Andreas Skjæmt Andersen wrote:
> Jeg må nok indrømme at PP heller ikke lige er min kop te. Det er
> rigtigt nok at der er meget faglighed i disse fag, men jeg er nu
af
> den opfattelse at eleverne går i skolen for at lære noget!
Det er da korrekt, men hvad vil det sige at lære noget? og hvordan
lærer de noget? Og hvordan bør de undervises,s å de kan opnå denne
"lykketilstand" at lære noget? Og hvordan kan du vide om de lærer
noget? I det hele taget: hvordan tilegener børn sig viden, hvordan
tænker børn? hvad er de optaget af på de forskellige alderstrin?
> Selvfølgelig bruger jeg ( er pt. i praktik på første årgang) de
> redskaber jeg har lært i PP, men jeg synes ofte at man støder ind
i
> elever der er så trætte af pædagogisk tankegang at man taber dem
på
> gulvet, hvis man begynder med sit "fy, fy, fy det må i ikke.."
det har jo ikke en pind med pædagogik at gøre, men handler om
"færdselsregler" -
> De svage elever skal tilgodeses; javidst, men de bogligt stærke
har
> lige så megen ret til stimulering.
> Desværre er det min erfaring (skole + seminarium) at lærere ofte
> prioriterer de bogligt svage fremfor de bogligt stærke.
Alt andet lige klarer de stærkeste elever sig bedst. På seminariet
skal man ikke specielt tage sig af de stærke eller svage elever,
men undervise i overensstemmelse med hvad læreruddannelsen er: et
studium. Det betyder at man selv skal studere, blive klogere på
det, man skal beskæftige sig med til sin tid.
Den pædagogiske situation er mangfoldig, men der er nogle
sammenhænge i den mangfoldighed. Det er ikke ligegyldigt hvad man
gør, selvom man ikke altid er klar over det selv, men det er
vigtigt at gøre sit eget mål for børnenes personlighedsudvikling
krystalklart.
De pædagogiske og psykologiske teorier har til formål at give dig
en større indsigt i mål og midler i foribindelse med din
undervisning og samtidig bidrage til at give dig en større
erkendelse af virkeligheden. De er også med til at skabe det
handlingsgrundlag, du skal benytte -et grundlag som hele tiden
ændres.
Lærernes virkelighed er at man har nogle elever -nogle vil mene at
der f.eks. er for mange i en klasse, nogle mener at der er for få -
af en eller anden slags, noget stof disse elever skal lære, et fag,
et stofområde, nogle færdigheder de skal have tilegnet sig etc. OG
der skal bruges forskellige midler som bøger, edb-maskiner, egne
fremstillinger, tegninger, skriveredskaber, collager etc.
Dertil kommer så lærerens personlighed og det hele skal gå op i en
højere enhed, der tilgodeser både den enkelte elev, klassen,
forældrene, politikerne, kollegerne, bestyrelsen m.v. i relation
til deres ønsker for en god skolegang for deres børn.
Derfor rummer lærerjobbet en udfordring for både menneske- og
samfundssyn, især fordi de ikke er statiske størrelser. Og her har
vi så at de førnævnte teorier er med til give dig nogle redskaber
til at evaluere hvordan det handlingsgrundlag, du har som
udgangspunkt, virker i forhold til målsætningerne og hvordan de
løbende kan revideres.
Lad mig give dig et eksempel på, hvorfor teorier er vigtige for dig
som lærer:
Jeg kommer forbi en person, hvis bil er gået i stå -han kan ikke
starte den. Jeg ved intet om mekanik, men tilbyder alligevel min
assistance. Jeg åbner motorhjelmen, kikke stift ned på motoren. Jeg
kommer i tanke om at en bil har ledninger, der kan gå løs - jeg
sparker derfor til den, og bilen kan pludselig starte og manden er
taknemmelig.
Jeg fortæller min kone om den, men hun siger: fint, men hvad gør du
så næste gang?
Jeg svarer: det ved jeg ikke.
Du kan så tolke det ved at sige, at jeg har benyttet mig af min
intuition og tolkning eller du kan sige, at det var jo meget godt,
men hvad med næste gang?
Hvis jeg i stedet stiller spørgsmål til hvorfor den ikke virkede og
hvorfor den nu gjorde det, kunne det jo være at jeg kunne løse en
lignende situaiton næste gang.
Og hvis det ikke havde virket, og jeg ikke ved hvorfor, ville jeg
heller ikke kunne stille spørgsmål til hvorfor det ikke virkede, og
jeg ville ikke kunne vide, hvad jeg kunne gøre for at gøre det
bedre.
Nogle tror, at blot de har erfaring, så er det nok -men 20 års
erfaring kan i virkeligheden vise sig at være 1 års erfaring og 19
års gentagelser.
Som følge af dette, kan man ikke blot tage lidt fra den ene teori
og så lidt fra den anden næste gang, helt afhængigt af hvad man
synes og føler i det aktuelle øjeblik. Man bliver i hvert fald nødt
til at overveje mængden af teori, man tager fra den ene eller
anden opfattelse - også hvordan man metodisk og tidsmæssigt skal
gribe det an.
Hvis man ikke gør sig sådanne overvejelser, reflekterer over hvad
man laver, hvorfor og hvornår, så kan man opdage at det man gør,
kan være i direkte modstrid med hinanden- det kan være at man er
usikker på sin lærerrolle, hvilken opfattelse man har omkring
motivation osv. Det kan i sidste instans føre til inkonsekvens i
dine handlinger og dermed forbunden usikkerhed hos børnene. De vil
spørge: hvem er denne lærer egentlig? Hvad mener han - det kan også
føre til at dine selvopfattelse bliver svækket - hvis du altså
tager lidt fra den teori og lidt fra hin teori, vil det let kunne
betyde at du i virkeligheden søger at undgå at tage stilling til
teoriens validitet, at du enten bliver handlingslammet eller
handler rent bevidstløs.
Mange studerende, jeg har haft med at gøre, hævder ofte at de har
for lidt praktik og for meget teori og at sammenhængen mellem teori
og praksis er alt for uklar.
Man kan så spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan finde
en sådan sammenhæng i den korte periode, man er ude, fordi de
episoder, man oplever ofte er tilfældige, fra hinanden adskilte
her-og nu-situaitoner. Er der overhovedet en sammenhæng mellem
fremtrædelsesform og væsen?
Teorierne er jo fremsat fordi man ikke kan erkende alt, erkende
alle sider af livet som ikke umiddelbart fremgår af det som man
selv erkender i øjeblikket.
Man taler om forholdet mellem fremtrædelsesform (praksis) og væsen
(teorien)
Endelig skal du huske på at psykologi IKKE er et pædagogisk fag.
Psykologi kan anvendes i pædagogiske sammenhænge eller i andre
sammenhænge. Selvom psykologi ved seminarierne ofte bliver kaldt
for et pædagogisk fag, er det ikke det samme som at sagsforholdet
er det samme.
En studerende på et seminarium kommer altså i praktik og medbringer
et væld af forskellige oplevelser tilbage på seminariet. Men det er
helt umuligt i det regi at tage stilling til alle de forskellige
forhold, de studerende har oplevet.
Vi kan f.eks. mene om psykologi at det overhovedet ikke
eksisterer - det er blot de vi alle ved, blot har det taget
navneforandring, så det lyder "fint".
Vi kan mene at den er ligegyldig (har du overhovedet været i
folkeskolen?)
Vi kan mene at der slet ikke er et problem som skal gennem den
psykologiske vridemaskine: vi ved jo allesammen at folk og børn i
almindelighed er påvirkelige - vi ved at man som barn (eller
voksen) kan blive trodsig, når vi udsættes for "bedrevidende"
personer. Det behøver man ikke nogen særlig psykologisk indsigt til
at fortælle os.
Men teorier er mere end boglighed. Teorier kan man sige er det kit,
der binder forskellige situationer sammen. Det er det, der skal
gennemsyre de forskellige aspekter af de faglige forhold, så man
kan bruge dem i et ægte tværfagligt forløb: hvad har dette fag at
gøre hos det andet? Hvad æriende har det?
Du skal som lærer vide noget om motivationspsykologi, adfærd,
forskellige former for læringsmekanismer for at du med fordel kan
benytte dem i din undervisning. Undervisning er ikke blot at stå
ved et kateder og rable af sig, hvad lærebogen har bestemt, man
skal kunne som elev. Det vil være at lade lærebogen styre din
undervisning.
Og pædagogikken skal ikke blot være reduceret til nogle statiske
teknikker, som du kan genanvende hver gang du har en ny klasse.
Eleverne er forskellige, børn er forskellige, deres baggrunde er
forskellige, deres adfærdsmønstre er forskellige, og alle de ting
skal du tage højde for hver eneste gang du underviser. Desuden skal
du være i stand til at evaluere, hvad der gik godt og hvorfor, samt
hvad der gik skidt og hvorfor -og tro mig , det er en aldrig
standsende proces - kun med teorier bliver din praksis gold og kun
med praksis bliver dine handlinger tilfældige.
--
Med venlig hilsen
Arne H. Wilstrup
overlærer, cand.pæd.
> "Arne H. Wilstrup" <Karl@meget.smart.dk> skrev i en meddelelse
> news:3fcce750$0$151$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>> Jakob J wrote:
>>> On Tue, 2 Dec 2003 18:57:05 +0100, "Michael Sørensen"
>>> <skindbeni@FJERNstofanet.invalid> wrote:
>> > Det er der da. Jeg er egentlig godt tilfreds med
>> læreruddannelsen.
>>> Personligt er jeg ikke så interesseret i de pædagoiske fag, som
>> der
>>> hører med.
>>
>> Hører med???? Det er da de vigtigste fag overhovedet
-
hvordan
>> vil du klare dig uden kendskab til pædagogik, didaktik og
>> psykologi? Så bliver det jo den rene prakticisme!
>>
>> Det er - uden tvivl - seminariernes vigtigste fag: pædagogik med
>> didaktik og psykologi. Din opgaver er jo ikke blot at stå ved et
>> kateder og lufte dine faglige kundskaber for nogle måbende
unger,
>> men at vide, hvordan man indgår i et samspil med de kundskaber
du
>> har og så eleverne i den formidlingsproces, der altdrig bliver
>> færdig. Hertil kommer at du også skal have personligheden med
dig.
>>
>>
>> Men dem tager jeg med og prøver at få det bedste ud, men
>>> jeg foretrækker de faglige fag, og jeg synes det er rart at
kunne
>>> vælge nogle fag, som man i forvejen har interesse i.
>>
>> Pædagogik og psykologi´er enormt faglige.
>>>
>>
>> --
>> ahw