Hauge <hauge@CUThrcnet.dk> wrote:
>Det er suverent musik, prøv om du kan få fat i noget af det helt gamle, Ralf
>& Florian (før navnet Kraftwerk) der var også et navn før, som jeg ikke kan
>huske.
Altså, Kraftwerk har aldrig *heddet* Ralf & Florian ...
I slutningen af 60'erne fandt Ralf Hu:tter og Florian Schneider(-Esleben)
sammen med et par hippier og lavede en plade under navnet Organisation
(engelsk udtale), som hed Tone Float, og blev udsendt på et engelsk mærke,
afair et af de lidt mindre. Musikken låner lidt fra avantgarde-jazz, rock og
elektronisk kompositionsmusik (Scho:nberg, fx, som Kraftwerk er yderst
inspirerede af). Pladen mangler lidt retning, og det er som om eksperimenterne
ikke rigtigt fører nogen steder hen (men det ligger naturligvis i
eksperimentets natur, at det kan gå begge veje). Instrumenterne, der anvendes,
er fortinsvis analoge (og endog akustiske); Florian Schneider er en udmærket
fløjtenist (og har også indspillet plader som sideman hos den tyske jazzmusiker
Klaus Doldinger); men elektronikken i form af hjemmebygeden synthisizers har
ikke desto mindre gjort sit indtog, men formen er der ikke rigtigt endnu.
Tone Float blev ingen rigtig salgssucces (men blev ret hurtigt en kult-ting i
Du:sseldorf, selv om den var ret umuligt at få fat på, fordi den - paradoksalt
nok - skulle importeres fra England), og er da heller ikke udsendt (officielt,
i det mindste - men der imod som piratplade) på CD. Måske forståeligt nok, da
der er et ret stort spænd mellem Tone Float og det "rigtige" Kraftwerk.
Organisation blev dog ret hurtugt opløst, og allerede samme år (1970)
indspillede Ralf og Florian den første plade under navnet Kraftwerk - den
berømte med den orange trafikkegle på omsalget. Pladen *hed* blot Kraftwerk.
Elektronikkenn spller en langt større rolle på denne plade, der dog bibeholder
både "rigtig" analog menneske-perkussion og det meget eksperimenterende præg,
og den ret systematiske måde, numrene er skruet sammen på, vidner, i mine
ører, en del om at de to ikke for ingenting er klassisk uddannede musikere.
Det mest "kendte" nummer fra den første Kraftwerk-plade er Ruckzuck.
Året efter kom den næste plade, der hed Kraftwerk 2 - denne gang med en grøn
tafikkegle på omslaget. Stilen er, forståeligt nok, meget lig den første
("hittet" (hø, hø) er Ananas Symfonie, hvor der for første gang kommer vokal
ind over musikken. Teksten består dog kun i at nanvet "Ananas Symfonie" siges
flere gange), hvad den tredje plade, Ralf & Florian nok også gjorde (jeg har
desværre ikke disse to albums - heller ikke de første tre Kraftwerk-plader er
blevet genudsendt).
Et års tid gik med at fremstille det, der skulle blive gennembrudet for
Kraftwerk - Autobahn-pladen fra 1974. Side 1 udfyldes af det magnifikante
titlenummer, der gør brug af ret hyppige temposkift for at illudere trafikken
på en tysk Autobahn. Den impressionistiske tekst til Autobahn er ubetinget en
af de aller bedste, Kraftwerk har lavet - formen er nærmest haiku'sk og består
(blot) af beskrivelser og synsindtryk, der fremhæver den minimalistiske
æstetik ved motorvejens monotoni og omgivelsernes ensartethed ("Das Fahrbahn
ist ein graues Band / Weisse Strifen, gru:ner Rand"). Autobahn er et
af de få steder i Kraftwerks tekster, der behandler naturbeskrivelser, og det
er da også ganske symptomatisk, at naturen udelukkende beskrives som
distancerede (og distancerende) indtryk, der ses fra motorvejen; man kommer
aldrig i egentlig kontakt med den: "Vor uns liegt ein weites Tal / Sonne
scheint mit Glitzerstrahl".
Autobahn, der i den oprindelige LP-version varer omkring 22 minutter, blev
klippet i stumper og stykker, og udsendt på single (!) i USA, og blev et - alt
taget i betragtning - kæmpe radiohit (!!). Det er ret bizart, og det sjove er,
at mange amerikanere blev sure over, at Kraftwerk skulle have tyvstjålet "Fun,
fun, fun ['till her daddy takes her T-Bird away]" omkvædet fra Beach
Boys-sangen - omkvædet er "Fahr'n, fahr'n, fahr'n [auf der Autobahn]", men
Kraftwerk har dog ikke selv lagt skjul på, at de beundrer Beach Boys en del.
De øvrige numre på pladen er Kometenmelodie 1 og 2, der er henholdsvis en
dyster og mere optimistisk udgave af samme nummer, den dystopiske Mitternacht,
og endelig Morgenspaziergang, hvor Florian igen og igen spiller den samme
lille melodistump på tværfløjte hen over et helt igennem elektronisk tonedigt,
der beskriver rindende vand og fuglekvidder; hos mig vækker nummeret
associationer til japanske haver.
Efter Autobahn spillede Kraftwerk en del live og turnerede i USA. Der kom ret
hurtigt to yderligere medlemmer til gruppen, trommeslageren Wolfgang Flur og
Karl Bartos, og med den efterfølgende plade, Radioaktivita:t fra 1975,
befinder vi os i den virkelig klassiske Kraftwerk-periode. Titlen spiller både
på kernekraft og radiobølger. Titelnummeret er det mest kendte; den originale
udgave forholder sig ret neutralt til emnet (som i denne sang er kernekraft):
"Radioaktivita:t / Fu:r dich und mich im all entsteht"), men i en senere
udgave (som blev kendt efter en optræden ved en demonstration imod det
britiske atomkraftværk Sellafield i slutningen af 80'erne og efterfølgende på
turneen i 1991) tager ret kraftig afstand til atomkraft; 1991-udgaven indledes
med "Tschernobyl, Sellafield, Hiroshima", og teksten er ænndret til "Stopt
Radioaktivita:t / Weil's um uns're Zukunft geht / Strahlungstot und Mutazion
/ Durch die schneller Kernfusion // Stoppt Radioaktivita:t"
I 1977 fulgte Trans Europa Express, der indledes med det episke Europa Endlos
- det eneste andet nummer ud over Autobahn med naturbeskrivelser i teksten,
der hæfter sig ved de dele af naturen, der er særligt bastante og monumentale
- skove, bjerge og floder ("Flu:sse, Berge, Wa:lder / Europa Endlos"), lidt
patetisk, og tilsyneladende uden humoristisk sigte. Det selvransagende nummer
Spiegelsaal følger, og behandler emner som identitet og identitetsløshed, og i
Schaufensterpuppen viser Kraftwerk for første gang rigtigt deres underspillede
sans for ironi - for på trods af at man identificerer sig med
fortællerstemmens "os" (som er disse plasticdukker) og klubkulturen, ligger
der alligevel en vis afstandtagen i den bevidstløshed, hvormed "dukkerne"
tilsyneladende lever deres liv ("Wir stehen herum / Und stellen uns aus / Wir
sind Schaufensterpuppen [...] Wir gehen zu den Club / Und fangen an zu tanzen
/ Wir sind Schaufensterpuppen"). Side 2 rummer en suite, der består af
titelnummeret, Metall auf Metall og Abzug. Hele stykket igennem hører vi den
(åbenlyst) syntetiske imitation af et togs fart henover skinner (dette break
blev for øvrigt samplet af rapperen Afrika Bambaata i starten af 80'erne -
uden at han havde fået lov, og sagen dannede mere eller mindre (juridisk)
præcedens for sager omkring sampling og genbrug), og hen over dette opbygges
melodien - ret langsomt (ligesom i Europa Endlos og Autobahn) for at
illustrere rejsetiden og den distance, der tilbagelægges. Her på lægges så i
første omgang en gentagelse af titlen - men som en signifikant nyhed igennem
en vocoder, der giver den karakteristiske "computerstemme", som Kraftwerk er
kendte for. Trans Europa Express rinder ud i Metall auf Metall, der gentager
rytmen, men tilføjer metalliske rytmer. Herfter følger Abzug, der genoptager
melodistemmen, og slutter med (formentlig) reallyd af et bremsende tog.
Året efter fulgte det andet af de berømte Kraftwerk-albums, Die
Mensch-Maschine, med det berømte El Lissitzky-inspirerede omslag, hvor
medlemmerne står sminkede og iført ens røde skjorter. Pladen indledes med Die
Roboter, der har en del tilfælles med Schaufensterpuppen fra den forgående
plade; igen identificerer fortælleren sig med døde objekter, der får liv og
identitet ogden samme uklarhed gør sig gældende; det er tysk lune i fuldt flor.
Spacelab er ret naivistisk, tilsyneladende næsegrust teknologibeundrende
hyldest til rumfarten; teksten består - som flere gange før - blot af
gentagelser af titlen. Kraftwerk er på denne plade ret konsekvent begyndt at
anvende vocoder til sangeren, der endnu mere end hidtil antager karakter af at
cære recitatør. Metropolis er formentlig en Fritz Lang-hyldest.
Side indledes med *det* mest kendte Kraftwerk-nummer overhovedet - Das Modell.
Tematikken er ret nøje identisk med fx Die Roboter og Spacelab (og altså
Schaufensterpuppen); teksten (interessant nok fremørt "au naturel" - helt uden
brug af vocoder) forholder sig på det umiddelbare plan helt neutralt til
emnet, men der anes alligevel en snert af sarkasme. Hvad der er meget
usædvanligt er den nøgenhed og menneskelighed, der præger nummeret - dels
fraværet af vocoder, og dels, at fortællerstemmen har *drifter*, hvad der
stemmer meget dårligt overens med det Mensch-Maschine-image, som Kraftwerk
havde konstrueret på nuværende tidspunkt: "Sie ist ein Model und sie seht gut
aus / Ich nehm' sie heut' gerne mit zur mir nach Haus [...] Sie stellt sich zu
schau fu:r das Konsumprodukt [man aner kritikken - måske er den endog - næsten
- udtalt?] / Und wird von millionen Augen angeguckt / Ihr neues Titelbild ist
einfach fabelhaft / Ich muss sie wieder seh'n ich weiss sie hat's geschafft".
Neonlicht er en ret straight-faced hyldest til storbyen (i modsætning til
Metropolis, der med de konnotationer, titlen indebærer, *kan* være kritisk);
teksten fokuserer på, hvordan byen om natten oplyses af (livgivende) neonlys,
og den lyse, nærmest janglede, melodi, der svæver henover tromme-beatet er
også ret entydigt optimistisk.
Det afsluttende nummer Die Mensch-Maschine blev samplet af 2 Live Crew på
nummeret Dick Almighty (!) på den berømte og berygtede As Nasty As They Wanna
Be-plade, der blev forbudt af en floridiansk dommer (i USA må man som bekendt
endelig ikke tale, endsige synge, om glæderne ved kønslivet).
I 1981 okm Computerwelt (der efterfulgtes af den første turne i adskillige år).
Pladen, der generelt forholder sig mree ¨benlyst kritisk til teknologien,
indledes med det - i Kraftwerk-sammenhænge - både ret uptempo og upbeat
titelnummer, som på konspiratorisk vis nævner Deutsche Bank (hvad de ikke var
specielt glade for) i samme åndedrag som Interpol, FBI, Scotland Yard og
"Flensburg" (hvor det tyske skattevæsens centraladministration holder til).
Herefter følger Taschenrechner, som tilsyneladende "blot" er en "nørder i alle
lande, forener eder (og gå så på barrikaderne)" sang om lommeregnere. Det er
typisk for Kraftwerk at blande bevidst ekstremt naivistiske tekster (som
Taschenrechner og It's More Fun To Compute) med væsentligt dybere og så
gennemført sarkastiske numre (Computerwelt og Computerliebe), at forskellen
utvivlsomt går hen over hovedet på mange, der ikke opfatter ironien.
Taschenrechner afløses af Nummern, der består af talrækker oplæst på
forskellige sprog igennem en vocoder - for første gang arbejder Kraftwerk på
Computerwelt-pladen med andre sprog end tysk og engelsk; Taschenrechner blev
også udsendt på en fransksproget single, og på Nummern hører vi tysk, fransk,
engelsk, italiensk, spansk og japansk. Dette understreger det internationale
aspekt, som hjemmecomputeren for alvor bringer ind i "almindelige" menneskers
liv - de forgående plader har været tysk/engelsk-fokuserede (når man ser bort
fra det mere eller mindre hjemmebryggede russiske ("Ya tvoi sluga / Ya tvoi
rabotnik") på Die Roboter, fordi teknologiudviklingen hidtil havde været
centreret om nationalstaten (tydeligst på Autobahn) - en grænse som nu
nedbrydes.
Melodien fra Computerwelt genoptages på Computerwelt 2 på rytmesporet (og
talrækkerne) fra Nummern. Computerliebe skiller sig - i lighed med Das Modell
på Die Menshc-Maschine - ud, dels på grund af fraværet af vocoder, og dels på
grund af, at den behandler et for Kraftwerk så atypisk emne som ensomhed i det
elektroniske samfund. Det er aldrig helt tydeligt, om fortælleren formår at
skaffe en date gennem computeren, eller han ender med at tage til takke med
elektronikken som selskab.
Computerwelt er alt i alt en af Kraftwerks væsentligste plader - som sådan
måske den mest helstøbte, men også noget anderledes end de øvrige, fordi den
så explicit tager forbehold overfor teknologien.
Efter Computerwelt tog Kraftwerk på en Europatourne, og forberedte den næste
plade - Technopop. Denne plade blev dog aldrig udsendt - det var et par gange
så tæt ved, at EMI havde tildelt den et produktnummer, men Kraftwerk blev
tilsyneladende aldrig tilfredse med resultatet (eller rettere; Ralf Hu:tter
bleb formentlig aldrig tilfreds med resultatet; Hu:tter har siden begyndelsen
været den, der havde det sidste ord, og der var tilsyneladende visse
personlige uoverenstemmelser i gruppen på dette tidspnkt).
Imidlertid blev der udsendt nyt Kraftwerk-materiale - ikke meget, men hvad der
manglede i kvantitet blev der opvejet for i kvalitet. Singleudspillet, Tour de
France (1983), var foranlediget af gruppens nys opståede interesse i cykling
(noget, der for Hu:tter siden er blevet lidt af en besættelse).
Det æstetiske ideal i Tour de France har en del til fælles med Autobahn; også
tematikken - det gnidningsløse samarbejde (og måske endda symbiotiske forhold)
mellem menneske og maskine - har Kraftwerk behandlet før. Tour de France er
altså for så vidt en tilbagevenden til tidligere sejre, men dette gør ikke
nummeret mindre exceptionelt, og er, isoleret set, måske Kraftwerks
allerbedste nummer, og i hvertfald eet af de vigtigste.
Nummeret er endnu et tonedigt. Lyduniverset består af samplede cykellyde (gear
og tandhjul) og menneskelyde (åndedræt), der sammen med et ganske tight
synth-trommebeat, synth-bas samt (et samplet?) harpeanslag lægger bunden for
synthisizer-melodien og den franske tekst. Kraftwerk er her vendt tilbage til
en haiku-lignende form a la Autobahn; sanseindtryk ("Sprint final a l'arrivee
/ Crevaison sur les paves / Le velo vite repare / Camarades et amitie")
blander sig med kraftfulde navne, der i sig selv har mytologisk kraft, så det
vitterligt er *nok* at nævne navnet ("L'enfer du nord, Paris-Roubaix / La
Cote d'Azur et Saint-Tropez / Les Alpes et les Pyrenees / Derniere etape
Champs-Elysees"). Resultatet er mesterligt, og hvis hele Technopop-albummet
havde været af denne kvalitet, ville pladen have været et uforligneligt
mesterværk.
Tre år gik, hvor intet hørtes fra Kraftwerk, og i 1986 udsendtes den ikke
specielt fantastiske plade Electric Cafe. Hverken musikalsk eller tekstmæssigt
er pladen på højde med de øvrige værker, og det er nok ikke meget forkert at
gætte på, at de interne stridigheder satte en den kunstneriske proces en kæp i
hjulet. På flere af pladens numre anvendte Kraftwerk flersprogede tekster (som
i Nummern på Computerwelt).
Omkring 1990 forlod både først Flur og siden Bartos (efter 1991-tourneen)
gruppen. De har begge udsendt soloplader; Bartos flest bl.a. under navnet
Elektric/Electric Music.
Siden har man intet rigtigt hørt til Kraftwerk, når man ser bort fra en tourne
i '97, afair, der bl.a. bragte Hu:tter og Schneider til Roskildefestivalen, og
to år senere blev de hyret til at lave den officielle jingle til Expo2000,
hvad de modtog et astronomisk beløb for, hvilket igen vakte en del røre,
eftersom det færdige podukt blot var ordene Expo2000 sagt gennem vocoder på
tre forskellige sprog. Ralf og Florian lavede dog i den sidste ende en
egnetlig sang på grundlag af de originale jingler; det er interessant at høre,
at de tager nyere maskiner i brug (lyden virker mere up to date), desværre
musikken ikke voldsomt spændende, og der er da heller ikke meget der tyder på,
at der er nogen plade på vej (som alle naturlgvis håbede på, da Expo2000 blev
udsendt på single).
Nå ... det blev lidt længere end jeg egnetlig lige havde tænkt mig.
Forhåbtnlig kan det bruges af nogen. (Og ja, Kraftwerk er så absolut en af
mine kæpheste :)
Altså, Kraftwerk har aldrig *heddet* Ralf & Florian ...
I slutningen af 60'erne fandt Ralf Hu:tter og Florian Schneider(-Esleben)
sammen med et par hippier og lavede en plade under navnet Organisation
(engelsk udtale), som hed Tone Float, og blev udsendt på et engelsk mærke,
afair et af de lidt mindre. Musikken låner lidt fra avantgarde-jazz, rock og
elektronisk kompositionsmusik (Scho:nberg, fx, som Kraftwerk er yderst
inspirerede af). Pladen mangler lidt retning, og det er som om eksperimenterne
ikke rigtigt fører nogen steder hen (men det ligger naturligvis i
eksperimentets natur, at det kan gå begge veje). Instrumenterne, der anvendes,
er fortinsvis analoge (og endog akustiske); Florian Schneider er en udmærket
fløjtenist (og har også indspillet plader som sideman hos den tyske jazzmusiker
Klaus Doldinger); men elektronikken i form af hjemmebygeden synthisizers har
ikke desto mindre gjort sit indtog, men formen er der ikke rigtigt endnu.
Tone Float blev ingen rigtig salgssucces (men blev ret hurtigt en kult-ting i
Du:sseldorf, selv om den var ret umuligt at få fat på, fordi den - paradoksalt
nok - skulle importeres fra England), og er da heller ikke udsendt (officielt,
i det mindste - men der imod som piratplade) på CD. Måske forståeligt nok, da
der er et ret stort spænd mellem Tone Float og det "rigtige" Kraftwerk.
Organisation blev dog ret hurtugt opløst, og allerede samme år (1970)
indspillede Ralf og Florian den første plade under navnet Kraftwerk - den
berømte med den orange trafikkegle på omsalget. Pladen *hed* blot Kraftwerk.
Elektronikkenn spller en langt større rolle på denne plade, der dog bibeholder
både "rigtig" analog menneske-perkussion og det meget eksperimenterende præg,
og den ret systematiske måde, numrene er skruet sammen på, vidner, i mine
ører, en del om at de to ikke for ingenting er klassisk uddannede musikere.
Det mest "kendte" nummer fra den første Kraftwerk-plade er Ruckzuck.
Året efter kom den næste plade, der hed Kraftwerk 2 - denne gang med en grøn
tafikkegle på omslaget. Stilen er, forståeligt nok, meget lig den første
("hittet" (hø, hø) er Ananas Symfonie, hvor der for første gang kommer vokal
ind over musikken. Teksten består dog kun i at nanvet "Ananas Symfonie" siges
flere gange), hvad den tredje plade, Ralf & Florian nok også gjorde (jeg har
desværre ikke disse to albums - heller ikke de første tre Kraftwerk-plader er
blevet genudsendt).
Et års tid gik med at fremstille det, der skulle blive gennembrudet for
Kraftwerk - Autobahn-pladen fra 1974. Side 1 udfyldes af det magnifikante
titlenummer, der gør brug af ret hyppige temposkift for at illudere trafikken
på en tysk Autobahn. Den impressionistiske tekst til Autobahn er ubetinget en
af de aller bedste, Kraftwerk har lavet - formen er nærmest haiku'sk og består
(blot) af beskrivelser og synsindtryk, der fremhæver den minimalistiske
æstetik ved motorvejens monotoni og omgivelsernes ensartethed ("Das Fahrbahn
ist ein graues Band / Weisse Strifen, gru:ner Rand"). Autobahn er et
af de få steder i Kraftwerks tekster, der behandler naturbeskrivelser, og det
er da også ganske symptomatisk, at naturen udelukkende beskrives som
distancerede (og distancerende) indtryk, der ses fra motorvejen; man kommer
aldrig i egentlig kontakt med den: "Vor uns liegt ein weites Tal / Sonne
scheint mit Glitzerstrahl".
Autobahn, der i den oprindelige LP-version varer omkring 22 minutter, blev
klippet i stumper og stykker, og udsendt på single (!) i USA, og blev et - alt
taget i betragtning - kæmpe radiohit (!!). Det er ret bizart, og det sjove er,
at mange amerikanere blev sure over, at Kraftwerk skulle have tyvstjålet "Fun,
fun, fun ['till her daddy takes her T-Bird away]" omkvædet fra Beach
Boys-sangen - omkvædet er "Fahr'n, fahr'n, fahr'n [auf der Autobahn]", men
Kraftwerk har dog ikke selv lagt skjul på, at de beundrer Beach Boys en del.
De øvrige numre på pladen er Kometenmelodie 1 og 2, der er henholdsvis en
dyster og mere optimistisk udgave af samme nummer, den dystopiske Mitternacht,
og endelig Morgenspaziergang, hvor Florian igen og igen spiller den samme
lille melodistump på tværfløjte hen over et helt igennem elektronisk tonedigt,
der beskriver rindende vand og fuglekvidder; hos mig vækker nummeret
associationer til japanske haver.
Efter Autobahn spillede Kraftwerk en del live og turnerede i USA. Der kom ret
hurtigt to yderligere medlemmer til gruppen, trommeslageren Wolfgang Flur og
Karl Bartos, og med den efterfølgende plade, Radioaktivita:t fra 1975,
befinder vi os i den virkelig klassiske Kraftwerk-periode. Titlen spiller både
på kernekraft og radiobølger. Titelnummeret er det mest kendte; den originale
udgave forholder sig ret neutralt til emnet (som i denne sang er kernekraft):
"Radioaktivita:t / Fu:r dich und mich im all entsteht"), men i en senere
udgave (som blev kendt efter en optræden ved en demonstration imod det
britiske atomkraftværk Sellafield i slutningen af 80'erne og efterfølgende på
turneen i 1991) tager ret kraftig afstand til atomkraft; 1991-udgaven indledes
med "Tschernobyl, Sellafield, Hiroshima", og teksten er ænndret til "Stopt
Radioaktivita:t / Weil's um uns're Zukunft geht / Strahlungstot und Mutazion
/ Durch die schneller Kernfusion // Stoppt Radioaktivita:t"
I 1977 fulgte Trans Europa Express, der indledes med det episke Europa Endlos
- det eneste andet nummer ud over Autobahn med naturbeskrivelser i teksten,
der hæfter sig ved de dele af naturen, der er særligt bastante og monumentale
- skove, bjerge og floder ("Flu:sse, Berge, Wa:lder / Europa Endlos"), lidt
patetisk, og tilsyneladende uden humoristisk sigte. Det selvransagende nummer
Spiegelsaal følger, og behandler emner som identitet og identitetsløshed, og i
Schaufensterpuppen viser Kraftwerk for første gang rigtigt deres underspillede
sans for ironi - for på trods af at man identificerer sig med
fortællerstemmens "os" (som er disse plasticdukker) og klubkulturen, ligger
der alligevel en vis afstandtagen i den bevidstløshed, hvormed "dukkerne"
tilsyneladende lever deres liv ("Wir stehen herum / Und stellen uns aus / Wir
sind Schaufensterpuppen [...] Wir gehen zu den Club / Und fangen an zu tanzen
/ Wir sind Schaufensterpuppen"). Side 2 rummer en suite, der består af
titelnummeret, Metall auf Metall og Abzug. Hele stykket igennem hører vi den
(åbenlyst) syntetiske imitation af et togs fart henover skinner (dette break
blev for øvrigt samplet af rapperen Afrika Bambaata i starten af 80'erne -
uden at han havde fået lov, og sagen dannede mere eller mindre (juridisk)
præcedens for sager omkring sampling og genbrug), og hen over dette opbygges
melodien - ret langsomt (ligesom i Europa Endlos og Autobahn) for at
illustrere rejsetiden og den distance, der tilbagelægges. Her på lægges så i
første omgang en gentagelse af titlen - men som en signifikant nyhed igennem
en vocoder, der giver den karakteristiske "computerstemme", som Kraftwerk er
kendte for. Trans Europa Express rinder ud i Metall auf Metall, der gentager
rytmen, men tilføjer metalliske rytmer. Herfter følger Abzug, der genoptager
melodistemmen, og slutter med (formentlig) reallyd af et bremsende tog.
Året efter fulgte det andet af de berømte Kraftwerk-albums, Die
Mensch-Maschine, med det berømte El Lissitzky-inspirerede omslag, hvor
medlemmerne står sminkede og iført ens røde skjorter. Pladen indledes med Die
Roboter, der har en del tilfælles med Schaufensterpuppen fra den forgående
plade; igen identificerer fortælleren sig med døde objekter, der får liv og
identitet ogden samme uklarhed gør sig gældende; det er tysk lune i fuldt flor.
Spacelab er ret naivistisk, tilsyneladende næsegrust teknologibeundrende
hyldest til rumfarten; teksten består - som flere gange før - blot af
gentagelser af titlen. Kraftwerk er på denne plade ret konsekvent begyndt at
anvende vocoder til sangeren, der endnu mere end hidtil antager karakter af at
cære recitatør. Metropolis er formentlig en Fritz Lang-hyldest.
Side indledes med *det* mest kendte Kraftwerk-nummer overhovedet - Das Modell.
Tematikken er ret nøje identisk med fx Die Roboter og Spacelab (og altså
Schaufensterpuppen); teksten (interessant nok fremørt "au naturel" - helt uden
brug af vocoder) forholder sig på det umiddelbare plan helt neutralt til
emnet, men der anes alligevel en snert af sarkasme. Hvad der er meget
usædvanligt er den nøgenhed og menneskelighed, der præger nummeret - dels
fraværet af vocoder, og dels, at fortællerstemmen har *drifter*, hvad der
stemmer meget dårligt overens med det Mensch-Maschine-image, som Kraftwerk
havde konstrueret på nuværende tidspunkt: "Sie ist ein Model und sie seht gut
aus / Ich nehm' sie heut' gerne mit zur mir nach Haus [...] Sie stellt sich zu
schau fu:r das Konsumprodukt [man aner kritikken - måske er den endog - næsten
- udtalt?] / Und wird von millionen Augen angeguckt / Ihr neues Titelbild ist
einfach fabelhaft / Ich muss sie wieder seh'n ich weiss sie hat's geschafft".
Neonlicht er en ret straight-faced hyldest til storbyen (i modsætning til
Metropolis, der med de konnotationer, titlen indebærer, *kan* være kritisk);
teksten fokuserer på, hvordan byen om natten oplyses af (livgivende) neonlys,
og den lyse, nærmest janglede, melodi, der svæver henover tromme-beatet er
også ret entydigt optimistisk.
Det afsluttende nummer Die Mensch-Maschine blev samplet af 2 Live Crew på
nummeret Dick Almighty (!) på den berømte og berygtede As Nasty As They Wanna
Be-plade, der blev forbudt af en floridiansk dommer (i USA må man som bekendt
endelig ikke tale, endsige synge, om glæderne ved kønslivet).
I 1981 okm Computerwelt (der efterfulgtes af den første turne i adskillige år).
Pladen, der generelt forholder sig mree ¨benlyst kritisk til teknologien,
indledes med det - i Kraftwerk-sammenhænge - både ret uptempo og upbeat
titelnummer, som på konspiratorisk vis nævner Deutsche Bank (hvad de ikke var
specielt glade for) i samme åndedrag som Interpol, FBI, Scotland Yard og
"Flensburg" (hvor det tyske skattevæsens centraladministration holder til).
Herefter følger Taschenrechner, som tilsyneladende "blot" er en "nørder i alle
lande, forener eder (og gå så på barrikaderne)" sang om lommeregnere. Det er
typisk for Kraftwerk at blande bevidst ekstremt naivistiske tekster (som
Taschenrechner og It's More Fun To Compute) med væsentligt dybere og så
gennemført sarkastiske numre (Computerwelt og Computerliebe), at forskellen
utvivlsomt går hen over hovedet på mange, der ikke opfatter ironien.
Taschenrechner afløses af Nummern, der består af talrækker oplæst på
forskellige sprog igennem en vocoder - for første gang arbejder Kraftwerk på
Computerwelt-pladen med andre sprog end tysk og engelsk; Taschenrechner blev
også udsendt på en fransksproget single, og på Nummern hører vi tysk, fransk,
engelsk, italiensk, spansk og japansk. Dette understreger det internationale
aspekt, som hjemmecomputeren for alvor bringer ind i "almindelige" menneskers
liv - de forgående plader har været tysk/engelsk-fokuserede (når man ser bort
fra det mere eller mindre hjemmebryggede russiske ("Ya tvoi sluga / Ya tvoi
rabotnik") på Die Roboter, fordi teknologiudviklingen hidtil havde været
centreret om nationalstaten (tydeligst på Autobahn) - en grænse som nu
nedbrydes.
Melodien fra Computerwelt genoptages på Computerwelt 2 på rytmesporet (og
talrækkerne) fra Nummern. Computerliebe skiller sig - i lighed med Das Modell
på Die Menshc-Maschine - ud, dels på grund af fraværet af vocoder, og dels på
grund af, at den behandler et for Kraftwerk så atypisk emne som ensomhed i det
elektroniske samfund. Det er aldrig helt tydeligt, om fortælleren formår at
skaffe en date gennem computeren, eller han ender med at tage til takke med
elektronikken som selskab.
Computerwelt er alt i alt en af Kraftwerks væsentligste plader - som sådan
måske den mest helstøbte, men også noget anderledes end de øvrige, fordi den
så explicit tager forbehold overfor teknologien.
Efter Computerwelt tog Kraftwerk på en Europatourne, og forberedte den næste
plade - Technopop. Denne plade blev dog aldrig udsendt - det var et par gange
så tæt ved, at EMI havde tildelt den et produktnummer, men Kraftwerk blev
tilsyneladende aldrig tilfredse med resultatet (eller rettere; Ralf Hu:tter
bleb formentlig aldrig tilfreds med resultatet; Hu:tter har siden begyndelsen
været den, der havde det sidste ord, og der var tilsyneladende visse
personlige uoverenstemmelser i gruppen på dette tidspnkt).
Imidlertid blev der udsendt nyt Kraftwerk-materiale - ikke meget, men hvad der
manglede i kvantitet blev der opvejet for i kvalitet. Singleudspillet, Tour de
France (1983), var foranlediget af gruppens nys opståede interesse i cykling
(noget, der for Hu:tter siden er blevet lidt af en besættelse).
Det æstetiske ideal i Tour de France har en del til fælles med Autobahn; også
tematikken - det gnidningsløse samarbejde (og måske endda symbiotiske forhold)
mellem menneske og maskine - har Kraftwerk behandlet før. Tour de France er
altså for så vidt en tilbagevenden til tidligere sejre, men dette gør ikke
nummeret mindre exceptionelt, og er, isoleret set, måske Kraftwerks
allerbedste nummer, og i hvertfald eet af de vigtigste.
Nummeret er endnu et tonedigt. Lyduniverset består af samplede cykellyde (gear
og tandhjul) og menneskelyde (åndedræt), der sammen med et ganske tight
synth-trommebeat, synth-bas samt (et samplet?) harpeanslag lægger bunden for
synthisizer-melodien og den franske tekst. Kraftwerk er her vendt tilbage til
en haiku-lignende form a la Autobahn; sanseindtryk ("Sprint final a l'arrivee
/ Crevaison sur les paves / Le velo vite repare / Camarades et amitie")
blander sig med kraftfulde navne, der i sig selv har mytologisk kraft, så det
vitterligt er *nok* at nævne navnet ("L'enfer du nord, Paris-Roubaix / La
Cote d'Azur et Saint-Tropez / Les Alpes et les Pyrenees / Derniere etape
Champs-Elysees"). Resultatet er mesterligt, og hvis hele Technopop-albummet
havde været af denne kvalitet, ville pladen have været et uforligneligt
mesterværk.
Tre år gik, hvor intet hørtes fra Kraftwerk, og i 1986 udsendtes den ikke
specielt fantastiske plade Electric Cafe. Hverken musikalsk eller tekstmæssigt
er pladen på højde med de øvrige værker, og det er nok ikke meget forkert at
gætte på, at de interne stridigheder satte en den kunstneriske proces en kæp i
hjulet. På flere af pladens numre anvendte Kraftwerk flersprogede tekster (som
i Nummern på Computerwelt).
Omkring 1990 forlod både først Flur og siden Bartos (efter 1991-tourneen)
gruppen. De har begge udsendt soloplader; Bartos flest bl.a. under navnet
Elektric/Electric Music.
Siden har man intet rigtigt hørt til Kraftwerk, når man ser bort fra en tourne
i '97, afair, der bl.a. bragte Hu:tter og Schneider til Roskildefestivalen, og
to år senere blev de hyret til at lave den officielle jingle til Expo2000,
hvad de modtog et astronomisk beløb for, hvilket igen vakte en del røre,
eftersom det færdige podukt blot var ordene Expo2000 sagt gennem vocoder på
tre forskellige sprog. Ralf og Florian lavede dog i den sidste ende en
egnetlig sang på grundlag af de originale jingler; det er interessant at høre,
at de tager nyere maskiner i brug (lyden virker mere up to date), desværre
musikken ikke voldsomt spændende, og der er da heller ikke meget der tyder på,
at der er nogen plade på vej (som alle naturlgvis håbede på, da Expo2000 blev
udsendt på single).
Nå ... det blev lidt længere end jeg egnetlig lige havde tænkt mig.
Forhåbtnlig kan det bruges af nogen. (Og ja, Kraftwerk er så absolut en af
mine kæpheste :)
--
Venlig hilsen Lars Rindsig
|