Hej Kate
Åh Kate, hvor blev jeg ked af at høre om din elskede Oliwer. Ja, det sætter
jo gang i tankerne,
om alt det man har oplevet med missen, du ved jeg mistede jo Coriander sidst
i november.
En del af de dine kattes reaktioner kan meget vel skyldes, at de kan mærke
på dig der er noget galt,
ligesom den kan mærke hvis man er nervøs når man skal til dyrlægen, og den
selv bliver det,
netop en form for frustation over noget de ikke forstår, som du selv
skriver.
Og det er jo også klart at de i starten mærker han mangler og kommer
farende, men det tror jeg
hurtigt de kommer over, og så har man det altså også med at lægge mærke til
alt og også lægge noget
i alting, det gjorde jeg ihvert tilfælde.
Jeg følte min Molly gik rundt og ledte efter ham, og det gjorde hun nok også
de første par dage,
men hver gang jeg synes hun ledte efter noget, prøvede jeg at aflede hendes
opmærksomhed,
indtil min mand f.eks. sagde, altså sådan gjorde hun også før, og der lå hun
altså
også tit før i tiden o.s.v.. Så man lægger nok mere i deres savn, end det i
virkeligheden er.
Det havde helt sikkert været anderledes, hvis der kun var en kat tilbage,
men bare det,
at der er en anden kat hjælper jo, så jeg tror hurtigt de accepterer, at han
ikke er der.
Og når man er så glade for sine katte, har du ret i, det vil vare længe før
du ikke savner ham,
og du vil altid huske ham. Heldigvis er det kun i starten man tænker på dem
konstant og med sorg,
og det er en periode man skal igennem, som jeg nu selv har prøvet fire
gange, det er lige hårdt hver
gang, dog første gang var nok den værste, jeg tror jeg var konstant
deprimeret og tudede i 3 måneder,
var slet ikke klar over, at noget sådan kunne overgå os.
Hver gang har jeg sagt, det var min ynglingskat, men det er de jo faktisk
alle, på hver deres måde.
Efter et stykke tid går der heldigvis længere og længere tid imellem, og
senere kan man tænke på
dem med glæde, og huske alle de skøre ting som de gjorde da de var raske og
fulde af ballade.
Det er godt du har de andre at fordele din kærlighed til.
Knus Denise
Kate <oliwer@herogder.tele.dk> wrote in message
news:3ADADBE2.A9E45456@herogder.tele.dk...
> Bær over med mig, jeg ved ikke hvordan det her bli'r.
>
> Historien starter vel egentligt ved mine forældres første kat Pusser,
> som flyttede ind året før jeg flyttede hjemmefra. Ham måtte jeg ikke få
> med. Senere fik jeg Freddie som desværre måtte aflives ganske få mdr.
> gammel. Nu var hjemmet jo ganske tomt, så jeg takkede ja til at få en
> kat hos min dyrlæge. Dette blev til Johan og Sofie. Da jeg flyttede
> hertil fik jeg en killing af en nabo, det er her Ludwig kommer ind i
> billedet. Han var iøvrigt opkldt efter Van Beethoven af hende der havde
> hans mor. Da kattene dengang var udekatte skete det hverken værre eller
> bedre at Ludwig forsvandt sporløst, til den dag idag tror jeg han blev
> stjålet. Johan blev overfaldet af en lokal terrietorieejer og var
> temmeligt skambidt. Kattene blev indekatte. Efter nogen tid opgav jeg at
> finde Ludwig. Da Johan og Sofie ikke kunne lege sammen mere savnede
> Johan sin legekammerat.
> Det er så her jeg beslutter mig for en ny killing. Jeg fandt Oliwer
> gennem den blå avis. Da jeg fik ham hjem var han 10 uger gammel, en
> lille skid på omkring et kilo vil jeg tro. Samme aften viste han det
> karaktertræk som blev vores hilsen alle årene, han gned ansigt med mig.
> Sofie hadede ham ved første øjekast, Johan ligesom træk på skuldrene.
> "Nå, skal han være her? OK!" Senere viste Oliwer sig jo at være en god
> legekammerat, men på intet tidspunkt så god som Ludwig. Hurtigt elskede
> Oliwer Johan med en passion som udmøntede sig i at han med jævne
> mellemrum skalperede Johan fra ørene ned til øjnene. Johan har heller
> ikke haft knurhår i mange mange år. Sofie og Oliwer fik "aftalt" en
> våbenhvile, sandsynligvis fordi han anerkendte at hun bestemte.
> Han og jeg fik et meget tæt forhold fordi han levede de først måneder
> som en anden papegøje på min skulder, når han ikke sad der lå han i arm
> f.eks. når jeg sad ved pc'en. Jeg kunne sjældent lægge mig på sofaen
> uden at han lå ovenpå mig, når han (eller jeg) blev træt af det lagde
> han sig i mine knæhaser. Hvis jeg tog dynen ind i sofaen var Oliwer
> altid meget hurtig til at lægge sig under den. Jo ældre han blev jo mere
> elskede han at ligge under dynen, med eller uden mig. Men hans vigtigste
> karaktertræk var nok hans holdning til mad. Første gang de fik fisk
> efter han flyttede ind var han ikke mere en en stor håndfuld, men han
> spiste som skulle de være hans sidste måltid. jeg måtte fjerne maden fra
> ham ellerser jeg bange for at han ville sprænge sin lille mave. Da der
> ikke var mere lagde han sig inde på ryglænet på sofaen med en stenhård
> mave og bare lå og bøvsede. Han lærte lidt at holde igen men når han fik
> noget lækkert kunne han sluge det på sekunder. Han fulgte mig hvor jeg
> gik og stod, mest fordi, tror jeg, at han var bange for at jeg skulle
> spise noget uden hans vidende.
> Når jeg kom hjem stod han altid forrest ved døren og så når jeg kom ind
> vendte han om og gik ud i køkkenet hvor han løftede sig op for at gnide
> ansigt med mig, hvorefter jeg tog ham under brystet og kyssede ham
> goddag og gned hans mave, helt fast ritual. Det var iøvrigt det eneste
> tidspunkt jeg måtte røre hans mave på.
> Oliwer hadede forandring og bare jeg tænkte på at støvsuge begyndte han
> at hvæse. Hvis jeg gik igennem stuen med en hammer i hånden, kunne han
> finde på at hvæse. Da han var yngre kunne han godt være lidt uberegnelig
> overfor fremmede specielt børn, som han kunne rive uden grund. Oliwer
> var 100% min kat, ingen andre kunne ta' ham op og udefrakommende har
> nogen gange set tvivlende ud når jeg har fortalt om hvor kælen han var.
> Kattebakken var et kapitel for sig. Formentligt har Sofie da han var
> lille fanget ham på bakken, i hvert fald var den ikke en god oplevelse.
> Når han skulle tisse sad han med alle fire poter på kanten i det ene
> hjørne og når han var færdig forlod han scenen med tegn på væmmelse uden
> at dække det til. Han ville overhovedet ikke skide på bakken, det
> foregik altid på gulvet, men dog kun i badeværelset. En overgang blev
> jeg træt af det og ville lære ham at bruge bakken, men det eneste jeg
> fik ud af det var en stresset kat, så jeg valgte at leve med den uvane.
> Hans kærlighed opvejede trods alt ulemperne.
> Alt i alt kan jeg opsummere hans 8½ år her som dejlige, jeg elskede ham
> dybt og savnet er meget stort, men jeg prøver at trøste mig med at han
> nu er smertefri, for han må ha' haft det rigtigt skidt i den sidste tid.
> Der vil længe være et tomrum efter ham, men jeg er glad for at have
> kendt ham.
> Oliwer 6/9-'92 - 11/4-'01, alt for kort tid. Tak for at læse så langt.
> --
> Kate
>
> Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
>
http://home7.inet.tele.dk/oliwer
> My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk