/ Forside / Interesser / Dyr / Hunde / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Hunde
#NavnPoint
Birgitta 19198
Nordsted1 6865
bevi54 6505
Jernladyen 4457
dova 4371
qfha 3911
knh15 3385
k.j.k 3376
ans 3077
10  vaxen 2670
Okay - nu skal vi videre! AG spm...
Fra : Ann K


Dato : 16-05-03 23:00

Hejsa.
For nogen tid siden klagede jeg min nød over Dise... hun ville ike springe
over noget som helst... Meget _upraktisk_, når nu hun ellers har evnerne til
at blive en god agilityhund
Nå - men selvfølgelig blev hun undersøgt i hoved og bag... og fundet
fuldkommen rask, med fine bevægelser osv osv (tak Mari, for dit tip ang
dyrlægen i Bagsværd)... der var altså "kun" tale om en psykisk blokering...

Dette har jeg så arbejdet seriøst med gennem det sidste ½ år...
Gennembruddet kom, da Dises allerbedste legekammerat hoppede over en
træstamme i skoven... hun var _nødt_ til at hoppe over for at kunne "mule"
ham ... og nu hopper Dise igen lykkeligt over alt, der er hævet bare 1 cm
over jorden

Vi er så igen begyndt AG-træningen... og det går helt pænt
MEN...
Dises blokering kom da hun blev lettere skadet ved et stævne... hun har
åbenbart i nedspringet fået en minimal rift i sin ene potes trædepude.. og
har så forbundet dét at springe med smerter
Og ikke bare det... Hun forbinder åbenbart _også_ synet af en hel AG-bane
med at det kan gøre ondt Især, hvis den er bygget sådan at hun skal
starte med et spring, hvor hun derefter kan se at der er endnu et spring
(idiotisk formulering - håber at nogen fatter meningen ... Sådan så banen
nemlig ud, da hun blev skadet....
Jeg har _ingen_ problemer med at sende hende rundt i en "mølle".. og hvis
hun har fart nok på, så er der heller intet i vejen for at sende hende
videre fremad fra "møllen"... men opdager hun pludselig at hun befinder sig
på en "stor" bane, så går hun i baglås
Så længe forhindringerne kommer meget hurtigt efter hinanden (og banen er
lille og overskuelig), så er hun en AG-hund af "Guds nåde"
Bliver jeg usikker - eller er der fx et langt stykke hen til næste
forhindring... Tja, så stopper Dise!!! Og forlader banen og mig med det der
ægte "Åh-jeg-bliver-sådan-mishandlet"-sheltie-look... Hun er derefter meget
svær at kalde ind - og nogle gange må jeg konstatere at træningen er _slut_
for denne dag :-/ Hun er ganske enkelt for usikker, til at jeg kan forsvare,
at blive ved med at stille krav....
Vi har nu nogle gange trænet hende i at løbe langt for at komme frem til
næste forhindring, ved simpelthen at være to mennesker, der står ved hvert
sit spring (eller anden forhindring) og med mindst 10 meter imellem... Dise
bliver så kaldt hen over springene - og får bunker af ros og guf (+klik),
både mens hun løber og når hun kommer frem En rigtig go' leg!!! og
forhindringerne behøver ikke at stå på lige linje - hun mestrer skam også at
løbe "på skrå"...

Men hvordan kommer jeg nu videre???
Ingen tvivl om at hendes selvsikkerhed skal styrkes... men hvordan???
OBS! Bevidstløse forslag ang "mere aktivering" kan jeg godt undvære!!!!
Konkrete bud på denne aktivering vil derimod være velkomne
Men jeg advarer... Dise _bliver_ aktiveret... og er en knagende dygtig
problemløser!

Jeg har tænkt på om det vil være en smart at tage hende med ud til nogle
AG-stævner... Ikke for at lade hende starte (dét er hun _ikke_ klar til!),
men snarere for at hun igen kan få atmosfæren ind i kroppen... men er det nu
så god en ide???
Vil jo meget nødigt, at hun igen oplever sit traume (som jeg altså endnu
ikke helt har fået udredet)... men på den anden side har hun jo godt af,
ikke at glemme, hvordan et sævne egentlig er (= masser af hunde og mennesker
+ stress og jag)...

Nogen, der har forslag og ideer???

Mvh Ann - og Dise, der synes at det er DEJLIGT at springe



 
 
Trine Dyrgaard (18-05-2003)
Kommentar
Fra : Trine Dyrgaard


Dato : 18-05-03 16:08

"Ann K" <tsarsFJERN@DETTEos.dk> wrote in message
news:ba3mu3$kbn$1@sunsite.dk...
>

> Gennembruddet kom, da Dises allerbedste legekammerat hoppede over en
> træstamme i skoven... hun var _nødt_ til at hoppe over for at kunne
"mule"
> ham ... og nu hopper Dise igen lykkeligt over alt, der er hævet bare 1
cm
> over jorden

Tillykke med det, Ann

> Og ikke bare det... Hun forbinder åbenbart _også_ synet af en hel AG-bane
> med at det kan gøre ondt Især, hvis den er bygget sådan at hun skal
> starte med et spring, hvor hun derefter kan se at der er endnu et spring
> (idiotisk formulering - håber at nogen fatter meningen ... Sådan så
banen
> nemlig ud, da hun blev skadet....

Jeg ville vel undgå den type baner indtil hun igen synes at agility er så
sjovt, at hun uden problemer springer alle mulige andre slags baner.

> Jeg har _ingen_ problemer med at sende hende rundt i en "mølle".. og hvis
> hun har fart nok på, så er der heller intet i vejen for at sende hende
> videre fremad fra "møllen"... men opdager hun pludselig at hun befinder
sig
> på en "stor" bane, så går hun i baglås
> Så længe forhindringerne kommer meget hurtigt efter hinanden (og banen er
> lille og overskuelig), så er hun en AG-hund af "Guds nåde"

Så ville jeg bygge videre på det, og langsomt øge banens størrelse.

> Bliver jeg usikker - eller er der fx et langt stykke hen til næste
> forhindring... Tja, så stopper Dise!!! Og forlader banen og mig med det
der
> ægte "Åh-jeg-bliver-sådan-mishandlet"-sheltie-look...

Let nok - du lader bare være med at blive usikker

Hun er derefter meget
> svær at kalde ind - og nogle gange må jeg konstatere at træningen er
_slut_
> for denne dag :-/ Hun er ganske enkelt for usikker, til at jeg kan
forsvare,
> at blive ved med at stille krav....

Kan du ikke bruge legekammeraterne her? Simpelthen lade dem løbe lidt
agility for at få Dise til at være med? Jeg ville nok ikke lade hende
"opgive".... altså give hende nogle lette kombinationer, som hun helt
sikkert kan, for at genopbygge hendes selvtillid. Og så undgå baner, hvor
dine evner som handler kommer til kort, så Dise ikke bliver mere usikker end
hun allerede er.

> Vi har nu nogle gange trænet hende i at løbe langt for at komme frem til
> næste forhindring, ved simpelthen at være to mennesker, der står ved hvert
> sit spring (eller anden forhindring) og med mindst 10 meter imellem...
Dise
> bliver så kaldt hen over springene - og får bunker af ros og guf (+klik),
> både mens hun løber og når hun kommer frem En rigtig go' leg!!! og
> forhindringerne behøver ikke at stå på lige linje - hun mestrer skam også
at
> løbe "på skrå"...

Det er jo godt! Så har du jo helt sikkert noget at bygge videre på - udnyt
det.

>
> Men hvordan kommer jeg nu videre???
> Ingen tvivl om at hendes selvsikkerhed skal styrkes... men hvordan???

Mit forslag ville være ved at give hende masser af succesoplevelser,
simpelthen ikke kaste hende ud i noget, hun ikke kan klare. Evt. flyt
agility træningen ud i naturen for en periode, så hun ikke forbinder det med
"træning" og deciderede krav. Find en legeplads eller lignende, hvor du kan
træne lette øvelser med hende - og så virkelig ros hende og vis, hvor sej
hun er.

> OBS! Bevidstløse forslag ang "mere aktivering" kan jeg godt undvære!!!!
> Konkrete bud på denne aktivering vil derimod være velkomne
> Men jeg advarer... Dise _bliver_ aktiveret... og er en knagende dygtig
> problemløser!

Ja, det tvivler jeg bestemt heller ikke på Dette problem er jo
udelukkende agility relateret, hvorfor det efter min mening også er der, du
skal sætte ind - men det skal nok gå langsomt, for at hun psykisk kan følge
med.

>
> Jeg har tænkt på om det vil være en smart at tage hende med ud til nogle
> AG-stævner... Ikke for at lade hende starte (dét er hun _ikke_ klar til!),
> men snarere for at hun igen kan få atmosfæren ind i kroppen... men er det
nu
> så god en ide???
> Vil jo meget nødigt, at hun igen oplever sit traume (som jeg altså endnu
> ikke helt har fået udredet)... men på den anden side har hun jo godt af,
> ikke at glemme, hvordan et sævne egentlig er (= masser af hunde og
mennesker
> + stress og jag)...

Kommer vel lidt an på, om det var til et stævne, det gjorde ondt (kan jeg
ikke helt huske)? Ellers har hun da kun godt af at sidde og blive lidt
"tændt" - simpelthen for at hun skal få super meget lyst til selv at komme
ud og løbe.

-Trine
>
> Nogen, der har forslag og ideer???
>
> Mvh Ann - og Dise, der synes at det er DEJLIGT at springe
>
>



Ann K (18-05-2003)
Kommentar
Fra : Ann K


Dato : 18-05-03 18:16

Hej Trine.

>Tillykke med det, Ann

< _Mange_ tak... Du skulle vide, hvilken lettelse det var, da hun endelig
hoppede frivilligt over noget!!!
Da hun først havde gjort det én gang, så var der _ingen_ problemer

>Jeg ville vel undgå den type baner indtil hun igen synes at agility er så
sjovt, at hun uden problemer springer alle mulige andre slags baner.

<> Det er også sådan, vi lige for øjeblikket tilrettelægger banerne Men
der kan jo være dele af banerne, der minder hende om traumet... og så _kan_
det gå galt

>Så ville jeg bygge videre på det, og langsomt øge banens størrelse.

<> Og det gør jeg skam èn god ting ved de her små overskuelige baner er
faktisk at _jeg_ bliver bedre til at handle!!! Det gælder jo om stadig at
have et moment af "udfordring" i AG, sådan at Dise synes det er skægt... og
det er, for hende, allersjovest, når det går tjept ud, ind, dreje, rundt osv
osv... Ikke så megen tænken over tingene, men bare der-ud-af i en gevaldig
fart

>Let nok - du lader bare være med at blive usikker

<>
Handling er sq* svært!!! For ikke at tale om at kunne huske den fordømte
bane....

>>Hun er ganske enkelt for usikker, til at jeg kan
>>forsvare, at blive ved med at stille krav....

>Kan du ikke bruge legekammeraterne her?

<> Heyyy... god ide! Prøver den næste gang, det bliver aktuelt... vi har en
anden sheltie på holdet, der ææælsker at løbe med mig Og som Dise er
meget gode venner med...
Det kan jeg dog ikke, når vi "alene-træner"....

> Jeg ville nok ikke lade hende"opgive"

<>Når situationen opstår, kan hendes reaktion nogle gange _ikke_
"vendes".... Muligvis fordi jeg selv kan blive så trist på min lille
tidligere totalt agility-gale vaps vegne... Min reaktion er _også_ noget,
der arbejdes koncentreret med!
Nogle gange kan vi sagtens holde en lille pause, og så forsøge os igen med
noget let... men i de tilfælde, hvor jeg kan mærke at nu er det slut for
idag, har jeg valgt at sprede lidt guffer ud på selve banen
(*FYYYYYYYHHHHH*), sådan at hun kan opdage at det _stadig_ er et godt sted
at være... først når alt guf er fundet, tager jeg hende væk - leger så
stadig lidt feltsøg nu med små genstande, der skal apporteres til mig -
gerne ved siden af banen For Dise er faktisk rigtig dygtig til
feltsøg... vi slutter altså med en succesoplevelse _på og ved siden af_
banen...
Jeg ved at mange AG-folk vil gyse over dette, men metoden fungerer for mig
og Dise... og hun begynder bestemt ikke at søge efter noget som helst, når
hun virkelig er i "AG-humør"!!!

> Og så undgå baner, hvor
dine evner som handler kommer til kort, så Dise ikke bliver mere usikker end
hun allerede er.

<> Jo tak - dén lektie _har_ jeg lært ;)
Kan jeg ikke hitte ud af banen (eller har glemt den), så gør jeg bare noget
andet Det er jo faktisk komplet ligegyldigt at hun kommer til at løbe
forkert i forhold til den oprindelige bane-plan... Det allervigtigste er at
_jeg_ udstråler selvsikkerhed... Skulle hun komme til at løbe så forkert, at
jeg kan se, at vi er på vej ud i "noget rod", skynder jeg mig at lade som om
vi _har_ løbet hele banen - dvs Dise får ros og guf... og vi kan så starte
om igen...

>Mit forslag ville være ved at give hende masser af succesoplevelser,
simpelthen ikke kaste hende ud i noget, hun ikke kan klare.

<> Det er jo det jeg forsøger.... og det lyder da som om jeg ikke går helt
forkert til værks

>Evt. flyt
agility træningen ud i naturen for en periode, så hun ikke forbinder det med
"træning" og deciderede krav.

<> Det gør vi allerede... Havde fundet alle tiders sted på vestvolden -
uforstyrret og med små træer til slalom, nedfaldne grene til spring og
balance, en stor jordbunke at løbe op af osv osv... ideelt!!! Lige til en
jogger absolut skulle træne "cross"

>> Men jeg advarer... Dise _bliver_ aktiveret... og er en knagende dygtig
>> problemløser!

>Ja, det tvivler jeg bestemt heller ikke på

<> Hæ - Manden påpeger lige hendes noget alternative løsning på
"Dog-spinny"en... hun fatter ikke en brik - men har lært at samle skiven op,
slææææbe den hen over gulvet eller græsset og give den til mig med et
opfordrende blik *GGG*

>Dette problem er jo
udelukkende agility relateret, hvorfor det efter min mening også er der, du
skal sætte ind - men det skal nok gå langsomt, for at hun psykisk kan følge
med.

<> Ork... jeg har al den tid det skal være!!!!

>Kommer vel lidt an på, om det var til et stævne, det gjorde ondt (kan jeg
ikke helt huske)? Ellers har hun da kun godt af at sidde og blive lidt
"tændt" - simpelthen for at hun skal få super meget lyst til selv at komme
ud og løbe.

<> Jo, det var til et stævne
Derfor er jeg lidt usikker på, om det er en god ide....
Men... jeg træner allerede nu AG flere steder (forskellige baner -
forskellige steder) - og Dise står til træning og hyler som en besat, når
det er en af vennerne, der får lov til at bruge "hendes" bane

Mvh Ann



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177502
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408534
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste