"Andreas Skjæmt Andersen" <andreas@antispam.com> skrev
> Jeg har lavet et opvarmningsprogram til en 4. klasse og nu vil jeg
> gerne have at vide om det "dutter", af nogle mere erfarne lærere, da
> det er første gang jeg har skullet lave sådan et.
Jeg er ikke en ret erfaren lærer, jeg underviser på mit første år. Alligevel
vil jeg da gerne give mit besyv med og komme med lidt anbefalinger.
Normalt når jeg varmer op med mine klasser, så kører jeg efter en model der
hedder kredsløb - led - muskler - kredsløb. Med andre ord er det en god ide
at starte som du gør med noget let løb, der kan få pulsen lidt op. Man kan
måske godt variere det lidt med lidt baglæns løb, krydsløb, gadedrengeløb
eller andet. At løbe rundt i en gymnastiksal i 2 - 3 minutter på samme måde
kan blive en anelse kedsomligt.
Jeg ville så gå i gang med at varme ledene op. Det synes jeg ikke du gør så
meget i dit opvarmningsprogram. Med lidt god vilje kan man godt sige du
varmer skulderledene op ved at lave kaste/gribe øvelser og to af ryggens tre
planer ved at vride og strække ryggen, meeen... Jeg synes ikke det er så
meget, når man tænker på du skal arbejde med redskabsgymnastik bagefter.
Redskabsgymnastik, der kan belaste led og muskler meget.
Jeg ville nok arbejde lidt mere med din ledopvarmning. Tænk på at varme
skulderledene rigtigt grundigt op. F.eks. armsving eller fejesving. Det
samme gælder ryggen (sagitalt, vertikalt og horisontalt). Ledene i benene og
ved hoften har du tilnærmelsesvist været igennem ved at løbe, men det skader
jo ikke at gå lidt grundigere til værks ved at varme de specifikke led ved
hofte og ben op igen.
Så ville jeg lave lidt muskelopvarmning. Det skal ikke være noget specielt
hårdt. Det er trods alt relativt små børn. Dog er det vigtigt musklerne er
varme, når man skal lave redskabgymnastik. Det er nemt at komme til at
overstrække eller overbelaste noget, hvis man arbejder med kip eller
lignende. Tag nogle nemme øvelser for at varme muskler i arme, ben, mave og
ryg op. Det behøver ikke tage lang tid, men det er vigtigt at gøre det.
Til sidst ville jeg lave lidt kredsløbsopvarmning igen, for at løsne lidt op
og få pulsen op igen. Måske noget med en masse hop, hvis du har løbet meget
ved første opvarmning af kredsløbet?
Det er med andre ord ikke en dårlig start du har lavet, men jeg finder det
endnu lidt for tyndt. Efter dit program ville jeg ikke kunne forsvare at
have varmet grundigt op overfor forældrene til et barn, der står med
forstuvning eller ledbåndsskade. Gud forbyde det skulle ske, men altså...
Det kunne jo faktisk godt ske, også selv om man har varmet grundigt op.
Forskellen er bare, at hvis man har varmet klassen godt op, så har man sit
på det tørre og man kan forsvare undervisningen.
Sæt lidt flere øvelser på, sådan at du både varmer kredsløb, led og muskler
op. Det vil være min anbefaling. Desuden vil jeg stærkt (!) anbefale dig at
koble noget musik på de forskellige øvelser. Det er svært, tager tid og er
generelt besværligt, men når man har et rigtigt godt opvarmningsprogram med
tilhørende musik, så er børnene almindeligvis meget mere motiverede for at
varme op. Hvis jeg fik valget mellem at at løbe rundt i en gymnastiksal,
hvor lyden af mine fødder mod gulvet ekkoer i hele salen, eller en
gymnastiksal hvor der kører en fed melodi i baggrunden, så ved jeg godt hvad
jeg ville vælge. Det ved børnene også.
Til kredsløb vil jeg anbefale noget meget enkelt musik med en klart markeret
takt. Meget ny pop-musik har en ganske markeret takt (og børnene kan
relatere til det), men f.eks. Beatles eller Bryan Adams kan også sagtens
bruges. 'I saw her standing there' med Beatles eller 'Kids wanna rock' med
Bryan Adams ved jeg f.eks. virker. Det kender børnene bare ikke. Mine børn
gættede på, at Beatles måtte være Elvis...
Til ledopvarmning ville jeg bruge noget svingende musik. Det er lidt svært
at forklare hvad der svinger og ikke gør, men hvis du kan udføre et
fejesving til en sang og det bare føles rigtigt, så er du på rette spor.
Aretha Franklin - Jimmy Lee synes jeg f.eks. svinger glimrende til
ledopvarmning (dog først et minut inde i sangen - der er en stille intro).
Muskler kræver også noget markeret musik. Popmusik eller tilsvarende. Det
skal dog være meget langsommere end den musik du bruger til
kredsløbs-opvarmning. Man bruger længere tid på at tage f.eks. en armbøjning
end man er om at løbe et, to eller fire skridt.
Så det var min mening. Du kan tage det til efterretning, hvis du mener der
er noget om snakken, men lad dig ikke slå ud af hele den smøre jeg har
skrevet. Det er bare lidt råd, som du måske/måske ikke kan bruge. I hvert
fald held og lykke med undervisningen. Det skal nok blive godt.
Mvh. Thomas Voller.
Apperupskolen, Ålsgårde.
|