---

Hej

Jeg (far) er alene med 2 børn (pige 6 år + dreng 2 1/2 år).

De sover inde hos mig, min seng er 210 * 220 (altså ret stor seng), vi sover
med hver vores dyne, hver vores hovedpude.

Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten, at
kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med lyset
slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".

Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte; nogen
siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn skal sove i
deres egen seng!", osv., osv.

Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!

Hvad er jeres mening?

Hvor sover jeres børn ?

Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).

Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
masser af plads... og der er jo hyggeligt"

---

"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
>
> Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
> børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).
>
Har du overvejet, hvad du vil gøre, den dag du FÅR en kæreste?
Så kan det godt slå nogle alvorlige gnister, når børnene på én gang skal
vænne sig til en ny person at dele far med - og forvises fra den
dobbeltseng, de opfatter som "deres".

> Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
> masser af plads... og der er jo hyggeligt"

Jo, det er vældig hyggeligt.
Men overvej, for hvis skyld det er.
Det KUNNE lyde som lidt af en undskyldning for at dække egne behov (gætter
jeg rigtigt?).
Det kan give en skæv balance i forholdet mellem børn og forældre, hvis
børnene skal fungere som trøst og "varmegiver" for den forælder, der skal
være den voksne.

Jeg ville ikke gøre det til en fast vane, men sørge for, at børnene har
deres egne senge.
Så kan de komme på hygge-nusse-læse-godnat-besøg i fars seng og en gang
imellem overnatte der.

Hilsen Inger

---

Inger Pedersen wrote:

Hej Inger

> Har du overvejet, hvad du vil gøre, den dag du FÅR en kæreste?
> Så kan det godt slå nogle alvorlige gnister, når børnene på én gang
> skal vænne sig til en ny person at dele far med - og forvises fra den
> dobbeltseng, de opfatter som "deres".

Se nu er jeg alene far (og exen flyttede og præsenterede sin nye kæreste
samme dag for børnene (selv om jeg havde advaret hende mod at gøre det)...
det har givet nogle store problemerne for hende og for børnene.

Selv ville jeg nok vælge at lade en evt ny kæreste komme ind i VORES liv...
på en langsommere og mere blød måde... den nye kæreste skal jo ikke kun være
en JEG elsker... men også en børnene elsker...

Men som et par andre i tråden skriver: den bro krydser jeg når jeg kommer
til den (exkæresten laver så meget rod og problemer i vores liv... at jeg
holder 100% ro i min del af børnenes tilværelse)

>
>
> Jo, det er vældig hyggeligt.
> Men overvej, for hvis skyld det er.
> Det KUNNE lyde som lidt af en undskyldning for at dække egne behov
> (gætter jeg rigtigt?).

Nej... det er rigtigt hyggeligt at læse historie, putte og snakke... men når
jeg selv kravler i seng et par timer senere... så FYLDER de det hele , og
om natten... jeg vågner bare de giver en lyd fra sig... og begge 2 har det
med at sparke deres dyne af (og så ryger min altså nogen gange med af...),
osv..

Men jeg er nok lidt overbeskyttende.... som sagt så har mor svigtet i ret
lang tid... og jeg ved at putningen i fars seng... er "lidt" deres behov for
ekstra tryghed, i for dem; denne svære tid

> Det kan give en skæv balance i forholdet mellem børn og forældre, hvis
> børnene skal fungere som trøst og "varmegiver" for den forælder, der
> skal være den voksne.

Tro mig... det er i den anden "lejr"(mor), dette foregår... vores datter er
hendes "aflastningspude" når hendes forhold kludre.


>
> Jeg ville ikke gøre det til en fast vane, men sørge for, at børnene
> har deres egne senge.
> Så kan de komme på hygge-nusse-læse-godnat-besøg i fars seng og en
> gang imellem overnatte der.

Ja..du har sikkert "ret" men det er nok nemmere når det er "børn i en
almindelig velfungerende familie med far og mor", lige nu mener jeg at
børnene har "brug for ekstra tryghed, selv om det koster mig en god del af
min nattesøvn"

---

"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
news:bqtfhr$1juj$1@news.cybercity.dk...
> Hej
>
> Jeg (far) er alene med 2 børn (pige 6 år + dreng 2 1/2 år).
>
> De sover inde hos mig, min seng er 210 * 220 (altså ret stor seng), vi
sover
> med hver vores dyne, hver vores hovedpude.
>
> Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten, at
> kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med lyset
> slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".
>
> Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte; nogen
> siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn skal sove
i
> deres egen seng!", osv., osv.
>
> Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!
>
> Hvad er jeres mening?
>
> Hvor sover jeres børn ?
>
> Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
> børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).
>
> Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
> masser af plads... og der er jo hyggeligt"

Alle aleneforældre, jeg kender, ender med at have ungerne i sengen. Det er
hammersvært at argumentere for, at ungerne skal ligge for sig selv, når
far/mor ligger der i den store seng helt alene.

Selv når man er to forældre, kan den være svær. "Hvorfor skal jeg sove
alene, når I sover sammen?"

Vores unger sov i egen seng fra 27 mdr's-alderen. For begges vedkommende kom
de som oftest 'trissende' ind i løbet af natten et par år efter det.

Se på dyrebørnene - de ligger ikke alene - de ligger i en stor klump. Med
eller uden mor.

Hvis I har det godt med det, så fint. De flytter ud af sig selv, når de får
brug for privatliv. Min store datter på 11 kommer ind og putter hver morgen,
men hun kunne ikke finde på at sove der, med mindre hun havde haft et
RIGTIGT slemt mareridt, og selv da kun i en kort stund, hvorefter hun
trisser ind til sig selv igen. Vores seng er også en king-size (vandseng).

De skal nok flytte ud, når de får en kæreste.

Tine

---

Tine Andersen wrote:

Hej tine

tak for svaret

> De skal nok flytte ud, når de får en kæreste.
>

hehe, sød bemærkning

---

Vores datter ( knap 2 år ) sover i egen seng på sit eget værelse.
Hvis hun har lyst til at komme ind til os, enten om natten eller om morgenen
får hun da lov til det.
Som du skriver er det kanon hyggeligt.

Hvis DU har det godt med det og ungerne også har, er det fint.

Det med at du på et tidspunkt finder en ny kæreste...... tag det til den
tid. Efter min mening skal man ikke planlægge alting nu og her....
Som Inger skriver kan det være at DU har et behov der skal dækkes, jamen så
dæk det dog, børnene får jo også dækket deres behov !

Dog må jeg også sige at du absolut IKKE må tilsidesætte dine børn med en
gang når du finder en ny kæreste, men forklar dem situationen ( tvivlsomt om
den mindste forstår det dog ) men gør dem det klart at "de" ikke er 2 og
"du" ikke er "1+ en ny veninde" men at i er " jer 3" .... og veninde


Nyd det så længe de gider, det er jo ganske rart. Det er svært at komme med
et konkret svar da vi ikke kender jeres forhold i detaljer....
Men tag Inger`s råd in mente også.....

Kenneth



anonym <anonym@anonym.com> skrev i en
nyhedsmeddelelse:bqtfhr$1juj$1@news.cybercity.dk...
> Hej
>
> Jeg (far) er alene med 2 børn (pige 6 år + dreng 2 1/2 år).
>
> De sover inde hos mig, min seng er 210 * 220 (altså ret stor seng), vi
sover
> med hver vores dyne, hver vores hovedpude.
>
> Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten, at
> kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med lyset
> slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".
>
> Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte; nogen
> siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn skal sove
i
> deres egen seng!", osv., osv.
>
> Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!
>
> Hvad er jeres mening?
>
> Hvor sover jeres børn ?
>
> Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
> børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).
>
> Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
> masser af plads... og der er jo hyggeligt"
>
>
>
>
>

---

CJK wrote:
> Vores datter ( knap 2 år ) sover i egen seng på sit eget værelse.
> Hvis hun har lyst til at komme ind til os, enten om natten eller om
> morgenen får hun da lov til det.
> Som du skriver er det kanon hyggeligt.

Nemlig


> Hvis DU har det godt med det og ungerne også har, er det fint.
>

Dejlig at høre at jeg ikke er den eneste der har det sådan

> Det med at du på et tidspunkt finder en ny kæreste...... tag det til
> den tid. Efter min mening skal man ikke planlægge alting nu og her....
> Som Inger skriver kan det være at DU har et behov der skal dækkes,
> jamen så dæk det dog, børnene får jo også dækket deres behov !
>

Hehe, sådan kan man også se på det

> Dog må jeg også sige at du absolut IKKE må tilsidesætte dine børn med
> en gang når du finder en ny kæreste, men forklar dem situationen (
> tvivlsomt om den mindste forstår det dog ) men gør dem det klart at
> "de" ikke er 2 og "du" ikke er "1+ en ny veninde" men at i er " jer
> 3" .... og veninde
>

Korrekt...

>
> Nyd det så længe de gider, det er jo ganske rart. Det er svært at
> komme med et konkret svar da vi ikke kender jeres forhold i
> detaljer....

korrekt, men lige nu er ikke det "rigtige" tidspunkt at "vænne dem af med
det" (hos mor blev de vænnet af med det fra dag 1 (der var jo en ny og
fremmed mand i mors seng)

> Men tag Inger`s råd in mente også.....
>
Det vil jeg gøre

---

On 06/12/03 22:52, in article bqtfhr$1juj$1@news.cybercity.dk, "anonym"
wrote:

> Hej
>
> Jeg (far) er alene med 2 børn (pige 6 år + dreng 2 1/2 år).
>
> De sover inde hos mig, min seng er 210 * 220 (altså ret stor seng), vi sover
> med hver vores dyne, hver vores hovedpude.
>
> Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten, at
> kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med lyset
> slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".
>
> Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte; nogen
> siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn skal sove i
> deres egen seng!", osv., osv.
>
> Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!
>
> Hvad er jeres mening?
>
> Hvor sover jeres børn ?
>
> Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
> børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).
>
> Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
> masser af plads... og der er jo hyggeligt"

Hej

Det er IMO ganske normalt, og ganske hyggeligt..
Hvad der er "rigtigt" og "forkert", må være op til hver enkelt familie.
Jeg mener at børnene skal have deres egen seng - så de kan vælge at sove i
den hvis de ikke har lyst at ligge hos far/mor.

Hvis alle er glade for at sove sammen, ser jeg ingen problemer.

/Charlotte

---

Charlotte wrote:
>
> Hej

Selv hej

>
> Det er IMO ganske normalt, og ganske hyggeligt..
> Hvad der er "rigtigt" og "forkert", må være op til hver enkelt
> familie.

Den mening deler jeg også

> Jeg mener at børnene skal have deres egen seng - så de kan
> vælge at sove i den hvis de ikke har lyst at ligge hos far/mor.

Og det har de på deres store værelse

> Hvis alle er glade for at sove sammen, ser jeg ingen problemer.
>

Dejlig at høre

---

> Hvad er jeres mening?


> Hvor sover jeres børn ?

jeg har 2 unger - den ene på 9 sover i sin egen seng, men indtil han var ca
4 lå han hos mig og min kæreste, men stille og roligt fik vi ham ind i egen
seng.
Så kom barn nummer 2 og vi sagde - det gider vi ikke igen.... men gæt hvem
der ligger og flyder oppe i min seng mens jeg sidder her - jep - den
lille og hans mor - han er netop blevet 4 - jeg lægger ham ind hver aften
jeg går i seng, men når vækkeuret ringer eller når vi vågner imorgen søndag,
ja så ligger han der igen - han fiser lige ind til os når han tisser om
natten, eller på anden måde finder energi til at lette sig og komme ind til
os - den store kommer ikke mere. Min kæreste kunne give bryst længe og vi
har aldrig haft brug for at stå op om natten og lave flasker og den slags -
aldrig, så derfor var det lige nemmere og tage ungen op i sengen et bryst i
kæften og godnat olga... ja så blev de liggende og det vænnede de sig
hurtigt til. Vi har altid haft stor seng så det har faktisk aldrig rigtigt
været til gene - først når de når de 4 år - så fylder de altså en del og
osse derfor jeg flytter ham hver aften, en gang imellem bliver han så osse i
sin egen seng, men ellers har de altid ligget ved os. Jeg kan ikke se at det
skulle være "forkert" eller mystisk at vores unger ligger hos os, tværtimod
kan jeg da mærke at vores har været glad for at have mor og far ved siden af
sig - ikke noget mystisk eller forkasteligt i det - vi har heller aldrig
lukkede døre - alle døre på vores førstesal hvor soveværelse og
børneværelser er står altid åbne så det er "et stort rum" - det kan ungerne
godt lide at vi kan se og høre hinanden - skal vi så ha privatliv kæresten
og jeg ja så er dørene da ikke pillet af endnu
--
VH sniper_Nolight
www.sitecenter.dk/sniper_nolight

---

sniper_Nolight wrote:

> jeg har 2 unger - den ene på 9 sover i sin egen seng, men indtil han
> var ca 4 lå han hos mig og min kæreste, men stille og roligt fik vi
> ham ind i egen seng.
> Så kom barn nummer 2 og vi sagde - det gider vi ikke igen.... men gæt
> hvem der ligger og flyder oppe i min seng mens jeg sidder her -
> jep - den lille og hans mor - han er netop blevet 4 - jeg lægger ham
> ind hver aften jeg går i seng, men når vækkeuret ringer eller når vi
> vågner imorgen søndag, ja så ligger han der igen - han fiser lige ind
> til os når han tisser om natten, eller på anden måde finder energi
> til at lette sig og komme ind til os - den store kommer ikke mere.
> Min kæreste kunne give bryst længe og vi har aldrig haft brug for at
> stå op om natten og lave flasker og den slags - aldrig, så derfor var
> det lige nemmere og tage ungen op i sengen et bryst i kæften og
> godnat olga... ja så blev de liggende og det vænnede de sig hurtigt
> til. Vi har altid haft stor seng så det har faktisk aldrig rigtigt
> været til gene - først når de når de 4 år - så fylder de altså en del
> og osse derfor jeg flytter ham hver aften, en gang imellem bliver han
> så osse i sin egen seng, men ellers har de altid ligget ved os. Jeg
> kan ikke se at det skulle være "forkert" eller mystisk at vores unger
> ligger hos os, tværtimod kan jeg da mærke at vores har været glad for
> at have mor og far ved siden af sig - ikke noget mystisk eller
> forkasteligt i det - vi har heller aldrig lukkede døre - alle døre på
> vores førstesal hvor soveværelse og børneværelser er står altid åbne
> så det er "et stort rum" - det kan ungerne godt lide at vi kan se og
> høre hinanden - skal vi så ha privatliv kæresten og jeg ja så er
> dørene da ikke pillet af endnu

Hehe.....

"Problemet" er nok at jeg er far (og alene), havde det været en "mor"... så
er det mere "naturligt"

---

anonym wrote:
> Hej

hej med dig ;)

> Jeg (far) er alene med 2 børn (pige 6 år + dreng 2 1/2 år).
>
> De sover inde hos mig, min seng er 210 * 220 (altså ret stor seng),
> vi sover med hver vores dyne, hver vores hovedpude.

lyder hyggeligt.....

> Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten,
> at kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med
> lyset slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".

vil det være umuligt hvis ungerne lå i deres egne senge?? og HAR ungerne i
det hele taget deres egne senge?

> Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte;
> nogen siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn
> skal sove i deres egen seng!", osv., osv.

underligt.... tjaa... det er op til den enkelte familie....... usundt, nej
bestemt ikke!! "børn skal sove i deres egne senge", tja det kan der være
delte meninger om...... personligt tror jeg det er sundt nok at lære at man
kan ligge alene.... for når ungerne (nok især pigen) rammer puperteten vil
det nok være ret uhensigtsmæssigt sådan rent socialt set, at hun stadig
deler seng med far.....

> Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!

jamen hvor længe endnu?

> Hvad er jeres mening?

min mening er at så længe ungerne er små og/eller har brug for trygheden, er
det helt fint, men jeg mener også at børn BØR have deres egen seng, og også
bruge den..... om ikke dagligt, så indimellem, sådan at de lærer at der ikke
sker noget ved at sove alene.....

> Hvor sover jeres børn ?

da jeg blev alene med min søn (han var 4) sov han primært i sin egen seng,
men kom ofte (4-6 gange om ugen) ind til mig og puttede og sov......
sjældnere skete det at han direkte blev puttet i min seng..... det var kun
hvis det havde været en voldsom dag og jeg skønnede at han havde behov for
lidt ekstra omsorg og råhygge ;)

> Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
> børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).

nej det er det desværre ikke.... da jeg mødte min kæreste havde min søn
MEGET svært ved at opgive "sin plads" i min seng (også selvom min kæreste
kun sov hos mig i weekenderne og min søn ikke var der hver nat).... men
opgive den måtte han jo.... min kærestes datter havde samme problem, og kom
ofte ind til os om natten, hvilket resulterede i at min søn blev meget ked
af det og ofte stod med bævende underlæbe og sagde "hvorfor må HUN når jeg
ikke må"..... det skyldes dog at min kæreste slet ikke bemærkede at hun kom
ind ret tidligt på natten, og når min søn så kom hen på morgenstunden så fik
han jo indtrykket af at hun havde været der hele natten......
efter en god snak med min kæreste fik vi dog det problem løst også.... det
løste sig ved at min kæreste måtte bære hende tilbage i seng når hun kom, og
hvis de ville putte sammen måtte det være i hendes seng.......

> Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
> masser af plads... og der er jo hyggeligt"

ja, der er masser af plads og det er hyggeligt, men jeg vil nu alligevel
råde dig til allerede NU inden der kommer en ny kvinde i dit liv, at vænne
dine børn til at sove i egne senge (dermed ikke sagt kold tyrker...... som
alternativet ellers kan ende med at blive) netop for at undgå at du kommer
til at stå i en situation som min, eller det der er værre.......

prøv engang at tænke på hvis du nu møder kvinden i dit liv inden så
længe..... så skal du BÅDE tumle med nye følelser, ny kvinde,
forvirrede/skuffede/måske endda vrede børn og sengeafvænning på en
gang....... det er noget nemere at overskue hvis man får i det mindste en af
problemerne ud af verden først ;)

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

---

Friberg wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
> news:bqtuvi$knm$1@dknews.tiscali.dk:
>
> > når ungerne (nok især pigen) rammer puperteten
>
> Du kan roligt regne med at drengene heller ikke ligger med far!

*G* ja det er jeg nok klar over..... men man er vel som teenager mere
blufærdig overfor dem forælder af modsat køn (kan jeg ihvertfald huske).....
far og drengebørn er nok mere "jeg er sku voksen og mand nok, og en mand
putter ikhe hos sin far"agtigt*G*

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

Det er vel en smags sag (læs bekvemmelighed) om børn skal ligge i egen seng.
Vi er nu engang flokdyr og hvorfor skal et barn så ligge mutters alene væk
fra sine forældre?

Vores pige var 4 dag hun sov i sin egen seng og den næste baby har allerede
indtaget revnen i
dobbeltsengen. På grund af pladsmangel sover alle i samme rum, hvilket er
bekvemt - så skal man ikke ud af sengen når den store skal trøstes og den
lille ammes. Og ja der findes andre steder end sengen at dyrke "voksenlivet"
i ..


Hilsen fra Carina

---

Hej fra en mor til to.

Vi en familie (mor, far, 2 piger 5 år og 2 år).
Vores datter på 2 år sover mellem os i dobbeltsengen, som er fin bred.
Og vi har det fint med det. Både mor og far!!!
Den store pige på 5 år har sin egen seng i vores soveværelse, og det
fungerer fint.
Og - jo, begge piger har deres egne værelser. Med senge og legetøj.
Men vi har det altså bare fint med at sove sammen.

Kærlig hilsen Kitti.

"anonym" <anonym@anonym.com> wrote in message
news:bqtfhr$1juj$1@news.cybercity.dk...
> Hej
>
> Jeg (far) er alene med 2 børn (pige 6 år + dreng 2 1/2 år).
>
> De sover inde hos mig, min seng er 210 * 220 (altså ret stor seng), vi
sover
> med hver vores dyne, hver vores hovedpude.
>
> Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten, at
> kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med lyset
> slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".
>
> Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte; nogen
> siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn skal sove
i
> deres egen seng!", osv., osv.
>
> Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!
>
> Hvad er jeres mening?
>
> Hvor sover jeres børn ?
>
> Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
> børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).
>
> Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
> masser af plads... og der er jo hyggeligt"
>
>
>
>
>

---

> Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten, at
> kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med lyset
> slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".

Dette kunne lige så godt foregå på deres eget værelse / i deres egne senge.
Du står jo op igen når de sover så hvad er forskellen i den forbindelse?

> Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte; nogen
> siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn skal sove
i
> deres egen seng!", osv., osv.

Jeg tror ikke det er usundt og synes ikke det er underligt, men jeg tror
ikke det er godt for børnene på længere sigt. Du fortæller senere i tråden
om din eks' tankeløse opførsel i forbindelse med flytning og ny kæreste. Det
tror jeg de fleste kan være enige om er en brist, men du tænker ikke særligt
langt. Det er helt klart at dine børn har ekstra meget brug for dig og din
omsorg oven på det der er sket, men hvis de får den nu og du så alligevel
svigter dem på et tidspunkt er det alligevel "ikke godt nok". Og du kan være
ret sikker på at de vil føle det som et svigt hvis/når du en dag finder en
ny kvinde i dit liv der magter, ikke alene at gå ind i et forhold til en
enlig far med to børn, men også en far der i den grad er bundet sammen med
sine børn så det vil tage en h........ lang til og en engels tålmodighed.
Hvorfor vil du udsætte dem for de følelsesmæssige konflikter oven på det de
allerede har oplevet/oplever?

> Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!

Det er ret tydeligt..... hver gang nogen giver dig ret så sidder du og
"godter dig", men der kommer ingen nye argumenter eller tegn på at du kan se
noget rigtigt hos dem der argumenterer mod dig.

> Hvad er jeres mening?

Er det ikke ligegyldigt, hvis du bare vil bekræftes? Skulle der i
virkeligheden ha' stået " Jeg vil gerne høre fra alle der er enige med mig!"

Jeg har været alene med min datter fra hun blev født til hun var 6 år. Hun
er i dag en meget tillidsfuld, varm og kærlig pige på 13.
Jeg har altid været af den overbevisning at jeg kunne gøre hendes liv bedst,
hvis mit eget liv også fungerede på alle områder. Vores aftenritual var
meget fast. Når der var børstet tænder og taget nattøj på blev hun puttet og
fik én godnathistorie. Nogenlunde samme sengetid hver aften. I hendes
natlampe sad en rød pære som var tændt hele natten og lige fra hun kunne gå
har hun kunne komme ud af sin seng og komme ind til mig når det var
nødvendigt.
Vores ritual kunne overholdes uanset om jeg havde gæster eller ej så det gav
en enorm tryghed og min barnepige kunne bruge det samme.
Om morgnen kom hun altid ind og lå og puttede lidt inden vi skulle op og
dette fortsatte til alles tilfredshed da jeg fandt manden i mit liv.
Alle disse ting skete meget velovervejet da jeg i nogle år havde haft en
veninde der var alene med 2 børn og levede som dig. Hun havde flere gange en
kæreste, men det i vasken hver gang fordi hun ikke orkede konflikter med
ungerne og da det endelig skulle være var den ældste datter 8 og viste
tilsyneladende forståëlse for at hun skulle sove hos sig selv og så blev hun
pludselig sengevæder. Jeg havde enormt ondt af både mor og børn og vidste at
det ville jeg ikke igennem.
Dine børn har brug for dig og al den kærlighed og omsorg du kan give dem,
men de har også brug for at du nu (da deres mor åbenbart ikke kan leve op
til det) er den ansvarlige voksne er evner at overskue konsekvenserne af
jeres måde at leve på.
Dette var mine tanker om emnet.

Held og lykke med fremtiden

Mia

---

Mia wrote:
>
> Dette kunne lige så godt foregå på deres eget værelse / i deres egne
> senge. Du står jo op igen når de sover så hvad er forskellen i den
> forbindelse?
>

Ja... de har bare en køjeseng... så det bliver lidt svært at ligge i midten



> Jeg tror ikke det er usundt og synes ikke det er underligt, men jeg
> tror ikke det er godt for børnene på længere sigt. Du fortæller
> senere i tråden om din eks' tankeløse opførsel i forbindelse med
> flytning og ny kæreste. Det tror jeg de fleste kan være enige om er
> en brist, men du tænker ikke særligt langt. Det er helt klart at dine
> børn har ekstra meget brug for dig og din omsorg oven på det der er
> sket, men hvis de får den nu og du så alligevel svigter dem på et
> tidspunkt er det alligevel "ikke godt nok".

Altså.... lige nu er der en forældermyndigheds retsag igang (det skaber lidt
uro), mor kører derudaf med ny kæreste som (om de vil det eller ej) børnene
bare har at acceptere.

Børnene skal sove i deres egen seng.... syntes bare at "lige" nu måske er et
dårligt valgt tidspunkt

>Og du kan være ret sikker
> på at de vil føle det som et svigt hvis/når du en dag finder en ny
> kvinde i dit liv der magter, ikke alene at gå ind i et forhold til en
> enlig far med to børn, men også en far der i den grad er bundet
> sammen med sine børn så det vil tage en h........ lang til og en
> engels tålmodighed. Hvorfor vil du udsætte dem for de følelsesmæssige
> konflikter oven på det de allerede har oplevet/oplever?

Syntes du overreagere lidt.... der er jo også en blid overgangs mulighed...
for der er ingen kvinde der får lov til at bare flytte ind her i huset...
fra jeg møder hende til børnene møder hende vil der gå noget tid (til jeg er
"sikker"), når de så sker... vil der igen gå en rum tid før hun kommer til
at sove her, og derefter noget tid til hun flytter ind... så der bliver
masser af tid (modsat mor kan jeg godt finde ud af at "holde" igen... og
ikke bare kaste mig selv og børnene hovedkuls ind i et nyt forhold dagen
efter det andet er slut!

>
>
> Det er ret tydeligt..... hver gang nogen giver dig ret så sidder du og
> "godter dig", men der kommer ingen nye argumenter eller tegn på at du
> kan se noget rigtigt hos dem der argumenterer mod dig.

Jo... læs lige indlægne igen...jeg har også svaret på nogle af de andre (men
jeg har begrænset tid, da der som sagt er en FM sag igang, så når børnene
sover... er der et hus der skal ordnes og derefter skal der bruges tid på at
forberede sig på FM sagen (for modsat mor... så skal far bevise, bevise,
bevise og redegøre for ALT... for at få tillagt FM).


>

> Er det ikke ligegyldigt, hvis du bare vil bekræftes? Skulle der i
> virkeligheden ha' stået " Jeg vil gerne høre fra alle der er enige
> med mig!"

Syntes nok lige at du overreagere ret meget !

>
> Jeg har været alene med min datter fra hun blev født til hun var 6
> år. Hun er i dag en meget tillidsfuld, varm og kærlig pige på 13.
> Jeg har altid været af den overbevisning at jeg kunne gøre hendes liv
> bedst, hvis mit eget liv også fungerede på alle områder. Vores
> aftenritual var meget fast. Når der var børstet tænder og taget
> nattøj på blev hun puttet og fik én godnathistorie. Nogenlunde samme
> sengetid hver aften. I hendes natlampe sad en rød pære som var tændt
> hele natten og lige fra hun kunne gå har hun kunne komme ud af sin
> seng og komme ind til mig når det var nødvendigt.
> Vores ritual kunne overholdes uanset om jeg havde gæster eller ej så
> det gav en enorm tryghed og min barnepige kunne bruge det samme.
> Om morgnen kom hun altid ind og lå og puttede lidt inden vi skulle op
> og dette fortsatte til alles tilfredshed da jeg fandt manden i mit
> liv.

Fint nok... men var din (jeres) skilsmisse en rolig skilsmisse... eller blev
det en kamp om børnene ?
For der er en forskel !
Hvad hvis dit barns far havde sagt "ups...ja flyt du bare ... men børnene
bliver her!", hvordan havde situationen så set ud ?

> Alle disse ting skete meget velovervejet da jeg i nogle år havde haft
> en veninde der var alene med 2 børn og levede som dig. Hun havde
> flere gange en kæreste, men det i vasken hver gang fordi hun ikke
> orkede konflikter med ungerne og da det endelig skulle være var den
> ældste datter 8 og viste tilsyneladende forståëlse for at hun skulle
> sove hos sig selv og så blev hun pludselig sengevæder. Jeg havde
> enormt ondt af både mor og børn og vidste at det ville jeg ikke
> igennem.

Jamen.... børnene kan godt sove i deres egen seng... de vil bare hellere
sove i fars store seng... med alt det hygge osv der følger med. (samt at
mareridtene forsvinder, osv) (og jeg orker altså konflikterne... så det
bliver ikke et problem)

> Dine børn har brug for dig og al den kærlighed og omsorg du kan give
> dem, men de har også brug for at du nu (da deres mor åbenbart ikke
> kan leve op til det) er den ansvarlige voksne er evner at overskue
> konsekvenserne af jeres måde at leve på.
> Dette var mine tanker om emnet.
>

Fint nok.... jeg er enig og uenig... Har bare på fornemmelsen at "nogle
gange...glemmer folk hvordan det "var da de selv havde børn på xx år og der
var problemer, osv", jeg kan mærke på børnene (specielt den store), at hun
syntes "mor svigter" (hun er dog loyal nok. så hun ikke siger det direkte).

> Held og lykke med fremtiden

Tak.. og iligemåde

---

---

Friberg wrote:
>
> ja, noget latterligt!

Pfff (er du på vej i børnehave?)


mvh
brian

---

Hej Anonym.

som man kan se er der 1000 forskellige svar på hvad der er rigtig og
forkert.

Jeg vil bare sige, gør hvad DU synes er rigtig og hvis det er at de sover
hos dig og i alle sammen nyder det, så er det det !

"anonym" <anonym@anonym.com> skrev i en meddelelse
news:bqtfhr$1juj$1@news.cybercity.dk...
> Hej
>
> Jeg (far) er alene med 2 børn (pige 6 år + dreng 2 1/2 år).
>
> De sover inde hos mig, min seng er 210 * 220 (altså ret stor seng), vi
sover
> med hver vores dyne, hver vores hovedpude.
>
> Begge børn nyder det... det at læse godnathistorie med far i midten, at
> kunne ligge og lave fis og ballade... snakke om dagen alle 3 (med lyset
> slukket), for at til sidst sige "godnat og falde i søvn".
>
> Jeg modtager delte meninger om ovenstående fra venner og bekendte; nogen
> siger det er "underligt", andre at det er "usundt", andre "børn skal sove
i
> deres egen seng!", osv., osv.
>
> Jeg er ikke enige i nogen af ovenstående!
>
> Hvad er jeres mening?
>
> Hvor sover jeres børn ?
>
> Ved godt at hvis man er i et parforhold... så er chansen større for at
> børnene sover i deres egen seng (af helt "naturlig" årsag).
>
> Men er det ikke meget normalt at når man er ene forælder... så "er der
> masser af plads... og der er jo hyggeligt"
>
>
>
>
>

---

---

Friberg wrote:
>
> Børn skal ikke sove i mors eller fars eller begges seng overhovedet!
>
> Det er en ekstrem uvane. NiX!!! I særlige tilfælde er det ok ved siden
> af! Men det det må være unormalen. På sigt bestemmer du helt selv,
> hvor dit barn skal sove! Det er et spørgsmål om gode trygge vaner. De
> opstår mest om dagen.


Hej

Nu ved jeg godt at jeg bad om folks mening.... men alligevel vil jeg dog
kommentere denne meget "stejle" mening med dette svar:

Så du mener ikke at der er nogen som helst "tryghed" forbundet med at sove
med sine forældre... heller ikke engang i mellem?, hvad med når de når 4 - 6
års alderen (hvilket er de år de fleste børn lider (i perioder) af voldsomme
mareridt... en tur i far/mors seng, fjerner disse mareridt delvist, osv?

En ting er at mene at børn enten hører til eller ikke hører til i far/mors
seng (og alligevel give dem lov engang i mellem), en anden ting er at sige
"Børn skal ikke sove i mors eller fars eller begges seng overhovedet!", en
meget "rabiat" mening. Har du flere af disse (i min verden) hårde/stejle
meninger om børneopdragelse ?

Mvh
Brian

---

"Brian k" <brian@nospam.com> skrev

> Nu ved jeg godt at jeg bad om folks mening.... men alligevel vil jeg dog
> kommentere denne meget "stejle" mening med dette svar:

Når man spørger som du gjorde vil du møde alle yderligheder af svar, dvs.
nogle der er helt enige med dig, og nogle der er dybt uenige med dig. Men
det er vel godt nok, for det hører jo med til de overvejelser du sikkert gør
dig, alle argumenter skal vel være med i overvejelserne omkring dette,
hvilke argumenter der så vejer tungest hos dig, må du selv se på :)

> Så du mener ikke at der er nogen som helst "tryghed" forbundet med at sove
> med sine forældre... heller ikke engang i mellem?,

Jo, det er det ganske givet. Men det er også forbundet med tryghed ikke at
være dybt afhængig af sine forældre.

> hvad med når de når 4 - 6
> års alderen (hvilket er de år de fleste børn lider (i perioder) af
voldsomme
> mareridt... en tur i far/mors seng, fjerner disse mareridt delvist, osv?

Jeg har aldrig sovet i mine forældres seng og tror heller aldrig jeg har
haft mareridt.

> En ting er at mene at børn enten hører til eller ikke hører til i far/mors
> seng (og alligevel give dem lov engang i mellem), en anden ting er at sige
> "Børn skal ikke sove i mors eller fars eller begges seng overhovedet!", en
> meget "rabiat" mening. Har du flere af disse (i min verden) hårde/stejle
> meninger om børneopdragelse ?

Jeg har godt nok ingen børn, endnu, men jeg ved at jeg har brug for plads
omkring mig når jeg sover, og jeg er sikker på at jeg ikke ville få sovet
ret meget, hvis der lå barn/børn i sengen.

Venligst Anita

---

"Anita" <anita@*SLET*stofanet.dk> skrev i en meddelelse
news:3fd8acb2$0$24868$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...

> Jeg har godt nok ingen børn, endnu, men jeg ved at jeg har brug for plads
> omkring mig når jeg sover, og jeg er sikker på at jeg ikke ville få sovet
> ret meget, hvis der lå barn/børn i sengen.

Det første år er det værste. Så lærer man at sove med en fod i ansigtet
eller et hoved på maven. Når man har en unge, der af en eller anden grund
har brug for at sove i fars og mors seng, så må man indordne sig. Så kan man
sove, når man bliver gammel. Og når man er langtidstræt nok, så sover man
alligevel.

Tine

---

"Tine Andersen" <ditmar123@hotmail.com> skrev

> en unge, der af en eller anden grund
> har brug for at sove i fars og mors seng, så må man indordne sig.

Hmm...

Hvornår har "ungen" _brug_ for at sove i mors og fars seng?
Hvorfor må man indordne sig? Mens barnet åbenbart ikke behøver indordne
sig...

Jeg er ret sikker på, at jeg til hver en tid, vil insistere på at have min
seng i fred, i hvert fald så længe jeg sover. (Om det så kun måtte være 5
minutter).

---

Anita wrote:
> Hmm...
>
> Hvornår har "ungen" _brug_ for at sove i mors og fars seng?
> Hvorfor må man indordne sig? Mens barnet åbenbart ikke behøver
> indordne sig...

der er visse ting man indordner sig under....
som feks når det eneste tidspunkt barnet har ro på, er når det kan ligge på
fars mave og sove (pga sygdom eller andet), eller når den lille stadig ammes
3 gange hver nat og den ENESTE mulighed man har for at få sovet, er at hive
ungen over, proppe bappen i munden og så bare ligge sig til igen..... når
det eneste der bringer ro er varmen fra mors hånd eller krop mod barnets
hovede..... når barnet for 25 gang på 3 timer har grædt og klynket at de vil
ind til mor og sove fordi de er syge eller bare overtrætte af al for mange
indtryk i løbet af dagen..... når man som mor er superbekymret for barnet
der hoster, klynker og har 39.5 i feber, og man ganske enkelt ikke kan finde
ro fordi man aldrig er 100% sikker på at barnet er ok..... når barnet har
smerter fra det brækkede lår og man ikke kan gøre andet for at berolige end
at putte lige så stille på hospitalssengekanten og nusse barnet blidt på
kinden så det hele tiden kan mærke at mor er der.....
der er MANGE muligheder......
der er mange ting man som forældre må indordne sig til...... som feks
manglen på sammenhængene nattesøvn... beskidte bleer...... hystriske 3 årige
der VIL have deres vilje, koste hvad det vil........
barnet skal skam også indordne sig....... barnet skal gøre som der bliver
sagt, skal spise den mad der bliver serveret... skal passes af fremmede
fordi mor og far skal arbejde...... det er en give and take situation.......
lige som med alt andet i livet...

> Jeg er ret sikker på, at jeg til hver en tid, vil insistere på at
> have min seng i fred, i hvert fald så længe jeg sover. (Om det så kun
> måtte være 5 minutter).

det er nemt at sige at man VIL, pine død, have sin seng for sig selv.....
men min erfaring viser at ALLE!! forældre på et eller andet tidspunkt har
haft et barn i sengen.... uanset alle gode intentioner ;)
men der er uendeligt langt fra at acceptere den lejlighedsvise soven sammen,
og så til at lade barnet sove konsekvent i sengen.....

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:brajd4$ad8$1@dknews.tiscali.dk...
> Anita wrote:
> > Hmm...
> >
> > Hvornår har "ungen" _brug_ for at sove i mors og fars seng?
> > Hvorfor må man indordne sig? Mens barnet åbenbart ikke behøver
> > indordne sig...
>
> der er visse ting man indordner sig under....
> som feks når det eneste tidspunkt barnet har ro på, er når det kan ligge
på
> fars mave og sove (pga sygdom eller andet), eller når den lille stadig
ammes
> 3 gange hver nat og den ENESTE mulighed man har for at få sovet, er at
hive
> ungen over, proppe bappen i munden og så bare ligge sig til igen..... når
> det eneste der bringer ro er varmen fra mors hånd eller krop mod barnets
> hovede..... når barnet for 25 gang på 3 timer har grædt og klynket at de
vil
> ind til mor og sove fordi de er syge eller bare overtrætte af al for mange
> indtryk i løbet af dagen..... når man som mor er superbekymret for barnet
> der hoster, klynker og har 39.5 i feber, og man ganske enkelt ikke kan
finde
> ro fordi man aldrig er 100% sikker på at barnet er ok..... når barnet har
> smerter fra det brækkede lår og man ikke kan gøre andet for at berolige
end
> at putte lige så stille på hospitalssengekanten og nusse barnet blidt på
> kinden så det hele tiden kan mærke at mor er der.....
> der er MANGE muligheder......
> der er mange ting man som forældre må indordne sig til...... som feks
> manglen på sammenhængene nattesøvn... beskidte bleer...... hystriske 3
årige
> der VIL have deres vilje, koste hvad det vil........
> barnet skal skam også indordne sig....... barnet skal gøre som der bliver
> sagt, skal spise den mad der bliver serveret... skal passes af fremmede
> fordi mor og far skal arbejde...... det er en give and take
situation.......
> lige som med alt andet i livet...

Når barnet har astma og hver nat vågner med hosteanfald så voldsomme, så hun
kaster op. Det er hurtigere at nå at hælde håndklæder under, hvis man er 20
cm væk.

Når barnet har ørepine, og den eneste måde hun kan sove på, er siddende op i
mors arme, som også sidder op blokket op af puder, og sover 10 minutter ad
gangen.

Når......

Tine

---

Sabina Hertzum wrote:
>
> der er visse ting man indordner sig under....
> som feks når det eneste tidspunkt barnet har ro på, er når det kan
> ligge på fars mave og sove (pga sygdom eller andet), eller når den
> lille stadig ammes 3 gange hver nat og den ENESTE mulighed man har
> for at få sovet, er at hive ungen over, proppe bappen i munden og så
> bare ligge sig til igen..... når det eneste der bringer ro er varmen
> fra mors hånd eller krop mod barnets hovede..... når barnet for 25
> gang på 3 timer har grædt og klynket at de vil ind til mor og sove
> fordi de er syge eller bare overtrætte af al for mange indtryk i
> løbet af dagen..... når man som mor er superbekymret for barnet der
> hoster, klynker og har 39.5 i feber, og man ganske enkelt ikke kan
> finde ro fordi man aldrig er 100% sikker på at barnet er ok..... når
> barnet har smerter fra det brækkede lår og man ikke kan gøre andet
> for at berolige end at putte lige så stille på hospitalssengekanten
> og nusse barnet blidt på kinden så det hele tiden kan mærke at mor er
> der.....
> der er MANGE muligheder......
> der er mange ting man som forældre må indordne sig til...... som feks
> manglen på sammenhængene nattesøvn... beskidte bleer...... hystriske
> 3 årige der VIL have deres vilje, koste hvad det vil........
> barnet skal skam også indordne sig....... barnet skal gøre som der
> bliver sagt, skal spise den mad der bliver serveret... skal passes af
> fremmede fordi mor og far skal arbejde...... det er en give and take
> situation....... lige som med alt andet i livet...


Sabrina.... det er dejligt at høre at der stadig er nogen der kan huske
hvordan det var da ungerne var små !!! (for der er tilsyneladende mange der
har glemt det).

Dog vil jeg lige tilføje en "lille" ændring der hvor du skriver "når man som
mor er superbekymret " og forbeholde mig retten til at ændre det til "når
man som mor/far er superbekymret" og i "fra mors hånd eller krop mod barnets
hovede" (ja...du kan vel selv gætte min ændring).


For det er det JEG kæmper imod lige nu.... systemets og "folks" generale
indstilling til at "mor er bedst", "hvad skal de stakkels børn dog gøre uden
mor".

Faktum er at lige netop de ting du beskriver (undtagen det med "patten"),
det er mig som far der har stået for disse... det er mig der har vadet
gulvet i stuen tyndt...med et barn med kolik... mens mor lå og sov (og nu
sidder hun i retten og siger det modsatte), begge børn har helt fra små søgt
mig når de var syge / kede af det... de kunne skrige som små mens mor
prøvede at trøste... 30 sekunder efter far tog dem op på skulderen.... så
var der ro og kort tid efter sov de igen (sjovt nok siger mor det modsatte i
retten).


Tag en sætning som " XXX var aldrig tilstede, XXX havde andre vigtige ting
end at tage sig af børnene, XXX syntes det var vigtigere at besøge vennerne,
XXX var aldrig hjemme når børnene var syge" (hvor mange steder læste du XXX
som far?).

Prøv også at tage sætningen og lad en FAR sige det til en forsamling af
venner og bekendte med MOR istedet for XXX, alle vil sidde og sige
"yeah...right, manden har kuller på øverste etage".

Gør det omvendte lad en MOR sige det til en forsamling af venner og
bekendte med FAR istedet for XXX, alle vil sidde og sige "Typisk mænd, de
gider bare ikke lave en skid" (og de vil alle sammen klappe den "stakkel"
mor på ryggen og sige stakkels børn... at have en sådan dårlig far).

>
> det er nemt at sige at man VIL, pine død, have sin seng for sig
> selv..... men min erfaring viser at ALLE!! forældre på et eller andet
> tidspunkt har haft et barn i sengen.... uanset alle gode intentioner
> ;)
> men der er uendeligt langt fra at acceptere den lejlighedsvise soven
> sammen, og så til at lade barnet sove konsekvent i sengen.....

Du har ret...sætninger som kommer fra en lille dreng / pige på 3 år (med
store blå øjne): "Jamen det er sådan et grimt mareridt jeg har hver
aften...og når jeg ligger herinde... så kommer det slet ikke, må jeg ikke
nok godt", arghhhhhh... så kan selv udsigten til en god natssøvn være lige
meget!

mvh
brian

---

Brian k wrote:
> Sabina Hertzum wrote:

> Sabrina....

Brian... søde..... vil du ikke være en skat og bemærke hvad jeg egentlig
hedder?*G*

det er dejligt at høre at der stadig er nogen der kan
> huske hvordan det var da ungerne var små !!! (for der er
> tilsyneladende mange der har glemt det).

jeg husker det tydeligt, for selvom min dreng nu er 9 år, så er der stadig
lidt af det fra tid til anden....... dog mere som et ønske om at mor lige
står med hånden på ham når han skal falde hen..... eller kommer ind og
putter i mors favn 10 minutter inden vi står op....
i vores seng er der dog nu ikke plads til at vi alle kan sove der, men er
behovet der, så ligger jeg mig gerne ind til ham..... eller lægger mig på
sofaen med ham......

> Dog vil jeg lige tilføje en "lille" ændring der hvor du skriver "når
> man som mor er superbekymret " og forbeholde mig retten til at ændre
> det til "når man som mor/far er superbekymret" og i "fra mors hånd
> eller krop mod barnets hovede" (ja...du kan vel selv gætte min
> ændring).

i know.... men nu var min beretning møntet på Anita som jo uvilkårlig vil
være mor ;)

> Prøv også at tage sætningen og lad en FAR sige det til en forsamling
> af venner og bekendte med MOR istedet for XXX, alle vil sidde og sige
> "yeah...right, manden har kuller på øverste etage".
>
> Gør det omvendte lad en MOR sige det til en forsamling af venner og
> bekendte med FAR istedet for XXX, alle vil sidde og sige "Typisk
> mænd, de gider bare ikke lave en skid" (og de vil alle sammen klappe
> den "stakkel" mor på ryggen og sige stakkels børn... at have en sådan
> dårlig far).

må jeg lige komme med en lille observation?
du er ret følsom over at vi andre udtrykker os på vores måde..... at jeg
feks skriver mor når jeg fortæller og sådan..... jeg tror du er nødt til at
acceptere at vi alle fortæller på vores måde, men det betyder dog ikke at du
nedvurderes på nogen måde...
vi to har krydset hinandens vej før, og der blev vi også enige ;)
der er dog ingen grund til at blive "oversart" og tro at vi herinde er som
din ex der vil fordreje dit liv så det passer ind i vores ;) vi fortæller
bare vores side af sagen (og i dette tilfælde har far faktisk også taget sin
tørn, som den første sætning også antyder).....

> > det er nemt at sige at man VIL, pine død, have sin seng for sig
> > selv..... men min erfaring viser at ALLE!! forældre på et eller
> > andet tidspunkt har haft et barn i sengen.... uanset alle gode
> > intentioner ;)
> > men der er uendeligt langt fra at acceptere den lejlighedsvise soven
> > sammen, og så til at lade barnet sove konsekvent i sengen.....
>
> Du har ret...sætninger som kommer fra en lille dreng / pige på 3 år
> (med store blå øjne): "Jamen det er sådan et grimt mareridt jeg har
> hver aften...og når jeg ligger herinde... så kommer det slet ikke, må
> jeg ikke nok godt", arghhhhhh... så kan selv udsigten til en god
> natssøvn være lige meget!

hehe, de der stoooore blå øjne lyder mere som lidt manipulation i retningen
af "jamen faaaaar, kaaaan du ikke se hvor forfærdeligt det er?".... og det
er i disse tilfælde man skal vise sit værd som forældre...... er behovet
reelt (dvs HAR der været et mareridt) så er det for mig at se helt ok......
men når barnet tager turen allerede INDEN sengetid, så er det på tide at
være FAR og sætte en grænse ;)
evt sige, "jamen hvis vi nu lader lyset stå tændt her, SÅ kommer mareridtet
ikke", eller "jamen her i december har vi jo Nissen til at jage alle
mareridt væk"... eller " Fidusen er den BEDSTE til at holde mareridt langt
væk.... nu sætter vi ham her ved din hovedpude, så skal han nok sørge for at
det ikke kommer igen"......

det handler om at finde den sætning der virker på netop dit barn ;)
på min virker følgende nu; helt mørkelagt værelse, pop på radioen (cd), og
lys i gangen..... og gerne også at vi skruer lidt højt op for tv'et så han
kan høre vi stadig er i huset ;) (vores hus er i 3 etager,og han ligger
nederst, vi sidder øverst om aftenen)


--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> der er visse ting man indordner sig under....

Naturligvis.

> som feks når det eneste tidspunkt barnet har ro på, er når det kan ligge
på
> fars mave og sove (pga sygdom eller andet), eller når den lille stadig
ammes
> 3 gange hver nat og den ENESTE mulighed man har for at få sovet, er at
hive
> ungen over, proppe bappen i munden og så bare ligge sig til igen..... når
> det eneste der bringer ro er varmen fra mors hånd eller krop mod barnets
> hovede..... når barnet for 25 gang på 3 timer har grædt og klynket at de
vil
> ind til mor og sove fordi de er syge eller bare overtrætte af al for mange
> indtryk i løbet af dagen..... når man som mor er superbekymret for barnet
> der hoster, klynker og har 39.5 i feber, og man ganske enkelt ikke kan
finde
> ro fordi man aldrig er 100% sikker på at barnet er ok..... når barnet har
> smerter fra det brækkede lår og man ikke kan gøre andet for at berolige
end
> at putte lige så stille på hospitalssengekanten og nusse barnet blidt på
> kinden så det hele tiden kan mærke at mor er der.....
> der er MANGE muligheder......
> der er mange ting man som forældre må indordne sig til...... som feks
> manglen på sammenhængene nattesøvn... beskidte bleer...... hystriske 3
årige
> der VIL have deres vilje, koste hvad det vil........
> barnet skal skam også indordne sig....... barnet skal gøre som der bliver
> sagt, skal spise den mad der bliver serveret... skal passes af fremmede
> fordi mor og far skal arbejde...... det er en give and take
situation.......
> lige som med alt andet i livet...

Men jeg vil væde på at det i langt de fleste tilfælde er mere undtagelsen
end reglen.

> > Jeg er ret sikker på, at jeg til hver en tid, vil insistere på at
> > have min seng i fred, i hvert fald så længe jeg sover. (Om det så kun
> > måtte være 5 minutter).
>
> det er nemt at sige at man VIL, pine død, have sin seng for sig selv.....
> men min erfaring viser at ALLE!! forældre på et eller andet tidspunkt har
> haft et barn i sengen.... uanset alle gode intentioner ;)

Tja, det er heller ikke "barn i sengen" jeg opponerer imord, det er "barn i
sengen, mens man skal sove", jeg ikke selv vil synes om.

> men der er uendeligt langt fra at acceptere den lejlighedsvise soven
sammen,
> og så til at lade barnet sove konsekvent i sengen.....

Lige præcis.

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> > barnet skal skam også indordne sig....... barnet skal gøre som der
> > bliver sagt, skal spise den mad der bliver serveret... skal passes
> > af fremmede fordi mor og far skal arbejde...... det er en give and
> > take situation....... lige som med alt andet i livet...
>
> Men jeg vil væde på at det i langt de fleste tilfælde er mere
> undtagelsen end reglen.

nej det er det faktisk ikke.....
min søn indordner sig væsentligt mere under mig end jeg under ham.... og
sådan er det uden tvivl i alle familier.......
det kommer jo an på hvad man betragter som "indordner"......
men prøv engang selv at forestille dig et liv hvor ALLE beslutninger omkring
dig tages af en anden..... hvilket tøj du skal have på, hvad og hvor meget
du skal spise, hvornår du kan komme på toilettet......
det ER at indordne sig uanset at man som voksen ikke betragter det sådan
udefra.......

> > det er nemt at sige at man VIL, pine død, have sin seng for sig
> > selv..... men min erfaring viser at ALLE!! forældre på et eller
> > andet tidspunkt har haft et barn i sengen.... uanset alle gode
> > intentioner ;)
>
> Tja, det er heller ikke "barn i sengen" jeg opponerer imord, det er
> "barn i sengen, mens man skal sove", jeg ikke selv vil synes om.

jamen mange af de nævnte tilfælde ovenfor ender jo netop med "barn i sengen
når man skal sove", fordi man som voksen jo også har brug for
nattesøvn......

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:braroo$d2h$1@dknews.tiscali.dk...
> Anita wrote:
> > > barnet skal skam også indordne sig....... barnet skal gøre som der
> > > bliver sagt, skal spise den mad der bliver serveret... skal passes
> > > af fremmede fordi mor og far skal arbejde...... det er en give and
> > > take situation....... lige som med alt andet i livet...
> >
> > Men jeg vil væde på at det i langt de fleste tilfælde er mere
> > undtagelsen end reglen.
>
> nej det er det faktisk ikke.....
> min søn indordner sig væsentligt mere under mig end jeg under ham.... og
> sådan er det uden tvivl i alle familier......

Ups, mit svar var til alle disse situationer du beskrev. Det er disse
særlige situationer hvor barnet er syg, ked af det eller andet, jeg mener må
være mere undtagelsen end reglen.
..
> jamen mange af de nævnte tilfælde ovenfor ender jo netop med "barn i
sengen
> når man skal sove", fordi man som voksen jo også har brug for
> nattesøvn......

Hvilket jeg ikke ville få med barn i sengen...

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> > > Men jeg vil væde på at det i langt de fleste tilfælde er mere
> > > undtagelsen end reglen.
> >
> > nej det er det faktisk ikke.....
> > min søn indordner sig væsentligt mere under mig end jeg under
> > ham.... og sådan er det uden tvivl i alle familier......
>
> Ups, mit svar var til alle disse situationer du beskrev. Det er disse
> særlige situationer hvor barnet er syg, ked af det eller andet, jeg
> mener må være mere undtagelsen end reglen.

hmmm... alle de nævnte situationer er selvoplevede inden for de første 6 år
af min søns liv.... langt de fleste af dem er prøvet MANGE gange...
det kan godt være at det er "undtagelsen" at barnet er sygt og har brug for
at sove i sengen hos mor og far, men i barnets første 2-3 leveår kan det
faktisk nemt gå hende og blive reglen snarere end undtagelsen...... især op
til institutionsskift, vejrskift og alle andre skift i barnets liv....
min søn var faktisk konstant småsyg i ca 4-5 mdr da han var startet i
dagpleje, og igen da han startede i børnehave..... det gik lidt nemmere da
han startede i skolen.... men det skyldes nok mest at han brækkede låret 3
uger inde i skoleåret, og derfor sad i rullestol i den "kritiske" tid.....
.
> > jamen mange af de nævnte tilfælde ovenfor ender jo netop med "barn
> > i sengen når man skal sove", fordi man som voksen jo også har brug
> > for nattesøvn......
>
> Hvilket jeg ikke ville få med barn i sengen...

tro mig..... der for forskel på "barn i sengen" og "MIT barn i sengen"......

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:brbvg5$p61$1@dknews.tiscali.dk...

> tro mig..... der for forskel på "barn i sengen" og "MIT barn i
sengen"......

Hørt!!

Tine

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
news:brajd4$ad8$1@dknews.tiscali.dk:

> ALLE!! forældre på et eller andet tidspunkt har
> haft et barn i sengen.... uanset alle gode intentioner ;)
>

Naturligvis; men at sove der - hvilket jo var udgangspunktet - vil
altså sige at barnet sover der, anser jeg for aldeles tåbeligt og
forkert i forhold til barnet (og det er vel det, at det drejer sig om).
Mine egne tre + pleje har, så vidt jeg husker, heller aldrig gjort det.
Måske fordi de tryghedsskabende og ikke sygdomsfremkaldende ting
primært har været placeret på andre tidspunkter.

--
Med venlig hilsen


S Friberg

---

Friberg wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
> news:brajd4$ad8$1@dknews.tiscali.dk:
>
> > ALLE!! forældre på et eller andet tidspunkt har
> > haft et barn i sengen.... uanset alle gode intentioner ;)
>
> Naturligvis; men at sove der - hvilket jo var udgangspunktet - vil
> altså sige at barnet sover der, anser jeg for aldeles tåbeligt og
> forkert i forhold til barnet (og det er vel det, at det drejer sig
> om).

egentlig ikke...... for mig at se handler det ikke om rigtigt eller
forkert..... for jeg anser hverken det ene eller det andet for det
rette......
for bare små 50 år siden var det helt normalt at man sov sammen i en stor
bunke.....
nu er det nærmest tabu bare at overveje at tage barnet ind i sengen..... DET
synes jeg er forkert.....
hvorfor ikke lade familierne leve som de lever bedst?

jeg personligt mener børn har bedst af at lære at sove i egen seng..... men
jeg holder mig ikke for god til at erkende at jeg til tider har enten haft
mit barn i min seng og sovet, eller har tilbragt natten hos min søn eller vi
fælles har tilbragt natten sammen på sofaen....... årsagerne har været vidt
forskellige, men årsagen til at jeg mener børn har bedst af at sove i egen
seng har altid været den samme...... det er på sigt det bedste for
barnet.....
med på sigt mener jeg at jeg og mit barn på den måde undgår underlige
blikke, nedladede stemmer, hvisken i krogene, sociale problemer af
forskellig art og jeg kunne blive ved med at nævne årsager...... det primære
i denne beslutning er at jeg vil hvad der er bedst for mit barn.... og det
indebærer at undgå at skabe problemer for ham i fremtiden......

jeg har dog uendeligt svært ved at se hvad der er forkert i at tilbringe
natten sammen med sit barn, hvis behovet skulle opstå af en eller anden
årsag..... måske du kan oplyse mig herom? (og nu snakker jeg _ikke_ om fædre
og teenage døtre, eller omvendt mødre og teenage sønner, for DET kan jeg
godt se det forkerte i)

> Mine egne tre + pleje har, så vidt jeg husker, heller aldrig
> gjort det. Måske fordi de tryghedsskabende og ikke
> sygdomsfremkaldende ting primært har været placeret på andre
> tidspunkter.

ok, men jeg er lige nødt til at spørge.... har du virkelig ALDRIG tilbragt
en nat sovende sammen med dit barn på en eller anden vis?
jeg spørger fordi jeg kan komme på uendeligt mange situationer hvor den
slags kan være nødvendigt, endda praktisk og hyggeligt......
faktisk er jeg ret ligeglad med om tiden sammen tilbringes i den ene eller
anden seng.... lokationen er vel ikke vigtig i denne situation er den?
er det vigtigste ikke at barnet er trygt og ved at man er der nomatterwhat?
også når man ligger på et fremmed sygehus midt om natten med sindsyge
smerter fra et lårben i stræk og ikke kan sove pga smerter.......
også når man har ondt i maven af kolik.....
også når man er skrubsulten og mor er ved at vælte af træthed, og derfor
tager én over i sengen og falder i søvn mens man ligger og kigger på det
lille vidunder man kan skabe maden til i egen krop?

jeg spørger fordi jeg, inden jeg selv fik barn, havde ALLE intentioner
klarlagt.... jeg VIDSTE at mit barn aldrig skulle sove hos mig...... ligesom
jeg vidste han aldrig skulle bruge sut*G*
sutten fik jeg ret i.... den var forholdsvis nem at undgå (på trods af
emsige sygeplejesker der troede de vidste bedre)
men det med sengen fik ret hurtig en ende...... faktisk allerede inden for
den første uge, hvor jeg var så udmattet af fødslen og alle de nye indtryk
at jeg faldt i søvn på siden med min søn liggende ved siden af mig med
bappen i munden......
et uheld, ja......men ikke desto mindre sov vi sammen, trods alle
intentioner om at dette IKKE skulle ske ;)


--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
news:brdba0$aib$1@dknews.tiscali.dk:

> Friberg wrote:
>> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
>> news:brajd4$ad8$1@dknews.tiscali.dk:
>>
>> > ALLE!! forældre på et eller andet tidspunkt har
>> > haft et barn i sengen.... uanset alle gode intentioner ;)
>>
>> Naturligvis; men at sove der - hvilket jo var udgangspunktet -
>> vil altså sige at barnet sover der, anser jeg for aldeles
>> tåbeligt og forkert i forhold til barnet (og det er vel det, at
>> det drejer sig om).
>
> egentlig ikke...... for mig at se handler det ikke om rigtigt
> eller forkert..... for jeg anser hverken det ene eller det andet
> for det rette......

Det er da også et synspunkt, som du har fuld ret til have, For mig er
det 99,9% altid forkert, når børn overnatter i forældres eller andres
voksne senge. Helt kort: er de syge, så smitter de både dig og en evt.
øvrig familie. Er de ikke syge findes der væsentlige bedre pædagogiske
metoder, der udvikler betydelig mere tryghed hos barnet.

> hvorfor ikke lade familierne leve som de lever bedst?

fordi familierne helt enkelt ikke ejer børnene nu til dags.

>
> jeg personligt mener børn har bedst af at lære at sove i egen
> seng.....

nu lige for at toget ikke kører ad sporet. Jeg har ofte, gentager ofte
våget en hel nat - sikkert holdende mit barn, der mærker nærheden. Det
er normalt, men bør ikke være almindeligt. Det er en ekstrem god idé,
at manden foretager den lille manøvre, da det her jo er lidt svært blot
at stikke noget "pat" i munden (undskyld mit bramfrie sprogbrug!)


> men jeg holder mig ikke for god til at erkende at jeg
> til tider har enten haft mit barn i min seng og sovet, eller har
> tilbragt natten hos min søn eller vi fælles har tilbragt natten
> sammen på sofaen

ja, men det er da vist ikke ulovligt, men det har vi bare ikke.



>
> ok, men jeg er lige nødt til at spørge.... har du virkelig ALDRIG
> tilbragt en nat sovende sammen med dit barn på en eller anden vis?


Jeg har siddet på knæ en enkelt måske 2 nætter med mine børn i deres nu
mangeårige liv. Min kone bestemt aldrig. Det var nemlig min "rolle".

Børn er hyggelige alle steder. Vi har dog generelt fredet vores seng i
vores lille hus.

En sidste ting, som jeg til gengæld slet ikke tænker på, er de måske
lidt seksuelle antydninger, der kan læses fra nogle indlæg. Det er ikke
mine bævæggrunde.

Dog husker jeg som professionel for mange år tilbage, at det blev
bekendtgjort at en mor sov fast i samme seng som sin 14 årige dreng.
Der blev intet sagt, men tanker skabt!



--
Med venlig hilsen


S Friberg

---

Friberg wrote:
> > egentlig ikke...... for mig at se handler det ikke om rigtigt
> > eller forkert..... for jeg anser hverken det ene eller det andet
> > for det rette......
>
> Det er da også et synspunkt, som du har fuld ret til have, For mig er
> det 99,9% altid forkert, når børn overnatter i forældres eller andres
> voksne senge. Helt kort: er de syge, så smitter de både dig og en evt.
> øvrig familie. Er de ikke syge findes der væsentlige bedre pædagogiske
> metoder, der udvikler betydelig mere tryghed hos barnet.

hvis du har fulgt med i tråden har du vel også læst beretningen om første
gang min søn delte seng med mig......
en anden episode var da han havde brækket sit lår, kun 6 år gammel.......
prøv du at have en 6 årig skræmt dreng i en hospitalsseng med benet i stræk,
som er utryk pint af smerter og hvis ENESTE lindring er når mor nusser det
ømme ben blidt..... den eneste seng du kan få udleveret på sygehuset er en
feltseng som ligger 30 cm over gulvet, og du kan ikke nå dit barn derfra, du
skal til svendeprøve inden for få måneder og VED du er nødt til at have
kræfter til at læse og træne (på dine svendeprøvedicipliner)..... og fortæl
mig så at du ikke ville krybe op og putte ved siden af din søn for at give
ham den nærhed og tryghed han har brug for ;) for på den måde at tilgodese
begges behov.... barnets behov for nærhed og tryghed, og dit behov for at
give barnet tryghed, samt få din nattesøvn så du kan passe din
uddannelse.....
det bør nok siges at han var indlagt i 11 dage, og lå 3 dage i stræk,
hvorefter han blev opereret..... han havde liggesår på en stor del af ryggen
pga sand i sengen, som vi ikke kunne komme til at fjerne pga strækket.....
(han brækkede låret i sandkassen i skolen, ved at en lidt tungere dreng
hoppede ned på han ved et uheld og landede med begge knæ direkte på hans
lår....)

mit udgangspunkt for andre er at det må de selv om, der er ikke noget der er
rigtigt eller forkert, hvis man ellers er en opmærksom forælder.......
personligt holder jeg på at børn primært skal ligge i deres egne senge....
men sker det at det bliver nødvendigt af den ene eller anden årsag, så
tilbringer jeg gerne natten i en ubekvem stilling for at tilgodese mit barns
behov......

jeg kunne egentligt godt tænke mig at vide i en hvilken situation du vil
kunne acceptere et barn i sengen... du skriver jo kun 99.9% ;)

> > hvorfor ikke lade familierne leve som de lever bedst?
>
> fordi familierne helt enkelt ikke ejer børnene nu til dags.

nej, men derfor må det vel stadig være op til den enkelte familie at danne
de rammer de har det bedst med..... inden for lovens rammer
naturligvis......

> > jeg personligt mener børn har bedst af at lære at sove i egen
> > seng.....
>
> nu lige for at toget ikke kører ad sporet. Jeg har ofte, gentager ofte
> våget en hel nat - sikkert holdende mit barn, der mærker nærheden. Det
> er normalt, men bør ikke være almindeligt. Det er en ekstrem god idé,
> at manden foretager den lille manøvre, da det her jo er lidt svært
> blot at stikke noget "pat" i munden (undskyld mit bramfrie sprogbrug!)

lidt svært når man er indlagt (uden far) lige efter fødslen eller på andre
tidspunkter..... og hvad betyder den udtalelse i henhold til min udtalelse
ovenfor?? (har lidt svært ved at gennemskue det)

> > men jeg holder mig ikke for god til at erkende at jeg
> > til tider har enten haft mit barn i min seng og sovet, eller har
> > tilbragt natten hos min søn eller vi fælles har tilbragt natten
> > sammen på sofaen
>
> ja, men det er da vist ikke ulovligt, men det har vi bare ikke.

jamen så håber jeg da at i aldrig finder i får behov for det ;)

> > ok, men jeg er lige nødt til at spørge.... har du virkelig ALDRIG
> > tilbragt en nat sovende sammen med dit barn på en eller anden vis?
>
> Jeg har siddet på knæ en enkelt måske 2 nætter med mine børn i deres
> nu mangeårige liv. Min kone bestemt aldrig. Det var nemlig min
> "rolle".

på det punkt har du så været heldig.....

> Børn er hyggelige alle steder. Vi har dog generelt fredet vores seng i
> vores lille hus.

generelt?

> En sidste ting, som jeg til gengæld slet ikke tænker på, er de måske
> lidt seksuelle antydninger, der kan læses fra nogle indlæg. Det er
> ikke mine bævæggrunde.

øhhh seksuelle??

> Dog husker jeg som professionel for mange år tilbage, at det blev
> bekendtgjort at en mor sov fast i samme seng som sin 14 årige dreng.
> Der blev intet sagt, men tanker skabt!

der må jeg jo indrømme at min grænse bestemt også går......
puperteten er et KLART skillepunkt for mig, men heldigvis er min søn af en
støbning der gør at han automatisk trækker sig væk.....
han er 9 år nu, men kan stadig lide at putte i mors arme, og skulle det være
nødvendigt for mig at tilbringe en nat sammen med ham af den ene elelr anden
årsag (hvilket det ikke har været i et par år efterhånden), så gør jeg det
gerne.... men det vil være hans valg på nuværende tidspunkt, fordi han er så
stor......

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
news:brndgp$1a3$1@dknews.tiscali.dk:

> mit udgangspunkt for andre er at det må de selv om, der er ikke
> noget der er rigtigt eller forkert, hvis man ellers er en
> opmærksom forælder.......
>

ja, men det er da også langt hen ad vejen min opfatllelse. Når der
efterspørges om en mening tillader jeg at komme med vores, som nogle
andre i hvert fald må have fundet kvalificeret. Andet er der vel ikke i
det.

--
Med venlig hilsen


S Friberg

---

Friberg wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
> news:brndgp$1a3$1@dknews.tiscali.dk:
>
> > mit udgangspunkt for andre er at det må de selv om, der er ikke
> > noget der er rigtigt eller forkert, hvis man ellers er en
> > opmærksom forælder.......
>
> ja, men det er da også langt hen ad vejen min opfatllelse. Når der
> efterspørges om en mening tillader jeg at komme med vores, som nogle
> andre i hvert fald må have fundet kvalificeret. Andet er der vel ikke
> i det.

jeg gør jo blot det samme ;)

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
news:brndgp$1a3$1@dknews.tiscali.dk:

> hvis du har fulgt med i tråden har du

ja, det har jeg og tråden blev afgjort ikke indledt med samme type
sygdomsbeskrivelser... som dine sidste.




--
Med venlig hilsen


S Friberg

---

Friberg wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
> news:brndgp$1a3$1@dknews.tiscali.dk:
>
> > hvis du har fulgt med i tråden har du
>
> ja, det har jeg og tråden blev afgjort ikke indledt med samme type
> sygdomsbeskrivelser... som dine sidste.

nej, men pointen jeg prøver at lave er at _nogle_gange_ tager man sine
holdninger op til revision af forskellige årsager......

jeg er lidt ked af at du springer mit spørgsmål over.... kunne egentlig godt
tænke mig at vide hvad undtagelsen kunne være ;)

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
news:brnhqn$2qf$1@dknews.tiscali.dk:

> kunne egentlig godt
> tænke mig at vide hvad undtagelsen kunne være

Nu må du simpelthen undskylde, hvis jeg ikke er grundig nok, men jeg
har et par andre gøremål også i dag. Altså jeg svarede på en anonym
persons svar og de forudsætningerninger, der lå i det. Du beskriver et
barns sygdomsforløb og i mine øje klarede du det da rigtig godt. Vores
ene brækkede 2 led i armen som 2-3 årig, men sov hjemme. Vi mener, at
han sov alene i sin seng hele tiden og fungerer alligevel helt ok som
15-årig dreng.

--
Med venlig hilsen


S Friberg

---

Friberg <hushovmesteren_xxx@msn.com> wrote in
news:Xns9453C838C3A65sfnews@62.243.74.162:

> han sov alene i sin seng hele tiden og fungerer alligevel helt ok
> som 15-årig dreng.

Sig endelig hvis mit svar ikke fyldestgørende.

--
Med venlig hilsen


S Friberg

---

Friberg wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
> news:brnhqn$2qf$1@dknews.tiscali.dk:
>
> > kunne egentlig godt
> > tænke mig at vide hvad undtagelsen kunne være
>
> Nu må du simpelthen undskylde, hvis jeg ikke er grundig nok, men jeg
> har et par andre gøremål også i dag.

helt ok ;) indimellem stiller jeg bare spørgsmål som jeg reelt gerne søger
et svar på, også for at have noget at relatere min egen holdning til ;)

> Altså jeg svarede på en anonym
> persons svar og de forudsætningerninger, der lå i det.

???

> Du beskriver et
> barns sygdomsforløb og i mine øje klarede du det da rigtig godt. Vores
> ene brækkede 2 led i armen som 2-3 årig, men sov hjemme. Vi mener, at
> han sov alene i sin seng hele tiden og fungerer alligevel helt ok som
> 15-årig dreng.

av for søren da......
men naturligvis voksede han fint nok op...... jeg havde såmænd ikke regnet
med andet.....
de problemer jeg kan forestille mig kan opstå pga manglende nærvær er mere i
tiden umiddelbart efter ;) som feks utryghed, mistillid og lignende... ;)
men det går jo somregel over igen...

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

---

Friberg wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> wrote in
> news:brnhqn$2qf$1@dknews.tiscali.dk:
>
> >
> > nej, men pointen jeg prøver at lave er at _nogle_gange_ tager man
> > sine holdninger op til revision af forskellige årsager..
>
> kan jeg kun være enig i
>
> Men det er dybt rystenstende at du som tilsyneladendenden
> profeffessionel ikke vil tage det fude ansvar. Findes en normal
> forklaring?

hvad mener du professionel???
og hvad mener du med en normal forklaring?
og hvilket ansvar taler du om???

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

On 11/12/03 21:05, in article 3fd8cdf6$0$24847$ba624c82@nntp02.dk.telia.net,
"Anita" wrote:

> Hmm...
>
> Hvornår har "ungen" _brug_ for at sove i mors og fars seng?

Når de trænger til kærlighed og omsorg. Hvornår har vi voksne brug for at
sove sammen ? Vi kan godt lide at putte os ind til hinanden = kærlighed og
omsorg. Det kan børn også godt lide.

> Hvorfor må man indordne sig? Mens barnet åbenbart ikke behøver indordne
> sig...

Der er virkelig mange steder vi voksne må indordne os efter børnene, og der
er endnu flere steder børnene indordner sig efter os...

>
> Jeg er ret sikker på, at jeg til hver en tid, vil insistere på at have min
> seng i fred, i hvert fald så længe jeg sover. (Om det så kun måtte være 5
> minutter).

Det må dine børn så indordne sig under.
Vi er jo forskellige...


Mvh.
Charlotte

---

"Charlotte" <Tullepost@FJERNparadis.dk> skrev

> > Hvornår har "ungen" _brug_ for at sove i mors og fars seng?
>
> Når de trænger til kærlighed og omsorg. Hvornår har vi voksne brug for at
> sove sammen ? Vi kan godt lide at putte os ind til hinanden = kærlighed og
> omsorg. Det kan børn også godt lide.

Der er forskel på at kunne lide noget og have brug for det. I hvert fald i
mine øjne.

> > Hvorfor må man indordne sig? Mens barnet åbenbart ikke behøver indordne
> > sig...
>
> Der er virkelig mange steder vi voksne må indordne os efter børnene, og
der
> er endnu flere steder børnene indordner sig efter os...

Det kommer jeg dog nogle gange i tvivl om...

> > Jeg er ret sikker på, at jeg til hver en tid, vil insistere på at have
min
> > seng i fred, i hvert fald så længe jeg sover. (Om det så kun måtte være
5
> > minutter).
>
> Det må dine børn så indordne sig under.
> Vi er jo forskellige...

Afgjort, men jeg ved, at man kan give sit barn tryghed på andre måder end i
en seng, hvorfor så give afkald på den ene ting man har for sig selv?

Venligst Anita

---

On 11/12/03 23:11, in article 3fd8eba0$0$24850$ba624c82@nntp02.dk.telia.net,
"Anita" wrote:

> "Charlotte" <Tullepost@FJERNparadis.dk> skrev
>
>>> Hvornår har "ungen" _brug_ for at sove i mors og fars seng?
>>
>> Når de trænger til kærlighed og omsorg. Hvornår har vi voksne brug for at
>> sove sammen ? Vi kan godt lide at putte os ind til hinanden = kærlighed og
>> omsorg. Det kan børn også godt lide.
>
> Der er forskel på at kunne lide noget og have brug for det. I hvert fald i
> mine øjne.

Ok. Hvordan har voksne mere brug for at sove sammen end børn ?

>> Der er virkelig mange steder vi voksne må indordne os efter børnene, og
> der
>> er endnu flere steder børnene indordner sig efter os...
>
> Det kommer jeg dog nogle gange i tvivl om...

Vi bestemmer hvor barnet skal opholde sig det meste af dagen, hver dag. Vi
bestemmer hvilket tøj de skal have på, hvilken mad de må spise, hvornår de
skal i bad, i seng, med til sammenkomster de måske ikke har lyst til osv.
osv. de færreste børn bestemmer reelt ikke ret meget selv.
Jeg finder det svært at omgå det faktum at de voksne tilrettelægger en ret
så stor del af barnets liv, og bestemmer dermed ret så meget - det er jo
netop dét der er den store forskel på at være voksen og barn...
Jeg ved selvfølgelig ikke hvor meget dine børn selv bestemmer, men selvom
mit barn nok har mere medbestemmelse end de fleste børn, bestemmer han
(selvfølgelig) reelt ikke ret meget selv - det er mit ansvar.
Selvom jeg respekterer din holdning, har jeg lidt svært ved at forstå at du
ikke opfatter virkeligheden som værende meget voksen-styret for børn...

>
>>> Jeg er ret sikker på, at jeg til hver en tid, vil insistere på at have
> min
>>> seng i fred, i hvert fald så længe jeg sover. (Om det så kun måtte være
> 5
>>> minutter).
>>
>> Det må dine børn så indordne sig under.
>> Vi er jo forskellige...
>
> Afgjort, men jeg ved, at man kan give sit barn tryghed på andre måder end i
> en seng, hvorfor så give afkald på den ene ting man har for sig selv?

Det kan du sige. Hvorfor skal barnet give afkald på den varme og tryghed vi
voksne selv søger, når vi sover sammen ? Børn (med to voksne i huset)
oplever jo ikke at sengen er et sted de voksne har for sig selv. De oplever
at det er et sted de voksne godt kan lide at dele med hinanden, at voksne
har brug for den nærhed - som barnet naturligvis også har brug for.
Hvordan kan det være logisk at man som barn ikke har brug for den nærhed om
natten, som man pludselig får brug for som voksen ??

Mvh.
Charlotte

---

"Charlotte" <Tullepost@FJERNparadis.dk> skrev

> > Der er forskel på at kunne lide noget og have brug for det. I hvert fald
i
> > mine øjne.
>
> Ok. Hvordan har voksne mere brug for at sove sammen end børn ?

Har jeg sagt at de har det?
Du skrev at børn godt kunne lide den tryghed, der lå i at sove ved mor og
far. Jeg siger at det er ikke det samme som at de har BRUG for den, hvis de
ellers får tryghed og nærhed i deres hverdag.

> >> Der er virkelig mange steder vi voksne må indordne os efter børnene, og
> > der
> >> er endnu flere steder børnene indordner sig efter os...
> >
> > Det kommer jeg dog nogle gange i tvivl om...
>
> Vi bestemmer hvor barnet skal opholde sig det meste af dagen, hver dag. Vi
> bestemmer hvilket tøj de skal have på, hvilken mad de må spise, hvornår de
> skal i bad, i seng, med til sammenkomster de måske ikke har lyst til osv.
> osv. de færreste børn bestemmer reelt ikke ret meget selv.

Så vil jeg vove den påstand at MANGE børn idag har STOR indflydelse på mange
af de ting du nævner her ovenfor.

> Jeg finder det svært at omgå det faktum at de voksne tilrettelægger en ret
> så stor del af barnets liv, og bestemmer dermed ret så meget - det er jo
> netop dét der er den store forskel på at være voksen og barn...

Men mange børn i dag bliver spurgt om alting, de er medbestemmende på store
og vigtige ting, for det er jo den politisk korrekte måde at gøre det på.

> Jeg ved selvfølgelig ikke hvor meget dine børn selv bestemmer, men selvom
> mit barn nok har mere medbestemmelse end de fleste børn, bestemmer han
> (selvfølgelig) reelt ikke ret meget selv - det er mit ansvar.
> Selvom jeg respekterer din holdning, har jeg lidt svært ved at forstå at
du
> ikke opfatter virkeligheden som værende meget voksen-styret for børn...

Det er den selvfølgelig også til en vis grad, hvilket jeg også synes er
okay. Børnene har "deres verden" hvor de bestemmer, på mikroniveau, men på
makroniveau, må vi som voksne være vores ansvar bevidst.

> Det kan du sige. Hvorfor skal barnet give afkald på den varme og tryghed
vi
> voksne selv søger, når vi sover sammen ?

Fordi de ikke giver afkald på den, de får den bare på andre måder.

> Børn (med to voksne i huset)
> oplever jo ikke at sengen er et sted de voksne har for sig selv. De
oplever
> at det er et sted de voksne godt kan lide at dele med hinanden, at voksne
> har brug for den nærhed - som barnet naturligvis også har brug for.
> Hvordan kan det være logisk at man som barn ikke har brug for den nærhed
om
> natten, som man pludselig får brug for som voksen ??

Jeg sover nu ikke i en dobbeltseng for at få nærhed, men fordi det har en
række praktiske grunde. Jeg kan (som børnene) også sagtens få nærhed på
mange andre måder end i min seng.

Venligst Anita

---

On 12/12/03 9:43, in article 3fd97fac$0$25796$ba624c82@nntp03.dk.telia.net,
"Anita" wrote:

> "Charlotte" <Tullepost@FJERNparadis.dk> skrev
>
>>> Der er forskel på at kunne lide noget og have brug for det. I hvert fald
> i
>>> mine øjne.
>>
>> Ok. Hvordan har voksne mere brug for at sove sammen end børn ?
>
> Har jeg sagt at de har det?
> Du skrev at børn godt kunne lide den tryghed, der lå i at sove ved mor og
> far. Jeg siger at det er ikke det samme som at de har BRUG for den, hvis de
> ellers får tryghed og nærhed i deres hverdag.

Når/hvis du har en mand...sover du sammen med ham ? Hvorfor ????

>>>> Der er virkelig mange steder vi voksne må indordne os efter børnene, og
>>> der
>>>> er endnu flere steder børnene indordner sig efter os...
>>>
>>> Det kommer jeg dog nogle gange i tvivl om...
>>
>> Vi bestemmer hvor barnet skal opholde sig det meste af dagen, hver dag. Vi
>> bestemmer hvilket tøj de skal have på, hvilken mad de må spise, hvornår de
>> skal i bad, i seng, med til sammenkomster de måske ikke har lyst til osv.
>> osv. de færreste børn bestemmer reelt ikke ret meget selv.
>
> Så vil jeg vove den påstand at MANGE børn idag har STOR indflydelse på mange
> af de ting du nævner her ovenfor.

Ok. Jeg har så ikke mødt så mange af slagsen..stort set ingen der har stor
indflydelse på hvor de skal tilbringe de meste af dagen på hverdage...

>
>> Jeg finder det svært at omgå det faktum at de voksne tilrettelægger en ret
>> så stor del af barnets liv, og bestemmer dermed ret så meget - det er jo
>> netop dét der er den store forskel på at være voksen og barn...
>
> Men mange børn i dag bliver spurgt om alting, de er medbestemmende på store
> og vigtige ting, for det er jo den politisk korrekte måde at gøre det på.

De mest betydningsfulde beslutninger har de fleste børn (jeg har hørt
om/kender) ikke den store indflydelse på.

>
>> Jeg ved selvfølgelig ikke hvor meget dine børn selv bestemmer, men selvom
>> mit barn nok har mere medbestemmelse end de fleste børn, bestemmer han
>> (selvfølgelig) reelt ikke ret meget selv - det er mit ansvar.
>> Selvom jeg respekterer din holdning, har jeg lidt svært ved at forstå at
> du
>> ikke opfatter virkeligheden som værende meget voksen-styret for børn...
>
> Det er den selvfølgelig også til en vis grad, hvilket jeg også synes er
> okay. Børnene har "deres verden" hvor de bestemmer, på mikroniveau, men på
> makroniveau, må vi som voksne være vores ansvar bevidst.
>
>> Det kan du sige. Hvorfor skal barnet give afkald på den varme og tryghed
> vi
>> voksne selv søger, når vi sover sammen ?
>
> Fordi de ikke giver afkald på den, de får den bare på andre måder.

Det gør voksne jo også, men har alligevel brug for at sove sammen.

>
>> Børn (med to voksne i huset)
>> oplever jo ikke at sengen er et sted de voksne har for sig selv. De
> oplever
>> at det er et sted de voksne godt kan lide at dele med hinanden, at voksne
>> har brug for den nærhed - som barnet naturligvis også har brug for.
>> Hvordan kan det være logisk at man som barn ikke har brug for den nærhed
> om
>> natten, som man pludselig får brug for som voksen ??
>
> Jeg sover nu ikke i en dobbeltseng for at få nærhed, men fordi det har en
> række praktiske grunde. Jeg kan (som børnene) også sagtens få nærhed på
> mange andre måder end i min seng.

Ok. Jeg tror nu at de fleste voksne der sover sammen, gør det af ganske
andre en praktiske grunde...

/Charlotte

---

"Charlotte" <Tullepost@FJERNparadis.dk> skrev

> Når/hvis du har en mand...sover du sammen med ham ? Hvorfor ????

Som nævnt primært af praktiske grunde, at der er så er nogle sidegevinster
gør jo ikke noget.

> Ok. Jeg har så ikke mødt så mange af slagsen..stort set ingen der har stor
> indflydelse på hvor de skal tilbringe de meste af dagen på hverdage...

Nej, men nu var det jo også kun ét af punkterne. Jeg oplever at mange børn
har indflydelse på andre punkter såsom: hvad for noget tøj de vil have på,
hvad de vil spise, hvor meget tv de vil se (for nu at nævne et aktuelt
eksempel) osv.

> Det gør voksne jo også, men har alligevel brug for at sove sammen.

Jeg er ikke så sikker på at voksne får dækket det behov på andre
måder/tidspunkter. I hvert fald ikke i samme grad som børn.

> Ok. Jeg tror nu at de fleste voksne der sover sammen, gør det af ganske
> andre en praktiske grunde...

Det gør de sikkert, nu talte jeg også om mig selv, lige i det eksempel.

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Charlotte" <Tullepost@FJERNparadis.dk> skrev
>
> > Når/hvis du har en mand...sover du sammen med ham ? Hvorfor ????
>
> Som nævnt primært af praktiske grunde, at der er så er nogle
> sidegevinster gør jo ikke noget.

hvorfor er det praktisk at sove sammen med sin kæreste??
det kan da være lige så praktisk at sove hver for sig, især hvis den ene
part enten snorker eller sover meget uroligt.....

> > Ok. Jeg har så ikke mødt så mange af slagsen..stort set ingen der
> > har stor indflydelse på hvor de skal tilbringe de meste af dagen på
> > hverdage...
>
> Nej, men nu var det jo også kun ét af punkterne. Jeg oplever at mange
> børn har indflydelse på andre punkter såsom: hvad for noget tøj de
> vil have på, hvad de vil spise, hvor meget tv de vil se (for nu at
> nævne et aktuelt eksempel) osv.

hvem køber tøjet til barnet?
hvem handler maden ind?
hvem køber tv'et og betaler strømmen? (eller køber videoen)

man kan godt give barnet medbestemmelse, men i sidste ende så er det nu
engang forældrene der sørger for at der er tøj i skabet, at tøjet er rent,
at det tøj der er i skabet er i god stand, at der er mad i køleskabet, at
maden bliver serveret (uanset hvordan den bliver serveret) og så videre og
så videre......

det kan godt være min søn har sine farvorit shows på tv, men det er suverænt
mig der bestemmer om han MÅ se dem eller ej, og om han KAN se dem.....

> > Det gør voksne jo også, men har alligevel brug for at sove sammen.
>
> Jeg er ikke så sikker på at voksne får dækket det behov på andre
> måder/tidspunkter. I hvert fald ikke i samme grad som børn.

hvordan er det du mener barnet kan få dækket behovet for nærhed og tryghed
uden at være tæt på sine forældre?

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> hvorfor er det praktisk at sove sammen med sin kæreste??
> det kan da være lige så praktisk at sove hver for sig, især hvis den ene
> part enten snorker eller sover meget uroligt.....

Måske fordi man nu engang har en dobbeltseng og ikke to enkeltsenge, måske
fordi man ikke har plads til 2 enkeltsenge, måske fordi man godt kan lide at
fortage sig ting, der normalt hører parforholdet til, som er betydeligt mere
praktisk i en seng, der er bare lidt bredere end 90 cm. Måske fordi man godt
kan lide at tale sammen mens man ligger og er på vej til at falde i søvn,
måske fordi man kan spare på varmen, hvad ved jeg... der kan være 1000
grunde.

> hvem køber tøjet til barnet?
> hvem handler maden ind?
> hvem køber tv'et og betaler strømmen? (eller køber videoen)

Prøv at spørge reklamefolk, hvem der bestemmer hvad der ligger i
indkøbskurvene.

Børn skal ikke være ret gamle, før de har en mening om ting, og hvis man som
forælder tror på, at børn skal have medindflydelse på disse ting, så giver
man dem det. Og jeg tror der er mange forældre, der har den opfattelse.
Hvilket også til en vis grænse kan være helt ok.

> man kan godt give barnet medbestemmelse, men i sidste ende så er det nu
> engang forældrene der sørger for at der er tøj i skabet, at tøjet er rent,
> at det tøj der er i skabet er i god stand, at der er mad i køleskabet, at
> maden bliver serveret (uanset hvordan den bliver serveret) og så videre og
> så videre......

Så du har aldrig hørt om forhandlerbørn?
Du har heller aldrig oplevet disse hysterianfald, der får forældrene til at
trække på skulderen og give ungen det den vil ha', bare for at få ro?
Du har heller aldrig oplevet, hvordan børn manipulerer med deres forældre,
for at opnå det de ønsker?

Jeg har haft det sådan rimelig tæt inde på livet og set hvordan man som
familie kan ønske at undgå konflikter, i en travl hverdag. Man skal jo have
det rart sammen i de få timer man nu har, så derfor skælder man da ikke ud
og man siger heller ikke nej til barnet, for tænk nu hvis barnet bliver ked
af det...

Jeg ved godt at jeg sætter det på spidsen, og at det i de fleste tilfælde
ikke er helt så karikeret som her, men det skræmmer mig lidt når voksne er
bange for at være deres ansvar bevidst. For hvem skal ellers være det, hvis
ikke forældrene vil...

> > Jeg er ikke så sikker på at voksne får dækket det behov på andre
> > måder/tidspunkter. I hvert fald ikke i samme grad som børn.
>
> hvordan er det du mener barnet kan få dækket behovet for nærhed og tryghed
> uden at være tæt på sine forældre?

Kan man kun være tæt på sine børn, når man skal sove?

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
>
> > hvorfor er det praktisk at sove sammen med sin kæreste??
> > det kan da være lige så praktisk at sove hver for sig, især hvis
> > den ene part enten snorker eller sover meget uroligt.....
>
> Måske fordi man nu engang har en dobbeltseng og ikke to enkeltsenge,
> måske fordi man ikke har plads til 2 enkeltsenge, måske fordi man
> godt kan lide at fortage sig ting, der normalt hører parforholdet
> til, som er betydeligt mere praktisk i en seng, der er bare lidt
> bredere end 90 cm. Måske fordi man godt kan lide at tale sammen mens
> man ligger og er på vej til at falde i søvn, måske fordi man kan
> spare på varmen, hvad ved jeg... der kan være 1000 grunde.

præcis de samme grunde som man kan bruge om at have et barn i sengen.....
plus alle de andre som har med yngelpleje at gøre.......

> > hvem køber tøjet til barnet?
> > hvem handler maden ind?
> > hvem køber tv'et og betaler strømmen? (eller køber videoen)
>
> Prøv at spørge reklamefolk, hvem der bestemmer hvad der ligger i
> indkøbskurvene.

jeg spørger ikke reklamefolk, jeg spørger dig......

> Børn skal ikke være ret gamle, før de har en mening om ting, og hvis
> man som forælder tror på, at børn skal have medindflydelse på disse
> ting, så giver man dem det. Og jeg tror der er mange forældre, der
> har den opfattelse. Hvilket også til en vis grænse kan være helt ok.

ja til en vis grænse, og den grænse udstikker forældrene eller hvad?

> > man kan godt give barnet medbestemmelse, men i sidste ende så er
> > det nu engang forældrene der sørger for at der er tøj i skabet, at
> > tøjet er rent, at det tøj der er i skabet er i god stand, at der er
> > mad i køleskabet, at maden bliver serveret (uanset hvordan den
> > bliver serveret) og så videre og så videre......
>
> Så du har aldrig hørt om forhandlerbørn?

jo da...... men forhandling er ikke ens betydende med bestemmelse......

> Du har heller aldrig oplevet disse hysterianfald, der får forældrene
> til at trække på skulderen og give ungen det den vil ha', bare for at
> få ro?

ork jo...... men som du selv har pointeret, så er det forhåbentlig
undtagelsen frem for reglen.......

> Du har heller aldrig oplevet, hvordan børn manipulerer med deres
> forældre, for at opnå det de ønsker?

jo da...... men det gør stadig ikke børnene til den bestemmende faktor.....

> Jeg har haft det sådan rimelig tæt inde på livet og set hvordan man
> som familie kan ønske at undgå konflikter, i en travl hverdag. Man
> skal jo have det rart sammen i de få timer man nu har, så derfor
> skælder man da ikke ud og man siger heller ikke nej til barnet, for
> tænk nu hvis barnet bliver ked af det..

jamen hvem er det så der er svag?
og derudover så er det STADIG forældrene der bestemmer hvor og hvorfor der
gives efter....

> Jeg ved godt at jeg sætter det på spidsen, og at det i de fleste
> tilfælde ikke er helt så karikeret som her, men det skræmmer mig lidt
> når voksne er bange for at være deres ansvar bevidst. For hvem skal
> ellers være det, hvis ikke forældrene vil...

netop...... men hvem er det lige du mener ikke er sit ansvar bevidst?
moderen der uden hensyn lader sit spæde barn skrige af sult fordi hun pine
død vil have sin nattesøvn, eller moderen der erkender at nattesøvnen er
vigtig, men barnet er vigtigere og derfor tager barnet ind i sengen et par
timer i løbet af natten?

> > > Jeg er ikke så sikker på at voksne får dækket det behov på andre
> > > måder/tidspunkter. I hvert fald ikke i samme grad som børn.
> >
> > hvordan er det du mener barnet kan få dækket behovet for nærhed og
> > tryghed uden at være tæt på sine forældre?
>
> Kan man kun være tæt på sine børn, når man skal sove?

nej men i vores samfund er det uendeligt svært at være tæt på nogen i det
hele taget.....
hvem vil ikke kigge skævt hvis en far render rundt med sin store teenage
datter i hånden "bare fordi"?
hvem vil ikke undre sig hvis man i fuld offentlighed tager sin ti årige søn
på skødet uden åbenlys grund?

hvor mange familier i dag kender du der "bunkeputter" i timevis bare fordi
det er hyggeligt?
hvornår er det lige du mener man kan være sammen og tæt og have
kropskontakt, i det samfund der er bygget op i dag, af arbejde,
institutioner, shoppingcentre, ulvetimer og sengetid?

de fleste børn i dag har i gennemsnit 5 vågne timer sammen med mor og far i
hverdagen (hvis vi forudsætter en time om morgenen, afhentning fra
institution kl 16 og sengetid kl 20)..... i de timer skal presses to
måltider incl madlavning, shopping, bad, tøj af og på, transporttid og
hygge...... hvis vi så sætter ca 1- 1½ time af til transporttid og
shopping, 30 minutter til bad og tøj og 1-1½ time til madlavning og
måltider, så har vi max 2 timer tilbage, hvor der skal hygges, være sammen,
høres om dagen, hvis dagen da er gået godt, og det hele ikke er endt i skrig
og skrål fordi barnet er overtræt....... hvordan vil du presse al nærvær,
tryghed og generel hygge ned på de to timer, på et tidspunkt af dagen hvor
ALLE er trætte?

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> præcis de samme grunde som man kan bruge om at have et barn i sengen.....
> plus alle de andre som har med yngelpleje at gøre.......

Jeg synes bare ikke det er de samme argumenter, der er for at sove sammen
med sit barn. Måske i nogle enkelte og helt specielle tilfælde, men ellers
ikke.

> > > hvem køber tøjet til barnet?
> > > hvem handler maden ind?
> > > hvem køber tv'et og betaler strømmen? (eller køber videoen)
> >
> > Prøv at spørge reklamefolk, hvem der bestemmer hvad der ligger i
> > indkøbskurvene.
>
> jeg spørger ikke reklamefolk, jeg spørger dig......

Og mit svar er hvad de ville svare: At ungerne i høj grad bestemmer eller er
medbestemmende.

> > Børn skal ikke være ret gamle, før de har en mening om ting, og hvis
> > man som forælder tror på, at børn skal have medindflydelse på disse
> > ting, så giver man dem det. Og jeg tror der er mange forældre, der
> > har den opfattelse. Hvilket også til en vis grænse kan være helt ok.
>
> ja til en vis grænse, og den grænse udstikker forældrene eller hvad?

Ja. Hvis de er bevidste om det. Men hvor mange er særligt bevidste i den
travle hverdag du så fint beskriver længere nede?

> jo da...... men forhandling er ikke ens betydende med bestemmelse......

Men børnene er jo blevet forhandlerbørn af en grund. Og det er de ikke
blevet, hvis de er vant til at det er forældrene der bestemmer.

> jo da...... men det gør stadig ikke børnene til den bestemmende
faktor.....

Det kommer igen an på, hvor bevidste forældrene er om det der foregår.

> > Jeg har haft det sådan rimelig tæt inde på livet og set hvordan man
> > som familie kan ønske at undgå konflikter, i en travl hverdag. Man
> > skal jo have det rart sammen i de få timer man nu har, så derfor
> > skælder man da ikke ud og man siger heller ikke nej til barnet, for
> > tænk nu hvis barnet bliver ked af det..
>
> jamen hvem er det så der er svag?
> og derudover så er det STADIG forældrene der bestemmer hvor og hvorfor der
> gives efter....

Ja, hvis de er bevidste om hvad der foregår. Hvis ikke er det jo netop
børnene der har magten.

> netop...... men hvem er det lige du mener ikke er sit ansvar bevidst?
> moderen der uden hensyn lader sit spæde barn skrige af sult fordi hun pine
> død vil have sin nattesøvn,

Og det antyder du dermed at jeg ville gøre? Vel ville jeg da ej. Jeg ville
give barnet mad og sove bagefter, længere er den ikke.

> eller moderen der erkender at nattesøvnen er
> vigtig, men barnet er vigtigere og derfor tager barnet ind i sengen et par
> timer i løbet af natten?

Måske har jeg bare komplet og totalt misforstået hele denne her diskussion,
men handlede det ikke om at børnene sov i forældrenes seng HELE natten, HVER
nat?! Hvor jeg mener, at det ikke just er en optimal situation, især ikke på
længere sigt.

> nej men i vores samfund er det uendeligt svært at være tæt på nogen i det
> hele taget.....

Men du må indrømme at det kan lade sig gøre hvis man vil. Jeg vil da 10
gange hellere være nærværende med mit barn på andre måder eller andre tider
af døgnet end om natten, hvor man jo må formodes at sove.

> hvem vil ikke kigge skævt hvis en far render rundt med sin store teenage
> datter i hånden "bare fordi"?

Men vi taler jo heller ikke om store teenagedøtre, vi taler om børn, ikke
sandt?

> hvem vil ikke undre sig hvis man i fuld offentlighed tager sin ti årige
søn
> på skødet uden åbenlys grund?

Det ville jeg nu aldrig blinke med at øje af.

> hvor mange familier i dag kender du der "bunkeputter" i timevis bare fordi
> det er hyggeligt?

Det ved jeg ikke, jeg har ikke spurgt.

> hvornår er det lige du mener man kan være sammen og tæt og have
> kropskontakt, i det samfund der er bygget op i dag, af arbejde,
> institutioner, shoppingcentre, ulvetimer og sengetid?

Når man vil/prioriterer det.

> de fleste børn i dag har i gennemsnit 5 vågne timer sammen med mor og far
i
> hverdagen (hvis vi forudsætter en time om morgenen, afhentning fra
> institution kl 16 og sengetid kl 20)..... i de timer skal presses to
> måltider incl madlavning, shopping, bad, tøj af og på, transporttid og
> hygge...... hvis vi så sætter ca 1- 1½ time af til transporttid og
> shopping, 30 minutter til bad og tøj og 1-1½ time til madlavning og
> måltider, så har vi max 2 timer tilbage, hvor der skal hygges, være
sammen,
> høres om dagen, hvis dagen da er gået godt, og det hele ikke er endt i
skrig
> og skrål fordi barnet er overtræt....... hvordan vil du presse al nærvær,
> tryghed og generel hygge ned på de to timer, på et tidspunkt af dagen hvor
> ALLE er trætte?

Det er korrekt, men det hjælper en hel del, hvis man er 2 forældre om
jobbet. Det hjælper også en hel del, hvis man er sig bevidst om sine
prioriteter. Hvordan man så organiserer det, er jo op til den enkelte. Jeg
ved ikke hvordan min hverdag vil hænge sammen med fuldtidsjob og barn, men
jeg er sikker på at barnet vil være den vigtigste brik i det spil. Hvis ikke
barnet trives i den hverdag der bygges op, så er jeg sikker på at jeg heller
ikke trives, og så vil jeg forsøge at gøre noget ved det.

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
>
> > præcis de samme grunde som man kan bruge om at have et barn i
> > sengen..... plus alle de andre som har med yngelpleje at gøre.......
>
> Jeg synes bare ikke det er de samme argumenter, der er for at sove
> sammen med sit barn. Måske i nogle enkelte og helt specielle
> tilfælde, men ellers ikke.

det er jeg så ikke enig i.....

> > jeg spørger ikke reklamefolk, jeg spørger dig......
>
> Og mit svar er hvad de ville svare: At ungerne i høj grad bestemmer
> eller er medbestemmende.

ok så spørger jeg dig direkte.... dit papbarn.... når du var ude og handle
ind til eller med barnet, hvem bestemte så hvad der blev købt?
jeg kan fortælle dig hvordan det fungerer her...... min søn er ret
selvstændig med hensyn til hvad han kan lide og ikke lide...... men det er
MIG der sidder på pengene.... han kan sagtens komme med en anmodning om feks
en bluse, men finder jeg kvalieten for dårlig, prisen for dyr eller bare
synes den er grim, så bliver den altså ikke købt......

> > > Børn skal ikke være ret gamle, før de har en mening om ting, og
> > > hvis man som forælder tror på, at børn skal have medindflydelse
> > > på disse ting, så giver man dem det. Og jeg tror der er mange
> > > forældre, der
> > > har den opfattelse. Hvilket også til en vis grænse kan være helt
> > > ok.
> >
> > ja til en vis grænse, og den grænse udstikker forældrene eller hvad?
>
> Ja. Hvis de er bevidste om det. Men hvor mange er særligt bevidste i
> den travle hverdag du så fint beskriver længere nede?

jeg er.... de fleste af mine venner med børn er..... vi er slet ikke så
naive og godtroende som du tilsyneladende anser os for ;)

> > jo da...... men forhandling er ikke ens betydende med
> > bestemmelse......
>
> Men børnene er jo blevet forhandlerbørn af en grund. Og det er de ikke
> blevet, hvis de er vant til at det er forældrene der bestemmer.

på det punkt skubber jeg en del af ansvaret hen på samfundet i dag..... ja,
forældrene giver efter, men hvorfor giver de efter?
kan det skyldes at børn er blevet mere selvstændige (som følge af de
væsnetlig mindre familier i dag blandt andet)?
kan det skyldes at børn bombarderes med reklamer, nyheder og indtryk udefra
(i modsætning til for 50 år siden hvor man primært blev passet hjemme af mor
eller en storesøster)?
kan det skyldes at børn ser andre, jævnaldrene børn, der i højere grad en
dem selv er medbestemmende hjemme, og derfor koster rundt med forældrene?
kan det skyldes at børns selvstændighedsfase er mere udtalt i dag, end den
var tidligere, fordi forældrene er mere pyldrede over de få børn de har nu
end tidligere hvor børneflokkene var større og tiden derfor mindre??

der er altså andre faktorer der spiller ind end de enkelte forældres
forhandlen med barnet.....

> > jo da...... men det gør stadig ikke børnene til den bestemmende
> > faktor.....
>
> Det kommer igen an på, hvor bevidste forældrene er om det der foregår.

som jeg nævner, så er de fleste i min omgangskreds netop det........

> > jamen hvem er det så der er svag?
> > og derudover så er det STADIG forældrene der bestemmer hvor og
> > hvorfor der gives efter....
>
> Ja, hvis de er bevidste om hvad der foregår. Hvis ikke er det jo netop
> børnene der har magten.

ja og nej..... jeg kender _ingen_ børn der bestemmer alt i deres liv.....
jeg kender mange der gerne vil være det, og kæmper iherdigt for at blive
det, men ingen der reelt set har magten......
gør du?

> > netop...... men hvem er det lige du mener ikke er sit ansvar
> > bevidst? moderen der uden hensyn lader sit spæde barn skrige af
> > sult fordi hun pine død vil have sin nattesøvn,
>
> Og det antyder du dermed at jeg ville gøre?

nope, jeg statuerer et eksembel.....

> Vel ville jeg da ej. Jeg
> ville give barnet mad og sove bagefter, længere er den ikke.

og du mener altså ikke at risikoen foreligger at du falder i søvn sammen med
dit barn? eller at du kunne finde på at tage barnet med i seng hvis du ved
at du næste morgen har et tidligt møde og har brug for din nattesøvn, og
derfor ikke kan tillade dig at mangle den 1-4 timer det kan komme til at
koste, selv på en helt almindelig dag....

> > eller moderen der erkender at nattesøvnen er
> > vigtig, men barnet er vigtigere og derfor tager barnet ind i sengen
> > et par timer i løbet af natten?
>
> Måske har jeg bare komplet og totalt misforstået hele denne her
> diskussion, men handlede det ikke om at børnene sov i forældrenes
> seng HELE natten, HVER nat?! Hvor jeg mener, at det ikke just er en
> optimal situation, især ikke på længere sigt.

nej det er ike det debatten handler om..... ikke længere ihvertfald..... jeg
har for længe siden sagt at netop det mener jeg personligt heller ikke er
hensigtsmæssigt, men den del af debatten må være smuttet din næse forbi ;)
debatten handler fra mit synspunkt om at have barnet i sengen ved de
lejligheder hvor det er nødvendigt...... som tidligere listet:
"som feks når det eneste tidspunkt barnet har ro på, er når det kan ligge på
fars mave og sove (pga sygdom eller andet), eller når den lille stadig ammes
3 gange hver nat og den ENESTE mulighed man har for at få sovet, er at hive
ungen over, proppe bappen i munden og så bare ligge sig til igen..... når
det eneste der bringer ro er varmen fra mors hånd eller krop mod barnets
hovede..... når barnet for 25 gang på 3 timer har grædt og klynket at de vil
ind til mor og sove fordi de er syge eller bare overtrætte af al for mange
indtryk i løbet af dagen..... når man som mor er superbekymret for barnet
der hoster, klynker og har 39.5 i feber, og man ganske enkelt ikke kan finde
ro fordi man aldrig er 100% sikker på at barnet er ok..... når barnet har
smerter fra det brækkede lår og man ikke kan gøre andet for at berolige end
at putte lige så stille på hospitalssengekanten og nusse barnet blidt på
kinden så det hele tiden kan mærke at mor er der....."

> > nej men i vores samfund er det uendeligt svært at være tæt på nogen
> > i det hele taget.....
>
> Men du må indrømme at det kan lade sig gøre hvis man vil. Jeg vil da
> 10 gange hellere være nærværende med mit barn på andre måder eller
> andre tider af døgnet end om natten, hvor man jo må formodes at sove.

du mener altså ikke man opfatter hvad der sker omkring en bare fordi man
sover??
jeg er i høj grad opmærksom på når min kæreste står op midt om natten....
jeg mærker når han putter ind til mig, og jeg mærker når min søn kommer
kravlende ind i sengen......
hvorfor skulle barnet ikke kunne mærke at mor/far ligger ved siden af?
tror du ikke det kan have en beroligende effekt i visse situationer?

> > hvem vil ikke kigge skævt hvis en far render rundt med sin store
> > teenage datter i hånden "bare fordi"?
>
> Men vi taler jo heller ikke om store teenagedøtre, vi taler om børn,
> ikke sandt?

er teenagedøtre ikke børn??
er du ikke dine forældres barn??

> > hvem vil ikke undre sig hvis man i fuld offentlighed tager sin ti
> > årige søn på skødet uden åbenlys grund?
>
> Det ville jeg nu aldrig blinke med at øje af.

nej måske ikke, men du finder det forkert at man sover sammen med sit barn
indimellem..... hmmmm......

> > hvor mange familier i dag kender du der "bunkeputter" i timevis
> > bare fordi det er hyggeligt?
>
> Det ved jeg ikke, jeg har ikke spurgt.

måske skulle du prøve ;)

> > hvornår er det lige du mener man kan være sammen og tæt og have
> > kropskontakt, i det samfund der er bygget op i dag, af arbejde,
> > institutioner, shoppingcentre, ulvetimer og sengetid?
>
> Når man vil/prioriterer det.

nemt at sige, svært at praktisere.....

> > de fleste børn i dag har i gennemsnit 5 vågne timer sammen med mor
> > og far i hverdagen (hvis vi forudsætter en time om morgenen,
> > afhentning fra institution kl 16 og sengetid kl 20)..... i de timer
> > skal presses to måltider incl madlavning, shopping, bad, tøj af og
> > på, transporttid og hygge...... hvis vi så sætter ca 1- 1½ time af
> > til transporttid og shopping, 30 minutter til bad og tøj og 1-1½
> > time til madlavning og måltider, så har vi max 2 timer tilbage,
> > hvor der skal hygges, være sammen, høres om dagen, hvis dagen da er
> > gået godt, og det hele ikke er endt i skrig og skrål fordi barnet
> > er overtræt....... hvordan vil du presse al nærvær, tryghed og
> > generel hygge ned på de to timer, på et tidspunkt af dagen hvor
> > ALLE er trætte?
>
> Det er korrekt, men det hjælper en hel del, hvis man er 2 forældre om
> jobbet. Det hjælper også en hel del, hvis man er sig bevidst om sine
> prioriteter. Hvordan man så organiserer det, er jo op til den
> enkelte. Jeg ved ikke hvordan min hverdag vil hænge sammen med
> fuldtidsjob og barn, men jeg er sikker på at barnet vil være den
> vigtigste brik i det spil. Hvis ikke barnet trives i den hverdag der
> bygges op, så er jeg sikker på at jeg heller ikke trives, og så vil
> jeg forsøge at gøre noget ved det.

jamen hov..... det er jo netop den pointe jeg vil frem til......
hvis barnet ikke trives (lad os i stedet putte ordet "sover" ind her), er du
villig til at gøre noget ved det...... kan det "noget" evt være at lægge dig
til at sove sammen med barnet indimellem?

og derudover..... ophavsmanden til denne debat var netop alene med 2 mindre
børn..... hvis han anser det for bedst og tryggest for børnene at de kan
sove sammen, bare indimellem, hvorfor skal have så ikke have lov til det?


--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" skrev

> ok så spørger jeg dig direkte.... dit papbarn.... når du var ude og handle
> ind til eller med barnet, hvem bestemte så hvad der blev købt?

Hun var som regel ikke med, når jeg handlede. Men hun havde da bestemt også
præferencer i forhold til mærker og produkter.

> jeg kan fortælle dig hvordan det fungerer her...... min søn er ret
> selvstændig med hensyn til hvad han kan lide og ikke lide...... men det er
> MIG der sidder på pengene.... han kan sagtens komme med en anmodning om
feks
> en bluse, men finder jeg kvalieten for dårlig, prisen for dyr eller bare
> synes den er grim, så bliver den altså ikke købt......

Men der er immervæk en grund til at Kellogs Frosties sælger bedre end andre
og ligenende produkter, og jeg tror moderen med pengepungen ville foretrække
et billigere produkt, men på trods af dette sælger mærkevare-produkter til
børn KANON godt.

> jeg er.... de fleste af mine venner med børn er..... vi er slet ikke så
> naive og godtroende som du tilsyneladende anser os for ;)

Godt for jer, og jeg siger heller ikke at det jeg taler om omfatter dig og
dine venner, men der ER forældre som ikke er specielt bevidste om de
faktorer, der gør sig gældende, fordi de har travlt med så meget andet. Så
længe man kæmper for at "overleve" er der ikke overskud til refleksion og
slet ikke selvrefleksion.

> der er altså andre faktorer der spiller ind end de enkelte forældres
> forhandlen med barnet.....

Jeg er slet ikke uenig. Men det er nogle ting man som forælder må være
opmærksom på.

> ja og nej..... jeg kender _ingen_ børn der bestemmer alt i deres liv.....
> jeg kender mange der gerne vil være det, og kæmper iherdigt for at blive
> det, men ingen der reelt set har magten......
> gør du?

Ja. De bestemmer ikke alt, men meget.

> og du mener altså ikke at risikoen foreligger at du falder i søvn sammen
med
> dit barn? eller at du kunne finde på at tage barnet med i seng hvis du ved
> at du næste morgen har et tidligt møde og har brug for din nattesøvn, og
> derfor ikke kan tillade dig at mangle den 1-4 timer det kan komme til at
> koste, selv på en helt almindelig dag....

Hvor nærværende synes du det er at amme sit barn mens man selv snorksover?
Jeg synes ikke det er spor nærværende. Den situation ville jeg for hver en
pris undgå. Jeg ville alligevel ikke kunne sove i sådan en situation, så det
er egentlig så enkelt.

> du mener altså ikke man opfatter hvad der sker omkring en bare fordi man
> sover??

Jeg gør egentlig ikke. Det er meget sjældent jeg vågner om natten. Men det
er fx. ét af de punkter hvor jeg forventer at forandre mig, når jeg får
børn.

> jeg er i høj grad opmærksom på når min kæreste står op midt om natten....
> jeg mærker når han putter ind til mig, og jeg mærker når min søn kommer
> kravlende ind i sengen......
> hvorfor skulle barnet ikke kunne mærke at mor/far ligger ved siden af?
> tror du ikke det kan have en beroligende effekt i visse situationer?

Jeg siger heller ikke at det ikke har en effekt, jeg siger såmænd blot at
_jeg_ ikke vil have _mit_ barn sovende i _min_ seng, da jeg så ikke selv
ville få sovet. Hvilket vil have en større omkostning for mit barn end at
sove i sin egen seng - for mig at se.

> er teenagedøtre ikke børn??
> er du ikke dine forældres barn??

Hvor mange teenagedøtre har brug for nærhed og omsorg fra deres forældre på
samme måde som en 2-3-4-årig? Og hvor mange voksne har? Jeg synes du tvister
debatten, væk fra hvad det handler om.

Jeg kan simpelthen ikke se, hvad det er for et nærvær som man går glip af,
ved at sove i sin egen seng. Man kan stadig få læst godnathistorie og
hyggeputte, inden man skal sove. Og man kan stadig blive trøstet, hvis man
er ked af det, madet hvis man er sulten, eller blive puttet igen, hvis man
er vågnet med en træls drøm. Den eneste forskel er at der er få
meter/sekunder længere imellem barnet og forælderen.

> nej måske ikke, men du finder det forkert at man sover sammen med sit barn
> indimellem..... hmmmm......

Hold nu op. Jeg siger ikke at det er forkert. Jeg siger at JEG ikke vil have
det, hvad andre gør må de om.

> > > hvor mange familier i dag kender du der "bunkeputter" i timevis
> > > bare fordi det er hyggeligt?
> >
> > Det ved jeg ikke, jeg har ikke spurgt.
>
> måske skulle du prøve ;)

Hvorfor? Kan ikke se at det rager mig.

> > > hvornår er det lige du mener man kan være sammen og tæt og have
> > > kropskontakt, i det samfund der er bygget op i dag, af arbejde,
> > > institutioner, shoppingcentre, ulvetimer og sengetid?
> >
> > Når man vil/prioriterer det.
>
> nemt at sige, svært at praktisere.....

Helt afgjort, jeg har heller ikke påstået at det skulle være let.

> jamen hov..... det er jo netop den pointe jeg vil frem til......
> hvis barnet ikke trives (lad os i stedet putte ordet "sover" ind her), er
du
> villig til at gøre noget ved det...... kan det "noget" evt være at lægge
dig
> til at sove sammen med barnet indimellem?

Nix. Ikke hvis det kunne undgås. Og slet ikke hvis hensigten var, at jeg
skulle få noget søvn.

> og derudover..... ophavsmanden til denne debat var netop alene med 2
mindre
> børn..... hvis han anser det for bedst og tryggest for børnene at de kan
> sove sammen, bare indimellem, hvorfor skal have så ikke have lov til det?

(Nu var det ikke ind i mellem, men HVER dag). Det skal han da også have lov
til, jeg har ikke tænkt mig at opsøge ham og forhindre ham i at have sine
børn i sengen. Men har du tænkt dig at tvinge mig til at sove med mine børn,
den dag jeg får nogle? Nej vel. Vi gør vel hver især, hvad vi selv finder
rigtigt og velfungerende i vores eget liv, og det skal vi forhåbentlig
fortsat have lov til.

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> > ok så spørger jeg dig direkte.... dit papbarn.... når du var ude og
> > handle ind til eller med barnet, hvem bestemte så hvad der blev
> > købt?
>
> Hun var som regel ikke med, når jeg handlede. Men hun havde da
> bestemt også præferencer i forhold til mærker og produkter.

du svarede ikke på mit spørgsmål...... sæfølig har hun præferancer...... min
søn vil da langt hellere have en cap der står spiderman på end en langt
federe Nike eller lignende...... men eftersom det er min pengepung, så vil
jeg altid købe den jeg finder bedst....... så kan han bruge sine egne penge
til at købe det skrammel han vil have*G*

spørgsmålet lød: hvem bestemmer hvad der bliver købt?? du eller dit
papbarn....... at du tager hensyn til hendes ønsker og præferancer i i
grunden irelevant....... lad os feks sige at du ved hun mangler et par nye
bukser.... hun vil hellere have en bluse..... hvad bliver der købt?

> Men der er immervæk en grund til at Kellogs Frosties sælger bedre end
> andre og ligenende produkter, og jeg tror moderen med pengepungen
> ville foretrække et billigere produkt, men på trods af dette sælger
> mærkevare-produkter til børn KANON godt.

sæfølig gør det det..... der er også en årsag til at jeg foretrækker
"rigtige" guldkorn frem for et kopiprodukt...... fordi det smager bedre ;)
personligt køber jeg aldrig "sukrede" produkter (som frosties) bare fordi
ungerne ønsker det.... jeg har ALDRIG købt en af de der
"cacaomælks-morgenmadsprodukter" fordi jeg synes det er noget "slam".....
guldkorn og havregryn, til nøds honnynut cheerios....... det er hvad
morgenmaden står på herhjemme.......

> men der ER forældre som ikke er specielt bevidste
> om de faktorer, der gør sig gældende, fordi de har travlt med så
> meget andet. Så længe man kæmper for at "overleve" er der ikke
> overskud til refleksion og slet ikke selvrefleksion.

det er nu min opfattelse at dem der ikke kæmper for at overleve er langt
mere tilbøjelige til at give efter..... dem der bruger hele dagen på at
knokle og tjene penge, og derfor ikke gider tage konflikten med barnet når
de kommer hjem......
dem der vitterligt kæmper for at overleve rent økonomisk....... det er dem
der vælger de dyre reklamevarer fra, og hellere tager konflikten med barnet
frem for bare at give efter..... fordi konflikten er overstået hurtigere,
end den fortsættende tiggen og hysteriet over det lejlighedsvise nej......

> Jeg er slet ikke uenig. Men det er nogle ting man som forælder må være
> opmærksom på.

meget enig.....

> > gør du?
>
> Ja. De bestemmer ikke alt, men meget.

hmmmm.... jeg synes egentlig det er en smule trist at du ser det sådan.....
men på sin vis forstår jeg godt dit synspunkt*G* jeg synes ofte det samme
når jeg kigger på min bonusdatters liv....... jeg bliver ked af det når jeg
ser hun får alt hvad hun peger på, og min søn gang på gang må få nej........
ked af det på min søns vejne, fordi han bliver trist.... ked af det på min
bonusdatters vejne, fordi hun desværre på den vis lærer at man bare skal
bede om ting, så dumper de ned i skødet på en........ jeg foretrækker at
lære mine børn at man kan og bør kæmpe for de ting man gerne vil i
livet.....

> > og du mener altså ikke at risikoen foreligger at du falder i søvn
> > sammen med dit barn? eller at du kunne finde på at tage barnet med
> > i seng hvis du ved at du næste morgen har et tidligt møde og har
> > brug for din nattesøvn, og derfor ikke kan tillade dig at mangle
> > den 1-4 timer det kan komme til at koste, selv på en helt
> > almindelig dag....
>
> Hvor nærværende synes du det er at amme sit barn mens man selv
> snorksover? Jeg synes ikke det er spor nærværende.

det er væsentligt mere nærværende end at sidde med barnet i armene i 25
minutter, for bagefter at lægge barnet over i sengen......
når man først ligger med barnet i sengen, så er det små ting der giver
nærværet....... de samme ting som man gør med sin elskede for at vise
nærvær..... at ubevidst røre ved hinanden.... nusse blidt.... ligge tæt.....
at man ligger sådan i 4-7 timer giver væsentligt mere nærvær end de 25
minutter ved madtid....

prøv at forestil dig at dit samvær med din kæreste blev nedskaleret til at
du KUN kunne være nærværende med ham i 15-25 minutter 5-6 gange om
dagen..... når det eneste du reelt har lyst til er at ligge tæt og høre hans
hjerteslag, mærke varmen fra hans krop og _vide_ at han er lige ved siden af
dig, uanset hvad der sker...... vil du ikke finde det trist?

og det endda kun i de første 6-8 mdr..... derefter bliver det kun et par
gange om dagen, og efter et år er det helt afskaffet med de hyggestunder,
for så er man på skemad og kan ikke længere nyde nærheden......

> Den situation
> ville jeg for hver en pris undgå. Jeg ville alligevel ikke kunne sove
> i sådan en situation, så det er egentlig så enkelt.

jamen hvorfor kan du egentligt ikke det?
et lille spædbarn fylder jo ingenting i sengen.... de ligger helt stille og
kan højst møffe lidt..... der er ikke noget med ben i hovedet eller spark i
maven.....
og tro mig, kærligheden for det lille væsen er så altoverskyggende at man
bare har lyst til at holde barnet hele tiden.......

> > du mener altså ikke man opfatter hvad der sker omkring en bare
> > fordi man sover??
>
> Jeg gør egentlig ikke. Det er meget sjældent jeg vågner om natten.
> Men det er fx. ét af de punkter hvor jeg forventer at forandre mig,
> når jeg får børn.

hehe, den er ret sikker*G* det er igen det der yngelplejeinstinkt jeg taler
om*G*
men jeg er nu alligevel ret sikker på at vi alle opfatter hvad der sker
omkring os, også selvom det bare er ubevidst.......

> > tror du ikke det kan have en beroligende effekt i visse
> > situationer?
>
> Jeg siger heller ikke at det ikke har en effekt, jeg siger såmænd
> blot at _jeg_ ikke vil have _mit_ barn sovende i _min_ seng, da jeg
> så ikke selv ville få sovet. Hvilket vil have en større omkostning
> for mit barn end at sove i sin egen seng - for mig at se.

jamen som tidligere sagt, jeg håber du har ret.....

> > er teenagedøtre ikke børn??
> > er du ikke dine forældres barn??
>
> Hvor mange teenagedøtre har brug for nærhed og omsorg fra deres
> forældre på samme måde som en 2-3-4-årig? Og hvor mange voksne har?
> Jeg synes du tvister debatten, væk fra hvad det handler om.

nej for nærvær er nærvær... og faktisk har voksne og teenagere sikkert
mindre behov for den fysiske nærvær end små børn har..... men hvorfor er det
så lige at voksne skal have lov til at sove sammen, når behovet ikke er der?

> Jeg kan simpelthen ikke se, hvad det er for et nærvær som man går
> glip af, ved at sove i sin egen seng.

nej det kan jeg forstå....... men jeg håber du en dag finder ud af det ;)

> Man kan stadig få læst
> godnathistorie og hyggeputte, inden man skal sove. Og man kan stadig
> blive trøstet, hvis man er ked af det, madet hvis man er sulten,
> eller blive puttet igen, hvis man er vågnet med en træls drøm. Den
> eneste forskel er at der er få meter/sekunder længere imellem barnet
> og forælderen.

ja det kan man alt sammen... men indimellem er verden bare dum og træls og
det eneste der dur er at putte sammen med mor og far..... så kan mor og far
ellers prøve at overtale alt man vil...... det eneste man som forældre opnår
ved at afvise barnet i den situation, er utryghed og mistillid...... måske
ikke lige i situationen, men fortløbende ;)
det er en hård afvisning at få at vide at man ikke må sove i mors seng, når
far han må...... som voksen er det også en hård afvisning at få at vide man
ikke må sove i kærestens seng fordi barnet skal sove der..... og som voksen
har man endda en væsentlig større erfaring og viden til at bearbejde
udfordringen......

> > nej måske ikke, men du finder det forkert at man sover sammen med
> > sit barn indimellem..... hmmmm......
>
> Hold nu op. Jeg siger ikke at det er forkert. Jeg siger at JEG ikke
> vil have det, hvad andre gør må de om.

beklager, jeg må forveksle dig med en anden i denne debat......

> > jamen hov..... det er jo netop den pointe jeg vil frem til......
> > hvis barnet ikke trives (lad os i stedet putte ordet "sover" ind
> > her), er du villig til at gøre noget ved det...... kan det "noget"
> > evt være at lægge dig til at sove sammen med barnet indimellem?
>
> Nix. Ikke hvis det kunne undgås. Og slet ikke hvis hensigten var, at
> jeg skulle få noget søvn.

hvad så hvis hensigten var at i BEGGE skulle få noget søvn??
du siger jo selv at du mener du vil være en bedre mor hvis du får sovet.....
men hvis den eneste mulighed du har for at få sovet, er at give efter og
putte med dit barn...... kan det så undgås tror du?

må jeg lige spørge om noget??
kan du sove med din kæreste i samme seng? (her forventer jeg du siger ja*G*)
hvorfor tror du det er anderledes med dit barn?
kærligheden er om muligt stærkere.... følelserne lige så intense...... og
opofrelsen evig!!

> > og derudover..... ophavsmanden til denne debat var netop alene med
> > 2 mindre børn..... hvis han anser det for bedst og tryggest for
> > børnene at de kan sove sammen, bare indimellem, hvorfor skal have
> > så ikke have lov til det?
>
> (Nu var det ikke ind i mellem, men HVER dag).

det er jeg klar over, men jeg opfordrede ham så også til at vænne dem til
egne senge ;)

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> spørgsmålet lød: hvem bestemmer hvad der bliver købt?? du eller dit
> papbarn....... at du tager hensyn til hendes ønsker og præferancer i i
> grunden irelevant....... lad os feks sige at du ved hun mangler et par
nye
> bukser.... hun vil hellere have en bluse..... hvad bliver der købt?

1) Hun var ikke mit pap-barn (synes det lyder grimt)
2) Det var ikke mig, der handlede tøj til hende
3) Hun var ikke med, når jeg handlede mad-varer
Ergo kan jeg ikke besvare dit spørgsmål og i øvrigt gik min terori ikke må
mig eller dig, men de forældre der ikke er beviste om hvilke mekanismer, der
gør sig gældende under fx. en indkøbstur.

> sæfølig gør det det..... der er også en årsag til at jeg foretrækker
> "rigtige" guldkorn frem for et kopiprodukt...... fordi det smager bedre ;)
> personligt køber jeg aldrig "sukrede" produkter (som frosties)

Er guldkorn ikke et "sukret" produkt?

> bare fordi
> ungerne ønsker det.... jeg har ALDRIG købt en af de der
> "cacaomælks-morgenmadsprodukter" fordi jeg synes det er noget "slam".....
> guldkorn og havregryn, til nøds honnynut cheerios....... det er hvad
> morgenmaden står på herhjemme.......

Det er da fint at du ar totalt bevidst om hvad dit barn får at spise, men
der er jo nogen, der køber alle de der kakao-produkter og hvad der ellers
reklameres for af tomme kalorier. Ikke dig, og ikke mig, men nogen.

> dem der vitterligt kæmper for at overleve rent økonomisk....... det er dem
> der vælger de dyre reklamevarer fra, og hellere tager konflikten med
barnet
> frem for bare at give efter..... fordi konflikten er overstået hurtigere,
> end den fortsættende tiggen og hysteriet over det lejlighedsvise nej......

Jeg tænkte nu heller ikke så meget på den økonomiske del, for der er jeg da
helt enig. Jeg tænkte mere på kampen om den tidsmæssige overlevelse.

> hmmmm.... jeg synes egentlig det er en smule trist at du ser det
sådan.....
> men på sin vis forstår jeg godt dit synspunkt*G* jeg synes ofte det samme
> når jeg kigger på min bonusdatters liv....... jeg bliver ked af det når
jeg
> ser hun får alt hvad hun peger på, og min søn gang på gang må få
nej........
> ked af det på min søns vejne, fordi han bliver trist.... ked af det på min
> bonusdatters vejne, fordi hun desværre på den vis lærer at man bare skal
> bede om ting, så dumper de ned i skødet på en........ jeg foretrækker at
> lære mine børn at man kan og bør kæmpe for de ting man gerne vil i
> livet.....

Jamen, så er vi jo slet ikke uenige.

> prøv at forestil dig at dit samvær med din kæreste blev nedskaleret til at
> du KUN kunne være nærværende med ham i 15-25 minutter 5-6 gange om
> dagen..... når det eneste du reelt har lyst til er at ligge tæt og høre
hans
> hjerteslag, mærke varmen fra hans krop og _vide_ at han er lige ved siden
af
> dig, uanset hvad der sker...... vil du ikke finde det trist?

Nej, jeg ville finde det langt mere trist, hvis han kun ønskede nærvær i
sengen.

> og det endda kun i de første 6-8 mdr..... derefter bliver det kun et par
> gange om dagen, og efter et år er det helt afskaffet med de hyggestunder,
> for så er man på skemad og kan ikke længere nyde nærheden......

Så du mener ikke man har nærhed med sit barn med mindre man ammer, eller
sover klods op af hinanden? Så må jeg indrømme at jeg er meget uenig med dig
her.

> jamen hvorfor kan du egentligt ikke det?
> et lille spædbarn fylder jo ingenting i sengen.... de ligger helt stille
og
> kan højst møffe lidt..... der er ikke noget med ben i hovedet eller spark
i
> maven.....
> og tro mig, kærligheden for det lille væsen er så altoverskyggende at man
> bare har lyst til at holde barnet hele tiden.......

Ja, men _jeg_ ligger ikke stille, jeg bevæger mig meget når jeg sover, så
jeg kunne formentlig slet ikke lægge mig til at sove af frygt for at skade
barnet.

> nej for nærvær er nærvær... og faktisk har voksne og teenagere sikkert
> mindre behov for den fysiske nærvær end små børn har..... men hvorfor er
det
> så lige at voksne skal have lov til at sove sammen, når behovet ikke er
der?

Fordi det ellers ville være ualmindelig upraktisk at have et parforhold med
alt hvad dertil hører. Og den sociale del af det, så som at man hyggesnakker
inden man skal sove, kan man også sagtens have med barnet, uden at have
barnet sovende i sin seng hele natten.

> ja det kan man alt sammen... men indimellem er verden bare dum og træls og
> det eneste der dur er at putte sammen med mor og far..... så kan mor og
far
> ellers prøve at overtale alt man vil...... det eneste man som forældre
opnår
> ved at afvise barnet i den situation, er utryghed og mistillid...... måske
> ikke lige i situationen, men fortløbende ;)
> det er en hård afvisning at få at vide at man ikke må sove i mors seng,
når
> far han må...... som voksen er det også en hård afvisning at få at vide
man
> ikke må sove i kærestens seng fordi barnet skal sove der..... og som
voksen
> har man endda en væsentlig større erfaring og viden til at bearbejde
> udfordringen......

Jeg ser det ikke som et problem, slet ikke. For det kommer slet ikke på tale
at barnet skal/kan/må sove i min seng. Men har barnet brug for en at putte
sig ind til, skulle det på ingen måde være et problem at opfylde dette i
barnets seng.

> > Nix. Ikke hvis det kunne undgås. Og slet ikke hvis hensigten var, at
> > jeg skulle få noget søvn.
>
> hvad så hvis hensigten var at i BEGGE skulle få noget søvn??
> du siger jo selv at du mener du vil være en bedre mor hvis du får
sovet.....
> men hvis den eneste mulighed du har for at få sovet, er at give efter og
> putte med dit barn...... kan det så undgås tror du?

Jeg ser det bare ikke som den eneste mulighed, men som et meget dårligt
alternativ, da jeg ikke ville få ordentlig søvn ud af det alligevel.

> må jeg lige spørge om noget??
> kan du sove med din kæreste i samme seng? (her forventer jeg du siger
ja*G*)
> hvorfor tror du det er anderledes med dit barn?

Vi har en stor seng, og han kan tåle slagene :)

> kærligheden er om muligt stærkere.... følelserne lige så intense...... og
> opofrelsen evig!!

Og det vil den være selvom barnet sover i sin egen seng. Du får det altså
til at lyde som om man får et misrøgtet barn, hvis man ikke sover sammen med
det - og det kan du på ingen måde overbevise mig om er tilfældet. Det er
ikke stedet man sover, men den omsorg man giver, der for mig at se er
afgørende i den sammenhæng.

> det er jeg klar over, men jeg opfordrede ham så også til at vænne dem til
> egne senge ;)

Er du nu sikker på at de kan tåle det? *g*

/Anita

---

Anita wrote:
> > spørgsmålet lød: hvem bestemmer hvad der bliver købt??
> > hvad bliver der købt?
>
> 1) Hun var ikke mit pap-barn (synes det lyder grimt)

du har ikke oplyst et alternativt ord, så jeg holder mig ligesom til det
alle kan gennemskue.... men enig.... papbarn er et grimt ord..... derfor
foretrækker jeg selv bonus, men ved også at mange ikke betragter det som en
bonus......

> 2) Det var ikke mig, der handlede tøj til hende

og det skulle jeg vide hvordan?
igen er jeg nødt til at forholde mig til hvad jeg kender, og her i huset er
det faktisk også mig der køber tøj til min bonusdatter.......

> 3) Hun var ikke med, når jeg handlede mad-varer
> Ergo kan jeg ikke besvare dit spørgsmål og i øvrigt gik min terori
> ikke må mig eller dig, men de forældre der ikke er beviste om hvilke
> mekanismer, der gør sig gældende under fx. en indkøbstur.

du er da velkommen til at ændre ordlyden så den passer ind i en situation du
kan genkende..... feks vælge morgenmadsprodukter eller lignende....
men pointen er blot at forsøge at vise dig at uanset hvad, så er det stadig
de voksne der bestemmer, uanset barnets medbestemmelse..... hvis man som
voksen anser en given ting for uhensigtsmæssig, farlig eller unøvendig, så
skulle jeg da håbe at man undlader at købe den til sit barn....

> Er guldkorn ikke et "sukret" produkt?

ikke i min opfattelse*G* guldkorn er ganske rigtig med honning, men i
forhold til frosties feks synes jeg det er et minimum som jeg godt kan
aceptere...

> Det er da fint at du ar totalt bevidst om hvad dit barn får at spise,
> men der er jo nogen, der køber alle de der kakao-produkter og hvad
> der ellers reklameres for af tomme kalorier. Ikke dig, og ikke mig,
> men nogen.

ja, dem der har for mange penge, for lidt tid og ikke overskud til at
diskutere kostvaner med børnene ;)

> Jeg tænkte nu heller ikke så meget på den økonomiske del, for der er
> jeg da helt enig. Jeg tænkte mere på kampen om den tidsmæssige
> overlevelse.

det er jo, som du selv har sagt, et prioriteringsspørgsmål......

> > jeg foretrækker at
> > lære mine børn at man kan og bør kæmpe for de ting man gerne vil i
> > livet.....
>
> Jamen, så er vi jo slet ikke uenige.

tænkte jeg jo nok *G*

> > vil du ikke finde det trist?
>
> Nej, jeg ville finde det langt mere trist, hvis han kun ønskede
> nærvær i sengen.

hvad form for nærvær (rent fysisk) er det du mener er så nem at komme til i
løbet af den travle hverdag vi har i dag?

> > og det endda kun i de første 6-8 mdr..... derefter bliver det kun
> > et par gange om dagen, og efter et år er det helt afskaffet med de
> > hyggestunder, for så er man på skemad og kan ikke længere nyde
> > nærheden......
>
> Så du mener ikke man har nærhed med sit barn med mindre man ammer,
> eller sover klods op af hinanden? Så må jeg indrømme at jeg er meget
> uenig med dig her.

jeg snakker om den rent fysiske nærvær..... du skal jo huske på at barnet de
første 9 mdr af livet har lyttet til moderens hjerteslag på meget tæt
hold.... det første barnet oplever når det er født er moderens lyd og
fornemmelse og ikke mindst duft.......
det er disse ting der er med til at berolige et barn også når de bliver
større.... lyden af hjerteslaget, duften, fornemmelsen og lyden af moderens
åndedræt....... og tro det eller ej, der findes faktisk børn der pure nægter
at sove medmindre behovet for disse ting bliver dækket...

> > og tro mig, kærligheden for det lille væsen er så altoverskyggende
> > at man bare har lyst til at holde barnet hele tiden.......
>
> Ja, men _jeg_ ligger ikke stille, jeg bevæger mig meget når jeg
> sover, så jeg kunne formentlig slet ikke lægge mig til at sove af
> frygt for at skade barnet.

ahhh se, det har slet ikke fremgået af debatten før nu...... jeg har hele
tiden formodet at problemet var barnets roden og ragen rundt...... som det
er for de fleste andre......

> > nej for nærvær er nærvær... og faktisk har voksne og teenagere
> > sikkert mindre behov for den fysiske nærvær end små børn har.....
> > men hvorfor er det så lige at voksne skal have lov til at sove
> > sammen, når behovet ikke er der?
>
> Fordi det ellers ville være ualmindelig upraktisk at have et
> parforhold med alt hvad dertil hører.

hvorfor? det fungerer da fint for mange mennesker (jeg kender flere der har
seperarte soveværelser, dog mere af nød end ønske.....)

> Og den sociale del af det, så
> som at man hyggesnakker inden man skal sove, kan man også sagtens
> have med barnet, uden at have barnet sovende i sin seng hele natten.

nu er det nærværet jeg taler om, ikke den sociale del, idet den er komplet
irelevant i forhold til feks det spæde barn.......

> > som voksen er det også en hård afvisning
> > at få at vide man ikke må sove i kærestens seng fordi barnet skal
> > sove der..... og som voksen har man endda en væsentlig større
> > erfaring og viden til at bearbejde udfordringen......
>
> Jeg ser det ikke som et problem, slet ikke. For det kommer slet ikke
> på tale at barnet skal/kan/må sove i min seng. Men har barnet brug
> for en at putte sig ind til, skulle det på ingen måde være et problem
> at opfylde dette i barnets seng.

*fniz* jeg glæder mig til at høre om hvordan du forsøger at putte med dit
barn i krybben, barnevognen eller tremmesengen ;)

> > hvad så hvis hensigten var at i BEGGE skulle få noget søvn??
> > du siger jo selv at du mener du vil være en bedre mor hvis du får
> > sovet..... men hvis den eneste mulighed du har for at få sovet, er
> > at give efter og putte med dit barn...... kan det så undgås tror du?
>
> Jeg ser det bare ikke som den eneste mulighed, men som et meget
> dårligt alternativ, da jeg ikke ville få ordentlig søvn ud af det
> alligevel.

i visse tilfælde ER det dog den eneste mulighed..... hvor gerne man end
ønsker eller vil have alternativer, så er det ikke altid muligt...

> > må jeg lige spørge om noget??
> > kan du sove med din kæreste i samme seng? (her forventer jeg du
> > siger ja*G*) hvorfor tror du det er anderledes med dit barn?
>
> Vi har en stor seng, og han kan tåle slagene :)

hmmmm..... så er det jeg tænker... du siger selv at du forventer at sove
lettere når du selv får et barn...... tror du ikke også du vil sove roligere
hvis du ved barnet er lige ved siden af?

> > kærligheden er om muligt stærkere.... følelserne lige så
> > intense...... og opofrelsen evig!!
>
> Og det vil den være selvom barnet sover i sin egen seng.

ja det vil det..... men det jeg vil frem til er at en kærlighed så stærk
ikke altid får "nok" i amme situationerne og de lejlighedsvise hyggestunder
i sengen eller på sofaen..... indimellem skal der reel fysisk kontakt
til.......

> Du får det
> altså til at lyde som om man får et misrøgtet barn, hvis man ikke
> sover sammen med det -

nej det er slet ikke det jeg siger..... jeg siger blot at man som forældre
indimellem ikke kan forberede sig på hvordan man reagerer i en given
situation..... og uanset hvordan man vender og drejer den så mener jeg
stadig at ALLE forældre på et givent tidspunkt har sovet sammen med deres
barn.....

> og det kan du på ingen måde overbevise mig om
> er tilfældet. Det er ikke stedet man sover, men den omsorg man giver,
> der for mig at se er afgørende i den sammenhæng.

enig, men den omsorg er indimellem også at give efter for barnets behov for
nærvær.....

> > det er jeg klar over, men jeg opfordrede ham så også til at vænne
> > dem til egne senge ;)
>
> Er du nu sikker på at de kan tåle det? *g*

naturligvis kan de det, og det er ganske plat af dig at vende den den vej
rundt....... den eneste grund til at denne debat er kørt så langt ud i
forklaringer og beskrivelser, er jo at erfaringen siger noget andet end den
rationelle holdning....... hvor god og nobel og praktisk den end er......

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
[Klip]
> > Jeg tænkte nu heller ikke så meget på den økonomiske del, for der er
> > jeg da helt enig. Jeg tænkte mere på kampen om den tidsmæssige
> > overlevelse.
>
> det er jo, som du selv har sagt, et prioriteringsspørgsmål......

Jeps, det er det uden tvivl, men flertallet af de danske familier
prioriterer jo at arbejde en hel del for at følge ræset.

> hvad form for nærvær (rent fysisk) er det du mener er så nem at komme til
i
> løbet af den travle hverdag vi har i dag?

Nu mener jeg heller ikke at nærvær kun behøver at forgå rent fysisk, jeg kan
sagtens føle mig nærværende med personer jeg ikke rører ved. Men for nu at
begrænse mig til, hvad du betragter som nærvær: Knus, kys, kram, klem, sidde
tæt i sofaen, massere, holde om, holde i hånd osv.

> > Så du mener ikke man har nærhed med sit barn med mindre man ammer,
> > eller sover klods op af hinanden? Så må jeg indrømme at jeg er meget
> > uenig med dig her.
>
> jeg snakker om den rent fysiske nærvær.....

Måske er det netop dér vi er uenige. Jeg synes ikke nærvær behøver være
fysisk, og jeg synes det er en kæmpe begrænsning at se nærvær som
udelukkende amning eller "sovning", når det kan være alt muligt andet.

> ahhh se, det har slet ikke fremgået af debatten før nu...... jeg har hele
> tiden formodet at problemet var barnets roden og ragen rundt...... som det
> er for de fleste andre......

Som før nævnt, er jeg ikke "de fleste andre".

> nu er det nærværet jeg taler om, ikke den sociale del, idet den er komplet
> irelevant i forhold til feks det spæde barn.......

Så spædbørn har ikke brug for at være sammen med andre mennesker, at snakke
(pludre), pjatte, lege og hygge? (Retorisk spørgsmål)
Men nu er et barn er jo ikke kun et barn når det er spæd. Jeg talte om børn
generelt, og måske med udgangspunkt i det oprindelige eksempel var der så
vidt jeg husker ikke tale om spædbørn...

> *fniz* jeg glæder mig til at høre om hvordan du forsøger at putte med dit
> barn i krybben, barnevognen eller tremmesengen ;)

Igen, jeg taler ikke KUN om spædbørn. Jeg synes du ser problemer alle vegne.
Det er som om det i din verden ikke kan lade sig gøre at have nærvær med sit
barn med mindre man sover sammen med det, og når jeg giver tonsvis af
eksempler på hvor det netop KAN lade sig gøre, så griner du og negligerer
endnu engang det jeg kommer med. Ikke videre konstruktivt. Jeg ser det på
ingen måder som et problem, idet jeg er sikker på at jeg kan opfylde mit
barns behov for nærvær og alt muligt andet, på de præmisser jeg selv sætter
for hvordan dette kan lade sig gøre. Så kan du jo have en mening om at det
måske ikke er godt nok, og det skal du have lov til.

> i visse tilfælde ER det dog den eneste mulighed..... hvor gerne man end
> ønsker eller vil have alternativer, så er det ikke altid muligt...

Det kommer an på, hvor god man er til at finde alternative løsninger.

> hmmmm..... så er det jeg tænker... du siger selv at du forventer at sove
> lettere når du selv får et barn...... tror du ikke også du vil sove
roligere
> hvis du ved barnet er lige ved siden af?

Jeg har sagt det før og siger det igen, jeg ønsker ikke at have mit barn
sovende i min seng. Hvad årsagen er, kan jo være bedøvende ligemeget. Jeg
ser mange grunde til ikke at gøre det.

> ja det vil det..... men det jeg vil frem til er at en kærlighed så stærk
> ikke altid får "nok" i amme situationerne og de lejlighedsvise
> hyggestunder
> i sengen eller på sofaen..... indimellem skal der reel fysisk kontakt
> til.......

Igen går du ud fra dig selv. Og du kan selvfølgelig ikke gøre andet. Men
kunne det ikke tænkes, at når nu jeg VED at mit barn ikke skal sove hos mig
hele natten, så vil jeg sørge for at få dækket what-ever behov i løbet af
dagen. Du vidste jo at du ville/kunne sove med barnet og behøvede derfor
ikke tænke på dette.

> nej det er slet ikke det jeg siger..... jeg siger blot at man som forældre
> indimellem ikke kan forberede sig på hvordan man reagerer i en given
> situation..... og uanset hvordan man vender og drejer den så mener jeg
> stadig at ALLE forældre på et givent tidspunkt har sovet sammen med deres
> barn.....

Ikke mine forældre.

> enig, men den omsorg er indimellem også at give efter for barnets behov
for
> nærvær.....

Hvilket dobbeltsengen absolut ikke er den eneste løsning til at gøre.

> > > det er jeg klar over, men jeg opfordrede ham så også til at vænne
> > > dem til egne senge ;)
> >
> > Er du nu sikker på at de kan tåle det? *g*
>
> naturligvis kan de det, og det er ganske plat af dig at vende den den vej
> rundt.......

Jamen, jeg er bare plat. Jeg beklager at jeg ikke oplyste om dette til at
begynde med.

den eneste grund til at denne debat er kørt så langt ud i
> forklaringer og beskrivelser, er jo at erfaringen siger noget andet end
den
> rationelle holdning....... hvor god og nobel og praktisk den end er......

Men måske er din erfaring alligevel for snæver, idet du åbenbart kun kender
folk, der har valgt at gøre som dig selv. Eller måske er det forkert at sige
som jeg, så folk der ikke har sovet med deres børn, netop ikke reklamerer
alt for meget med det, idet de jo må være mærkelige og ude af stand til at
tage vare på deres børn.

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> > hvad form for nærvær (rent fysisk) er det du mener er så nem at
> > komme til i løbet af den travle hverdag vi har i dag?
>
> Nu mener jeg heller ikke at nærvær kun behøver at forgå rent fysisk,
> jeg kan sagtens føle mig nærværende med personer jeg ikke rører ved.
> Men for nu at begrænse mig til, hvad du betragter som nærvær: Knus,
> kys, kram, klem, sidde tæt i sofaen, massere, holde om, holde i hånd
> osv.

jamen sæfølig kan det det, men du skal også huske på at børn ikke har helt
den samme fornemmelse for nærvær som voksne har..... for børn er fysisk
kontakt enorm vigtig... de opfatter ikke et blik ellet et kærligt ord som
nærvær på samme måde.....
derfor er det jeg omtaler nærvær som fysisk nærvær....
en sandhed man ikke kan komme uden om er føægende: Børn behøver fysisk
kontakt. Selv når de er helt små behøver de det, et spædbarn er helt
afhængig af fysisk kontakt. Men børn har behov for fysisk kotakt i alle
faser af deres opvækst. Det er nemmest når de er helt små.

det er faktisk ikke for sjov skyld jeg i den grad omtaler fysisk
kontakt..... kik her:
http://www.babysitting.dk/index.phtml?side=artikel_13
http://dk.news.yahoo.com/030905/83/2xomp.html

> > jeg snakker om den rent fysiske nærvær.....
>
> Måske er det netop dér vi er uenige. Jeg synes ikke nærvær behøver
> være fysisk, og jeg synes det er en kæmpe begrænsning at se nærvær som
> udelukkende amning eller "sovning", når det kan være alt muligt andet.

som nævnt ovenfor, så er den fysiske kontakt enormt vigtig..... men nej, den
begrænser sig ikke kun til amning og søvn.... men netop derfor er det så
vigtig at opretholde den nære fysiske kontakt når barnet bliver ældre.....

> > ahhh se, det har slet ikke fremgået af debatten før nu...... jeg
> > har hele tiden formodet at problemet var barnets roden og ragen
> > rundt...... som det er for de fleste andre......
>
> Som før nævnt, er jeg ikke "de fleste andre".

det er der vel ingen der er....

> > nu er det nærværet jeg taler om, ikke den sociale del, idet den er
> > komplet irelevant i forhold til feks det spæde barn.......
>
> Så spædbørn har ikke brug for at være sammen med andre mennesker, at
> snakke (pludre), pjatte, lege og hygge? (Retorisk spørgsmål)

jo, men som du også kan læse ud af de ovenstående link, så kan et spædbarn
faktisk dø af kærlig fysisk kontakt ;)

> Men nu er et barn er jo ikke kun et barn når det er spæd. Jeg talte
> om børn generelt, og måske med udgangspunkt i det oprindelige
> eksempel var der så vidt jeg husker ikke tale om spædbørn...

nu starter alle børn med at være spæde, og den fysiske kontakt er vigtigere
i den tid end på noget andet tidspunt i barnets liv....
og den tid vi taler om hvor barnet behov for fysksk nærvær er stort, er
placeret inden puperteten.... sådan ca ihvertfald.... dvs vi har en
afgrænset periode på ca 11-12 år, hvor behovet er meget svingene....

> > *fniz* jeg glæder mig til at høre om hvordan du forsøger at putte
> > med dit barn i krybben, barnevognen eller tremmesengen ;)
>
> Igen, jeg taler ikke KUN om spædbørn.

altså, lighten up.... det var sku da en joke....
men derudover så sover de fleste småbørn i små senge indtil de er 2-3 år, så
det er faktisk en ret stor del af den tid nærværet er et stort behov........
for ikke at snakke om at det er i 1 års alderen at seperationsangsten sægger
ind..... og så selvstændighedsfasen i 2-3års alderen, hvor man kan og vil
det hele selv, men mor og far er alligevel de bedste i verden når resten af
verden er dum og irriterende....
og så er der 3-6 års alderen hvor trolde, uhyrer og monstre er en livlig del
af børnenes fantasi og drømme.....

> Jeg synes du ser problemer alle
> vegne. Det er som om det i din verden ikke kan lade sig gøre at have
> nærvær med sit barn med mindre man sover sammen med det, og når jeg
> giver tonsvis af eksempler på hvor det netop KAN lade sig gøre, så
> griner du og negligerer endnu engang det jeg kommer med.

gu gør jeg da ej.... jeg fortæller bare at det ikke altid går som man gerne
vil.....

> Ikke videre konstruktivt.

hvorfor er det lige det skal være konstruktivt i denne debat??
der er tale om en hypotetisk debat om forskellige oplevelser af nærvær og
lignende omkring børn.....
hvis det skal være konstruktivt, så skal det jo handle om noget specifikt
man kan gøre noget ved........
jeg KAN jo ikke gøre dette konstruktivt, da der er tale om en
meningsudveksling, ikke gode råd.......

> Jeg ser det på ingen måder som et problem, idet jeg er
> sikker på at jeg kan opfylde mit barns behov for nærvær og alt muligt
> andet, på de præmisser jeg selv sætter for hvordan dette kan lade sig
> gøre. Så kan du jo have en mening om at det måske ikke er godt nok,
> og det skal du have lov til.

har jeg aldrig i livet sagt.... jeg har tværtimod sagt gentagne gange at jeg
håber du har ret ;)

> > i visse tilfælde ER det dog den eneste mulighed..... hvor gerne man
> > end ønsker eller vil have alternativer, så er det ikke altid
> > muligt...
>
> Det kommer an på, hvor god man er til at finde alternative løsninger.

ja... naturligvis......

> > ja det vil det..... men det jeg vil frem til er at en kærlighed så
> > stærk ikke altid får "nok" i amme situationerne og de lejlighedsvise
> > hyggestunder
> > i sengen eller på sofaen..... indimellem skal der reel fysisk
> > kontakt til.......
>
> Igen går du ud fra dig selv. Og du kan selvfølgelig ikke gøre andet.
> Men kunne det ikke tænkes, at når nu jeg VED at mit barn ikke skal
> sove hos mig hele natten, så vil jeg sørge for at få dækket what-ever
> behov i løbet af dagen. Du vidste jo at du ville/kunne sove med
> barnet og behøvede derfor ikke tænke på dette.

nej det vidste jeg jo netop ikke... for jeg havde netop de samme tanker som
du inden jeg stod i situationen hvor jeg faldt i søvn i sengen med min søn
ved siden af...... og det handler netop ikke kun om at dække barnets behov,
men om at dække både mor og barns behov....

> > nej det er slet ikke det jeg siger..... jeg siger blot at man som
> > forældre indimellem ikke kan forberede sig på hvordan man reagerer
> > i en given situation..... og uanset hvordan man vender og drejer
> > den så mener jeg stadig at ALLE forældre på et givent tidspunkt har
> > sovet sammen med deres barn.....
>
> Ikke mine forældre.

nej... heller ikke min mors forældre...... "liiige bortset fra den ene gang
da............... men det var jo kun en gang, så det tæller ikke".....

> > enig, men den omsorg er indimellem også at give efter for barnets
> > behov for nærvær.....
>
> Hvilket dobbeltsengen absolut ikke er den eneste løsning til at gøre.

nej det er den ikke, men det er i mange tilfælde den bedste og nemmeste
løsning på problemet...... og derfor også ofte den mest nærliggende måde at
gøre det på.....

> den eneste grund til at denne debat er kørt så langt ud i
> > forklaringer og beskrivelser, er jo at erfaringen siger noget andet
> > end den rationelle holdning....... hvor god og nobel og praktisk
> > den end er......
>
> Men måske er din erfaring alligevel for snæver, idet du åbenbart kun
> kender folk, der har valgt at gøre som dig selv.

det har jeg jo ikke vidst undervejs, og mange af dem kendte jeg ikke da
børnene blev født, og derudover tror jeg næppe det har noget med hinanden at
gøre, når man vælger venner....

> Eller måske er det
> forkert at sige som jeg, så folk der ikke har sovet med deres børn,
> netop ikke reklamerer alt for meget med det, idet de jo må være
> mærkelige og ude af stand til at tage vare på deres børn.

nej slet ikke, hvor du har den ide fra ved jeg ikke...... det er igen som
om du totalt overser de punkter hvor jeg giver dig ret....
det eneste jeg siger, og hele tiden har sagt, er at man ikke altid kan være
sikker på at det bliver som man planlægger eller gerne vil......
der kan ske et utal af ting som gør det umuligt for dig at overholde dine
gode intentioner..... det er det eneste jeg siger.....

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> altså, lighten up.... det var sku da en joke....

Arh... så du må godt joke, men når jeg gør det, så er jeg plat...

> nej det vidste jeg jo netop ikke... for jeg havde netop de samme tanker
som
> du inden jeg stod i situationen hvor jeg faldt i søvn i sengen med min søn
> ved siden af...... og det handler netop ikke kun om at dække barnets
behov,
> men om at dække både mor og barns behov....

Men du vidste vel i løbet af dagen, at hvis ikke tingene går/gik helt som
planlagt, så kunne du altid sove med barnet om natten og opveje for det der
evt. gik i kludder om dagen.

> nej slet ikke, hvor du har den ide fra ved jeg ikke...... det er igen som
> om du totalt overser de punkter hvor jeg giver dig ret....

Ja, det gør jeg, for jeg har lidt svært ved at få øje på dem...

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
>
> > altså, lighten up.... det var sku da en joke....
>
> Arh... så du må godt joke, men når jeg gør det, så er jeg plat...

jamen uha, du kunne da gøre opmærksom på at det var en joke..... jeg fangede
den altså ikke...... der var en almindelig smiley, og den opfatter jeg ikke
som om det er ment som en joke, bare som et lille smil..... jeg havde da
BÅDE et *fniz* og en smiley med blik på ;)

> > nej det vidste jeg jo netop ikke... for jeg havde netop de samme
> > tanker som du inden jeg stod i situationen hvor jeg faldt i søvn i
> > sengen med min søn ved siden af...... og det handler netop ikke kun
> > om at dække barnets behov, men om at dække både mor og barns
> > behov....
>
> Men du vidste vel i løbet af dagen, at hvis ikke tingene går/gik helt
> som planlagt, så kunne du altid sove med barnet om natten og opveje
> for det der evt. gik i kludder om dagen.

nej, for sådan noget forventer man altså ikke.... for at vende tilbage til
første gang det skete (som iøvrigt ikke var meningen) det var den første
dag... jeg havde ikke sovet i 3-4 dage pga veer og var SINDSYGT træt og
gennembanket.... ungen var sulten... sygeplejesken kom med ham mens jeg lå
og sov... jeg var sprækket i skridtet pga at han kom så hurtig da han
endelig kom, så det at sidde op i sig selv var en prøvelse jeg ikke lige var
klar til på daværende tidspunkt..... så planen blev at jeg ville ligge mig
ned, med ham ved siden af, amme ham og lægge ham over i krybben igen.... men
hov... imens jeg lå og kiggede kærligt på det lille væsen jeg havde skabt,
overmandede søvnen mig i min udmattelse, og det havde jeg ikke regnet
med..... dels fordi jeg havde en klar holdning til at børn skal sove i egne
senge, og dels fordi at jeg var skrækslagen for at komme til at rulle
henover ham..... jeg blev faktisk ret forskrækket da sygeplejesken kom ind
og vækkede mig nogle timer efter......
jeg har aldrig planlagt at have min søn i sengen... kun vidst at det var en
fjern mulighed hvis alt andet glippede....... og det var først noget jeg
blev opmærksom på efter den oplevelse ovenfor.....

> > nej slet ikke, hvor du har den ide fra ved jeg ikke...... det er
> > igen som om du totalt overser de punkter hvor jeg giver dig ret....
>
> Ja, det gør jeg, for jeg har lidt svært ved at få øje på dem...

men enig.... papbarn er et grimt ord.....
enig,
sæfølig gør det det.....
meget enig.....
hehe, den er ret sikker*G*
jeg håber du har ret.....
jamen hov..... det er jo netop den pointe jeg vil frem til......
ja til en vis grænse
netop......

disse er bare fra de sidste 5 indlæg...... det undrer mig at det har undgået
din opmærksomhed ;)

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> jamen uha, du kunne da gøre opmærksom på at det var en joke..... jeg
fangede
> den altså ikke...... der var en almindelig smiley, og den opfatter jeg
ikke
> som om det er ment som en joke, bare som et lille smil..... jeg havde da
> BÅDE et *fniz* og en smiley med blik på ;)

Der var et "*g*", hvilket jeg gik ud fra at du forstod, eftersom du selv
anvender smileys og andre net-udtryk.

> men enig.... papbarn er et grimt ord.....
> enig,
> sæfølig gør det det.....
> meget enig.....
> hehe, den er ret sikker*G*
> jeg håber du har ret.....
> jamen hov..... det er jo netop den pointe jeg vil frem til......
> ja til en vis grænse
> netop......
>
> disse er bare fra de sidste 5 indlæg...... det undrer mig at det har
undgået
> din opmærksomhed ;)

Kan vi blive enige om at mange af disse sætninger var efterfulgt af et
"men..." ¨? (Jeg har dog ikke tjekket, men vil tro at det var derfor jeg
ikke anså det som om du reelt var enig).

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
>
> > jamen uha, du kunne da gøre opmærksom på at det var en joke.....
> > jeg fangede den altså ikke...... der var en almindelig smiley, og
> > den opfatter jeg ikke som om det er ment som en joke, bare som et
> > lille smil..... jeg havde da BÅDE et *fniz* og en smiley med blik
> > på ;)
>
> Der var et "*g*", hvilket jeg gik ud fra at du forstod, eftersom du
> selv anvender smileys og andre net-udtryk.

nu ved jeg ikke hvordan du ser dine smileys, men i denne der står det som *
g * hvilket bliver til en almindelig smiley, som bare smiler.....
hvor en ; ) bliver til ;) (altså smiley med glimt i øjet.......)
jeg er ked af det, men jeg opfatter ikke en "almindelig" smiley som
jokende...... men mere som et almindeligt smil, hvilket kan svinge begge
veje.....

> > men enig.... papbarn er et grimt ord.....
> > enig,
> > sæfølig gør det det.....
> > meget enig.....
> > hehe, den er ret sikker*G*
> > jeg håber du har ret.....
> > jamen hov..... det er jo netop den pointe jeg vil frem til......
> > ja til en vis grænse
> > netop......
> >
> > disse er bare fra de sidste 5 indlæg...... det undrer mig at det
> > har undgået din opmærksomhed ;)
>
> Kan vi blive enige om at mange af disse sætninger var efterfulgt af et
> "men..." ¨? (Jeg har dog ikke tjekket, men vil tro at det var derfor
> jeg ikke anså det som om du reelt var enig).

måske skulle du læse teksten igennem istedet for at focusere sådan på om der
var et men..... derudover, et men er ikke altid ensbetydende med at den
ophæver enigheden....
og nej..... en hurtig gennemgang gav faktisk MINDST seks af disse der ikke
var efterfulgt af et "men"..... så mon ikke din opfattelse af at jeg ikke er
enig, ligger hos dig selv og ikke i mine udsagn?

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev:
> nu ved jeg ikke hvordan du ser dine smileys, men i denne der står det som
*
> g * hvilket bliver til en almindelig smiley, som bare smiler.....
> hvor en ; ) bliver til ;) (altså smiley med glimt i øjet.......)
> jeg er ked af det, men jeg opfatter ikke en "almindelig" smiley som
> jokende...... men mere som et almindeligt smil, hvilket kan svinge begge
> veje.....

Så jeg er ansvarlig for, hvordan dit software forandrer det jeg har skrevet?
Det synes jeg ikke er fair.

> og nej..... en hurtig gennemgang gav faktisk MINDST seks af disse der
ikke
> var efterfulgt af et "men"..... så mon ikke din opfattelse af at jeg ikke
er
> enig, ligger hos dig selv og ikke i mine udsagn?

Jeg har ikke påstået andet.

Og nu synes jeg snart vi har diskuteret form i stedet for indhold længe nok.

Slut herfra,
Anita

---

Anita wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev:
> > nu ved jeg ikke hvordan du ser dine smileys, men i denne der står
> > det som * g * hvilket bliver til en almindelig smiley, som bare
> > smiler.....
> > hvor en ; ) bliver til ;) (altså smiley med glimt i øjet.......)
> > jeg er ked af det, men jeg opfatter ikke en "almindelig" smiley som
> > jokende...... men mere som et almindeligt smil, hvilket kan svinge
> > begge veje.....
>
> Så jeg er ansvarlig for, hvordan dit software forandrer det jeg har
> skrevet? Det synes jeg ikke er fair.

det har jeg ikke sagt, jeg har blot fortalt hvordan jeg opfattede det......
og forklarede dig hvorfor....... længere er den ikke, og jeg har overhovedet
ikke sagt noget om hvem der er ansvarlig eller ej.....

og fair eller ej...... HVIS det var en joke, kunne du have sagt det bagefter
i stedet for at blive småfornærmet.......
det er nu engang et skrevent medie, og nogle gange skal tingene skæres ud i
bølgepap og våde aviser......
--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

In an article of 16 Dec 2003 Sabina Hertzum wrote:

> jamen sæfølig kan det det, men du skal også huske på at børn ikke har helt
> den samme fornemmelse for nærvær som voksne har..... for børn er fysisk
> kontakt enorm vigtig... de opfatter ikke et blik ellet et kærligt ord som
> nærvær på samme måde.....

Det har du helt sikkert ret i.

Men nu for lige at sparke mit besyv ind i en diskussion, som jeg kun har
fulgt overfladisk med i hist og her og sjældent læst de lange indlæg til
ende. Heller ikke dette indlæg, som jeg svarer på

At have sine børn i sengen hos sig både tidligt og sent tror jeg bestemt
ikke er lutter godt. Det giver dig givetvis nogle trygge børn, der har det
godt og rart. I hjemmet i hvert fald.

Men børn er ikke udelukkende i hjemmet, og når de bliver lidt ældre får du
muligheden for lejlighedsvis at komme hjemmefra uden forældrene. Jeg har
ikke selv nogle børn, så jeg skal ikke udtale mig om, om det gode eller det
dårlige for hjemmet ved at have børnene hos sig i sengen både tidligt og
sent.

Derimod har jeg i masser af år været spejderleder og har i den forbindelse
efterhånden lært et utal af mindre børn at kende. Mange af dem har jeg haft
med på weekendture og lejre, og det har naturligvis været nogle dejlige og
sjove weekender for alle parter.

Men nogle af børnene giver problemer, og naturligvis navnlig ved sengetid,
hvor de skal sove. Disse problemer forsøger vi naturligvis at klare på
bedste beskub. For nogle er det blot nogle begynderproblemer, der lige skal
overstås på de første par weekendture, hvorimod det for andre er langt
værre. Det betyder desværre, at visse af børnene mister disse oplevelser,
fordi de ikke "tør" tage af sted fremover. Ligeledes er der så også de
børn, som slet ikke bliver tilmeldt turene, fordi de heller ikke "tør" tage
hjemmefra.

Som leder vil man jo gerne have glade og trygge børn med på turene, og man
vil naturligvis også gerne have alle sine spejdere med på disse ture.
Derfor snakker man jo med barnets forældre om, hvorfor barnet ikke ønsker
at deltage. Og den grund, som mange forældre kommer med, er, at de nok er
lidt for pylrene omkring knægten eller tøsen derhjemme. Jeg har også flere
gange hørt udtalelsen "vi lader ham/hende nok sove lidt for meget inde hos
os derhjemme" - underforstået, at når han er af sted på tur, så har barnet
pludselig ikke længere mor og far at ligge i arm med.

I hvor stor udstrækning de andre børn måtte sove inde hos deres forældre,
ved jeg naturligvis ikke noget om, men de har i hvert fald gode og
omsorgsfulde forældre.

Derfor tror jeg lidt, at det er vigtigt at lære børnene også at være sig
selv, både om dagen og om natten. Du kan helt sikkert sagtens have glade og
trygge børn, uden at børnene både tidligt og sent skal ind i forældrenes
seng.

Børn skal lære at være selvstændige individer, der godt kan fungere
uafhængigt af mor og far. Men naturligvis skal de vide, hvor "hjælpen" er,
hvis de skulle have behov for det, dvs. vide hvor mors og fars soveværelse
derhjemme og på spejderturene i vide hvor lederteltet er.

--
Uffe Holst

---

Uffe Holst wrote:
> At have sine børn i sengen hos sig både tidligt og sent tror jeg
> bestemt ikke er lutter godt. Det giver dig givetvis nogle trygge
> børn, der har det godt og rart. I hjemmet i hvert fald.

enig.....

> Men børn er ikke udelukkende i hjemmet, og når de bliver lidt ældre
> får du muligheden for lejlighedsvis at komme hjemmefra uden
> forældrene. Jeg har ikke selv nogle børn, så jeg skal ikke udtale mig
> om, om det gode eller det dårlige for hjemmet ved at have børnene hos
> sig i sengen både tidligt og sent.

jeg tror, som sagt, man skal gøre som man finder bedst i den familie man er
i......

> Men nogle af børnene giver problemer, og naturligvis navnlig ved
> sengetid, hvor de skal sove. Disse problemer forsøger vi naturligvis
> at klare på bedste beskub. For nogle er det blot nogle
> begynderproblemer, der lige skal overstås på de første par
> weekendture, hvorimod det for andre er langt værre. Det betyder
> desværre, at visse af børnene mister disse oplevelser, fordi de ikke
> "tør" tage af sted fremover. Ligeledes er der så også de
> børn, som slet ikke bliver tilmeldt turene, fordi de heller ikke
> "tør" tage hjemmefra.

det problem tror jeg dog ikke opstår fordi barnet feks sover i mors og fars
seng...... men snarere fordi barnet ikke er vant til at sove ude alene....
jeg ser det ofte i min søns jævnaldrene kammerarter.... og det skyldes
primært at de bor i en meget tæt familie, og ikke er vant til at sove ude
(nogle har aldrig sovet steder uden deres forældre).... min søn har aldrig
haft den slags problemer, men har også fra han var helt lille været vant til
at komme på "ferie" hos bedste og farmor..... ofte bliver min søn brugt som
"backup" for de af hans venner der aldrig har sovet ude.....
hans bedste kammerart på 10 har indtil for nylig aldrig ville sove ude, men
er så småt begyndt at vise interesse for at komme over til os og sove en
dag.......

> Som leder vil man jo gerne have glade og trygge børn med på turene,
> og man vil naturligvis også gerne have alle sine spejdere med på
> disse ture.
> Derfor snakker man jo med barnets forældre om, hvorfor barnet ikke
> ønsker
> at deltage. Og den grund, som mange forældre kommer med, er, at de
> nok er lidt for pylrene omkring knægten eller tøsen derhjemme. Jeg
> har også flere gange hørt udtalelsen "vi lader ham/hende nok sove
> lidt for meget inde hos os derhjemme" - underforstået, at når han er
> af sted på tur, så har barnet pludselig ikke længere mor og far at
> ligge i arm med.

hmmm..... sjovt nok er jeg aldrig rendt ind i den forklaring (end ikke da
jeg selv arbejdede med unge)....

> I hvor stor udstrækning de andre børn måtte sove inde hos deres
> forældre, ved jeg naturligvis ikke noget om, men de har i hvert fald
> gode og omsorgsfulde forældre.

uden tvivl..... men den slags kan så også bide sig selv i halen.....

> Derfor tror jeg lidt, at det er vigtigt at lære børnene også at være
> sig selv, både om dagen og om natten. Du kan helt sikkert sagtens
> have glade og trygge børn, uden at børnene både tidligt og sent skal
> ind i forældrenes seng.

enig......

> Børn skal lære at være selvstændige individer, der godt kan fungere
> uafhængigt af mor og far. Men naturligvis skal de vide, hvor
> "hjælpen" er, hvis de skulle have behov for det, dvs. vide hvor mors
> og fars soveværelse derhjemme og på spejderturene i vide hvor
> lederteltet er.

just præcis ;)
meget enig i meget af det du skriver ;) men ikke alt som du nokkan se ;)

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

Anita wrote:
> Som nævnt primært af praktiske grunde, at der er så er nogle
> sidegevinster gør jo ikke noget.

Og du ser ingen praktiske årsager til at sove sammen med
dit barn? Eller sidegevinster, kald det hvad du vil?

--
John Sahl,
http://www.Bilstereobladet.dk
Vi kæmper hårdt for det

---

"John Sahl" <spamtrap6@mandezonen.dk> skrev
> > Som nævnt primært af praktiske grunde, at der er så er nogle
> > sidegevinster gør jo ikke noget.
>
> Og du ser ingen praktiske årsager til at sove sammen med
> dit barn? Eller sidegevinster, kald det hvad du vil?

Jo, men jeg ser flere praktiske årsager til ikke at gøre det.

Venligst Anita

---

On 11/12/03 23:11, in article 3fd8eba0$0$24850$ba624c82@nntp02.dk.telia.net,
"Anita" wrote:


>
> Afgjort, men jeg ved, at man kan give sit barn tryghed på andre måder end i
> en seng, hvorfor så give afkald på den ene ting man har for sig selv?
>
> Venligst Anita

Kære Anita.

Jeg er lidt langsom...har lige opdaget at du ikke har børn...
Så er jeg mere rolig

You´ll come around...


Charlotte

---

11/12/03 23:51Charlotte Skrev

> Kære Anita.
>
> Jeg er lidt langsom...har lige opdaget at du ikke har børn...
> Så er jeg mere rolig
>
> You´ll come around...
>
>
> Charlotte

Mærkelig argumentation.
Hvis man fra starten vælger at børn ikke skal sove hos voksne bliver det da
sådan, at børn sover hos voksne er da et meget nyt fænomen, spørg jeres
forældre om det var normalt da de var børn?

Selvfølgelig har der været undtagelser, men reglen har da været at de sov
for sig selv.

Hvad mennekser vælger nu er vel ligemeget?
Kærlighed tryghed og omsorg er vel det der er på spil, og det tager jo som
bekendt masser af former.

Vh Kevin
--
Fjern nospam ved privat svar

---

Kevin wrote:
> 11/12/03 23:51Charlotte Skrev
> > You´ll come around...
>
> Mærkelig argumentation.

nææææh egentlig ikke, hvis man ser det lidt udefra*G*

> Hvis man fra starten vælger at børn ikke skal sove hos voksne bliver
> det da sådan, at børn sover hos voksne er da et meget nyt fænomen,
> spørg jeres forældre om det var normalt da de var børn?

nu er jeg ikke Charlotte, men den klare fornemmelse jeg fik af hendes debat
med Anita er, at Anita mener konsekvent at barnet ikke hører til i den
voksnes seng.... uanset..... (sådan har jeg ihvertfald opfattet Anitas
argumentation)
og med "You´ll come around... " tror jeg ganske simpelt Charlotte mener,
at Anita nok skal ændre mening engang med tiden og erfaringen ;)

> Selvfølgelig har der været undtagelser, men reglen har da været at de
> sov for sig selv.

det er vel reglen for langt de fleste forældre...... men som jeg også sagde
et andet sted i tråden så er min erfaring at ALLE forældre før eller siden
har børn i sengen.... uanset alle gode intentioner....

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
> nu er jeg ikke Charlotte, men den klare fornemmelse jeg fik af hendes
debat
> med Anita er, at Anita mener konsekvent at barnet ikke hører til i den
> voksnes seng.... uanset..... (sådan har jeg ihvertfald opfattet Anitas
> argumentation)

Så har du opfattet forkert. Når jeg skal sove skal der ikke være børn i
sengen, når man hygger eller trøster eller whatever _kan_ det være ok.

> og med "You´ll come around... " tror jeg ganske simpelt Charlotte
mener,
> at Anita nok skal ændre mening engang med tiden og erfaringen ;)

Og sådan noget er bare til at brække sig over, helt ærligt.
Det er så nemt at være klog på andres bekostning, men jeg har faktisk 1½ års
erfaring som "mor", så jeg ved godt hvad det indebærer og jeg ved godt hvor
jeg står og hvilke af mine principper jeg under ingen omstændigheder ikke
vil give køb på. Jeg tvivler ekstremt stærkt på at jeg bliver en _HELT_
anden Anita, den dag jeg får børn, som pludselig har helt andre opfattelser
af mig selv eller børn(-eopdragelse). Selvfølgelig vil ting ændre sig og
have en vis mænge "elastik", men radikale ændringer tror jeg der vil være få
af.

> det er vel reglen for langt de fleste forældre...... men som jeg også
sagde
> et andet sted i tråden så er min erfaring at ALLE forældre før eller siden
> har børn i sengen.... uanset alle gode intentioner....

Jeg har som sagt ALDRIG sovet hos mine forældre. Jeg har været "på besøg" i
deres seng om morgenen, men aldrig sovet der.

venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
> > nu er jeg ikke Charlotte, men den klare fornemmelse jeg fik af
> > hendes debat med Anita er, at Anita mener konsekvent at barnet ikke
> > hører til i den voksnes seng.... uanset..... (sådan har jeg
> > ihvertfald opfattet Anitas argumentation)
>
> Så har du opfattet forkert. Når jeg skal sove skal der ikke være børn
> i sengen, når man hygger eller trøster eller whatever _kan_ det være
> ok.

debatten kører ligesom på at have børn sovene i sengen, så nej, jeg synes
egentlig ikke jeg har opfattet det forkert.... for det er vel stadig din
holdning? at sovene børn og sovende voksne ikke hører til sammen?

> > og med "You´ll come around... " tror jeg ganske simpelt
> > Charlotte mener, at Anita nok skal ændre mening engang med tiden og
> > erfaringen ;)
>
> Og sådan noget er bare til at brække sig over, helt ærligt.

ja muligvis....*G* men jeg kan sku ikke lade være med at grine lidt når jeg
læser dine argumenter for det er præcist det samme jeg sagde inden jeg selv
fik barn*G*

> Det er så nemt at være klog på andres bekostning, men jeg har faktisk
> 1½ års erfaring som "mor", så jeg ved godt hvad det indebærer og jeg
> ved godt hvor jeg står og hvilke af mine principper jeg under ingen
> omstændigheder ikke vil give køb på.

der er KÆMPE forskel på at være "mor" og på at være _mor_.... eftersom jeg
læser dit "mor" som værende en papmorlignende situation....
jeg har haft fordelen af at være begge dele, ligesom jeg delte dit synspunkt
MEGET inden jeg selv fik barn...... jeg har, som mange af mine veninder,
måtte erkende at hvor dejlige tankerne end er, så er de urealistiske i
længden...... fordi uanset hvor meget man tror man kan forberede sig, så er
der INTET der forbereder en på den kærlighed man føler for det lille væsen
man sætter i verden, og derfor heller ingen der kan forberede en på de ofre
man er villige til at give for det væsen........

> Jeg tvivler ekstremt stærkt på
> at jeg bliver en _HELT_ anden Anita, den dag jeg får børn, som
> pludselig har helt andre opfattelser af mig selv eller
> børn(-eopdragelse). Selvfølgelig vil ting ændre sig og have en vis
> mænge "elastik", men radikale ændringer tror jeg der vil være få af.

jamen jeg håber da du har ret...... og det er heller ikke radikale ændringer
vi taler om........ men blot rent instinktive ændringer........ ligesom man
som mor instiktiv ved at barnet er sultent når det skriger på en bestemt
måde, så ved man også instinktivt hvornår barnet har behov for lidt ekstra
tryghed og omsorg....... også selvom man frygter for sin nattesøvn, så er
man uendelig villig til at opgive den til fordel for at have et glad og
trygt barn næste morgen.......

> > det er vel reglen for langt de fleste forældre...... men som jeg
> > også sagde et andet sted i tråden så er min erfaring at ALLE
> > forældre før eller siden har børn i sengen.... uanset alle gode
> > intentioner....
>
> Jeg har som sagt ALDRIG sovet hos mine forældre. Jeg har været "på
> besøg" i deres seng om morgenen, men aldrig sovet der.

det samme ville jeg sige...... jeg kan ikke huske jeg nogen sinde har delt
seng med min mor... og min mor sagde det samme.... indtil vi en dag kom til
at snakke rigtig grundigt om det, og det alligevel viste sig at jeg HAVDE
delt seng med hende op til flere gange i perioden mellem mit 2 og 5 år.....
en ret omskiftelig tid i mit liv ;)

og derudover så har vi jo en helt anden tid nu.... langt de fleste forældre
vælger andre metoder at opdrage deres børn på, end de selv blev opdraget
under.......
--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> > Så har du opfattet forkert. Når jeg skal sove skal der ikke være børn
> > i sengen, når man hygger eller trøster eller whatever _kan_ det være
> > ok.
>
> debatten kører ligesom på at have børn sovene i sengen, så nej, jeg synes
> egentlig ikke jeg har opfattet det forkert.... for det er vel stadig din
> holdning? at sovene børn og sovende voksne ikke hører til sammen?

Jeg synes nu at debatten kører på at have børn i sengen generelt.
Jeg vil ikke have børn i sengen når jeg skal sove, hvad andre gør er op til
dem.

> ja muligvis....*G* men jeg kan sku ikke lade være med at grine lidt når
jeg
> læser dine argumenter for det er præcist det samme jeg sagde inden jeg
selv
> fik barn*G*

Så fordi du var en svagpisser så må jeg også være det... ja så forstår
jeg bedre og kan ikke argumentere videre herfra.

Venligst Anita

---

Anita wrote:
> "Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev
> > debatten kører ligesom på at have børn sovene i sengen, så nej, jeg
> > synes egentlig ikke jeg har opfattet det forkert.... for det er vel
> > stadig din holdning? at sovene børn og sovende voksne ikke hører
> > til sammen?
>
> Jeg synes nu at debatten kører på at have børn i sengen generelt.
> Jeg vil ikke have børn i sengen når jeg skal sove, hvad andre gør er
> op til dem.

jeg er ked af at sige det, men jeg har hele tiden talt om at have børn
sovende i sengen, hvilket du tydeligt også kan se ud fra min
argumentation..... at du ikke læser det sådan kan jeg jo ikke gøre
for....... udgangspunktet for debatten var også at dele sengen fuld tid med
sine børn (ergo have dem sovende i sengen)......
og fint at du ikke vil have børn i sengen, det har du ret til at mene, men
jeg har også ret til at mene at min erfaring viser at ALLE ændrer den
holdning når først børnene er der......

> > ja muligvis....*G* men jeg kan sku ikke lade være med at grine lidt
> > når jeg læser dine argumenter for det er præcist det samme jeg
> > sagde inden jeg selv fik barn*G*
>
> Så fordi du var en svagpisser

_det_ er der ingen grund til...... jeg har ikke haft andet end respekt for
dig og dine holdninger, men har da vel også ret til at debattere ud fra den
virkelighed jeg kender........ smiley eller ej, så synes jeg det var
unødvendigt........

> så må jeg også være det...

nej ikke nødvendigvis..... men du ignorerer de helt åbenlyse argumenter for
at tingene ændrer sig....... for det GØR de, uanset om du vil det eller
ej....... sjovt som man ender med at kalde folk navne når man ikke længere
kan argumentere for sine holdninger.....

> ja så
> forstår jeg bedre og kan ikke argumentere videre herfra.

og som jeg allerede har sagt, så så håber jeg du har ret..... jeg tillader
mig bare at tvivle, fordi erfaringen har vist mig noget andet......
og tro mig... i min tid som papmor har jeg heller ikke haft lyst til at have
børn i sengen (og da slet ikke min kærestes) uanset hvor sød barnet ellers
var.... ligesom min kæreste havde store problemer med at have min søn i
sengen....... det er helt naturligt at man ikke helt kan tolerere det når
det ikke er ens eget barn...... det eneste jeg siger er at det er noget
andet når man selv er "ophavsmanden"....... og eftersom du ikke selv har
børn, så må det jo blot være en ting du venter og ser an til den tid.......
så reelt set er der intet at argumentere for......

--
Knus, Sabina.
"What you know you can't explain. But you feel it. You've felt it your
entire life. That there's something wrong with the world. You don't
know what it is but it's there, like a splinter in your mind driving
you mad."

---

"Sabina Hertzum" <sabina@mandezonen.dk> skrev

> > Jeg synes nu at debatten kører på at have børn i sengen generelt.
> > Jeg vil ikke have børn i sengen når jeg skal sove, hvad andre gør er
> > op til dem.
>
> jeg er ked af at sige det, men jeg har hele tiden talt om at have børn
> sovende i sengen, hvilket du tydeligt også kan se ud fra min
> argumentation.....

Det må jeg jo ikke TYDELIGT have kunnet se, siden det blev overset.

> at du ikke læser det sådan kan jeg jo ikke gøre
> for....... udgangspunktet for debatten var også at dele sengen fuld tid
med
> sine børn (ergo have dem sovende i sengen)......
> og fint at du ikke vil have børn i sengen, det har du ret til at mene, men
> jeg har også ret til at mene at min erfaring viser at ALLE ændrer den
> holdning når først børnene er der......

Jeg er ikke ALLE, jeg er MIG.

> > > ja muligvis....*G* men jeg kan sku ikke lade være med at grine lidt
> > > når jeg læser dine argumenter for det er præcist det samme jeg
> > > sagde inden jeg selv fik barn*G*
> >
> > Så fordi du var en svagpisser
>
> _det_ er der ingen grund til...... jeg har ikke haft andet end respekt for
> dig og dine holdninger, men har da vel også ret til at debattere ud fra
den
> virkelighed jeg kender........ smiley eller ej, så synes jeg det var
> unødvendigt........

Ej, helt ærligt. Det var på ingen måde ment som navnekalderi eller på anden
måde nedladende, men blot på den måde at "fordi du ændrede dig og dine
holdninger, da du fik børn, behøver jeg ikke gøre det". Jeg beklager hvis
konteksten i ordet er anderledes, der hvor du kommer fra, det var ikke
negativt ment overhovedet.

> > så må jeg også være det...
>
> nej ikke nødvendigvis.....

Tak.

> men du ignorerer de helt åbenlyse argumenter for
> at tingene ændrer sig....... for det GØR de, uanset om du vil det eller
> ej....... sjovt som man ender med at kalde folk navne når man ikke længere
> kan argumentere for sine holdninger.....

Men det er også sjovt, så klog man kan være på hvordan andre udvikler sig.
Det er ikke sikkert at ALLE andre håndterer det at få børn på præcist samme
måde som du. Jeg er faktisk ret sikker på at jeg holder fast i mange af de
holdninger jeg har, og da især grundholdningerne. Træt eller ej.
Jeg mener sagtens jeg kan argumentere for mine holdninger, at du så ikke
godtagert eller tror på argumenterne kan jeg jo sådan set ikke gøre for.

> > ja så
> > forstår jeg bedre og kan ikke argumentere videre herfra.
>
> og som jeg allerede har sagt, så så håber jeg du har ret.....

Men du kan alligevel ikke tro det. Du er overbevist om at det _må_ være som
du oplever det hos dig selv. Sådan virker det i hvert fald, og det er nu
ikke kun dig, der virker sådan, men mange af dem der ynder at drysse ud af
deres bedrevidenhed om det at have børn.

> jeg tillader
> mig bare at tvivle, fordi erfaringen har vist mig noget andet......

Men du har ikke erfaring med mig og min person. Mennesker er forskellige,
det må du da indrømme.

> og tro mig... i min tid som papmor har jeg heller ikke haft lyst til at
have
> børn i sengen (og da slet ikke min kærestes) uanset hvor sød barnet ellers
> var.... ligesom min kæreste havde store problemer med at have min søn i
> sengen....... det er helt naturligt at man ikke helt kan tolerere det når
> det ikke er ens eget barn...... det eneste jeg siger er at det er noget
> andet når man selv er "ophavsmanden"....... og eftersom du ikke selv har
> børn, så må det jo blot være en ting du venter og ser an til den
tid.......
> så reelt set er der intet at argumentere for......

Fint, så skal jeg da nok slutte for nu.

/Anita