---

Hej

Netop hjemvendt fra en i øvrigt god ferie sidder jeg med en underligt
nagende dårlig samvittighed i maven....

Vi var på Sicilien, hvor der egentlig ikke er særlig mange løse hunde eller
katte, og dem vi så, var vist mere løsgående end egentlig hjemløse - så de
ud til i hvert fald. Vi mødte også mange dejlige, velplejede og højtelskede
hunde (man bliver meget opmærksom på andres hunde, når ens egen er 3000 km
væk ).

Meen, og der er et stort men, jeg oplevede også det modsatte.... og her
kommer det rigtig slemme:
Vi var på besøg hos nogle mennesker dernede, som havde inviteret os på
frokost. Samtalen kommer til at handle om hunde, og det viser sig, at de
også har hunde. Fint tænker jeg, men undrer mig selvfølgelig lidt over, at
jeg hverken har set eller hørt noget til dem.... Jeg må selvfølgelig gerne
se dem, men skal vente til senere på dagen, da der er slanger.... Sidst på
eftermiddagen kommer jeg så ned til hundene, som står bundet langt fra huset
under et halvtag. De var i fin foderstand og havde tilgang til både vand og
skygge under halvtaget, men så stoppede det positive også.

Der var en hanhund af ukendt oprindelse, bundet alene i en bås i en meter
kæde. Han var meget glad, da han så os, hvilket gjorde, at han hoppede rundt
i sine egne efterladeskaber....

I båsen ved siden af stod en schæferlignende tæve bundet med hendes 5
hvalpe...... Hendes pels så forfærdelig ud (hannen havde kort pels og så
derfor bedre ud), men det værste var alligevel hvalpene Mellem deres
tæer var der flere tæger end jeg har set i hele mit liv.... de havde
selvfølgelig slikket sig, så deres poter var nærmest ikke andet end store
sår, fyldt med fluer og maddiker. En af dem blev taget ud og den havde også
et stort sår i hovedet - ligeledes fyldt med fluer. Deres pels var klistret
ind i afføring og det hele lugtede ganske enkelt forfærdeligt. Der var så
mange myg og fluer, at jeg var ved at blive vanvittig, og mine bare ben var
fyldt med loppestik bagefter.

Forfærdet forsøgte jeg at forklare, at tægerne skulle fjernes og forsøgte
også at gøre dette, men det efterlod bare poterne endnu mere blødende, og
hvalpen endnu mere frustreret. Desuden var tæven ikke særligt begejstret
for, at jeg rodede med hendes børn. Datteren fortalte så, at hun havde
betalt for dyrlæge, og at hvalpene havde fået nogle sprøjter, der skulle
dræbe tægerne og maddikerne, samt penicillin. Der skulle så gå 15 dage og så
skulle de vaske hvalpene i noget specielt shampoo (de var kun 5 uger og
måtte derfor ikke blive vasket med det samme....). Dyrlægen havde åbenbart
sagt, at tægerne skulle blive siddende til de slap af sig selv.....

På vej tilbage til huset mødte vi hvalpenes far, der gik løs med et par
meter reb efter sig. Mere skabet udseende hund har jeg aldrig set.... Han
gik løs, fordi han havde overfaldet bedstemoderen i huset og bidt hende
mange steder - egentlig skulle han have været dræbt, men de turde ikke fange
ham og kunne ikke nænne at skyde ham Han var tydeligvis syg og ville nok
være bedre tjent med at være død.

Jeg spurgte, hvorfor de havde hundene - de tog dem nemlig aldrig ud af deres
båse, og turde ikke komme særlig tæt på dem. Svaret var, at de elskede
dyr - og især hunde..... Jeg spurgte så, hvad der skulle ske med hvalpene,
hvilket de ikke helt vidste, måske ville de sælge en eller to, men resten
ville de beholde.... Havde de været ældre havde jeg købt dem på stedet, men
hvordan forholder man sig egentlig? Tæven ville de ikke af med og hvalpene
var så små, at jeg ikke ville tage dem fra hende - politiet kan man ikke gå
til - de har en noget anden opfattelse af dyrehold end i Danmark, især
fordi de jo havde fået dyrlægehjælp.

Hvad f..... gør man?

--
-Trine, der lige har tjekket hele Robin for tæger, efter vi kom hjem

---

"Trine Dyrgaard" <pipo@kantorvaenget.dk> skrev i en meddelelse
news:3f1da663$0$32489$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Hej
>
> Netop hjemvendt fra en i øvrigt god ferie sidder jeg med en underligt
> nagende dårlig samvittighed i maven....
>
> Vi var på Sicilien, hvor der egentlig ikke er særlig mange løse hunde
eller
> katte, og dem vi så, var vist mere løsgående end egentlig hjemløse - så de
> ud til i hvert fald. Vi mødte også mange dejlige, velplejede og
højtelskede
> hunde (man bliver meget opmærksom på andres hunde, når ens egen er 3000 km
> væk ).
>
> Meen, og der er et stort men, jeg oplevede også det modsatte.... og her
> kommer det rigtig slemme:
> Vi var på besøg hos nogle mennesker dernede, som havde inviteret os på
> frokost. Samtalen kommer til at handle om hunde, og det viser sig, at de
> også har hunde. Fint tænker jeg, men undrer mig selvfølgelig lidt over, at
> jeg hverken har set eller hørt noget til dem.... Jeg må selvfølgelig gerne
> se dem, men skal vente til senere på dagen, da der er slanger.... Sidst på
> eftermiddagen kommer jeg så ned til hundene, som står bundet langt fra
huset
> under et halvtag. De var i fin foderstand og havde tilgang til både vand
og
> skygge under halvtaget, men så stoppede det positive også.
>
> Der var en hanhund af ukendt oprindelse, bundet alene i en bås i en meter
> kæde. Han var meget glad, da han så os, hvilket gjorde, at han hoppede
rundt
> i sine egne efterladeskaber....
>
> I båsen ved siden af stod en schæferlignende tæve bundet med hendes 5
> hvalpe...... Hendes pels så forfærdelig ud (hannen havde kort pels og så
> derfor bedre ud), men det værste var alligevel hvalpene Mellem deres
> tæer var der flere tæger end jeg har set i hele mit liv.... de havde
> selvfølgelig slikket sig, så deres poter var nærmest ikke andet end store
> sår, fyldt med fluer og maddiker. En af dem blev taget ud og den havde
også
> et stort sår i hovedet - ligeledes fyldt med fluer. Deres pels var
klistret
> ind i afføring og det hele lugtede ganske enkelt forfærdeligt. Der var så
> mange myg og fluer, at jeg var ved at blive vanvittig, og mine bare ben
var
> fyldt med loppestik bagefter.
>
> Forfærdet forsøgte jeg at forklare, at tægerne skulle fjernes og forsøgte
> også at gøre dette, men det efterlod bare poterne endnu mere blødende, og
> hvalpen endnu mere frustreret. Desuden var tæven ikke særligt begejstret
> for, at jeg rodede med hendes børn. Datteren fortalte så, at hun havde
> betalt for dyrlæge, og at hvalpene havde fået nogle sprøjter, der skulle
> dræbe tægerne og maddikerne, samt penicillin. Der skulle så gå 15 dage og
så
> skulle de vaske hvalpene i noget specielt shampoo (de var kun 5 uger og
> måtte derfor ikke blive vasket med det samme....). Dyrlægen havde åbenbart
> sagt, at tægerne skulle blive siddende til de slap af sig selv.....
>
> På vej tilbage til huset mødte vi hvalpenes far, der gik løs med et par
> meter reb efter sig. Mere skabet udseende hund har jeg aldrig set.... Han
> gik løs, fordi han havde overfaldet bedstemoderen i huset og bidt hende
> mange steder - egentlig skulle han have været dræbt, men de turde ikke
fange
> ham og kunne ikke nænne at skyde ham Han var tydeligvis syg og ville
nok
> være bedre tjent med at være død.
>
> Jeg spurgte, hvorfor de havde hundene - de tog dem nemlig aldrig ud af
deres
> båse, og turde ikke komme særlig tæt på dem. Svaret var, at de elskede
> dyr - og især hunde..... Jeg spurgte så, hvad der skulle ske med hvalpene,
> hvilket de ikke helt vidste, måske ville de sælge en eller to, men resten
> ville de beholde.... Havde de været ældre havde jeg købt dem på stedet,
men
> hvordan forholder man sig egentlig? Tæven ville de ikke af med og hvalpene
> var så små, at jeg ikke ville tage dem fra hende - politiet kan man ikke
gå
> til - de har en noget anden opfattelse af dyrehold end i Danmark, især
> fordi de jo havde fået dyrlægehjælp.
>
> Hvad f..... gør man?
>
> --
> -Trine, der lige har tjekket hele Robin for tæger, efter vi kom hjem
>
>
>
Hej Trine

Ja hvis det er ens venner. Hvem har så brug for fjender ??

M.V.H......Benny..

---

"Benny Mortensen" <bfm@tdcadsl.dk> wrote in message
news:3f1dc0b5$0$32489$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> Hej Trine
>
> Ja hvis det er ens venner. Hvem har så brug for fjender ??
>
> M.V.H......Benny..


Tja...! i mit tilfælde er det ikke venner men familie, så jeg forstår
udmærket Trines frustration.

Jeg er selv halv kineser, og hver gang jeg er hjemme, må jeg se til at flere
familiemedlemmer holder deres hunde ude på teresserne eller i baghaven, i
små trænge hundebure som de aldrig kommer ud af. Prøver jeg at gøre lidt
godt for dem ved at lukke dem lidt ud, er de blevet så sky og ængstelige at
de ikke tør forlade deres bure. Når jeg så prøver at banke lidt fornuft ind
i min families hoveder om hundetrivsel og adfærd, så smiler de bare og siger
at "jamen de elsker da deres hunde, ellers ville de ikke få 2 måltider om
dagen, men rende herreløse rundt ude i gaderne!"

Det er sgu svært at ændre på andre kulturers traditioner og syn på
dyrvelfærd, men det er endnu sværere at vide at man ikke kan redde alverdens
hunde fra deres pinsler. Dog lærte jeg en ting, allerede som 7 åring
dernede. Og det var, at selvom du kan ikke redde alle hunde fra pinsler og
et usle liv, kan du gøre dit til at forbedre det for en enkelt eller to.

Historien følger:

Som barn forelskede jeg mig i en herreløs sort labradorblandning, og da hun
i den nærmeste losseplads fik et kuld hvalpe var jeg bare helt solgt. Men
ondskabsfulde som børn nu engang kan være over for folk der ikke ligner dem
selv (jeg var jo kun halvkineser, og havde mørkerødt hår!), så var der 2-3
jævnaldrende drenge der ofte rottede sig sammen mod mig. Disse drenge turde
ikke gøre tæven og hendes hvalpe noget, da de formentlig som andre
buddhistiske børn får ørerne tudet fulde af, at hvis man gør en hund eller
kat fortræd, eller direkte forårsager dens død, så tager dyrets sjæl hævn og
måske endda bolig i din krop, hvis din sjæl ellers er svag nok.

Anyway, de havde set mig kaste min kærlighed på disse hunde og ville skræmme
mig. Så da der for nylig var flyttet nogle fastlandskinesere til (jeg boede
på øen Taiwan), gik rygtet jo allerede i den lille bjerglandsby om de
barbariske kinesere (som man ligeledes hadede af politiske årsager). De små
drenge kom og fortalte mig at nytilflytterne skulle holde stor fest den
efterfølgende weekend ...og at mine hunde vil blive en del af menuen!

I starten tog jeg det med ro, men nu var jeg jo kun 7 år og tænkte ikke
særligt rationelt. Så da weekenden kom og jeg vitterlig kunne se at der
skulle være fest, blev jeg grebet af rædsel. Ikke noget med at tænke over at
disse mennesker (der sikkert heller ikke åd hunde) på 2 timer kunne nå at
fange, partere og grille mine hunde. Jeg kan tydelig huske, at jeg for ned
til tævens hule i lossepladsen, og kigge fortvivlet på alle hvalpene. Jeg
sandede hurtigt, at jeg ikke kunne redde tæven og hele kuldet, men greb i
desperation en enkelt hvalp og styrtede hjem med den.

Hold da op en kamp jeg havde med min mor! Der kunne ikke være tale om at en
7 årig skulle have en labrador i en lejlighed på 4 sal som sikkert også var
befægtet med div. sygdomme. Men af en eller anden grund som jeg nu ikke
husker, og for at gøre historien kort, så fik jeg lov til at have den hos
min bedstefar. Der fik den et langt og godt liv længe efter jeg kom til
Danmark. Hvad tæven og resten af kuldet angår, så forsvandt de pudsigt nok
den weekend, men det skyldes nærmere hundefangeren og lokalbefolkningen der
ikke brød sig om famillie forydelse af herreløse hunde.

Oplevelsen har printet sig dybt ind i min sjæl, og moralen er at det er
umuligt at redde alle hunde i verden, men har man mulighed for at redde en
enkelt skal man gøre det. Visheden om at man har gjort noget godt for bare
én, kan måske lette sorgen over alle de andre. Som et gammelt kinesisk
ordsprog lyder "Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket"

....damn! det bliver svært når jeg om 1 måned skal opholde mig dernede i 1/2
år!


Inga