"Peter Lind" <peterlind@hotmail.com> mælte sligt:
>Hejsa....
Hejsa Peter
Det er ok, at du har sendt dit indlæg til flere forskellige grupper, da det er
svært at sige, hvilken gruppe, det passer bedst i, men du bør huske at sætte
FUT til en enkelte (eller i hvert fald højst to grupper). Jeg har sat den til
dk.videnskab.religion, da jeg studerer religionsvidenskab, men man kan lige så
vel forestille sig, at debatten hører hjemme i psykologi-gruppen.
>Mange mennesker tror på alternative helbredelsesmetoder (som f.eks
>homøopati, zoneterapi, øre-akupunktur etc.) og spirituelle teorier
>(skytsengle, tidligere liv, kommunikation med døde) - alt sammen ting, der
>aldrig kan bevises, [...]
Det tager du her som præmis. Det er ikke fordi jeg nødvendigvis er frygtelig
uenig med dig, men netop dette, at du tager som præmis af disse ting ikke kan
bevises, er måske en væsentlig del af årsagen til, at du ikke kan forstå de
folk, du skriver om. De deler netop oftest ikke denne præmis.
>... men ofte viser sig at kunne blive modbevist ved videnskabelige forsøg.
>Ikke desto mindre fortsætter de troende med at tro - og det er de for såvidt i
>deres gode ret til.
Ja. Det er en særdeles veldokumenteret kendsgerning, at det som regel ikke
spiller nogen frygtelig stor rolle, hvis man kan demonstrere over for en
tilhænger af dette eller hint, at det han tror på er blevet falsificeret.
Den store sociolog og religionsteoretiker Durkheim forklarede dette fænomen
ved at anlægge den synsvinkel, at religionen faktisk virker (i den forstand at
den bibringer de troende noget) - også selv om den udadtil tydeligvis tager
fejl i sine påstande.
Tænk dig to i øvrigt jævnbyrdige hære, der står over for hinanden på
slagmarken. Den ene er en løs konfederation af forskellige etniske grupper
uden fælles mål og diverse lejetropper. Den anden er ét folk med en fælles tro
og fælles idealer, der anledt af deres konge drager i krig for deres Gud,
opfyldt af hellig iver. Hvem står sig mon bedst i kampen?
>Men når man påpeger at det er deres tro, og ikke videnskabelige korrekte
>teorier, farer de i flint, skælder og smælder, og hiver et utal af anekdoter
>frem om hvor effektiv netop den og den behandling har været i forskellige
>tilfælde. Mange går så vidt som til at påstå, at netop deres tro er den eneste
>rigtige, og gentagne gange er blevet bevist i videnskabeligt kontrollerede
>forsøg.
Det er et karikeret billede, du her tegner. Jeg har relativt sjældent oplevet
en så voldsom reaktion, og jeg har trods alt leget "djævelens advokat"
relativt tit. Men dertil har du da ret i, at mange vil reagere med at
insistere på, at lige netop *deres* yndlingsteori, -religion eller -livssyn er
langt mere sandsynlig en alle de øvrige. Det er vel også en ganske naturlig
reaktion - folk har det nu engang bedst med at tro, at der er god grund til at
tro, som de gør. Det ville først være mærkeligt, hvis en person stod frem og
sagde: "Jeg tror på X. Det er ganske langt mindre sandsynligt end så meget
andet, men jeg tror nu alligevel på X." Man har brug for et nogenlunde klart
konfigureret verdensbillede for at kunne begå sig i verden og en trussel mod
éns verdensbillede er potentielt en trussel mod ens liv.
>Jeg kan godt forstå at folk kan skændes om hvorvidt Jesus virkelig var Guds
>søn, og om Gud hedder Gud, Allah eller Jehovah, men jeg har lidt svært ved
>at forstå hvorfor religiøse ikke vil acceptere at deres religion er en
>religion, men ofte fremturer med at det er videnskabeligt bevist, og det
>eneste der holder beviserne tilbage, er nogle store virksomheder, eller
>andre pengestærke organisationer, der er bange for at få sandheden frem.
Et anden forklaring er den mekanisme, der kaldes "kognitiv dissonans". Når ens
faste overbevisninger modsiges af ny information opstår der stress-situation.
Den ideelle handling i sådan en situation ville være at man revurderede sine
overbevisninger, men den slags er farligt og anstrengende, så folk reagerer
normalt ved at undgå eller bortforklare den nye information, hvorved den
potentielle trussel mod ens verden(sbillede) fjernes. Hvis man er overbevist
om, at jorden blev skabt på seks dage for 6000 år siden udgør den moderne
videnskabs konsensus om evolutionsteorien og Big Bang-hypotesen en kraftig
trussel - denne trussel uskadeliggøres ofte ved, at man forsøger at
miskreditere den moderne videnskab og isolere sig fra dens påvirkning, hvilket
igen kan lade sig gøre på flere forskellige måder, fx ved at oprette særlige
kristne skoler med "kristen biologiundervisning" eller ved at oprette særlige
"kristne videnskabsinstitutioner", der skal erstatte de forudindtagede
ateistiske videnskabsmænd.
>Er der nogle kendte psykologiske faktorer, der gør at folk føler en trang
>til at få deres tro anerkendt, er det i virkeligheden fordi de er usikre i
>troen, at de søger videnskabelige beviser, og hvorfor nægter de så at
>godtage de videnskabelige tests, der afviser deres tro ?
Som sagt hænger det sammen med, at man har brug for et nogenlunde stabilt
verdensbillede for at kunne navigere i verden. Hvis jeg ikke har en idé om,
hvordan verden er skruet sammen, så kan jeg heller ikke vide, hvordan jeg skal
handle i den.
Man bør i øvrigt bemærke sig, at dette ingenlunde blot gælder de traditionelt
religiøse verdensopfattelser. Det gælder fuldt ud lige så meget den klassiske
videnskab og et hvilket som helst andet overordnet "verdensbillede". Den
fastholdes med samme iver og har ligeledes sine egne forsvarsmekanismer mod
potentielle trusler.
>En yderligere ting jeg har bemærket er at troende, der som oftest benytter
>sig af et dogmatisk fastlagt tros-system (selv om de moderne ofte
>foretrækker at vælge til og fra efter egen lyst), har den fejlopfattelse at
>videnskaben, især læger og medicinalindustri, på samme vis er dogmatisk
>fastlagt, og derfor nægter at benytte sig af de nye opdagelser, som den
>enkelte tro kalder sine helbredelses-metoder.
Videnskaben er ikke "dogmatisk fastlagt" (lige som mange religioner ikke er
det), men den hviler (lige som alle andre verdensbilleder) på visse
grundlæggende antagelser om verdens beskaffenhed, som ikke er til diskussion.
Thomas Kuhn har glimrende redegjort for dette i "The Structure of Scientific
Revolutions" (1962), hvor han beskriver, hvordan forskellige vidensfelter
(herunder "den moderne videnskab" og lign.) er domineret af et bestemt
paradigme, der sætter grænserne for, hvad man kan spørge om. Et givet
paradigme vil kunne forklare visse ting, men der vil nu og da forekommer ting,
som ikke eller kun vanskeligt kan forklares inden for det givne paradigme. Når
mængden af disse ting bliver stor og påtrængende nok, vil det lede til et
paradigmeskifte, hvor det gamle paradigme forkastes og et nyt accepteres
(gerne over flere generationer). Det var f.eks. det, der skete, da man gik fra
den ptolemæiske kosmologi, der havde jorden i centrum og de øvrige planeter i
skaller uden om jorden, til den kopernikanske kosmologi, der satte solen i
centrum og lod jorden kredse om denne. Man kan også betegne overgangen fra den
klassiske, newtonske fysik til den moderne kvantefysik (i hvert fald i
københavnerfortolkningen) som et paradigmeskifte.
>Er dette blot en udvidelse af 'tyv tror hver mand stjæler' eller er der noget
>fundamentalt i mennesker, der gør at man godt kan lide faste regler og
>dogmatiske love, uanset hvor lidt eller meget mening de giver.
Ja. Som menneske har man *brug* for faste regler og overbevisninger. I nogen
har vi nu hørt at "et åbent sind" er at efterstræbe, men der er begrænsninger
på, hvor åbent et sind vores neurologi/psykologi tillader os at have. Åbenhed
tillader nye erkendelser, men det gør også én meget udsat. Man har kun råd til
åbenhed, når man ikke er truet. Det gælder for såvel menneskelig erkendelse
som for flygtningepolitik.
>I skænderier mellem videnskab og religion, oplever jeg lidt for ofte at
>videnskabsfolk, der kalder sig skeptikere, eller agnostikere, i virkeligheden
>viser sig også at være dogmatikere, blot med en anden ballast end de religiøse
>- så det kan vel ikke være helt tilfældigt at den slags så ofte tiltaler os.
Godt set :)
>Jeg håber der er nogle, der kan give mig nogle hints, evt. anbefalinger til
>læsning, og at mit spørgsmål ikke er blevet for kringlet.
Religionssociologien er ikke just mit felt, men jeg tør dog anbefale
ovenstående værk af Thomas Kuhn og dertil det meste skrevet af makkerparet
Peter Berger og Thomas Luckmann - herunder særligt deres "The Social
Construction of Reality" og Bergers "Religion, samfund og virkelighed".
Jeg er sikker på, at psykologerne kan bidrage med yderligere litteratur.
FUT: dk.videnskab.religion
Venlig hilsen,
Rasmus Underbjerg Pinnerup
--
"Hellere en ret grønsager med kærlighed til,
end en opfedet okse med had til."