---

Hej allesammen :0)

Jeg har lige læst om femininitet/kvindelighed i en bog af Jannie Helle ("Gør
dig fri Kvinde"), og jeg synes, at der var meget tankevækkende materiale at
indoptage (hvilket jeg ikke er færdig med endnu).

Jeg hiver et par linier frem fra her og der i bogen, for lige at give en
fornemmelse af, hvad der har sat gang i mine tanker.

---------------------

"Deres forbilleder, den mødrende generation, accepterede ikke femininiteten
i deres personlighed. Derfor kunne de slet ikke holde ud at møde den hos
deres døtre. De kunne ikke formidle stolthed over feminine personlighedstræk
og glæde over kvindekroppen. [...] De feminine træk blev gjort forkerte. Ro
blev gjort til initiativløshed. Blødhed blev gjort til svaghed. Moderlighed
blev gjort til venstrehåndsarbejde. Rummelighed blev gjort til naivitet.
Modtagelighed blev til enfold."

"Brudte parforhold og ægteskaber, børn med adfærdsproblemer, magtkampe på
arbejdspladserne og intrigemageri i mange kvindegrupper, er fulgt i
kølvandet på kvindebevægelsens aktiviteter og er gået i arv til deres døtre.
[...] Så de unge piger er blevet, som de "skulle" være: målrettede,
karrieremindede og selvstændige - med en opfattelse af, at mænd er væsener,
der skal kontrolleres og forhandles med, især om hjemlige opgaver."

"Tidens kvinder har det svært med mændene. Kvinden græder, råber, bliver
deprimeret, bliver skilt, får ikke sex nok eller mærker ikke lyst, får ikke
opbakning eller forståelse. Hun er bitter, frustreret og ked af det. Hun
mener, at det er manden, der må lave sig om. Han må gøre noget for at
tilfredsstille hende mere - for at leve op til hende.
Men du kvinde, se ind i troldspejlet. Hvad møder dig der?
Ser du kvindelighed, imødekommenhed, kærlighed, velvilje eller
omsorgsfuldhed?
Eller møder du vrede, utilfredshed, ønske om dominans, selvoptagethed eller
nedladenhed?
Hvilken udstråling spejler du i manden?"

"Forestil dig, at du ta'r den tid, der skal til, for at høre på dit barns
lange fortællinger fra børnehaven. Til at opdage desperationen i din mands
øjne og erkende: Det er vist længe siden, at jeg har sagt noget rart til
ham. Og hvornår har jeg sagt det uden at forvente at få noget igen? Hvornår
havde jeg sidst overskud til det? Til at være så meget i ro, at det kunne
fylde mig op; at det gav mig så meget overskud, at jeg havde noget at give
videre til andre?"

"Femininiteten er modpolen til de udfarende, aggressive og dominerende træk.
Det er stemningsfuldhed, intuition, det følelsesbetonede og modtagelige. Det
er den ro, som får kvinden til at lægge våbene og gå sig selv - og dermed
andre - i møde. Kvindeligheden er, hvad kvinder i dag længes efter at møde i
sig selv."

--------------------

Jeg kan nikke genkendende til langt det meste, som jeg mødte i bogen - og
også til de ovenstående "citater".

Min mor hadede i den grad kvindeligheden, så hun direkte udtalte i mange
sammenhænge, at hun ville ønske - at hun var en mand. Hun bandt sine bryster
ind som teenager, for at forhindre dem i at udvikle sig, fordi hun i den
grad ikke ønskede at være kvinde.

Hele min opvækst blev mænd og mandlige egenskaber forherliget og kvinder
nedgjort. Min bror fik mere, måtte mere, _var_ mere. Jeg var blot en tøs,
uduelig, fed og forkert. Hun hadede kvindekroppen og dens kurver (og
paradoksalt nok endte jeg med at have en god C-skål som 12-13 årig), hun
hadede "svaghed" og alt hvad der var pige-ting. Så jeg blev nægtet glæden
ved at have langt hår, som blæser i vinden og stryger mod kinden. Og jeg
blev nægtet glæden ved at gå i kjoler (bortset fra ganske få gange) som så
mange andre piger. Desuden var det næsten mere tilladeligt at græde, hvis
man var dreng - som datter, var det "forbudt".

Så på mange måder er jeg "blevet som jeg skulle".

Et sted i bogen står der "Unge kvinder har lært at klæde sig og male sig som
kvinder - men i deres psyke er de overvejende mænd".
Det vækker genklang hos mig.

Der var en pris at betale for at blive så "maskuliniseret", som jeg i hvert
fald blev - prisen var, at kvindeligheden blev "mast". Den blev
mindre-værdig og ikke attråværdig. Jeg/man skulle være stærke, stræbende,
initiativrige, karrieremindede osv. osv. En masse karaktertræk der
traditionelt set var maskuline træk, samtidig blev de feminine træk
ringagtet og nedgjort. I dag, først nu - kan jeg mærke og forstå, hvor høj
prisen har været for mig. For den vrede som jeg har sloges med i årevis, er
et udslag af mangt og meget - men også den manglende kontakt med mig selv,
bl.a. min kvindelighed.

Så jeg har søgt og søgt efter _manden_, som skulle komme som ridderen på den
hvide hest og frelse mig. Fra den indre sump af kaos - hvor jeg ikke kunne
finde ro og tid og styrke - til at være (pigen) kvinden Søs. _Han_ skulle få
mig til at føle mig som kvinde, fordi jeg ikke magtede det selv.

Jeg er god til at være aggressiv, frembrusende, karriereorienteret og
nærmest militaristisk. Jeg er god til at trække på mine maskuline
karaktertræk, og med tiden er det også blevet "trygt" for mig, det er blevet
velkendt. Men det er ikke, som jeg længes efter det skal være. For jeg står
med sværd og skjold og mit krigeriske sind, og i mit indre skriger jeg på
kærlighed, forståelse, omsorg og "beskyttelse". Det er et paradoks
manifesteret og kødeliggjort. Jeg bliver dog langsomt bevidst om
kompleksiteten i mig selv og uhyrligheden i at fralægge mig ansvaret, ved at
lægge det over på _manden_.

Sådan som det nu engang fungerer idag, i "samfundet" - så rejser ovenstående
problemstilling nogle spørgsmål, som jeg søger svar på, og som jeg endnu
ikke er afklaret med selv.

Hvordan får jeg ro, til at finde ind til mine oprindelige kvindelige
karaktertræk - som jeg jo ikke fik lov at udvikle, og føler mig meget
famlende overfor, når der samtidig er så meget i hverdagen (altid) der
kræver at jeg gør brug af mine maskuline sider?
(jeg skal bl.a. være "forsørger", jeg skal ud af hjemmet, jeg skal/skulle
både være mor og "far", jeg skal alle de traditionelle mandeting (med få
undtagelser)).

Hvordan finder jeg en balance mellem mine maskuline sider og mine feminine
sider?

Hvordan tackler jeg lysten til "bare at være hjemme", når nu man (vi) er
afhængige af to indtægter?

Hvordan tilgodeser jeg mit behov for at føle mig værdig set med egne øjne,
hvis jeg f.eks. "går hjemme", når jeg har lært at tillægge "udadrettede"
aktiviter såsom arbejde/uddannelse osv. så stor værdi, og ikke at tillægge
de mere "kvindelige" traditionelle "indadvendte" aktiviter nogen værdi?

Hvordan skaber jeg en base her i hjemmet af tryghed, omsorg og kærlighed -
med _så_ lidt tid, _så_ få midler og _så_ mangelfulde forudsætninger?

Nå, ja - måske spekulerer jeg bare for meget *S*

Tusinde hilsner
Søs

---

Hej Sott

"Sott" <sott@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:9aais9$sbu$1@news.inet.tele.dk...
> Hej allesammen :0)
>
> Jeg har lige læst om femininitet/kvindelighed i en bog af Jannie Helle
("Gør
> dig fri Kvinde"), og jeg synes, at der var meget tankevækkende materiale
at
> indoptage (hvilket jeg ikke er færdig med endnu).

Kender ikke bogen men det du trækker frem lyder interessant, og nok en
læsning overvejes :)

[Snip uddrag fra bogen]

> Min mor hadede i den grad kvindeligheden, så hun direkte udtalte i mange
> sammenhænge, at hun ville ønske - at hun var en mand. Hun bandt sine
bryster
> ind som teenager, for at forhindre dem i at udvikle sig, fordi hun i den
> grad ikke ønskede at være kvinde.
>
> Hele min opvækst blev mænd og mandlige egenskaber forherliget og kvinder
> nedgjort. Min bror fik mere, måtte mere, _var_ mere. Jeg var blot en tøs,
> uduelig, fed og forkert. Hun hadede kvindekroppen og dens kurver (og
> paradoksalt nok endte jeg med at have en god C-skål som 12-13 årig), hun
> hadede "svaghed" og alt hvad der var pige-ting. Så jeg blev nægtet glæden
> ved at have langt hår, som blæser i vinden og stryger mod kinden. Og jeg
> blev nægtet glæden ved at gå i kjoler (bortset fra ganske få gange) som så
> mange andre piger. Desuden var det næsten mere tilladeligt at græde, hvis
> man var dreng - som datter, var det "forbudt".
>
> Så på mange måder er jeg "blevet som jeg skulle".

Din mor har hjulpet dig med at blive den du er idag - men du er jo ikke
færdig endnu;)


> Der var en pris at betale for at blive så "maskuliniseret", som jeg i
hvert
> fald blev - prisen var, at kvindeligheden blev "mast". Den blev
> mindre-værdig og ikke attråværdig. Jeg/man skulle være stærke, stræbende,
> initiativrige, karrieremindede osv. osv. En masse karaktertræk der
> traditionelt set var maskuline træk, samtidig blev de feminine træk
> ringagtet og nedgjort. I dag, først nu - kan jeg mærke og forstå, hvor høj
> prisen har været for mig. For den vrede som jeg har sloges med i årevis,
er
> et udslag af mangt og meget - men også den manglende kontakt med mig selv,
> bl.a. min kvindelighed.

Prøv at danse mavedans - med fuldt udstyr - det trækker din kvindelighed
frem
på overfladen - og så er det dejligt , kan gøres hjemme efter en video på 1
m2 :)

> Jeg er god til at være aggressiv, frembrusende, karriereorienteret og
> nærmest militaristisk. Jeg er god til at trække på mine maskuline
> karaktertræk, og med tiden er det også blevet "trygt" for mig, det er
blevet
> velkendt. Men det er ikke, som jeg længes efter det skal være. For jeg
står
> med sværd og skjold og mit krigeriske sind, og i mit indre skriger jeg på
> kærlighed, forståelse, omsorg og "beskyttelse". Det er et paradoks
> manifesteret og kødeliggjort. Jeg bliver dog langsomt bevidst om
> kompleksiteten i mig selv og uhyrligheden i at fralægge mig ansvaret, ved
at
> lægge det over på _manden_.

Så må du trække det hjem igen :)

> Sådan som det nu engang fungerer idag, i "samfundet" - så rejser
ovenstående
> problemstilling nogle spørgsmål, som jeg søger svar på, og som jeg endnu
> ikke er afklaret med selv.
>
> Hvordan får jeg ro, til at finde ind til mine oprindelige kvindelige
> karaktertræk - som jeg jo ikke fik lov at udvikle, og føler mig meget
> famlende overfor, når der samtidig er så meget i hverdagen (altid) der
> kræver at jeg gør brug af mine maskuline sider?
> (jeg skal bl.a. være "forsørger", jeg skal ud af hjemmet, jeg skal/skulle
> både være mor og "far", jeg skal alle de traditionelle mandeting (med få
> undtagelser)).
>
> Hvordan finder jeg en balance mellem mine maskuline sider og mine feminine
> sider?

Anskaf dig en Shiva-lingam det er en sten ( Krystal) der vil hjælpe dig med
at
harmonisere de feminine og maskuline sider. At bringe dem i balance. Bær den
på din krop i en periode og du vil mærke forskellen efter en tid :)

> Hvordan tackler jeg lysten til "bare at være hjemme", når nu man (vi) er
> afhængige af to indtægter?

Skab dig et hjemmearbejde.

> Hvordan tilgodeser jeg mit behov for at føle mig værdig set med egne øjne,
> hvis jeg f.eks. "går hjemme", når jeg har lært at tillægge "udadrettede"
> aktiviter såsom arbejde/uddannelse osv. så stor værdi, og ikke at tillægge
> de mere "kvindelige" traditionelle "indadvendte" aktiviter nogen værdi?

Læs Louise L Hay, og begynd at bruge bekræftelser i hverdagen.

> Hvordan skaber jeg en base her i hjemmet af tryghed, omsorg og kærlighed -
> med _så_ lidt tid, _så_ få midler og _så_ mangelfulde forudsætninger?

Smiler...ved at tage en ting ad gangen og gøre det lidt efter lidt,
forandringer tar tid;)

> Nå, ja - måske spekulerer jeg bare for meget *S*

Næh - egentlig ikke. Det er jo på den måde vi alle kommer videre.

Kærlige hilsner
J¤mfruen)
NB: Sott - Mail mig direkte hvis du ønsker hjælp til ændringer.

---

Hej J¤mfru :0)

"J¤mfruen)" <jomfru-d@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
news:9abojf$l4b$1@news.cybercity.dk...

> Kender ikke bogen men det du trækker frem lyder interessant, og nok en
> læsning overvejes :)

Jaeh - jeg kan da godt anbefale den. Det var god læsning for mig.

> Din mor har hjulpet dig med at blive den du er idag - men du er jo ikke
> færdig endnu;)

Hmm... hjulpet er et underligt ord.
Jeg tror nok, at jeg er den jeg er - på trods og på grund af hende.
Hun er et svært menneske at blive klog på, og jeg tror egentlig, at hun er
psykisk syg. Jeg er ikke i tvivl om, at hun elsker os børn, men jeg er
heller ikke i tvivl om, at hun ikke kan formidle sin kærlighed til os på
normal vis. Og nej - jeg er slet ikke færdig, og jeg forventer heller ikke
at blive det, livet er for mig en evig rejse, med forandring og lærdom
undervejs :0)

> Prøv at danse mavedans - med fuldt udstyr - det trækker din kvindelighed
> frem
> på overfladen - og så er det dejligt , kan gøres hjemme efter en video på
1
> m2 :)

*GG*
Et ryk med hoften og dellerne klarer resten.
Det er måske ikke helt tosset - kan du anbefale en video?

> Så må du trække det hjem igen :)

I'm working on it

> Anskaf dig en Shiva-lingam det er en sten ( Krystal) der vil hjælpe dig
med
> at
> harmonisere de feminine og maskuline sider. At bringe dem i balance. Bær
den
> på din krop i en periode og du vil mærke forskellen efter en tid :)

Jeg ved nu ikke rigtigt, jeg tror ikke på det. Men nu er der heller ikke ret
meget jeg tror på *S*

> Skab dig et hjemmearbejde.

Hmmm... det skal jeg lige tænke over.

> Læs Louise L Hay, og begynd at bruge bekræftelser i hverdagen.

Har læst den op til flere gange, og synes også den er god. Hvis altså du
taler om "Helbred dit liv". At tænke, at alt er godt i ens verden, er
positivt og godt, men det kræver så også bare - at det rent faktisk
forholder sig sådan *G*
Når jeg har haft en strålende periode, og så har min mor pludselig truet min
lillesøster med tæsk og koben, foran hendes 2 årige datter - så hun kommer
helt ødelagt til mig, så er alt ikke længere så strålende. Og når min niece
er ved at dø, og alle bryder sammen, og den eneste der ikke kollapser er
mig, så er alt heller ikke godt i ens verden. Med mindre man lukker af
overfor andre, og det gør jeg ikke. Mine børn, min partner og mine søstre,
min bror og min far lever under huden på mig - og hvis de har det ad helvede
til så gør det også ondt på mig. Og til tider river det op i gamle, ikke
helede sår - og alt gør for en stund ondt indeni.

Nogle gange er det dog ikke udefrakommende begivenheder, men blot en ny
erkendelse der slår benene væk under mig for en tid.

> Smiler...ved at tage en ting ad gangen og gøre det lidt efter lidt,
> forandringer tar tid;)

Jep - nogen gange starter det med en opvask *GG*
(noget jeg siger til mig selv engang imellem)

> NB: Sott - Mail mig direkte hvis du ønsker hjælp til ændringer.

Ja, jeg skrev et langt og bedaget svar til dig - trykkede send og Puff - væk
var det.
Her er så en langt kortere udgave, slet ikke så fyldigt *SS*
Men essensen er tilstede.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sott" <sott@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:9amuvu$88b$3@news.inet.tele.dk...
> Hej J¤mfru :0)
hej Sott

> > Kender ikke bogen men det du trækker frem lyder interessant, og nok en
> > læsning overvejes :)
>
> Jaeh - jeg kan da godt anbefale den. Det var god læsning for mig.

Smiler..vil bestille den på biblioteket :)

> > Din mor har hjulpet dig med at blive den du er idag - men du er jo ikke
> > færdig endnu;)
>
> Hmm... hjulpet er et underligt ord.
> Jeg tror nok, at jeg er den jeg er - på trods og på grund af hende.
> Hun er et svært menneske at blive klog på, og jeg tror egentlig, at hun er
> psykisk syg. Jeg er ikke i tvivl om, at hun elsker os børn, men jeg er
> heller ikke i tvivl om, at hun ikke kan formidle sin kærlighed til os på
> normal vis. Og nej - jeg er slet ikke færdig, og jeg forventer heller ikke
> at blive det, livet er for mig en evig rejse, med forandring og lærdom
> undervejs :0)

Smiler, jeg tror på livet er som en skole - vi går i hver sin " Klasse" og
lærere
hver vor lektie. Nogle gør mere ud af at lære end andre, og det er ok.

> > Prøv at danse mavedans - med fuldt udstyr - det trækker din kvindelighed
> > frem
> > på overfladen - og så er det dejligt , kan gøres hjemme efter en video
på
> 1
> > m2 :)
>
> *GG*
> Et ryk med hoften og dellerne klarer resten.
> Det er måske ikke helt tosset - kan du anbefale en video?

Nope...den er du HELT gal på *GGGG* jeg der har arbejdet som gymnastik
instruktør de sidste 12 år - oplevede at få rørt muskler og sener jeg ikke
anede
fandtes på min krop. Mavedans er hårdt - men samtidig sjovt og dejligt
befriende.
og jo mere deller man har jo mere er der jo at få gang i*GGG* Jeg mener at
Louise Frevert har lavet nogle videoer - det er ihvertfald noget lignende
hendes navn.

> > Så må du trække det hjem igen :)
>
> I'm working on it

God arbejdslyst :)

> > Anskaf dig en Shiva-lingam det er en sten ( Krystal) der vil hjælpe dig
> med
> > at
> > harmonisere de feminine og maskuline sider. At bringe dem i balance. Bær
> den
> > på din krop i en periode og du vil mærke forskellen efter en tid :)
>
> Jeg ved nu ikke rigtigt, jeg tror ikke på det. Men nu er der heller ikke
ret
> meget jeg tror på *S*

Selv om du ikke tror på el fordi du ikke kan se det, så virker det alligevel
;)
DU kan se VIRKNINGEN.
Krystallerne udsender forskellige vibrationer som går ind og påvirker dig,
uanset
om du tror på det eller ej. Så Prøv ;) det kan højst koste dig nogle
håndører ;)

> > Skab dig et hjemmearbejde.
>
> Hmmm... det skal jeg lige tænke over.

Jeg var selvstændig da mine unger var mindre, arbejdede mange timer hver
dag,
men var altid inden for rækkevidde. Jeg havde systue og små gymnastik hold
hjemme.

> > Læs Louise L Hay, og begynd at bruge bekræftelser i hverdagen.
>
> Har læst den op til flere gange, og synes også den er god. Hvis altså du
> taler om "Helbred dit liv". At tænke, at alt er godt i ens verden, er
> positivt og godt, men det kræver så også bare - at det rent faktisk
> forholder sig sådan *G*

Nej,. Dette har du helt misforstået, hvis du begynder at TRO på at alt er
godt - så
forandres tingene omkring dig så de pludselig ER gode. Det handler om at
tillade
sig selv at forvente at det er godt - Først DA bliver det godt.

> Når jeg har haft en strålende periode, og så har min mor pludselig truet
min
> lillesøster med tæsk og koben, foran hendes 2 årige datter - så hun kommer
> helt ødelagt til mig, så er alt ikke længere så strålende. Og når min
niece
> er ved at dø, og alle bryder sammen, og den eneste der ikke kollapser er
> mig, så er alt heller ikke godt i ens verden.

Jeg ved det er hårdt når børn og unge dør, prøv at læse Birgit Kleins bog "
Den
Evige Livsspiral" så vil du måske se en sammenhæng - vi skal jo alle dø. Vi
har selv
i familien en lille kræftsyg pige på 3½ år der er opgivet af lægerne.

>Med mindre man lukker af
> overfor andre, og det gør jeg ikke. Mine børn, min partner og mine søstre,
> min bror og min far lever under huden på mig - og hvis de har det ad
helvede
> til så gør det også ondt på mig. Og til tider river det op i gamle, ikke
> helede sår - og alt gør for en stund ondt indeni.

Man behøver ikke være kold og afvisende overfor andre og deres problemer,
man
kan være medfølende i stedet for at være medlidende. TIngene ændres jo ikke
af
at du påtager dig deres lidelse. Tværtimod kan du bedre hjælpe dem hvis du
er med
følende og dermed stærkere selv.

> Nogle gange er det dog ikke udefrakommende begivenheder, men blot en ny
> erkendelse der slår benene væk under mig for en tid.

Ja det kan være hårdt at få gennemarbejdet gamle fortrængninger. Det gør
ondt når
de dukker op til overfalden og vil kigges på. jeg har fået hjælp af en
kinesiolog - hun
ordinerede nogle dråber der hjalp mig med at slippe disse gamle ting der sad
og
smertede. Uden at jeg på nogen måde blev klar over HVILKE. oplevelser der
gemte
sig bag smerterne, Så slap jeg fri af dem.

> > Smiler...ved at tage en ting ad gangen og gøre det lidt efter lidt,
> > forandringer tar tid;)
>
> Jep - nogen gange starter det med en opvask *GG*
> (noget jeg siger til mig selv engang imellem)

Smiler...tjah..eller en travetur, eller en gang leg med farveladen for mit
vedkommende :)

> > NB: Sott - Mail mig direkte hvis du ønsker hjælp til ændringer.
>
> Ja, jeg skrev et langt og bedaget svar til dig - trykkede send og Puff -
væk
> var det.
> Her er så en langt kortere udgave, slet ikke så fyldigt *SS*
> Men essensen er tilstede.

SMiler..så var det nok ikke meningen at jeg skulle ha det lange svar.

> Tusinde hilsner
> Søs

Kærlige hilsner
J¤mfruen)