hjerne er simpelthen et åbent system, der med sit
overvældende antal neurale kombinationsmuligheder er i stand til at erhverve
et trinløst spektrum af kompetencer. Lad os derfor tale om kompetencer,
trinløst fra musik til matematik og ikke kunstigt standardiserede
intelligenser."
Men har vi noget alternativ til den amerikanske populærpædagogik?
Ja, det har vi lige ved hånden.
Den danske folkeskolelærer er uddannet til selv at foretage de didaktiske
overvejelser, og til at tage ansvar for undervisningen på et etisk og
kulturelt grundlag, som det danske folk ønsker. Det er derfor vi kalder
vores skole for folkeskolen.
Vi ved fra undersøgelser af, hvad der giver resultater ved den første
læseundervisning, at der ikke er nogen enkeltfaktor, der har så stor
betydning som lærerens personlighed og faglige viden.
Dette gælder ifølge den nyslåede professor Per Fibæk Laursen også for anden
undervisning.
Det vigtigste for undervisningen er ikke skolens organisation,
undervisningsmidlerne, brugen af IT i undervisningen eller såkaldt moderne
undervisningsmetoder.
Det vigtigste er lærerens personlighed, hans faglige viden og ikke mindst
hans evne til at håndtere dilemmaer. Dyrke dialogen. Holde humøret. Prise
paradokserne.
En lærer skal have faglig indsigt og psykologisk indføling. Kunne etablere
et nært forhold til sine elever, men samtidig holde en passende afstand.
Vise tillid, men være årvågen. Gå foran, men holde sig i baggrunden. Kunne
planlægge, men være spontan. Være visionær, men holde benene på jorden.
Kunne skære igennem, men skabe samling. Være dynamisk, men eftertænksom.
Være selvsikker, men ydmyg. Kunne skælde ud og trøste.
Derfor er pædagogisk udvikling betinget af, at lærerne føler sig værdsat og
trives på arbejdspladsen. At metodefriheden klargøres og styrkes. At
lærernes mulighed for at dygtiggøre sig forbedres.
Og at det bliver attraktivt at blive lærer gennem forbedring af løn- og
arbejdsforhold og gennem en rehabilitering af seminarierne.
Og derfor er der for danske lærere mere pædagogisk gods at hente i
terrængående skolefolk med speciale i dialog, dilemmaer og dialektik, end
der er i Gardner og Dunn.
Her tænker vi blandt andre på Chresten Sloth Christensen, Holger Henriksen,
Niels Jørgen Bisgaard, Jens Raahauge og Per Kjeldsen.
Men lad os bare tage et par mere filosofisk pædagogiske fritænkere som
Lars-Henrik Schmidt, Per Fibæk Laursen og Steen Nepper Larsen med.
Pædagogik og didaktik handler ikke mindst om håndtering af paradokser og
dilemmaer i tid og rum. Ikke virtuelt og i luften."
Jeg skal slutte med nogle henvisninger, hvor også både Dunn- kritikken og
Gardner-kritikken er indbefattet:
http://www.forlagetlm.dk/opinion/nr8/hoved02a.htm
Og en til jer på Hellerup Skole, direkte importeret fra Gardner selv, idet
det hedder:
"En anden faldgrube er, hvis man opdeler undervisningsplanen og endog det
fysiske undervisningsrum efter de 8 intelligenser.
Herved bliver teorien en spændetrøje for den pædagogiske praksis. Ifølge
Howard Gardners teori eksisterer intelligenserne jo netop side om side, ikke
adskilt"
http://www.forlagetlm.dk/opinion/nr8/hoved05a.htm
M.a.o. disse pop-up-teorier har det med at vinde indpas i folkeskolen - mon
det skyldes at der er en udbredt frustration over at man ikke altid kan få
undervisningen til at fungere på de "traditionelle" måder? fordi man ikke
har noget alternativ at sætte i stedet for så man kan score højt i diverse
"Pisa-undersøgelser"? fordi man ikke har tiltro til egne evner som
lærer?eller...?
Personlig synes jeg at man gør det glimrende i folkeskolen, selvom der også
er problemer at slås med -men den megen fukusering på intelligens (som man
stadig ikke ved hvad er eller har kunnet definere tilfredsstillende)- skaber
en forventning om at hvis man blot har de "rigtige" redskaber, så har man
'"metoden" der med et trylleslag løser alle problemerne med at skabe en
udviklende undervisning, og skaber frustrationer hos de lærere, der endnu
ikke har haft mulighed for at gøre som man gør i Hellerup - men jeg tror
ikke på at der findes en såkaldt "metode", der overvinder alle
vanskelighederne på den måde. og altså heller ikke på Gardner eller Dunns
måde at beskrive og løse problemerne på i undervisningen. Jeg tror mere på
at man sætter fokus på vore egne muligheder, vor egen skole- og lærekulturs
forsøg på at bedre elevernes standpunkter - vi skal naturligvis lytte til
udlandet OGSÅ, men vi kan ikke uden videre gøre som Urie Brofenbrenners
hovedsynpunkt om kulturoverførsel fra et land til et andet.
--
Med venlig hilsen
Arne H. Wilstrup
overlærer, cand.pæd.