---

hejsa gruppe

jeg vil lige spørge om i kender til et sted hvor man kan aflevere 2 hunde
som vi ikke kan have mere da vi har fået 2 børn for halvandet år siden vi
har prøvet men vi kan ikke få det til at fungere de er uden for hele tiden
når vi er hjemme
den ene er en ægte labrador sort 6 år gammel
den anden en labrador rothweiler blanding den er 5 år gammel
hvad gør vi vil ikke have dem aflivet for de har lige så godt ret til at
leve som alle andre har det så det er vi ikke interesseret i
med venlig hilsen
mette & kim andreasen

---

> jeg vil lige spørge om i kender til et sted hvor man kan aflevere 2 hunde
> som vi ikke kan have mere da vi har fået 2 børn for halvandet år siden vi
> har prøvet men vi kan ikke få det til at fungere de er uden for hele tiden
> når vi er hjemme
> den ene er en ægte labrador sort 6 år gammel
> den anden en labrador rothweiler blanding den er 5 år gammel
> hvad gør vi vil ikke have dem aflivet for de har lige så godt ret til at
> leve som alle andre har det så det er vi ikke interesseret i
> med venlig hilsen
> mette & kim andreasen


Hj Mette og Kim

Hvorfor er de ude hele tiden? Kan de ikke med børn da? Bliver de agrassive
over for børnene? Er de voldsomme? Desuden ville det være rart at vide om
det er hanner eller tæver eller en af hver.

Prøv evt. Denm Blå Avis... Er i 1. ejer til dem begge to? Hvad har i gjort
for at få det til at fungere?

Rinnie

---

Det er trist at høre, men som Rinniie vil jeg gerne vide, hvad I gør/har
gjort for at få dagligdagen til at hænge sammen. Børn og hunde har
(eller kan ihvertfald have) så meget fornøjelse af hinanden. Hvis det er
lufteture det handler om, har I så prøvet at hænge en seddel op i
brugsen? mange unge (og såmænd også ældre) vil gerne have en tjans med
at gå med folks hunde. Hvis hundene er agressive, er det ret vigtigt I
fortæller det...
Hundene har en alder, hvor de formodentlig er relativt rolige. Børnene
er der selvfølgelig krudt i, men om ikke så længe kan de altså virkelig
få cglæde af vufferne.
Skriv lidt mere, så vi bedre ved, hvordan vi skal råde jer.
Kh, Christina

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

Hej Mette & Kim!

I skriver ikke hvad problemet er - kun at I har fået børn. Kan de ikke
sammen med hundene eller hvad er problemet

Hilsen Jysch

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

de kan godt være sammen med vores børn men de tager legetøjet og ødelægger
det hvis vi ikke lige ser det vores børn er glade for dem men de bliver
væltet om kuld hvis der kommer nogen
det er 2 hanner
vi har haft dem siden de var 12 uger

med venlig hunde hilsen kim


"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e74ca75$0$24678$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> hejsa gruppe
>
> jeg vil lige spørge om i kender til et sted hvor man kan aflevere 2 hunde
> som vi ikke kan have mere da vi har fået 2 børn for halvandet år siden vi
> har prøvet men vi kan ikke få det til at fungere de er uden for hele tiden
> når vi er hjemme
> den ene er en ægte labrador sort 6 år gammel
> den anden en labrador rothweiler blanding den er 5 år gammel
> hvad gør vi vil ikke have dem aflivet for de har lige så godt ret til at
> leve som alle andre har det så det er vi ikke interesseret i
> med venlig hilsen
> mette & kim andreasen
>
>

---

Hej Kim
Hundene kan godt med lidt tålmodighed lære IKKE at hugge ungernes
legetøj. Som overhund bestemmer du, hvem der må lege med hvad hvornår.
Børnene vælter...om kort tid kan de selv flytte sig, så de ikke er i
vejen! Overvej det nu lidt nøjere...det er altså en megagigastor
beslutning at skille sig af med to hundevenner, man har haft i så mange
år. Før du ved af det, flytter børnene alligevel hjemmefra! Christina

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

hundene er ikke agressive over for børnene men de kan da tage en figt
indbyrdes hvis den ene har et kødben og den anden ikke har
"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e74ca75$0$24678$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> hejsa gruppe
>
> jeg vil lige spørge om i kender til et sted hvor man kan aflevere 2 hunde
> som vi ikke kan have mere da vi har fået 2 børn for halvandet år siden vi
> har prøvet men vi kan ikke få det til at fungere de er uden for hele tiden
> når vi er hjemme
> den ene er en ægte labrador sort 6 år gammel
> den anden en labrador rothweiler blanding den er 5 år gammel
> hvad gør vi vil ikke have dem aflivet for de har lige så godt ret til at
> leve som alle andre har det så det er vi ikke interesseret i
> med venlig hilsen
> mette & kim andreasen
>
>

---

> hundene er ikke agressive over for børnene men de kan da tage en figt
> indbyrdes hvis den ene har et kødben og den anden ikke har

Det er levende væsener og det kræver da arbejde og forberedelse når der
kommer nye familiemedlemmer ind ( her børnene).

Jeg havde selv 5 hunde gående inde da vi fik vores første barn ( 2
schæfere, 2 grand danois og 1 puddel ) og jeg har ALDRIG - ALDRIG
nogensinde haft problemer hverken med dem hunde/barn eller med
barn/hunde og jeg har ikke vogtet over nogen af dem. Det kan da godt
være at der er røget en bamse el.l., men det er ikke svært at lære dem
hvis legetøj det er.

Jeg håber ikke at I er nogen af de folk, som indtil de får børn, så er
hundene alt for dem, men når først de får børn, så er hundene ikke noget
at regne.

Jeg håber at I finder en acceptabel løsning.

Mvh Jysch

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

jeg har altid været glad for vores hunde men min kone vil ikke have dem mere
efter vi har fået børn der er jeg meget ked af derfor vil jeg prøve dette

"jysch" <jysch.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:3e74da34$0$140$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> > hundene er ikke agressive over for børnene men de kan da tage en figt
> > indbyrdes hvis den ene har et kødben og den anden ikke har
>
> Det er levende væsener og det kræver da arbejde og forberedelse når der
> kommer nye familiemedlemmer ind ( her børnene).
>
> Jeg havde selv 5 hunde gående inde da vi fik vores første barn ( 2
> schæfere, 2 grand danois og 1 puddel ) og jeg har ALDRIG - ALDRIG
> nogensinde haft problemer hverken med dem hunde/barn eller med
> barn/hunde og jeg har ikke vogtet over nogen af dem. Det kan da godt
> være at der er røget en bamse el.l., men det er ikke svært at lære dem
> hvis legetøj det er.
>
> Jeg håber ikke at I er nogen af de folk, som indtil de får børn, så er
> hundene alt for dem, men når først de får børn, så er hundene ikke noget
> at regne.
>
> Jeg håber at I finder en acceptabel løsning.
>
> Mvh Jysch
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>

---

"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e74dc26$0$24724$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> jeg har altid været glad for vores hunde men min kone vil ikke have dem
mere
> efter vi har fået børn der er jeg meget ked af derfor vil jeg prøve dette
>

Ligesom med alt andet skal man være enige om at have dyr - det hjælper jo
ikke noget at det kun er den ene part som holder af dyrene, hvis det ikke
fungerer når man ikke er hjemme.

Så man må jo håbe at I kan finde et sted hvor der er enighed om at have dyr.

Mvh. Jysch

---

aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
gnisten til dem
"Jysch" <jysch@no-SPAM.mail.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:b52mgm$3ei$1@sunsite.dk...
>
> "Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
> news:3e74dc26$0$24724$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> > jeg har altid været glad for vores hunde men min kone vil ikke have dem
> mere
> > efter vi har fået børn der er jeg meget ked af derfor vil jeg prøve
dette
> >
>
> Ligesom med alt andet skal man være enige om at have dyr - det hjælper jo
> ikke noget at det kun er den ene part som holder af dyrene, hvis det ikke
> fungerer når man ikke er hjemme.
>
> Så man må jo håbe at I kan finde et sted hvor der er enighed om at have
dyr.
>
> Mvh. Jysch
>
>

---

Med fare for at lyde som et dumt svin, synes jeg du skal minde din kone
om at hunde ikke hører til i "brug & smid væk" kulturen. Det er synd for
dig.
Kh, Christina

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

Hej Kim og nok aller mest Mette

"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e74dee3$0$24630$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
> men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
> gnisten til dem

Helt ærligt, jeg synes ikke det er særlige ansvarsbevist det i har gang i.
Ja undskyld mig, men jeg sidder faktisk og bliver rigtig gal over jeres
indlæg. Hvis du Kim virkelig gerne vil beholde hundene ( hvilket jeg også
tror på du gerne vil ), må du også kæmpe. Ja igen må du undskylde mig, men
har du intet at sige derhjemme? ( ja, det rager selvfølgelig ikke mig, men
alligevel ). Gu've om hun også mister gnisten for sine børn om nogen år
uhhh, jeg gyser ved tanken ).

Bolette

---

klip---
> Helt ærligt, jeg synes ikke det er særlige ansvarsbevist det i har gang i.
> Ja undskyld mig, men jeg sidder faktisk og bliver rigtig gal over jeres
> indlæg. Hvis du Kim virkelig gerne vil beholde hundene ( hvilket jeg også
> tror på du gerne vil ), må du også kæmpe. Ja igen må du undskylde mig, men
> har du intet at sige derhjemme? ( ja, det rager selvfølgelig ikke mig, men
> alligevel ). Gu've om hun også mister gnisten for sine børn om nogen år
> uhhh, jeg gyser ved tanken ).

Måske er det alligevel ikke helt så uansvarligt det Kim gør. Har du tænkt
over, hvordan det mon vil være for de hunde at bo i et hjem hvor de er
absolut uønskede af den ene part? Selvfølgelig er det da trist at hun har
mistet lysten til at have hund, men når nu skaden er sket, og hun ikke kan
overskue det, så er det vel trods alt bedre at hundene får et godt liv et
andet sted, fremfor at skulle være til evig irritation?
Og at sammenligne hundene med børn *tsk*

Venlig hilsen Musen

---

"Musen" skrev d. 17-03-03 18:53 dette indlæg :
?
> Og at sammenligne hundene med børn *tsk*
>
> Venlig hilsen Musen
>

tak, endelig en der deler MIT synspunkt lidt!!!
>

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

"Musen" <mivsesnabela@sol.dk> skrev i en meddelelse
news:3e760b90$0$42628$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Og at sammenligne hundene med børn *tsk*

Ja, det er din mening, jeg har bare en anden, det må du da meget undskylde
*tsk* selv )

Bolette

---

Bolette Nielsen <bobo@nospam.bolettes.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:b556dv$1ka$1@news.cybercity.dk...
>
> "Musen" <mivsesnabela@sol.dk> skrev i en meddelelse
> news:3e760b90$0$42628$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > Og at sammenligne hundene med børn *tsk*
>
> Ja, det er din mening, jeg har bare en anden, det må du da meget undskylde
> *tsk* selv )
>
> Bolette
>

Ja, man kan jo sådan set godt sige, at børn og hunde kan sammenlignes på den
måde, at man selv har anskaffet sig dem, og så følger der også ansvar med.
Børn og hunde (dyr) er levende væsener, man _selv_ har inviteret ind i
familien, og som fortjener at blive behandlet med respekt og kærlighed. Dér
er parallelen.

Mvh. Marlene.
>

---

"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e74dee3$0$24630$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
> men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
> gnisten til dem

Hej Kim.

Jeg tror ikke du bad om den store debat, da du skrev herinde, men det kan
desværre ikke undgåes, når du har med hundeelskere at gøre.

De fleste af os herinde vil gøre alt for vores hunde, men samtidigt har
mange af os sikkert også i perioder haft problemer el.lign der har gjort, at
vi måske har overvejet at komme af med dem.
Min hund har f.eks. kostet mig en formue som hvalp, fordi han ødelagde alt
ad. Jeg overvejede at skaffe mig af med ham men gav ham gang på gang en
chance til, for noget måtte der da kunne gøres.
I dag er han den bedste hund, men han kan stadig lære, og det samme kan jeg.

Det kræver sit at have en hund, og det kræver det i den grad også at have
børn. Kombinationen hund og børn kan være næsten uoverskuelig.
Jeg har ikke selv børn og skal heller ikke have det foreløbigt. Det troede
jeg, at jeg skulle, inden jeg fik hund, men han kræver nok af mig lige nu.

Derfor kan jeg på sin vis godt forstå din kone. Hun står i for hende en
umulig situation, og hun har ikke overskud til at finde anden løsning end
den for mig nemme.
Hvis du virkelig gerne vil beholde dine hunde, bør du sætte dig ned og tænke
over, hvad du kan gøre. Hun har åbenbart ikke lyst/overskud til at løse
problemet, så det må være din opgave.
Du må træne hundene til at lære, hvilke ting der er børnenes og dermed
forbudte. Du må gå tur med hundene, og så kan hun passe børnene imens.

Hvis din kone ser en forbedring i hundenes adfærd, og jeres hverdag dermed
bliver nemmere, er jeg sikker på, at gnisten vender tilbage. Ingen kan bare
stoppe med at holde af levende væsner. Det vil jeg ikke tro.

Til sidst kan jeg fortælle dig, at jeg selv måtte aflevere mine 3 elskede
katte for 1½ år siden. Min på det tidspunkt nyfundne kæreste kunne
overhovedet ikke tåle dem, og end ikke medicin hjalp. Valget stod mellem ham
og dem. Jeg valgte kærligheden, hvilket jeg i dag er glad for, men det gør
stadig ondt, og selvom det ikke er hans skyld, tilgiver jeg ham nok aldrig
helt.
Overvej en gang til, om du ikke kan finde en anden løsning end bare at
aflevere hundene.

Med venlig hilsen Cujos mor.

---

"Ladycatwoman" skrev d. 17-03-03 08:10 dette indlæg :
> Hej Kim.
>
> Jeg tror ikke du bad om den store debat, da du skrev herinde, men det
kan
> desværre ikke undgåes, når du har med hundeelskere at gøre.
-klip-

Dejligt indlæg fra catwoman, flot og seriøst. Det er rigtigt, at
hundevenner nemt farer op af stolen, og det er jo ikke meningen vi vil
køre hetz på stakkels Kim og hans -formodentlig- stressede kone Mette.
Måske Kim skulle vise sin kone denne tråd og tage en god, seriøs snak
med hende i en fredelig stund...og ikke, mens der sidder et grædende,
væltet barn og hundene er stukket af med brats-dukkerne!
Det virker bare så urimelig trist og uretfærdigt at Kim skal af med
hundene, men omvendt kan jeg ligesom LadyCat sagtens sætte mig ind i
Mettes situation. Uden at skyde Kim noget i skoene er det jo oftest
kvinderne, der tager den hårde tørn med børn og rengøring mv, og så kan
hundene jo godt være den gnist, der sætter bålet i brand! En god
arbejdsfordeling i hjemmet, evt. kombineret med en betalt hundelufter,
kunne måske være vejen frem for Kim og Mette? Måske skal Mette også have
mere tid til at være sammen med hundene, så hun "genopdager" hvor skønne
de er, at være sammen med...så Kim tager ungerne oig mette hundene en
gang i mellem.


Kh, Christina, der jo som alle på sidelinien bare er SÅ klog....!

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

On Sun, 16 Mar 2003 21:30:36 +0100, "Kim Andreasen"
<kugle@post11.tele.dk> wrote:

>aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
>men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
>gnisten til dem

Jeg ved godt at jeg sikkert ikke burde skrive dette indlæg, men jeg
kan altså ikke lade være med at tænke på, hvad der sker hvis din kone
en dag "mister gnisten" til jeres barn/børn?

Al ære og respekt for at du godt vil skaffe hundene et nyt, godt hjem.
men at tage en hund er et ansvar... lige som det er at få børn!
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

"Leyna" skrev d. 17-03-03 10:49 dette indlæg :
> On Sun, 16 Mar 2003 21:30:36 +0100, "Kim Andreasen"
>> Jeg ved godt at jeg sikkert ikke burde skrive dette indlæg, men jeg
> kan altså ikke lade være med at tænke på, hvad der sker hvis din kone
> en dag "mister gnisten" til jeres barn/børn?
>
> Al ære og respekt for at du godt vil skaffe hundene et nyt, godt hjem.
> men at tage en hund er et ansvar... lige som det er at få børn!
> Leyna


Inden Kim helt taber modet på at læse alle disse indlæg om vores kloge
meninger, synes jeg, vi skal holde op med at sammenligne hunde og børn,
selvom vi elsker det!
Der ER altså forskel!
Christina

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

On Mon, 17 Mar 2003 10:31:21 GMT, "skingur" <skingur.news@kandu.dk>
wrote:

>"Leyna" skrev d. 17-03-03 10:49 dette indlæg :
>> On Sun, 16 Mar 2003 21:30:36 +0100, "Kim Andreasen"
>>> Jeg ved godt at jeg sikkert ikke burde skrive dette indlæg, men jeg
>> kan altså ikke lade være med at tænke på, hvad der sker hvis din kone
>> en dag "mister gnisten" til jeres barn/børn?
>>
>> Al ære og respekt for at du godt vil skaffe hundene et nyt, godt hjem.
>> men at tage en hund er et ansvar... lige som det er at få børn!
>> Leyna
>
>
>Inden Kim helt taber modet på at læse alle disse indlæg om vores kloge
>meninger, synes jeg, vi skal holde op med at sammenligne hunde og børn,
>selvom vi elsker det!
>Der ER altså forskel!

Og hvor ligger forskellen sådan rent ansvarsmæssigt? For det var det
jeg var inde på.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Hej Christina og andre med Christina's mening

"skingur" <skingur.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:3e75a463$0$120$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Inden Kim helt taber modet på at læse alle disse indlæg om vores kloge
> meninger, synes jeg, vi skal holde op med at sammenligne hunde og børn,
> selvom vi elsker det!
> Der ER altså forskel!

Vel er der forskel, det er vi 100% enige i, men når man anskaffer sig en
hund, påtager man sig også et ansvar indtil hunden ikke er her længere ( med
mindre hunden bliver agressiv, eller man udvikler allergi ), vi vælger den,
ikke omvendt. Til stor respekt for Kim, afliver han i det mindste ikke sine
to hunde, men jeg kender et eksempel på en hund der blev aflivet pga at de
skulle ha' barn, og det er bestemt nok derfor jeg reagere som jeg gør. Når
man anskaffer sig en hund, skal man kunne se 10-15 år frem, og tage højde
for børn m.m.

En anden tinge jeg også reagere på er at man taber gnisten for hunden, det
er nok det værste jeg har hørt ( ja undskyld mig ), kan overhoved ikke
forholde mig til at man kan tabe gnisten for et familiemedlem ( for det er
hunden i mine øjne ).

Men til dig Kim vil jeg håbe i finder løsningen på at du kan beholde
hundene, for jeg tror helt sikkert du mener det, når du siger du gerne vil
beholde dem

Mange hilsner fra

Bolette

---

"Leyna" <webmaster@big-girls.dk> skrev i en meddelelse
news:cb6b7v0loj8au795vua04og56eqr8ln9he@4ax.com...
> On Sun, 16 Mar 2003 21:30:36 +0100, "Kim Andreasen"
> <kugle@post11.tele.dk> wrote:
>
> >aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
> >men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
> >gnisten til dem
>
> Jeg ved godt at jeg sikkert ikke burde skrive dette indlæg, men jeg
> kan altså ikke lade være med at tænke på, hvad der sker hvis din kone
> en dag "mister gnisten" til jeres barn/børn?
>
Det kan du da ikke sammenligne.
Du afliver vel ikke dine børn, som kan komme ud for at skulle gøre med en
hund?
Det kan godt være at man får stærke følelser for sin hund, men den kan
aldrig blive som et menneske.......
Ja - jeg kunne altså heller ikke lade være med at skrive
Mvh

---

til gruppen
jeg har den samme mening selv om hundene som jer men det hænger altså ikke
sammen længere men jeg tror vi prøver et par måneder inu og så ser vi
hvordan det går skriv endelig videre det er dejligt med andres syn også


"PCkurt" <oz1hdl@hotmailFJERN.com> skrev i en meddelelse
news:Mzhda.8984$H_3.3650@news.get2net.dk...
>
> "Leyna" <webmaster@big-girls.dk> skrev i en meddelelse
> news:cb6b7v0loj8au795vua04og56eqr8ln9he@4ax.com...
> > On Sun, 16 Mar 2003 21:30:36 +0100, "Kim Andreasen"
> > <kugle@post11.tele.dk> wrote:
> >
> > >aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
> > >men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
> > >gnisten til dem
> >
> > Jeg ved godt at jeg sikkert ikke burde skrive dette indlæg, men jeg
> > kan altså ikke lade være med at tænke på, hvad der sker hvis din kone
> > en dag "mister gnisten" til jeres barn/børn?
> >
> Det kan du da ikke sammenligne.
> Du afliver vel ikke dine børn, som kan komme ud for at skulle gøre med en
> hund?
> Det kan godt være at man får stærke følelser for sin hund, men den kan
> aldrig blive som et menneske.......
> Ja - jeg kunne altså heller ikke lade være med at skrive
> Mvh
>
>

---

> til gruppen
> jeg har den samme mening selv om hundene som jer men det hænger altså ikke
> sammen længere men jeg tror vi prøver et par måneder inu og så ser vi
> hvordan det går skriv endelig videre det er dejligt med andres syn også

Hej Kim

Nej hvor er det dejligt at læse! Så må i endlige skrive hvis der er det
mindste, så skal vi nok gøre hvad vi kan for at hjælpe!

....I må jo også tænke på, at nu har i 2 dejlige store hunde som er blevet
renlig og (forhåbenlig) har lært det meste af det i gerne vil jeres hunde
skal kunne. Hvis i så går af med dem og om feks. 1 eller 2 år får lyst til
at få hund igen, så skal i starte helt forfra!

Held og lykke!

Rinnie

---

"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e75a695$0$42639$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> til gruppen
> jeg har den samme mening selv om hundene som jer men det hænger altså ikke
> sammen længere men jeg tror vi prøver et par måneder inu og så ser vi
> hvordan det går skriv endelig videre det er dejligt med andres syn også

Hej Kim

bravo for at i vil gi' hundene en change til, dejligt at læse.

mange hilsner fra

Bolette

---

On Mon, 17 Mar 2003 11:42:40 +0100, "Kim Andreasen"
<kugle@post11.tele.dk> wrote:

>til gruppen
>jeg har den samme mening selv om hundene som jer men det hænger altså ikke
>sammen længere men jeg tror vi prøver et par måneder inu og så ser vi
>hvordan det går skriv endelig videre det er dejligt med andres syn også

Som andre vist også har rådet dig til, så skal der nok snakkes noget
mere arbejdsfordeling hjemme hos jer. Hvis du kan overtage ansvaret
for hundene, så er det måske muligt at få det til at fungere. Jeg
håber at I finder en løsning, og børn og hunde kan altså have
uendeligt meget glæde af hinandens selskab!

--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Hej Kim

Godt at se, at i lige prøver at se tiden lidt an. Børn kan være pragtfulde,
hunde kan være pragtfulde, men lad os være ærlige, begge dele kan altså også
være P.... irriterende, og slide hårdt på familielivet. Det kan de være
hver for sig, og hvis de begge er det på en gang, så forstår jeg din kone
føler sig lidt nedslidt, men lad os håbe det gode vejr kan få humøret lidt
højere op, og redde hundene fra at skulle have et nyt hjem. Så helt og lykke
med det.

M.V.H.....Benny..

---

On Mon, 17 Mar 2003 11:35:38 +0100, "PCkurt" <oz1hdl@hotmailFJERN.com>
wrote:

>
>"Leyna" <webmaster@big-girls.dk> skrev i en meddelelse
>news:cb6b7v0loj8au795vua04og56eqr8ln9he@4ax.com...
>> On Sun, 16 Mar 2003 21:30:36 +0100, "Kim Andreasen"
>> <kugle@post11.tele.dk> wrote:
>>
>> >aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
>> >men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
>> >gnisten til dem
>>
>> Jeg ved godt at jeg sikkert ikke burde skrive dette indlæg, men jeg
>> kan altså ikke lade være med at tænke på, hvad der sker hvis din kone
>> en dag "mister gnisten" til jeres barn/børn?
>>
>Det kan du da ikke sammenligne.

Hvorfor kan jeg ikke det? Har man mere ansvar i det ene tilfælde end i
det andet? Er dyr kun en brug-og-smid-væk ting?

>Du afliver vel ikke dine børn, som kan komme ud for at skulle gøre med en
>hund?

Jeg afliver da heller ikke en rask hund! En syg hund er noget helt
andet, og hvis man ellers har oplevet en af sine nærmeste langsomt
blive ædt op af eksempelvis kræft, så ville man måske ønske at man
også kunne aflive mennesker... men det er jo en helt anden debat.

>Det kan godt være at man får stærke følelser for sin hund, men den kan
>aldrig blive som et menneske.......

Hvilket jo ikke betyder at den ikke kan være lige så værdifuld...!
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Hej Leyna

Dine holdninger er bare helt de samem som mine, det er dejligt at vide at
der er andre der dele mine holdninger

Mange hilsner fra

Bolette

---

"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e74dee3$0$24630$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
> men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
> gnisten til dem

Find dig en anden kone *S*

Nej dette mener jeg naturligvis ikke særiøst, selvom jeg nok havde fundet
mig en anden mand, hvis det havde været mig der var i dine sko.

For 1½ år siden forsøgte jeg at få omplaceret min svigermors hund, da hun
skulle flytte i en ældrebolig. Vi ville helst ikke selv tage den, (vi havde
nok gjort det som sidste udkald) men jeg har hunde jeg kan bruge til noget,
og en lille halvgammel foxterrier var ikke lige øverst på min ønskeseddel.
Og den ville jo ikke få et lykkeligt liv hos mig som 3. hjul på vognen efter
7 år som Svigermors et og alt.

Jeg postede en masse detaljer om hunden i alle mulige grupper og på de
forskellige yahoolister, og jeg fik en masse rigtig fine henvendelser fra
mange seriøse folk. Der er jo faktisk mange der læser de forskellige
hundelister der kender nogen som kender nogen der står og skal have hund.
Jeg endte med at finde det mest fantasktiske hjem til den, så nu bor den som
enehund på en gård ned til Limfjorden, hvor den raser rundt hver dag og
fanger mus og rotter, jager kattene og hønsene og ruller sig i rådne sæler
og bader i fjorden. Så lykkelig var den aldrig blevet hos mig.

Så klø på med at finde et nyt hjem til dem. I er jo heldigvis ikke i en
situation hvor det skal være lige her og nu. Hvis det tager 3-4 måneder gør
det vel ikke noget. De er da givet godt ud hvis I finder gode hjem til de
næste 5-10 år.

Held og lykke

Mange hilsner

Rikke Andersen (Bobbe og Loppes mor)

---

Kim Andreasen <kugle@post11.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3e74dee3$0$24630$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> aller helst vil jeg gerne beholde mine hunde
> men det var min kone der ville have dem i sin tid men nu har hun mistet
> gnisten til dem

Jeg kom i øvrigt til at tænke på, at det jo heller ikke er et særligt smart
signal at sende til sine børn; at man bare "smider" sine hunde væk, fordi
man ikke længere synes, de passer ind i familien. Børn tænker anderledes end
os - de kan udmærket tænke, at "uhha, hvad nu hvis der bliver problemer med
os, bliver vi så også sendt væk?". Jeg mener, at det er vigtigt, at I lærer
jeres børn at behandle alt levende med respekt og forståelse - det skal din
kone jo også lige tænke på. Børn forstår meget, hvis man forklarer dem
tingene; hvordan hunde (dyr) er, deres instinkter osv.

Mvh. Marlene.

---

> Jeg kom i øvrigt til at tænke på, at det jo heller ikke er et særligt
smart
> signal at sende til sine børn; at man bare "smider" sine hunde væk, fordi
> man ikke længere synes, de passer ind i familien. Børn tænker anderledes
end
> os - de kan udmærket tænke, at "uhha, hvad nu hvis der bliver problemer
med
> os, bliver vi så også sendt væk?". Jeg mener, at det er vigtigt, at I
lærer
> jeres børn at behandle alt levende med respekt og forståelse - det skal
din
> kone jo også lige tænke på. Børn forstår meget, hvis man forklarer dem
> tingene; hvordan hunde (dyr) er, deres instinkter osv.

Men så igen...Hvis man er sk*** træt af sine hunde og ikke kan lade være med
at være irriteret på dem konstant, og måske går og småråber og skænder på
dem, ja så sender man vel egentlig heller ikke et særligt sundt signal til
sine unger om, hvordan det egentlig er man skal behandle dyr?

/Musen

---

Musen <mivsesnabela@sol.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3e760e08$0$42629$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Men så igen...Hvis man er sk*** træt af sine hunde og ikke kan lade være
med
> at være irriteret på dem konstant, og måske går og småråber og skænder på
> dem, ja så sender man vel egentlig heller ikke et særligt sundt signal til
> sine unger om, hvordan det egentlig er man skal behandle dyr?
>
> /Musen


Nej, det gør man ikke! For så tror børnene naturligvis også, at det er ok at
skælde hundene ud - så så længe man har hundene/dyrene, må man tage sig selv
i nakken og ikke skælde dem ud, selvom det måske kan være svært, når man er
stresset og træt, og ungerne skriger....... Men man har nu engang selv valgt
at få hundene, så må man også handle derefter/behandle dem ordentligt.

Mvh. Marlene.
>
>

---

Kim Andreasen <kugle@post11.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3e74dc26$0$24724$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> jeg har altid været glad for vores hunde men min kone vil ikke have dem
mere
> efter vi har fået børn der er jeg meget ked af derfor vil jeg prøve dette


Hej Kim.

Når du beder om hjælp, skal du naturligvis også få hjælp, som flere herinde
giver dig. Jeg er af den mening, at det er nytteløst at skælde dig sønder og
sammen, for det hjælper jo ikke noget på sigt. Men altså - jeg sidder her og
raser og bander din kone langt væk (undskyld!) - hvad er det da for noget?
Jeg tillader mig at kopiere en historie fra Dyrenettet, som faktisk matcher
din historie meget godt. Jeg har ikke vedlagt det som link, da det direkte
link ikke virker. Skriv den evt. ud til din kone.

I øvrigt kan jeg hjælpe dig, hvis du vil af med din børn - jeg kender et par
stykker, der ikke kan få børn og som ville blive glade for et par
unger....... Held og lykke!

Mvh. Marlene.



Hvor kunne du gøre det?
Af Jim Willis 2001

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du
kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så
lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne
blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for
at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du),
og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem
sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere
og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede
hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de
små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget,
og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et
hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt
en "kærlighedsslave".

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til
min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund -
tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra
at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til
en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige
beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende".
De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og
om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to
rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i
forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden
i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til
et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske,
men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer,
vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde,
som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun
nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem
min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne
og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var
hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig
selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var
dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig
for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.


Slut


Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene,
da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr
ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
dyr.

---

Hej Marlene

"Marlene" <tunne@heaven.dk> skrev i en meddelelse
news:b54q9o$2hgc$1@news.cybercity.dk...
> Jeg tillader mig at kopiere en historie fra Dyrenettet, som faktisk
matcher
> din historie meget godt. Jeg har ikke vedlagt det som link, da det direkte
> link ikke virker. Skriv den evt. ud til din kone.

har godt nok læst den før, men uhhhh hvor kan den gi' mig kuldegysninger, og
hvor er det dog bare rigtig, det sker sikkert hver dag.

Rigtig god indlæg

Mange hilsner fra

Bolette

---

"Marlene" skrev d. 17-03-03 16:41 dette indlæg :
>
>
>
> Hvor kunne du gøre det?
> Af Jim Willis 2001
>
> Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at
le.



Åh gud, Malene, hvor kunne DU gøre det? Nu sidder jeg her og vræler.
Glæder mig kun over at jeg aldrig har sendt en hund på internat og at
jeg fik min sidste hund brugt. Bissetricks, siger jeg bare!
Kh Christina, der skal ud og friskes op inden hun kan køre ud at handle.


--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

skingur <skingur.news@kandu.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3e75f13b$0$118$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
> Åh gud, Malene, hvor kunne DU gøre det? Nu sidder jeg her og vræler.
> Glæder mig kun over at jeg aldrig har sendt en hund på internat og at
> jeg fik min sidste hund brugt. Bissetricks, siger jeg bare!
> Kh Christina, der skal ud og friskes op inden hun kan køre ud at handle.
>

Jeg kan godt forstå, at du skriver sådan! Jeg græd også igen, da jeg læste
den nu her. Det er bare for meget. Og til Bolette - ja, du har sikkert læst
den før, for jeg har før bragt den her i nyhedsgruppen - det er dog lang tid
siden. Tak for ordene.

Mvh. Marlene.

---

klip---
>Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.

*snøft* :ó(
/Musen

---

:.0(

Den var hård at læse.
Tårerne triller stadig. Er du sindssyg hvor den slog hårdt. Specielt fordi
jeg var nødt til at gå af med min første og elskede hund for snart to år
siden. Heldigvis fik han et hjem hos nogle dejlige mennesker, men
alligevel...! Den dårlige samvittighed kører stadig i mit hoved.
Een ting er sikker. Uanset hvad der sker vil min "nye" skønne vaps ALDRIG
skulle gå den vej. Han skal altid være hos mig.
Og heldigvis er han så glad for min datter.
Han vil altid være mit lille barn.

Hilsen Betina

---

"Betina von Ahnen Thygesen" <betina@deskstar.dk> skrev i en meddelelse
news:3e761c30$0$42552$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> :.0(
>
> Den var hård at læse.
> Tårerne triller stadig. Er du sindssyg hvor den slog hårdt. Specielt fordi
> jeg var nødt til at gå af med min første og elskede hund for snart to år
> siden. Heldigvis fik han et hjem hos nogle dejlige mennesker, men
> alligevel...! Den dårlige samvittighed kører stadig i mit hoved.
> Een ting er sikker. Uanset hvad der sker vil min "nye" skønne vaps ALDRIG
> skulle gå den vej. Han skal altid være hos mig.
> Og heldigvis er han så glad for min datter.
> Han vil altid være mit lille barn.
>
> Hilsen Betina
>
Hej Betina.
Lige et nysgerrigt spørgsmål.
Ændre man sit syn, på sine (i mit tilfælde 2) dejlige, højt elskede
allerbedste venner, når man bliver mor ??
Jeg venter en lille til september, og har de største kvaler allerede nu, da
jeg ikke kan bære tanken om, at de måske (forhåbentlig aldrig), ville føle
sig tilsidesat, for den lille.
Jeg håber og ber til en højere magt, om overskud, til at kunne være der både
for hunde, barn og mand.
MVH Susanne.

---

> Ændre man sit syn, på sine (i mit tilfælde 2) dejlige, højt elskede
> allerbedste venner, når man bliver mor ??

Hej Susanne

Jeg tillader lige at svarre... Jeg har 3 børn på hhv. 5, 4 og 2 år og jeg
har absolut ikke ændret syn! Tværtimod, des ældre bønene bliver des skønnere
bliver det at se ungerne og hundene sammen! Det er en gave både at ha'
børn og hunde!


Rinnie

---

"René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> wrote in message
news:XCWea.1215$vn1.345036@news010.worldonline.dk...
>
> "Betina von Ahnen Thygesen" <betina@deskstar.dk> skrev i en meddelelse
> news:3e761c30$0$42552$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> > :.0(
> >
> > Den var hård at læse.
> > Tårerne triller stadig. Er du sindssyg hvor den slog hårdt. Specielt
fordi
> > jeg var nødt til at gå af med min første og elskede hund for snart to år
> > siden. Heldigvis fik han et hjem hos nogle dejlige mennesker, men
> > alligevel...! Den dårlige samvittighed kører stadig i mit hoved.
> > Een ting er sikker. Uanset hvad der sker vil min "nye" skønne vaps
ALDRIG
> > skulle gå den vej. Han skal altid være hos mig.
> > Og heldigvis er han så glad for min datter.
> > Han vil altid være mit lille barn.
> >
> > Hilsen Betina
> >
> Hej Betina.
> Lige et nysgerrigt spørgsmål.
> Ændre man sit syn, på sine (i mit tilfælde 2) dejlige, højt elskede
> allerbedste venner, når man bliver mor ??
> Jeg venter en lille til september, og har de største kvaler allerede nu,
da
> jeg ikke kan bære tanken om, at de måske (forhåbentlig aldrig), ville føle
> sig tilsidesat, for den lille.
> Jeg håber og ber til en højere magt, om overskud, til at kunne være der
både
> for hunde, barn og mand.
> MVH Susanne.
>
>

Hej Susanne

Jeg har på ingen måde tilsidesat min vaps efter jeg fik min datter for fire
mdr siden. Jeg bruger faktisk mere tid sammen med ham efter min datter blev
født.
Du må bare have i tankerne at det bliver som du gør det til :0) Husk at give
dig tid til dine hunde også mens du sidder med den lille ny.
Det er ofte der den smutter. Hunden/e bliver jaloux fordi den lille får al
den opmærksomhed som hunden plejede at få og for mange er hunden bare i
vejen.
Man vil altid bruge meget tid på sin lille ny, andet ville være mærkeligt,
og i starten vil tiden til hunden/e blive nedtrappet lidt. Bare du husker
ikke at glemme dem! :0)
Introducer hundene for babyen når du kommer hjem så de kan snuse til det nye
familiemedlem. Snak og kæl med dem når de kommer hen til dig, OGSÅ når du
sidder med baby.
Der er et lille stykke tid til men det skal nok gå :0) Håber det går godt
med graviditeten!!?

Hilsen Betina

---

alt indtil du skrev dette glædede mig
jeg elsker mine børn overalt på jorden og de SKAL IKKE VÆK nogensinde så er
det vist slået fast


artiklen skriver jeg ud til min kone og beder hende læse den
hun er blevet mere villig til at beholde hundene jeg tager mig af dem nu og
hun tager sig af børnene de var faktisk inde hele aftenen i dag nu ligger de
bægge her ved siden af mig og sover med hovederne mod hinanden
med venlig hunde hilsen kim andreasen

Marlene" <tunne@heaven.dk> skrev i en meddelelse
> I øvrigt kan jeg hjælpe dig, hvis du vil af med din børn - jeg kender et
par
> stykker, der ikke kan få børn og som ville blive glade for et par
> unger....... Held og lykke!
>
> Mvh. Marlene.

---

Kim Andreasen <kugle@post11.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3e7689cb$0$31976$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> alt indtil du skrev dette glædede mig
> jeg elsker mine børn overalt på jorden og de SKAL IKKE VÆK nogensinde så
er
> det vist slået fast

Nej, naturligvis vil du ikke af med dine børn - det var skrevet meget
ironisk og for at forklare _min_ holdning til problemet. Håber, det er ok.
Det var blot fordi, at hele situationen virkede meget provokerende på mig -
at din kone "havde mistet gnisten til hundene".......

>
>
> artiklen skriver jeg ud til min kone og beder hende læse den
> hun er blevet mere villig til at beholde hundene jeg tager mig af dem nu
og
> hun tager sig af børnene de var faktisk inde hele aftenen i dag nu ligger
de
> bægge her ved siden af mig og sover med hovederne mod hinanden
> med venlig hunde hilsen kim andreasen

Det lyder dejligt. Jeg håber, I finder ud af det bedste for jer alle.

Mvh. Marlene.

---

ok godt ord igen jeg blev lige lidt tosset det må du undskylde
"Marlene" <tunne@heaven.dk> skrev i en meddelelse
news:b56irt$1c71$1@news.cybercity.dk...
>
> Kim Andreasen <kugle@post11.tele.dk> skrev i en
> nyhedsmeddelelse:3e7689cb$0$31976$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> > alt indtil du skrev dette glædede mig
> > jeg elsker mine børn overalt på jorden og de SKAL IKKE VÆK nogensinde så
> er
> > det vist slået fast
>
> Nej, naturligvis vil du ikke af med dine børn - det var skrevet meget
> ironisk og for at forklare _min_ holdning til problemet. Håber, det er ok.
> Det var blot fordi, at hele situationen virkede meget provokerende på
mig -
> at din kone "havde mistet gnisten til hundene".......
>
> >
> >
> > artiklen skriver jeg ud til min kone og beder hende læse den
> > hun er blevet mere villig til at beholde hundene jeg tager mig af dem nu
> og
> > hun tager sig af børnene de var faktisk inde hele aftenen i dag nu
ligger
> de
> > bægge her ved siden af mig og sover med hovederne mod hinanden
> > med venlig hunde hilsen kim andreasen
>
> Det lyder dejligt. Jeg håber, I finder ud af det bedste for jer alle.
>
> Mvh. Marlene.
>
>
>
>
>

---

Kim Andreasen <kugle@post11.tele.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:3e76d401$0$31924$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> ok godt ord igen jeg blev lige lidt tosset det må du undskylde

Helt ok (du "lød" nu ikke gal!).

Mvh. Marlene.

---

"Kim Andreasen" <kugle@post11.tele.dk> wrote in message
news:3e7689cb$0$31976$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>> artiklen skriver jeg ud til min kone og beder hende læse den
> hun er blevet mere villig til at beholde hundene jeg tager mig af dem nu
og
> hun tager sig af børnene de var faktisk inde hele aftenen i dag nu ligger
de
> bægge her ved siden af mig og sover med hovederne mod hinanden
> med venlig hunde hilsen kim andreasen
>
Hvor er det dejligt at høre de får en chance til! Så vidt jeg har kunne læse
af dine mails er der jo absolut intet galt med dine hunde, så jeg tror bare
det er et spørgsmål om tolerance, opdragelse af hunde, kone og børn samt
lidt mere tålmodighed og "given plads" til alle.

Held og lykke med dem

Bettina

---

Hej Marlene.
Jeg håber inderligt den virker.
Jeg "kun" læst den to gange(ikke denne gang), og jeg har STORTUDET begge
gange.
Denne rammer lige ret i hjertet!!
MVH Susanne.
"Marlene" <tunne@heaven.dk> skrev i en meddelelse
news:b54q9o$2hgc$1@news.cybercity.dk...
>
> Kim Andreasen <kugle@post11.tele.dk> skrev i en
> nyhedsmeddelelse:3e74dc26$0$24724$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> > jeg har altid været glad for vores hunde men min kone vil ikke have dem
> mere
> > efter vi har fået børn der er jeg meget ked af derfor vil jeg prøve
dette
>
>
> Hej Kim.
>
> Når du beder om hjælp, skal du naturligvis også få hjælp, som flere
herinde
> giver dig. Jeg er af den mening, at det er nytteløst at skælde dig sønder
og
> sammen, for det hjælper jo ikke noget på sigt. Men altså - jeg sidder her
og
> raser og bander din kone langt væk (undskyld!) - hvad er det da for noget?
> Jeg tillader mig at kopiere en historie fra Dyrenettet, som faktisk
matcher
> din historie meget godt. Jeg har ikke vedlagt det som link, da det direkte
> link ikke virker. Skriv den evt. ud til din kone.
>
> I øvrigt kan jeg hjælpe dig, hvis du vil af med din børn - jeg kender et
par
> stykker, der ikke kan få børn og som ville blive glade for et par
> unger....... Held og lykke!
>
> Mvh. Marlene.
>
>
>
> Hvor kunne du gøre det?
> Af Jim Willis 2001
>
> Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
Du
> kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
> sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
så
> lod du dig formilde og kløede mig på maven.
>
> Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
kunne
> blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
for
> at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
du),
> og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
hjem
> sidst på dagen.
>
> Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
karriere
> og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
> trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
> dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
forelsket.
>
> Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
> hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
lystrede
> hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
>
> Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af
de
> små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
> dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
noget,
> og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller
et
> hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt
> en "kærlighedsslave".
>
> Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
til
> min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
>
> Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
hund -
> tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
fra
> at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> udgifter i forbindelse med mig.
>
> Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
til
> en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
rigtige
> beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
> familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
> internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
hende".
> De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
> til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
> Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
og
> om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
> mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
> deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
to
> rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder
i
> forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
> til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
>
> De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> hverdag tillader.
>
> De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> siden.
>
> I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
forsiden
> i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
> var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
> som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
> jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
til
> et fjernt hjørne og ventede.
>
> Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
ske,
> men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
> Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
bærer,
> vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
> hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
> en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
måde,
> som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
hun
> nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
gennem
> min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
øjne
> og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
> for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
var
> hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
> blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
mig
> selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
> sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
var
> dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
dig
> for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
>
>
> Slut
>
>
> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
øjnene,
> da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
> den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
> dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
kæledyr
> ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
> dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
> og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
> dyr.
>
>
>
>
>

---

Jeg kan kun tilslutte mig Jysch (hvordan udtaler du det??

Jeg har aldrig haft problemer med børn/hund. Har selv 3 børn... Børnene og
hundene er så glade for hinanden at det er umuligt at beskrive! Ta' en dag
som i dag... Vi er i haven alle sammen. Ungerne og den gamle Golden på 6½
samt min gamle flatter på 10½ hygger sig med at ungerne børster og nusser
dem samtidig med at jeg fik trænet lidt fløjte med Balto. Når vi er i skoven
kan de små gå med den gamle Golden, da hun er en engel i snor, ungerne og
hundene putter sammen når vi ser' TV, de elsker at ligge inde på ungernes
værelse og være med til deres leg... Jeg ved ikk, det virker bare som om
ungerne er så livsbekræftende for hundene og omvendt.

Børn's syn på hunde er så direkte og uspoleret. Børnene bare elsker at være
sammen med hundene, lege med dem, tumle med dem, gi' dem tæppe på, være med
til at fodre dem... Og hundene elsker når børnene er med! Ja, den ene bliver
da lidt voldsom når der kommer gæster og en af de små ryger måske på måsen,
men vi arbejder på at lære den lille at man skal slappe af når der kommer
gæster... Simpelthen ved at be' gæsterne vente med at hilse til han slapper
af! Så hilser de stille og roligt på ham og gir' ham en godbid.

Med hensyn til legetøjet... Det kan være det er fordi at hundene nu
forbinder børnene med at de ryger ud... Børnene er simpelthen blevet en
konkurrent der er kommet ind på deres plads! Det er desværre den mest sete
"fælde" folk falder i når de får børn! Mit råd til folk der får deres børn
efter de har fået hund er... "Ta' det roligt og tænk ikke så meget over det!
Fortsæt dagligdagen som du naturligt ville gøre. Når du kommer hjem fra
sygehuset, så lad hundene hilse på det nye flok-medlem med det samme ...og
stol på hunden! Lad være at ændre adfærd over for den! Det gør den bare
usikker!" Hunden er nemlig af et meget logiske væsen. De er så ligetil! Er
de harmoniske og sikre på deres plads i hjemmet, ja men så bliver der heller
ingen problemer. Bliver de derimod skubbet væk til fordel for børnene, dvs.
lukket ude af flokken, ja så er det jo netop at børnene tar' deres plads og
hunden vil forsøge at gen-erobre den!

Luk dog hundene ind og lad børnene og dem få fornøjelse af hinanden! Tar'
hundene noget af deres legetøj, så byt med hunden... Du får barnets legetøj,
den får sit legetøj. Jeres børn skal nok lære at tumle hundene. Mine har da
i hvert fald lært det!

Held og lykke... Håber min pointe kom frem selvom det blev lidt forvirrende
formuleret!

Rinnie

---

On Sun, 16 Mar 2003 20:03:25 +0100, "Kim Andreasen"
<kugle@post11.tele.dk> wrotd:

>hejsa gruppe
>
>jeg vil lige spørge om i kender til et sted hvor man kan aflevere 2 hunde







,,,,,,,,,,,,,der ligger et internat på islevdalsvej i rødovre hvis det
er i nærheden af jer.

---

Hej Kim
Godt du ikke har tabt modet på at kigge herind...der kan som tidligere
nævnt komme nogle ret barske kommentarer. Synes stadig du skal vise
Mette denne tråd og evt gribe børnene og lade Mette genopdage vufferne!
Kh, Christina

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

Nu vil jeg skrive noget, der egentlig er mig lidt imod, og som er
forfærdelig svært at sætte ord på..også fordi jeg nødig vil jokke nogen
over tæerne.

Mennesker _er_ mere værd end hunde. (det er det, der er svært at sige,
for egentlig kan jeg bedre lide dyr end mennesker!) Dermed har jeg IKKE
sagt, at dyr er en brug-og-smid-væk ting, hvad leyna vel egentlig også
er klar over, at hverken jeg eller andre herinde mener.

Jeg tror ikke, Kims kone mister gnisten for sine børn, for der er altså
(understrege undrestrege) forskel på det at have dyr og det at have
børn. Og dermed (endnu en ting der er mig imod at skrive, fordi det så
nemt kan misforstås hvis man insisterer) kan ansvaret altså heller ikke
sammenlignes. Selvfølgelig har vi et megastort ansvar, når vi anskaffer
os et levende væsen...men lige nu taler vi altså ikke om en mand, der
spontant har givet sin kone en hund i julegave, men om en mand, som
efter moden overvejelse forsøger at gøre op med sig selv, hvad der er
bedst. Ville det være mere ansvarligt, hvis Kim og mette blev skilt,
fordi Kim insisterede på at beholde sine hunde? Jeg synes, vi skal lade
hund være hund og børn være børn i denne diskussion.
Kh Christina, der frygter en massakre nu!

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

On Mon, 17 Mar 2003 12:47:57 GMT, "skingur" <skingur.news@kandu.dk>
wrote:

>Nu vil jeg skrive noget, der egentlig er mig lidt imod, og som er
>forfærdelig svært at sætte ord på..også fordi jeg nødig vil jokke nogen
>over tæerne.

Det er godt , at man lige gør det klart først!
Og lad mig så tilføje at jeg heller ikke er ude på at træde på nogen,
men at jeg ikke ændrer mening af den grund.
>
>Mennesker _er_ mere værd end hunde. (det er det, der er svært at sige,
>for egentlig kan jeg bedre lide dyr end mennesker!) Dermed har jeg IKKE
>sagt, at dyr er en brug-og-smid-væk ting, hvad leyna vel egentlig også
>er klar over, at hverken jeg eller andre herinde mener.

Levende væsener mener jeg overhovedet ikke at man kan sætte værdi på,
og derfor kan man heller ikke sige hvilket væsen der nu er mest værd.
Sådan ser jeg nu engang på det.
>
>Jeg tror ikke, Kims kone mister gnisten for sine børn, for der er altså
>(understrege undrestrege) forskel på det at have dyr og det at have
>børn. Og dermed (endnu en ting der er mig imod at skrive, fordi det så
>nemt kan misforstås hvis man insisterer) kan ansvaret altså heller ikke
>sammenlignes. Selvfølgelig har vi et megastort ansvar, når vi anskaffer
>os et levende væsen...men lige nu taler vi altså ikke om en mand, der
>spontant har givet sin kone en hund i julegave, men om en mand, som
>efter moden overvejelse forsøger at gøre op med sig selv, hvad der er
>bedst. Ville det være mere ansvarligt, hvis Kim og mette blev skilt,
>fordi Kim insisterede på at beholde sine hunde? Jeg synes, vi skal lade
>hund være hund og børn være børn i denne diskussion.

Men det hele handler jo om hunde og børn, og så er det jo lidt svært
at skille dem ad, hvis man ellers vil diskutere det overhovedet, ikk'?
Da jeg anskaffede mig en hund (ahøm... det var faktisk en jeg fik
foræret, så helt sandfærdig er jeg jo ikke her) så anskaffede jeg et
nyt familiemedlem, for det er sådan mine dyr fremtræder. Som et medlem
af min familie. Hvis jeg skulle have et barn ville det osse være et
nyt familiemedlem, så jeg kan ikke umiddlbart se forskellen.
Om hvorvidt folk vælger at blive skilt, må altså være deres egen sag,
men så vidt jeg forstod, så var det konen der anskaffede hundene, og
da hun nu skal have barn, så skal hundene ud. Er det at tage sit
ansvar alvorligt? Når der anskaffes et dyr så forpligtiger man sig
samtidigt til at tage sig af dette dyr, også selvom der skulle dukke
noget mere "interessant" op.
>Kh Christina, der frygter en massakre nu!

--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Hej Christina


"skingur" <skingur.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:3e75c466$0$121$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Mennesker _er_ mere værd end hunde. (det er det, der er svært at sige,
> for egentlig kan jeg bedre lide dyr end mennesker!) Dermed har jeg IKKE
> sagt, at dyr er en brug-og-smid-væk ting, hvad leyna vel egentlig også
> er klar over, at hverken jeg eller andre herinde mener.

Gi' bare èn god grund til at mennesker er mere værd end hunde?, for jeg kan
bare ikke se forskellen. for mig er en hund præcis lige så meget værd som du
og jeg. vi vælger at anskaffe os en hund, ergo vælger vi også at tage os af
den til den ikke er her mere, præcis som hvis vi vælger at få et barn, så
vælger vi også at det er noget vi skal tage os af ( i hvert fald til de er
18 ).

> Jeg tror ikke, Kims kone mister gnisten for sine børn, for der er altså
> (understrege undrestrege) forskel på det at have dyr og det at have
> børn. Og dermed (endnu en ting der er mig imod at skrive, fordi det så
> nemt kan misforstås hvis man insisterer) kan ansvaret altså heller ikke
> sammenlignes.

Uhhhhh, vi bliver aldrig enige, men du får mig ikke på nakken , for du
har din mening, som jeg respektere, for vi skal alle ha' lov at ha' vores
egne meninger, men jeg har også min mening, og den holder jeg fast i.

> Selvfølgelig har vi et megastort ansvar, når vi anskaffer
> os et levende væsen....

Øj, så er vi da lidt eninge

> men lige nu taler vi altså ikke om en mand, der
> spontant har givet sin kone en hund i julegave,

nej, netop, han har ikke givet konen hundene i julegave, det var faktisk
hende der dengang ville ha' dem, og nu er de bare ikke spændende nok mere
for hende, totalt uansvarligt efter min mening.

> Ville det være mere ansvarligt, hvis Kim og mette blev skilt,
> fordi Kim insisterede på at beholde sine hunde?

ja egentlig ( nej spøg til side ). Nej selvfølgelig ikke, men jeg synes nu
nok Kim bør fortælle Mette, hvad ansvar er, og at hunde ( dyr i det hele
taget ) ikke er, som leyna også har skrevet en brug-og-smid-væk ting, og
fortælle hende hvem der oprindelig ville ha' de to hunde.

> Kh Christina, der frygter en massakre nu!

ikke fra mig

Mange hilsner fra

Bolette

---

Huha, det er godt nok en indviklet tråd..også fordi emnet er så følsomt!
Mine dyr har lige så høj status herhjemme som gemalen (som regel højere
hvis man spørger ham!) og sådan har de fleste dyre-ejere det heldigvis.
Gode dyre-ejere altså, for det udelukker naturligvis dem, der lader
deres hund aflive, fordi de ikke lige synes de har tid til den mere.
(Men de optræder slet ikke i disse tråde). Det, der har været min pointe
i "Mette og Kim Sagaen" er, at jeg til en vis grad godt kan forstå, hvis
det hele er løbet fruen over hovedet. At Kim har brugt udtrykket "mistet
gnisten for dem" er Kims udtryk, og -det er måske min fejl- har jeg
tolket som et dårligt formuleret udtryk for, hvad hun føler. Jeg læser
det som "har mistet overskuddet", men der lægger jeg jo selvfølgelig
selv folk ord i munden, de ikke har sagt...
Grundlæggende er jeg jo enig med jer i, at man har et livslangt ansvar
for de væsener, man knytter til sig. Men folk må også have mulighed for
at bryde båndet, hvis det er det bedste for alle parter..hvad det
tilsyneladende godt kunne være tilfældet her.
Jeg mener principielt, at mennesket står højere end hunden, og at hvis
det kommer til en nødssituation må være hunden, der skal gå. Jeg har
faktisk ret svært ved at formulere, hvad det præcis er, jeg mener, for
det er så subtilt...og jeg ville selv til enhver tid hellere bo med en
hund end en mand, hvis manden er dum (eller konen...)
Årh for pokker da også...Marx har vel for pokker fået slået fast, at
ideen om, at alle er lige er god, men umulig at gennemføre i praksis.
Der vil altid være nogen, der er mere lige end andre, og sådan er det
også menneske og hund imellem...
Hvis nogen ved, hvad jeg mener, hører jeg gerne fra dem!!!!!
Kh, Christina, der føler sig vanvittig dum og overvejer om hun med den
intelligens hun lægger for dagen overhovedet er i stand til at
gennemføre sit studie!

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"