Kan nogen mon komme med bidrag til den liste jeg er begyndt på her. Jeg
vil samle en række eksempler på hvordan at musikalsk udfoldelse
pludselig kan sætte en films handling i stå. Jeg tænker her ikke på
filmmusik eller musikfilm, film om musikere eller lignende. Jeg tænker
på almindelige film, hvor en af personerne pludselig synger eller
spiller så tiden går i stå, så de øvrige personer i filmen og også
biografpublikummet får en aha-oplevelse som er ganske lig den oplevelse
man får, hvis en musiker pludselig griber sit instrument og ? ja, tiden
går i stå.
Jeg har på fornemmelsen at det er et fuldstændigt bevidst meta-fænomen
som instruktøren smider ind som en hyldest til den magi, som en musiker
midt i blandt os kan skabe ... nogen gange fordi det passer ind i
handlingen ... nogen gange måske bare muligheden er der!! (Her tænker
jeg på Søren Kragh-Jacobensen).
Fælles for disse eksempler er, at man ikke taler om begivenheden
bagefter... livet (og filmen) går af lutter blufærdighed bare videre.
1.
Jules et Jim: Catherine synger pludselig til guitarakkompagnement.
Magisk virkning: musikken får pludselig hovedrollen. (Og en vidunderlig
overgang til næste scene, hvor Cathering, Jules og Jim er på cykel ned
ad bakken uden anden lyd end den stilfærdige fortæller).
2.
La Luna: Joe udfører på en kro i Italien sin trommesolo med kniv og
gaffel, så hans mor (og vi andre) taber underkæben.
3.
Mifunes sidste sang: Christian Sievert sætter alt i stå med
flamenco-guitar.
4.
Livet skal leves: Anna Karinas dans til jukebox. Overraskelse både for
hendes alfons og for os i biografen.
Flere forslag?
Søren Olsen
|