---

Hej ...

Jeg er begyndt at være lidt ked af min søns spørgsmål - "er du glad, mor?"

Han er lige blevet 4 år og har siden først på efteråret kunnet tage alt sit
tøj på selv. Det betyder ikke at han siden da altid selv har taget det på,
men efter vi fik en lille ny i huset i december, har han været meget ivrig
efter at gøre det hele helt selv og det har han fået lov til selvom det ofte
har betydet forsinkelser.

Det eneste han umiddelbart har haft problemer med at få på er jakken. Den
har jeg selvfølgelig hjulpet med, men samtidig har jeg også altid sagt til
ham, at han skal prøve først og hvis han ikke kan så skal jeg nok hjælpe
ham. Og han kan faktisk godt helt selv når bare han tager det stille og
roligt!! Nogle gange står han dog helt hjælpeløst og siger "jamen
jeg kan ikke!". Hvor jeg så til sidst bliver muggen i bærret hvis han i det
mindste ikke prøver, før jeg skal træde til - og det er altså ikke noget med
at jeg lader han stå i lang tid før jeg hjælper. Skulle det ikke være ok at
jeg stædigt vil have at han prøver selv først, når jeg ved at han kan, eller
forlanger jeg for meget af ham??
Jeg ved godt at man selv kender sine børn bedst, og min søn kan jeg som
oftest læse som en åben bog, men hvad skal jeg lede ud af spørgsmålet; "er
du glad, mor?" når han har taget jakken på helt selv. Tror han mon at jeg
kun er glad hvis han selv tager jakken på eller kan han mon godt forstå, at
jeg er glad og mere end tilfreds når bare han forsøger selv først ??
Når han har stået hjælpeløst men ender med at tage den på selv, roser jeg
ham altid noget med "det kunne du jo godt helt selv - jeg synes du er god
til det"
Og hvis det ikke lykkes for ham for ham, hjælper jeg ham selvfølgelig og
siger lignende "nej det kunne du ikke lige nu, men nu har du selv prøvet
først og så vil jeg gerne hjælpe dig - måske kan du selv næste gang".
I begge tilfælde falder spørgsmålet efterfølgende fra ham .....

Iben

---

On Thu, 23 Jan 2003 09:34:24 +0100, "Iben Holst" <ria@os.dk> wrote:

>Hej ...
>
>Jeg er begyndt at være lidt ked af min søns spørgsmål - "er du glad, mor?"
>
>Han er lige blevet 4 år og har siden først på efteråret kunnet tage alt sit
>tøj på selv. Det betyder ikke at han siden da altid selv har taget det på,
>men efter vi fik en lille ny i huset i december, har han været meget ivrig
>efter at gøre det hele helt selv og det har han fået lov til selvom det ofte
>har betydet forsinkelser.
>
>Det eneste han umiddelbart har haft problemer med at få på er jakken. Den
>har jeg selvfølgelig hjulpet med, men samtidig har jeg også altid sagt til
>ham, at han skal prøve først og hvis han ikke kan så skal jeg nok hjælpe
>ham. Og han kan faktisk godt helt selv når bare han tager det stille og
>roligt!! Nogle gange står han dog helt hjælpeløst og siger "jamen
>jeg kan ikke!". Hvor jeg så til sidst bliver muggen i bærret hvis han i det
>mindste ikke prøver, før jeg skal træde til - og det er altså ikke noget med
>at jeg lader han stå i lang tid før jeg hjælper. Skulle det ikke være ok at
>jeg stædigt vil have at han prøver selv først, når jeg ved at han kan, eller
>forlanger jeg for meget af ham??
>Jeg ved godt at man selv kender sine børn bedst, og min søn kan jeg som
>oftest læse som en åben bog, men hvad skal jeg lede ud af spørgsmålet; "er
>du glad, mor?" når han har taget jakken på helt selv. Tror han mon at jeg
>kun er glad hvis han selv tager jakken på eller kan han mon godt forstå, at
>jeg er glad og mere end tilfreds når bare han forsøger selv først ??
>Når han har stået hjælpeløst men ender med at tage den på selv, roser jeg
>ham altid noget med "det kunne du jo godt helt selv - jeg synes du er god
>til det"
>Og hvis det ikke lykkes for ham for ham, hjælper jeg ham selvfølgelig og
>siger lignende "nej det kunne du ikke lige nu, men nu har du selv prøvet
>først og så vil jeg gerne hjælpe dig - måske kan du selv næste gang".
>I begge tilfælde falder spørgsmålet efterfølgende fra ham .....
>
>Iben
>
>
Hej Iben.
Det lyder som om du er en dejlig mor, og at du "gør" det rigtige.
Jeg skriver et par ord du måske kan bruge i din snak med din søn. For
i det du skriver - ser jeg muligvis - at det er der din usikkerhed
finder grobund - altså i dialogen - for der er jo ingen "problemer"
som sådan !
Jeg "læser" det han siger med "er du nu glad mor" som : har jeg nu
gjort det du synes og på den måde jeg skulle. Han vil bare "forsones"
og bekræftes som menneske - Jeg ville på hans spørgsmål svare ud fra
situationen - Ja er det ikke dejligt for mig, at jeg har en dreng der
allerede kan så mange ting - du har lige tage jakken på helt selv -
jeg tror også du kan tage dine sko på - prøv - så skal jeg binde dem
for dig ! Derved har du holdt situationen omkring ham og hans
selvoplevelse og befriet ham for at "tilfredsstille" det han måske er
på vej til at opfatte som dine behov.. Vigtigst af alt er at han ikke
"altid" oplever at skulle leve op til - være stor - opfylde mors fars
forventninger - Her ved jeg godt at det gør du ikke - men ubevist kan
vi med den "forkerte dialog" få det til at se sådan ud i barnets øjne.


Jeg har gennem mange år "kommet til" at gøre/sige "forkerte ting" .
Tag sådan en enkelt ting som at dit barn viser dig en tegning - "før"
reagerede jeg ofte med : Nej hvor er den flot - hvor er du dygtig mm.
(barnet oplever at en tegning skal være flot og "man" skal være
dygtig) Nu svarer jeg : Sikke nogle spændene farver du har valgt -
hvad er det pigen på tegningen laver - det er jo en rigtig
sommertegning osv. - Barnet ber jo ikke om at blive rost - men vil
bare gerne "ses" - jeg oplever tydelig den forskel der er på mine børn
- alt efter hvilken reaktion jeg og andre har givet dem gennem årene.
Simplificeret skaber ordene -hvor er du - dygtig - flot osv. Et behov
hos barnet for at leve op til (det billede der er dannet) - barnet vil
måske føle et stort behov for andres accept - bekræftelse osv.
Hvorimod en dialog omkring den handling eller den ting barnet har
skabt - åbner alle dørene til - udvikling og eksperimenter og især
glæde ved processen, og ikke mindst "troen på sig selv".

(Jeg sætter stykker fra et tidligere indlæg* ind i dette indlæg, måske
er der også et par ord - der kan skabe en brugbar tanke hos dig !)
*Jeg har gennem årene fundet ganske enkelte rutiner i hverdagen der i
en meget stor udstrækning "bærer frugt" og hverdagen små og store
problemer bliver vendt og i langt de fleste tilfælde er udfaldet
positivt. Jeg har beviserne omkring mig da mine børn i alderen 8 - 20
er levende eksempler på mine "eksperimenter".
Barnet i den alder der her tales om (børnehavealderen) er så åbner og
modtagelige at man åbenlyst og efter utrolig kort tid mærker bedring,
hvis man som voksen kan skabe overskuddet til at "sadle om" og holde
fast i de nye tiltag, det er faktisk det der i første omgang er det
sværeste. glæd dig over det der var "rigtigt" og tænk over hvorfor.
Ligeledes med de negative situationer, fordyb dig ikke i dem men vælg
i dit sind, hvordan den situation skal se ud, når den opstår igen.
Det er i overgangen (fra kaos til ro) meget vigtig for barnet med et
genkendeligt mønster i hverdagen, og det kan ovenstående være med til
at skabe.
Det bedste man som forældre kan gøre for sit barn er at fjerne ordet -
ikke - En god forklaring på, hvorfor det virker, er at forestille sig
hvilket billedet dit barn danner ved det du siger, og derved fortælle
netop det der skaber det "rigtige billede".
Situation: Barnet rækker ud efter en kande med saftevand ! - "Pas nu
på du ikke spilder " ( barnet ser saft ud over det halve af bordet) -
"Fyld glasset halvt op, så kan du tage mere hvis du får lyst"( barnet
ser glasset med saft, oplever at det er set og dets behov er tydelig
for den voksne)
Ordet - Jeg - er næsten lige så vigtigt, når man vil have barnet til
at reagere positivt på det man siger. At holde det man ber barnet om
"hjemme hos sig selv" giver barnet den gode oplevelse, - at barnet ved
det er det den voksne vil have, ansvaret er hos den voksne og det er
ikke barnet man kritiserer, men den handling man gerne vil have lavet
om på . Altså er starten på en sætning. Jeg vil gerne have at du ....!
( er man konsekvent og bruger den - er det næsten som trylleri!)
Vær meget bevist om der i den enkelte situation er nogen valgmulighed
for barnet . Fx. afhentning i børnehaven " Vil du med hjem ... ?
Øhhh.. så er det jeg spørger mig selv har barnet et valg? Nej vel..
men siger du. "Jeg vil gerne have dig med hjem", så fortæller du både
at du bestemmer og at du er nærværende.
Nu har jeg nævnt det med, at vi skal være nærværende nogle gange. I
kølvandet på det er det også meget vigtigt at vi altid overholder det
vi lover. Ofte har en af mine børn fået nogle rigtige dårlig
oplevelser når jeg (på grund af manglende nærvær og overskud) har
givet tilsagn - lovet - sagt måske .. i morgen - lige om lidt ! Nu
siger jeg (ved den mindste tvivl om hvorvidt jeg kan holde det jeg
ellers skulle i gang med at love) - Det vil jeg gerne tænke over, jeg
svarer dig på det og det tidspunkt.... eller nej ... eller ja, det gør
vi kl. 15. Og så er det lige så vigtigt for mig at "overholde" også
hvis min bedste veninde er i telefonen og lige har brug for at snakke
!
Når og hvis vi mister kontrollen i en given situation, er jeg
ligeledes meget enig med at det er en af de dårligste løsninger at
gøre værelset til "straffe-stedet". Set med mine øjne er det bedste
valg at den voksne forlader stuen.. køkkenet eller hvor nu situationen
opstår med det klare formål at vende tilbage igen når det man vil opnå
er til stede.. man kan fx. sige: "Jeg vil gerne ha du henter mig, når
vi kan tale pænt sammen igen" - eller "Jeg vil gerne du siger til når
du vil have min hjælp igen !" eller "jeg kommer igen om lidt, jeg har
lige brug for lidt ro !".
Ord, ord, ord... vi har brug for dem, men som du kan se her kan der
hurtigt blive mange.. Så husk også stilheden.. at fastholde knuset
lidt længere og kigge ekstra dybt i barnets øjne, så det ser dig
smile i sjælen og uden ord sige: Kære barn, jeg elsker dig for den du
er ! *

Kærligst Dorthe

---

Dorthe skrev:

>Jeg skriver et par ord du måske kan bruge i din snak med din søn.

Det var et meget fint indlæg der var fuldt af kloge ord og kom
langt omkring.

--
Bertel
http://bertel.lundhansen.dk/   FIDUSO: http://fiduso.dk/

---

>Dorthe skrev:
>
>>Jeg skriver et par ord du måske kan bruge i din snak med din søn.
>
>Det var et meget fint indlæg der var fuldt af kloge ord og kom
>langt omkring.

Hej Bertel
Tak for ordene (dine *s*)- at du synes der er kloge ord imellem - er
dejligt - årene igennem har de erfaringer - der forærer os ordene jo
ofte kostet en del "blod sved og tårer" - og så er det da en rigtig
god følelse - at give de "surt" sammensparede ud - især til nogen der
kan bruge lidt af dem - ha en god dag !


Kærligst Dorthe

---

"Dorthe" wrote in message news:3e2fc353.11247749@news.tele.dk...

Hej Dorthe

> Jeg "læser" det han siger med "er du nu glad mor" som : har jeg nu
> gjort det du synes og på den måde jeg skulle. Han vil bare "forsones"
> og bekræftes som menneske.....

Ja, det er nøjagtig sådan, jeg læser og forstår de ord.

> Jeg har gennem mange år "kommet til" at gøre/sige "forkerte ting" .

Det tror jeg, er noget vi alle kommer til, også selv om vi er nok så
bevidste om at prøve at undgå det

> Tag sådan en enkelt ting som at dit barn viser dig en tegning - "før"
> reagerede jeg ofte med : Nej hvor er den flot - hvor er du dygtig mm.
> (barnet oplever at en tegning skal være flot og "man" skal være
> dygtig) Nu svarer jeg : Sikke nogle spændene farver du har valgt -
> hvad er det pigen på tegningen laver - det er jo en rigtig
> sommertegning osv. - Barnet ber jo ikke om at blive rost - men vil
> bare gerne "ses" - jeg oplever tydelig den forskel der er på mine børn
> - alt efter hvilken reaktion jeg og andre har givet dem gennem årene.
> Simplificeret skaber ordene -hvor er du - dygtig - flot osv. Et behov
> hos barnet for at leve op til (det billede der er dannet) - barnet vil
> måske føle et stort behov for andres accept - bekræftelse osv.
> Hvorimod en dialog omkring den handling eller den ting barnet har
> skabt - åbner alle dørene til - udvikling og eksperimenter og især
> glæde ved processen, og ikke mindst "troen på sig selv".

Jeg nænner ikke at klippe i det og skrive "osv".
Jeg giver dig fuldtstændig ret. Den klassiske situation er et barn der
gynger på en gynge og moderen der står og snakker. Barnet der råber :"Se mig
lige mor". Og moderen der straks misforstår og svarer: "Ja, du gynger godt
nok højt, pas nu på du ikke falder ned."
Den rammer mig helt ind til marven hver gang, og den er også ret apropos
til dit næste afsnit:

> Situation: Barnet rækker ud efter en kande med saftevand ! - "Pas nu
> på du ikke spilder " ( barnet ser saft ud over det halve af bordet) -
> "Fyld glasset halvt op, så kan du tage mere hvis du får lyst"( barnet
> ser glasset med saft, oplever at det er set og dets behov er tydelig
> for den voksne)

Jeg kan huske det, fra jeg selv var barn og min mor faktisk næsten ødelagde
min begejstring for at gynge, når den blev fyret af.

> Vær meget bevist om der i den enkelte situation er nogen valgmulighed
> for barnet . Fx. afhentning i børnehaven " Vil du med hjem ... ?
> Øhhh.. så er det jeg spørger mig selv har barnet et valg? Nej vel..
> men siger du. "Jeg vil gerne have dig med hjem", så fortæller du både
> at du bestemmer og at du er nærværende.

Lige præcis. Det kan ikke siges mere direkte og forståeligt. Barnet forstår
ikke, hvorfor det først får valget og derefter bliver tvunget til at gøre
det modsatte af, hvad det har valgt.
Ikke nok med, at man på den måde viser, at man bestemmer og er nærværende,
men barnet får også en hurtigere forståelse for dig og mig, en slags
identitet, som det kan spejle sig i og bruge overfor andre f.eks. i
børnehaven: "JEG vil ikke have at du driller mig mere".
Barnet kan på den måde også lære, at mærke efter i sig selv og give udtryk
for, hvad det vil, med ord, i stedet for med gråd, skrig, slåskampe osv.

Jeg synes, du har fået lavet et kanont indlæg Dorthe, og jeg håber, at både
Iben, men også mange andre forældre/voksne vil huske på dine ord. DE er alfa
og omega i børnenes opdragelse.

Nette

---

Hej Nette.
Tak for de "søde ord" - om mine ord ; - )
Det er dejligt med respons - ofte kommer et indlæg til at fylde mere
og tage mere tid at skrive, end man måske havde regnet med fra starten
af - og når tiden så er brugt - er det dejligt at det er "brugbart"
for nogen !
Sjovt hvordan en tråd kan give drejninger i alle mulige retninger. Og
du kommer ind på noget meget logisk - jeg ikke før har tænkt så meget
på - men kan se, at du har helt ret i hvordan børnene bruger den
kommunikationsform de selv bliver "udsat for".

Jeg skrev:
>> Vær meget bevist om der i den enkelte situation er nogen valgmulighed
>> for barnet . Fx. afhentning i børnehaven " Vil du med hjem ... ?
>> Øhhh.. så er det jeg spørger mig selv har barnet et valg? Nej vel..
>> men siger du. "Jeg vil gerne have dig med hjem", så fortæller du både
>> at du bestemmer og at du er nærværende.

Du skriver:
>Lige præcis. Det kan ikke siges mere direkte og forståeligt. Barnet forstår
>ikke, hvorfor det først får valget og derefter bliver tvunget til at gøre
>det modsatte af, hvad det har valgt.
>Ikke nok med, at man på den måde viser, at man bestemmer og er nærværende,
>men barnet får også en hurtigere forståelse for dig og mig, en slags
>identitet, som det kan spejle sig i og bruge overfor andre f.eks. i
>børnehaven: "JEG vil ikke have at du driller mig mere".
>Barnet kan på den måde også lære, at mærke efter i sig selv og give udtryk
>for, hvad det vil, med ord, i stedet for med gråd, skrig, slåskampe osv.

Nu "driller" jeg lige lidt - og trækker andre dele, fra mit første
indlæg ind i dialogen -
Din sætning fra ovenstående : "JEG vil ikke have at du driller mig
mere". Bliver bare helt super - hvis barnet kunne komme helt hen til :
Jeg vil gerne du er rar ved mig, jeg bliver ked af det når du driller
- MEN - her er nemlig et af de største problemer i børnehaver og
skoler i dag. ALT er sat op omkring børnene - omkring hvad de IKKE MÅ
i stedet for (da for pokker) at fortælle dem hvad de må.Selv i
"ordensreglerne" rundt omkring i landet skoler er desværre fyldt med :
man må ikke......!
I forhold til det billede hjerne danner (og som især børn har svært
ved at omforme) er det (s..) da klart at ungerne på samtlige skoler
har svært ved at følge reglerne. Tænk hvis man blot skrev.
Man færdes stille og roligt på gangene - I stedet for: Man må ikke
løbe på gangene - når lærerne så stopper ungerne og spørger. Hvad er
det man ikke må - løbe på gangen, svare de prompte - inden de løber
videre : - ))) En blid overgang i regler kunne være en tilføjelse -
for at få ungerne til at svare det rigtige - at man efter - "Man
færdes stille og rolig på gangene - skrev: har man lyst til at råbe
og løbe er der masser af plads ude i skolegården : - )
Nå - nok for nu - ha en god dag !

Kærligst Dorthe

---

Hej Dorthe

>Ord, ord, ord... vi har brug for dem, men som du kan se her kan der
>hurtigt blive mange.. Så husk også stilheden.. at fastholde knuset
>lidt længere og kigge ekstra dybt i barnets øjne, så det ser dig
>smile i sjælen og uden ord sige: Kære barn, jeg elsker dig for den du
>er ! *

Jeg er sikker på, at du må have ret i, hvad du skriver her. Og jeg vil
da helt sikkert prøve at have dine ord i baghovedet, i samværet med
min lille søn på 3 år Men selvfølgelig også huske på den sidste
del.....

MVH
Gitte

---

Hej Dorthe!

Det var et meget langt indlæg, men alt imens jeg læste det (flere gange !
*S*) fik jeg en følelse af at jeg er egentlig er ok som mor. Jeg synes det
var et dejligt indlæg.
Det gik mig bare meget på for jeg var bange for at han troede at jeg var sur
på ham, men han spørger ikke så meget mere om jeg er glad når vi står i
jakkesituationen - om det så er fordi jeg alligvel er bedre i situationen nu
end før, eller det er fordi det er ved at være en rutine for ham nu at
forsøge at få jakken på ved jeg ikke!

Iben

---

On Tue, 4 Feb 2003 10:13:30 +0100, "Iben Holst" <ria@os.dk> wrote:

>Hej Dorthe!
>
>Det var et meget langt indlæg, men alt imens jeg læste det (flere gange !
>*S*) fik jeg en følelse af at jeg er egentlig er ok som mor. Jeg synes det
>var et dejligt indlæg.
>Det gik mig bare meget på for jeg var bange for at han troede at jeg var sur
>på ham, men han spørger ikke så meget mere om jeg er glad når vi står i
>jakkesituationen - om det så er fordi jeg alligvel er bedre i situationen nu
>end før, eller det er fordi det er ved at være en rutine for ham nu at
>forsøge at få jakken på ved jeg ikke!
>
>Iben
>
>

Dejligt at du kunne få noget positivt ud af mit indlæg - det er jeg
glad for at høre ! Og ja... vi har brug for både modspil og "det" der
gør at vi bekræftes i at vi "er gode nok" - jeg kender det så
inderligt. Vi (sådan nogen som dig og mig) vil ind imellem have brug
for at stoppe op - og om en anden skrev - er der ikke altid "den store
grund" til bekymring. Det vi må holde fast i er at vi gør det så godt
som muligt - og at vi må tænke på nuet - og det der kommer - (dermed
også sagt - ikke hænge ved fortiden - så det bliver til et åg ) ha det
rigtig godt - og husk så lige på de samme ting når dine børn bliver
13-14-15 år - så gentager "mønstret" sig ofte igen igen -så god
fornøjelse. ; - )

KH Dorthe

---

Kære Iben!

Ja, jeg kan godt forstå dig! Og jeg vil starte med at påstå, at det slet
ikke er jakken der er problemet!

Man har mere om ørene med to børn end man har med et barn - det er der
slet ikke nogen tvivl om, og han kan helt tydeligt mærke, at familien er
anderledes nu.

Du skal naturligvis reagere, når din søn spørger dig på den måde. Din
søns reaktion er et symptom på dig; at han faktisk gerne VIL HAVE at du
er glad - og helst hele tiden, selvfølgelig.

Tænk dig om: Hvornår HAR du egentligt sidst grint så du ikke kunne få
vejret - i din søns påhør? Eller bare smilt et rigtigt stort smil. Viser
du TYDELIGT din søn, at du er glad, NÅR du er glad - eller siger det til
ham?

Giv ham et kram og et kys i stedet for bare at sige noget til ham, når
han gør, som du beder ham om (eller bare vil have ham til). Giv ham
flere "gulerødder". Hvis han gør sådan og sådan, så vil du gerne lave
noget rigtigt sjovt sammen med ham. For jeg går da ud fra, at det var
derfor du satte ham i verden!? - Tilgiv mig min grovhed!

Det er ligesom kliktræning med dyr. Vi forventer at dyret skal gøre en
ting og dyret vil af trang efter godbidder finde ud af, hvad man gerne
vil have dem til. Simpelt og effektivt.

Og husk at det værste man kan gøre er at glemme godbidden!


"Iben Holst" skrev d. 23-01-03 09:34 dette indlæg :
> Hej ...
>
> Jeg er begyndt at være lidt ked af min søns spørgsmål - "er du glad,
mor?"
>
> Han er lige blevet 4 år og har siden først på efteråret kunnet tage
alt sit
> tøj på selv. Det betyder ikke at han siden da altid selv har taget det
på,
> men efter vi fik en lille ny i huset i december, har han været meget
ivrig
> efter at gøre det hele helt selv og det har han fået lov til selvom
det ofte
> har betydet forsinkelser.
>
> Det eneste han umiddelbart har haft problemer med at få på er jakken.
Den
> har jeg selvfølgelig hjulpet med, men samtidig har jeg også altid sagt
til
> ham, at han skal prøve først og hvis han ikke kan så skal jeg nok
hjælpe
> ham. Og han kan faktisk godt helt selv når bare han tager det stille
og
> roligt!! Nogle gange står han dog helt hjælpeløst og siger
"jamen
> jeg kan ikke!". Hvor jeg så til sidst bliver muggen i bærret hvis han
i det
> mindste ikke prøver, før jeg skal træde til - og det er altså ikke
noget med
> at jeg lader han stå i lang tid før jeg hjælper. Skulle det ikke være
ok at
> jeg stædigt vil have at han prøver selv først, når jeg ved at han kan,
eller
> forlanger jeg for meget af ham??
> Jeg ved godt at man selv kender sine børn bedst, og min søn kan jeg
som
> oftest læse som en åben bog, men hvad skal jeg lede ud af spørgsmålet;
"er
> du glad, mor?" når han har taget jakken på helt selv. Tror han mon at
jeg
> kun er glad hvis han selv tager jakken på eller kan han mon godt
forstå, at
> jeg er glad og mere end tilfreds når bare han forsøger selv først ??
> Når han har stået hjælpeløst men ender med at tage den på selv, roser
jeg
> ham altid noget med "det kunne du jo godt helt selv - jeg synes du er
god
> til det"
> Og hvis det ikke lykkes for ham for ham, hjælper jeg ham selvfølgelig
og
> siger lignende "nej det kunne du ikke lige nu, men nu har du selv
prøvet
> først og så vil jeg gerne hjælpe dig - måske kan du selv næste gang".
> I begge tilfælde falder spørgsmålet efterfølgende fra ham .....
>
> Iben
>
>

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

"JanneP" <JanneP.news@kandu.dk> wrote in
news:3e2fc446$0$146$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk:

SNIP
> Tænk dig om: Hvornår HAR du egentligt sidst grint så du ikke kunne få
> vejret - i din søns påhør? Eller bare smilt et rigtigt stort smil. Viser
> du TYDELIGT din søn, at du er glad, NÅR du er glad - eller siger det til
> ham?
SNIP

Hørte lige på tv2 morgentv at vi på verdens basis griner gennemsnitligt 6
min. om dagen.. for 20 år siden var det 18 min. pr. dag i gennemsnit..
tankevækkende eller hvad?

Tomas

---

Hej Janne og Iben.

Jeg har lige læst dit indlæg Janne og tænkte faktisk nogle gange at
det ikke kunne være rigtigt (det jeg opfattede) - læste så igen, igen
- men kan ikke se at jeg kan have misforstået det der står - så jeg
vil da gerne i dialog med dig omkring dine holdninger og høre dine
bevæg grunde for dine råd !


>Du skal naturligvis reagere, når din søn spørger dig på den måde. Din
>søns reaktion er et symptom på dig; at han faktisk gerne VIL HAVE at du
>er glad - og helst hele tiden, selvfølgelig.
Det tror jeg ikke - jeg tror (som belyst i mit indlæg) det ene og
alene er et spørgsmål om accept og guidning "i den rigtige retning" .

>Giv ham et kram og et kys i stedet for bare at sige noget til ham, når
>han gør, som du beder ham om (eller bare vil have ham til).
Aldrig - aldrig -aldrig må vi lade vore børn stå tilbage med et
ubesvaret spørgsmål - og vores knus skal ikke være "belønninger" - det
skal være kærlighed !

>Giv ham
>flere "gulerødder". Hvis han gør sådan og sådan, så vil du gerne lave
>noget rigtigt sjovt sammen med ham. For jeg går da ud fra, at det var
>derfor du satte ham i verden!? - Tilgiv mig min grovhed!
Ja - nu er du grov - Børn skal lære at respekterer sig selv og andre -
de skal opleve nærvær og samhørrighed - At barnet lytter og "gør som
man siger" må aldrig kædes sammen med en "byttehandel " hvor barnet
"som gevinst" får oplevelser med den voksne - Det har barnet krav på
lige meget hvordan det opfører sig - og intet barn skal "gøre sige
fortjent til" forældres nærvær eller kærlighed - den skulle gerne være
der "helt af sig selv".

>Det er ligesom kliktræning med dyr. Vi forventer at dyret skal gøre en
>ting og dyret vil af trang efter godbidder finde ud af, hvad man gerne
>vil have dem til. Simpelt og effektivt.
>
>Og husk at det værste man kan gøre er at glemme godbidden!

Jeg vil lade dine ovenstående ord stå i rungende tavshed - jeg kender
ingen ord der kan beskrive min afsky for den holdning du her har
fremført - jeg er mildest talt rystet !
( det eneste jeg kan betvivler er om du virkelig kan mene det )
Kærligst Dorthe

---

Dorthe wrote:
> Hej Janne og Iben.
>
> Jeg har lige læst dit indlæg Janne og tænkte faktisk nogle gange at
> det ikke kunne være rigtigt (det jeg opfattede) - læste så igen, igen
> - men kan ikke se at jeg kan have misforstået det der står - så jeg
> vil da gerne i dialog med dig omkring dine holdninger og høre dine
> bevæg grunde for dine råd !

hej Janne og Dorthe

jeg har, som du dorthe, læst indlæggene og sidder tilbage med en lidt sjov
følelse......

>> Du skal naturligvis reagere, når din søn spørger dig på den måde. Din
>> søns reaktion er et symptom på dig; at han faktisk gerne VIL HAVE at
>> du er glad - og helst hele tiden, selvfølgelig.

> Det tror jeg ikke - jeg tror (som belyst i mit indlæg) det ene og
> alene er et spørgsmål om accept og guidning "i den rigtige retning" .

jeg tror i bund og grund i begge har ret..... naturligvis vil børn gerne
have deres forældre er glade, der er, desværre, også børn der er så
"behagesyge" at det er det eneste de tænker på.... det mener jeg dog er en
trist udvikling at starte på.....
den optimale løsning synes jeg må være at barnet FÅR sin accept og sin glade
mor.... mor bør måske tænke lidt over om det er rimeligt at blive sur i de
tilfælde, og måske bevidst vælge et andet reaktionsmønster...

>> Giv ham et kram og et kys i stedet for bare at sige noget til ham,
>> når han gør, som du beder ham om (eller bare vil have ham til).

> Aldrig - aldrig -aldrig må vi lade vore børn stå tilbage med et
> ubesvaret spørgsmål - og vores knus skal ikke være "belønninger" - det
> skal være kærlighed !

du har SÅ ret, dorthe...... naturligvis skal kærtegn og krammere være
kærlighed...... men jeg tænker på om man ikke kunne gøre begge dele??
hvad er der i vejen for at man BÅDE giver barnet verbal accept og ros,
samtidig med at man lige giver et kys på hovedet eller en krammer, og et
stort smil??

>> Giv ham
>> flere "gulerødder". Hvis han gør sådan og sådan, så vil du gerne lave
>> noget rigtigt sjovt sammen med ham. For jeg går da ud fra, at det var
>> derfor du satte ham i verden!? - Tilgiv mig min grovhed!

> Ja - nu er du grov - Børn skal lære at respekterer sig selv og andre -
> de skal opleve nærvær og samhørrighed - At barnet lytter og "gør som
> man siger" må aldrig kædes sammen med en "byttehandel " hvor barnet
> "som gevinst" får oplevelser med den voksne - Det har barnet krav på
> lige meget hvordan det opfører sig - og intet barn skal "gøre sige
> fortjent til" forældres nærvær eller kærlighed - den skulle gerne være
> der "helt af sig selv".

!!!!!!*S* synes jeg ville understrege en MEGET god pointe ;)

>> Det er ligesom kliktræning med dyr. Vi forventer at dyret skal gøre
>> en ting og dyret vil af trang efter godbidder finde ud af, hvad man
>> gerne vil have dem til. Simpelt og effektivt.
>>
>> Og husk at det værste man kan gøre er at glemme godbidden!
>
> Jeg vil lade dine ovenstående ord stå i rungende tavshed - jeg kender
> ingen ord der kan beskrive min afsky for den holdning du her har
> fremført - jeg er mildest talt rystet !
> ( det eneste jeg kan betvivler er om du virkelig kan mene det )

jeg må indrømme at det heller ikke helt huer mig at sammenligne børn med dyr
i den retning....... men snakker man nu med mennesker der ikke kender til at
have børn, så er dyreanalogien jo udemærket..... man skal bare passe på man
ikke tager den for mere end en analogi..... for mig symboliserer "godbidden"
både ros, kærtegn, og smil....... for andre betyder den måske kun ros, eller
kærtegn, eller smil...... det kommer nok an på hvilken indgangsvinkel man
har til børn, og hvordan man omgåes dem normalt..... er man meget "hands on"
med masser af kys, kram og kærtegn, bør man måske introducere den verbale
ros i hverdagen... og omvendt......

for mig handler det om at finde den gyldne middelvej hvor alle kan forstå
hvad der sker, og hvor alle føler sig trygge og glade......

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Sabina Hertzum skrev:

>du har SÅ ret, dorthe...... naturligvis skal kærtegn og krammere være
>kærlighed...... men jeg tænker på om man ikke kunne gøre begge dele?

Det var ikke det der var Dorthes problem. Kernen i det er at ord,
kram og kys skal gives af (ubetinget) kærlighed - ikke som
respons på at "Nu har du gjort som mor gerne vil have. Det var
vel nok godt". Der vil komme en periode hvor ungen *ikke* gør som
mor gerne vil have og ofte endda præcis det modsatte. Til den tid
er det vigtigt at man har vænnet barnet til at kærligheden er
ubetinget - *og* at man har vænnet sig selv til at respektere at
barnet tænker og handler selvstændigt og altså finder løsninger
som man ikke selv ville finde.

--
Bertel
http://bertel.lundhansen.dk/   FIDUSO: http://fiduso.dk/

---

On Thu, 23 Jan 2003 12:39:57 +0100, Bertel Lund Hansen
<nospamfor@lundhansen.dk> wrote:

>Sabina Hertzum skrev:
>
>>du har SÅ ret, dorthe...... naturligvis skal kærtegn og krammere være
>>kærlighed...... men jeg tænker på om man ikke kunne gøre begge dele?
>
>Det var ikke det der var Dorthes problem. Kernen i det er at ord,
>kram og kys skal gives af (ubetinget) kærlighed - ikke som
>respons på at "Nu har du gjort som mor gerne vil have. Det var
>vel nok godt". Der vil komme en periode hvor ungen *ikke* gør som
>mor gerne vil have og ofte endda præcis det modsatte. Til den tid
>er det vigtigt at man har vænnet barnet til at kærligheden er
>ubetinget - *og* at man har vænnet sig selv til at respektere at
>barnet tænker og handler selvstændigt og altså finder løsninger
>som man ikke selv ville finde.

Jeg tror vi 3 er helt enige - der er ingen betingelser for at få
kærlighed i et ligeværdigt forhold.M ange af os i forældre
generationen - har ikke i vores egen barndom oplevet det som Bertel
fremhæver som vigtigt - ubetinget kærlighed - netop derfor har vi så
svært ved at leve op til "os selv".
Det er en "voksen opgave" at være barn i år 2003.

Kærligst Dorthe

---

Bertel Lund Hansen wrote:
> Sabina Hertzum skrev:
>
>> du har SÅ ret, dorthe...... naturligvis skal kærtegn og krammere være
>> kærlighed...... men jeg tænker på om man ikke kunne gøre begge dele?
>
> Det var ikke det der var Dorthes problem. Kernen i det er at ord,
> kram og kys skal gives af (ubetinget) kærlighed - ikke som
> respons på at "Nu har du gjort som mor gerne vil have. Det var
> vel nok godt". Der vil komme en periode hvor ungen *ikke* gør som
> mor gerne vil have og ofte endda præcis det modsatte. Til den tid
> er det vigtigt at man har vænnet barnet til at kærligheden er
> ubetinget - *og* at man har vænnet sig selv til at respektere at
> barnet tænker og handler selvstændigt og altså finder løsninger
> som man ikke selv ville finde.

hej Bertel ;)

som dorthe så rigtigt skriver så er vi nok ret så enige når det kommer til
stykket...... jeg forstod skam godt hvor dorthe kom fra, men synes lige jeg
ville pointere at der skal være plads til begge dele, når det er...... ;)

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

>hej Janne og Dorthe
>
>jeg har, som du dorthe, læst indlæggene og sidder tilbage med en lidt sjov
>følelse......
>
>>> Du skal naturligvis reagere, når din søn spørger dig på den måde. Din
>>> søns reaktion er et symptom på dig; at han faktisk gerne VIL HAVE at
>>> du er glad - og helst hele tiden, selvfølgelig.
>
>> Det tror jeg ikke - jeg tror (som belyst i mit indlæg) det ene og
>> alene er et spørgsmål om accept og guidning "i den rigtige retning" .
>
>jeg tror i bund og grund i begge har ret..... naturligvis vil børn gerne
>have deres forældre er glade, der er, desværre, også børn der er så
>"behagesyge" at det er det eneste de tænker på.... det mener jeg dog er en
>trist udvikling at starte på.....
Ja.. og ... men .. det er jo ikke barnet der er født "behagsyg" (som
du kalder det - men netop - at det er tillært - en følge af
opdragelsen - eller hvad ? *s* - det er under alle omstændigheder et
lille selvværd hos barnet der ligger bag ved - og det skal vi (som
beskrevet i mit første indlæg i tråden) som forældre prøve at bygge op
omkring/i barnet med positiv/konstruktiv reaktion på barnets
signaler.
>den optimale løsning synes jeg må være at barnet FÅR sin accept og sin glade
>mor.... mor bør måske tænke lidt over om det er rimeligt at blive sur i de
>tilfælde, og måske bevidst vælge et andet reaktionsmønster...
Disse to ting kan jo slet ikke være adskilte vel ? - og jeg tror også
at vi i nogen grad skal være bevidste og reagere positivt selv om vi
er sure/irriterede - men her er det meget - meget vigtigt at huske at
vi som mennesker har størst focus og reagere promte på kropssproget.
Hverdagen kan være stressende og jeg mener også at det er "tilladt" at
vi voksne fejler. (hvor skulle barnet ellers lære at acceptere egne
"fejl")Så hvis man er "stik tosset" læser barnet det først (via
kropssproget) og så gør vi kun ondt værre hvis vi så prøver at dække
over det med "søde ord" - så må vi helle være tossede og fortælle hvad
der er grunden - også hvis det ikke relaterer til barnet i den givne
situation - "jeg er ikke særlig rar lige nu, det er fordi jeg er sur
på ... så undskyld (knus) - osv...
>>> Giv ham et kram og et kys i stedet for bare at sige noget til ham,
>>> når han gør, som du beder ham om (eller bare vil have ham til).
>
>> Aldrig - aldrig -aldrig må vi lade vore børn stå tilbage med et
>> ubesvaret spørgsmål - og vores knus skal ikke være "belønninger" - det
>> skal være kærlighed !
>
>du har SÅ ret, dorthe...... naturligvis skal kærtegn og krammere være
>kærlighed...... men jeg tænker på om man ikke kunne gøre begge dele??
>hvad er der i vejen for at man BÅDE giver barnet verbal accept og ros,
>samtidig med at man lige giver et kys på hovedet eller en krammer, og et
>stort smil??
Selvfølgelig - det var ikke en udelukkelse af "kram" - men blot en
pointering af at vi ikke må lade et spørgsmål være ubesvaret hvis
barnet derefter selv må "opfinde" et svar - det er netop her der kan
gå "kludder" i barnets opfattelse af hvad den voksne mener/føler.
>>> Giv ham
>>> flere "gulerødder". Hvis han gør sådan og sådan, så vil du gerne lave
>>> noget rigtigt sjovt sammen med ham. For jeg går da ud fra, at det var
>>> derfor du satte ham i verden!? - Tilgiv mig min grovhed!
>
>> Ja - nu er du grov - Børn skal lære at respekterer sig selv og andre -
>> de skal opleve nærvær og samhørrighed - At barnet lytter og "gør som
>> man siger" må aldrig kædes sammen med en "byttehandel " hvor barnet
>> "som gevinst" får oplevelser med den voksne - Det har barnet krav på
>> lige meget hvordan det opfører sig - og intet barn skal "gøre sige
>> fortjent til" forældres nærvær eller kærlighed - den skulle gerne være
>> der "helt af sig selv".
>
>!!!!!!*S* synes jeg ville understrege en MEGET god pointe ;)
Tak - (pyhaa så er vi da flere om den for mig yderst basale holdning)
>>> Det er ligesom kliktræning med dyr. Vi forventer at dyret skal gøre
>>> en ting og dyret vil af trang efter godbidder finde ud af, hvad man
>>> gerne vil have dem til. Simpelt og effektivt.
>>>
>>> Og husk at det værste man kan gøre er at glemme godbidden!
>>
>> Jeg vil lade dine ovenstående ord stå i rungende tavshed - jeg kender
>> ingen ord der kan beskrive min afsky for den holdning du her har
>> fremført - jeg er mildest talt rystet !
>> ( det eneste jeg kan betvivler er om du virkelig kan mene det )
>
>jeg må indrømme at det heller ikke helt huer mig at sammenligne børn med dyr
>i den retning....... men snakker man nu med mennesker der ikke kender til at
>have børn, så er dyreanalogien jo udemærket..... man skal bare passe på man
>ikke tager den for mere end en analogi..... for mig symboliserer "godbidden"
>både ros, kærtegn, og smil....... for andre betyder den måske kun ros, eller
>kærtegn, eller smil...... det kommer nok an på hvilken indgangsvinkel man
>har til børn, og hvordan man omgåes dem normalt..... er man meget "hands on"
>med masser af kys, kram og kærtegn, bør man måske introducere den verbale
>ros i hverdagen... og omvendt......
Jeg kan skam godt "lokke" med at vi skal hjem og ha "lidt lækkert"
hvis ungen bare er sååååå træt - vil bæææærees - osv. Jeg er ikke
fanatikker i forhold til mine grundholdninger - og tænker heller ikke
ret meget over (det der er i denne dialog) - det er mere en følelse i
nuet - men i konfliktsituationer ol. der er jeg meget bevist - det er
jo der "fejlene sker - når "bægeret er fyldt" og vi ikke har
overskudet - så er vi "de voksne"- netop fordi vi magter at
tilsidesætte umiddelbare følelser og tænke konstruktivt. ( det er også
der man oplever at ungerne er ved at være teenagere : - ) - når man
ikke længere som forældre kan "styre det"som "på den gamle måde")
>for mig handler det om at finde den gyldne middelvej hvor alle kan forstå
>hvad der sker, og hvor alle føler sig trygge og glade......
Ja.. så enkelt kan det faktisk siges ! - når det lykkes - er vi
lykkelige - måske kommer ordet lykkelig ud fra at det lykkedes ? ; - )

Kærligst Dorthe

---

Dorthe wrote:

hej Dorthe...
lige en lille anmodning... er du ikke sød at lave et mellemrum mellem det du
svarer på og så dit svar?? det vil gøre en del for overskueligheden ;)

>> jeg tror i bund og grund i begge har ret..... naturligvis vil børn
>> gerne have deres forældre er glade, der er, desværre, også børn der
>> er så "behagesyge" at det er det eneste de tænker på.... det mener
>> jeg dog er en trist udvikling at starte på.....

> Ja.. og ... men .. det er jo ikke barnet der er født "behagsyg" (som
> du kalder det - men netop - at det er tillært - en følge af
> opdragelsen - eller hvad ?

ja netop.... hvis barnet oplever alt for ofte at "hvis jeg ikke hører efter
bliver mor sur, hvis jeg hører efter bliver mor glad" så _kan_ man ende i en
ond cirkel af behagesyge (det er mere for at sætte en betegnelse på
sindstilstanden frem for at gøre barnet til noget det ikke er, at jeg kalder
det det) børn.... det er meget forsimplet skrevet..... naturligvis ligger
der langt mere i det end umiddelbart fremstår her.....

> *s* - det er under alle omstændigheder et
> lille selvværd hos barnet der ligger bag ved - og det skal vi (som
> beskrevet i mit første indlæg i tråden) som forældre prøve at bygge op
> omkring/i barnet med positiv/konstruktiv reaktion på barnets
> signaler.

nemlig.....

>> den optimale løsning synes jeg må være at barnet FÅR sin accept og
>> sin glade mor.... mor bør måske tænke lidt over om det er rimeligt
>> at blive sur i de tilfælde, og måske bevidst vælge et andet
>> reaktionsmønster...

> Disse to ting kan jo slet ikke være adskilte vel ?

nej det mener jeg jo heller ikke..... eller rettere de BØR ikke være
adskilte.... men nogle mennesker kan jo have en tendes til at gå og murre
lidt længe over et lille irritations moment i stedet for at ryste det af med
det samme, og så vil et lille barn måske netop blive i tvivl om hvorvidt mor
nu _ER_ glad eller om hun bare siger det....

> - og jeg tror også
> at vi i nogen grad skal være bevidste og reagere positivt selv om vi
> er sure/irriterede - men her er det meget - meget vigtigt at huske at
> vi som mennesker har størst focus og reagere promte på kropssproget.

lige præcist...... det er også derfor jeg mener man bør lade ros og accept
følges hånd i hånd med knus og kærtegn ( også selvom det bare er en blød
hånd på kinden eller lign), hvis man bare slynger et "ja, det er flot!" ud,
så vil enhver da være i tvivl om hvorvidt det nu ER flot....

> Hverdagen kan være stressende og jeg mener også at det er "tilladt" at
> vi voksne fejler. (hvor skulle barnet ellers lære at acceptere egne
> "fejl")Så hvis man er "stik tosset" læser barnet det først (via
> kropssproget) og så gør vi kun ondt værre hvis vi så prøver at dække
> over det med "søde ord" - så må vi helle være tossede og fortælle hvad
> der er grunden - også hvis det ikke relaterer til barnet i den givne
> situation - "jeg er ikke særlig rar lige nu, det er fordi jeg er sur
> på ... så undskyld (knus) - osv...

natrligvis skal der være plads til irritation og surhed, men man må som
voksen også lære at ryste det lidt hurtigere af sig når man har med børn at
gøre, end man måske ville i enhver anden situation..... når barnet når en
alder så man kan forklare hvorfor man er sur/irriteret, så er IMO smadder
vigtigt at lære barnet på den måde at sætte ord på irritationen i stedet for
bare at reagere... og det gør man kun ved selv at gøre det.... :)

>> du har SÅ ret, dorthe...... naturligvis skal kærtegn og krammere være
>> kærlighed...... men jeg tænker på om man ikke kunne gøre begge dele??
>> hvad er der i vejen for at man BÅDE giver barnet verbal accept og
>> ros, samtidig med at man lige giver et kys på hovedet eller en
>> krammer, og et stort smil??

> Selvfølgelig - det var ikke en udelukkelse af "kram" - men blot en
> pointering af at vi ikke må lade et spørgsmål være ubesvaret hvis
> barnet derefter selv må "opfinde" et svar - det er netop her der kan
> gå "kludder" i barnets opfattelse af hvad den voksne mener/føler.

som jeg lige skrev til bertel så forstod jeg det heller ikke sådan...... men
hvis man nu står på den anden side så kan man måske godt misforstå din
udmelding ;) jeg ville bare gerne lige pointere at jeg mente begge dele
hørte med.....

>>> Ja - nu er du grov - Børn skal lære at respekterer sig selv og
>>> andre -
>>> de skal opleve nærvær og samhørrighed - At barnet lytter og "gør som
>>> man siger" må aldrig kædes sammen med en "byttehandel " hvor barnet
>>> "som gevinst" får oplevelser med den voksne - Det har barnet krav på
>>> lige meget hvordan det opfører sig - og intet barn skal "gøre sige
>>> fortjent til" forældres nærvær eller kærlighed - den skulle gerne
>>> være der "helt af sig selv".
>>
>> !!!!!!*S* synes jeg ville understrege en MEGET god pointe ;)

> Tak - (pyhaa så er vi da flere om den for mig yderst basale holdning)

vi er forhåbentlig ikke kun os to ;)

>> jeg må indrømme at det heller ikke helt huer mig at sammenligne børn
>> med dyr i den retning....... men snakker man nu med mennesker der
>> ikke kender til at have børn, så er dyreanalogien jo udemærket.....
>> man skal bare passe på man ikke tager den for mere end en
>> analogi..... for mig symboliserer "godbidden" både ros, kærtegn, og
>> smil....... for andre betyder den måske kun ros, eller kærtegn,
>> eller smil...... det kommer nok an på hvilken indgangsvinkel man har
>> til børn, og hvordan man omgåes dem normalt..... er man meget "hands
>> on" med masser af kys, kram og kærtegn, bør man måske introducere
>> den verbale ros i hverdagen... og omvendt......

> Jeg kan skam godt "lokke" med at vi skal hjem og ha "lidt lækkert"
> hvis ungen bare er sååååå træt - vil bæææærees - osv. Jeg er ikke
> fanatikker i forhold til mine grundholdninger - og tænker heller ikke
> ret meget over (det der er i denne dialog) - det er mere en følelse i
> nuet - men i konfliktsituationer ol. der er jeg meget bevist - det er
> jo der "fejlene sker - når "bægeret er fyldt" og vi ikke har
> overskudet - så er vi "de voksne"- netop fordi vi magter at
> tilsidesætte umiddelbare følelser og tænke konstruktivt. ( det er også
> der man oplever at ungerne er ved at være teenagere : - ) - når man
> ikke længere som forældre kan "styre det"som "på den gamle måde")

uha*G* jeg må indrømme jeg frygter teenage alderen en smule*G* men håber da
på at komme igennem det på nogenlunde vis*G*
du har ret, når man (som vi) bare har den handlingsmåde liggende i
baghovedet så tænker man ikke så meget over det, men der findes jo mennesker
derude for hvem denne måde at reagere på, ikke er naturligt, så det vil for
dem kræve lidt arbejde at finde frem til de redskaber der virker lige for
dem......
jeg tror det handler lidt om at have sine grundprincipper gjort klart for
sig selv, og så arbejde videre derfra...

>> for mig handler det om at finde den gyldne middelvej hvor alle kan
>> forstå hvad der sker, og hvor alle føler sig trygge og glade......

> Ja.. så enkelt kan det faktisk siges ! - når det lykkes - er vi
> lykkelige - måske kommer ordet lykkelig ud fra at det lykkedes ? ; - )

måske*G* så meget er jeg ikke inde i det danske sprogs historie*GGG*
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Kære Dorthe, Iben, Thomas, Sabina og alle I andre!

Først og fremmest - er vi enige om at der er forskel på formuleringerne:
"i stedet for bare at blabla" og "i stedet for kun at blabla" ?? Jeg
tror at de fleste har hængt sig i ordere "i stedet for" - en næse til
undertegnede for at udtrykke sig uklart er hermed modtaget!

Som mor kan det godt være svært at nå, alt det der skal nås. Når man har
travlt og er småstresset så er ens lunte kortere og man bliver lettere
sur på ungerne, når de ikke vil som man vil (jakke-situationen). For at
vise ungerne, at man virkelig sætter pris på dem skal de også have det
at vide. Og er det til at tage fejl af, når mor GIVER SIG TID til lige
at give et ekstra knus?? (Og jo det værste gå af ens egen stresse ved at
planlægge sin tid bedre&#8230;)

Det med de knus er simpelthen en reminder til travle voksne, så de
husker sine egne følelser overfor deres børn, og husker at VISE deres
følelser overfor børnene - ISÆR de positive. Gør man det til en vane
(overfor sig selv!) undgår man nemlig, at man med tiden nøjes med at
sige "mmm" fordi man har 17000 andre ting i hovedet!

Jeg vil ikke opfordre til "byttehandel" bare for at få ens unger til at
gøre hvad som helst, man vil have dem til, sådan som nogen her har
forstået mig. Men gør de, som man beder dem om uden vrøvl, kan jeg ved
gud ikke se at der skulle ske noget ved at give dem et knus for det -
tværdimod!

Min baggrund for min udtalelse i forbindelse med det her
&#8221;kliktræning&#8221; er såmænd, at jeg har en søn som har været
lige så stædig som femogtyve kameler og 117 æsler. Bad man ham om noget
&#8211; ligegyldigt hvad det var &#8211; så gik han bare. Man kunne
kalde og kalde og han gjorde bare ingenting, ikke specielt inspirerende,
vel? Det var så grelt, at h.h.v. vuggestue og sundhedsplejerske fik
drevet mig til vanvid med deres formodninger om at han kunne være
DAMPbarn eller autist og hvad ved jeg.

Men denne her form for praksis har virket, så jeg tror kun vi huser 4
æsler nu. Han er meget nemmere at få til at &#8221;adlyde&#8221; nu,
fordi han har lært, at det betaler sig at &#8221;underordne sig&#8221;
og følge BASISregler.

Fidusen er at ungerne skal finde ud af, at det ikke nytter at protestere
ret meget over, at vi som voksne stiller nogle fuld ud rimelige krav til
dem! Underforstået &#8211; de VED at de bliver mødt med sanktioner af en
eller anden art (skammekrogen som små og fængsel som voksne), hvis de
gør som de ved de ikke må.

Får de den ind med modermælken, burde der også være en vis sandsynlighed
for, at de ikke ender som ustyrlige teenagere.

Er du i tvivl nu, Dorthe? Ellers spørg!

KH. JanneP.

"Dorthe" skrev d. 23-01-03 11:55 dette indlæg :
> Hej Janne og Iben.
>
> Jeg har lige læst dit indlæg Janne og tænkte faktisk nogle gange at
> det ikke kunne være rigtigt (det jeg opfattede) - læste så igen, igen
> - men kan ikke se at jeg kan have misforstået det der står - så jeg
> vil da gerne i dialog med dig omkring dine holdninger og høre dine
> bevæg grunde for dine råd !
>
>
> >Du skal naturligvis reagere, når din søn spørger dig på den måde. Din
> >søns reaktion er et symptom på dig; at han faktisk gerne VIL HAVE at
du
> >er glad - og helst hele tiden, selvfølgelig.
> Det tror jeg ikke - jeg tror (som belyst i mit indlæg) det ene og
> alene er et spørgsmål om accept og guidning "i den rigtige retning" .
>
> >Giv ham et kram og et kys i stedet for bare at sige noget til ham,
når
> >han gør, som du beder ham om (eller bare vil have ham til).
> Aldrig - aldrig -aldrig må vi lade vore børn stå tilbage med et
> ubesvaret spørgsmål - og vores knus skal ikke være "belønninger" - det
> skal være kærlighed !
>
> >Giv ham
> >flere "gulerødder". Hvis han gør sådan og sådan, så vil du gerne lave
> >noget rigtigt sjovt sammen med ham. For jeg går da ud fra, at det var
> >derfor du satte ham i verden!? - Tilgiv mig min grovhed!
> Ja - nu er du grov - Børn skal lære at respekterer sig selv og andre -
> de skal opleve nærvær og samhørrighed - At barnet lytter og "gør som
> man siger" må aldrig kædes sammen med en "byttehandel " hvor barnet
> "som gevinst" får oplevelser med den voksne - Det har barnet krav på
> lige meget hvordan det opfører sig - og intet barn skal "gøre sige
> fortjent til" forældres nærvær eller kærlighed - den skulle gerne være
> der "helt af sig selv".
>
> >Det er ligesom kliktræning med dyr. Vi forventer at dyret skal gøre
en
> >ting og dyret vil af trang efter godbidder finde ud af, hvad man
gerne
> >vil have dem til. Simpelt og effektivt.
> >
> >Og husk at det værste man kan gøre er at glemme godbidden!
>
> Jeg vil lade dine ovenstående ord stå i rungende tavshed - jeg kender
> ingen ord der kan beskrive min afsky for den holdning du her har
> fremført - jeg er mildest talt rystet !
> ( det eneste jeg kan betvivler er om du virkelig kan mene det )
> Kærligst Dorthe

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

"JanneP" wrote in message
news:3e2fc446$0$146$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...

Hej Janne

> Ja, jeg kan godt forstå dig! Og jeg vil starte med at påstå, at det slet
> ikke er jakken der er problemet!

Nej, det tror jeg nu heller ikke det er.

> Man har mere om ørene med to børn end man har med et barn - det er der
> slet ikke nogen tvivl om, og han kan helt tydeligt mærke, at familien er
> anderledes nu.

Selvfølgelig er det noget andet, når der kommer en lille ny. Så er man ikke
længere det eneste barn, og den slags kan sagtens mærkes, også selvom man
som forældre forsøger at gøre tabet af "enebarnsrollen" så mild som muligt
er.

> Du skal naturligvis reagere, når din søn spørger dig på den måde. Din
> søns reaktion er et symptom på dig; at han faktisk gerne VIL HAVE at du
> er glad - og helst hele tiden, selvfølgelig.

Ja, selvfølgelig vil børn gerne have, at deres forældre er glade hele tiden.
Men sådan er verdenen bare ikke. Man smiler og griner ikke af alt.

>Giv ham
> flere "gulerødder". Hvis han gør sådan og sådan, så vil du gerne lave
> noget rigtigt sjovt sammen med ham. For jeg går da ud fra, at det var
> derfor du satte ham i verden!? - Tilgiv mig min grovhed!

Hmm, man sætter da ikke børn i verdenen for at lave noget sjovt med dem, når
de gør noget rigtigt eller godt?
De sjove oplevelser skulle barnet da meget gerne have, uanset om det gider
at gøre tingene selv eller ej?

> Det er ligesom kliktræning med dyr. Vi forventer at dyret skal gøre en
> ting og dyret vil af trang efter godbidder finde ud af, hvad man gerne
> vil have dem til. Simpelt og effektivt.

Så er det bare lige det, at det her er et barn vi taler om, ikke en lydig
hund, der sukker efter godbidder hele tiden.
Jeg mener ikke, at børn skal have "gulerødder", for at lære at blive
selvhjulpne. Så virker det jo, om noget gør, som om barnet kun gør det for
mors eller fars skyld og ikke for sin egen.
Børn kan man snakke med om tingene, en hund kan man kun give ordre og så
rose.

> Og husk at det værste man kan gøre er at glemme godbidden!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du selv har børn.
Når man arbejder på at udvikle/opdrage et barn til at blive selvstædig og
selvhjulpen, er man nød til inderligt at bruge sin empati.
Man er nød til at sætte sig selv i barnets sted og mærke efter, hvordan det
virkelig føles, når man bare ikke lige orker selv at tage jakken på og mor
eller far står og forlanger det af een.
Hvis mor/far så lokker med en is, når de kommer hen forbi kiosken, hvis man
hurtigt tager sin jakke på, ja så er det isen, der er i fokus og ikke selve
det at lære, at man er nød til at gøre det, selv om man ikke lige orker det.
En anden bagdel ved denne måde er også, at barnet næste gang tænker: "Hvis
jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke gider selv, så får jeg nok også en
is denne gang".

I stedet kunne man f.eks. sige til barnet: "Jeg kan godt høre på dig/jeg kan
godt forstå, at du ikke lige har lyst til at tage den på selv, men det er du
altså nød til." Konflikten kommer sansynligvis til at vare længere, end hvis
man lover barnet noget for at gøre det. Men at love barnet noget, mener jeg
er at gøre både barnet, men også sig selv, en bjørnetjeneste. Jeg mener,
hvis man som voksen vænner barnet til at det få en godbid hver gang, så er
det altså ret mange godbidder, man kan ende op med at komme af med på de 18
år, hvor man typisk har sit barn boende hjemme. På et eller andet tidspunkt,
får man nok af det, og så bliver det endnu hårdere for barnet at skulle
omvænne sig.

Når man har valgt at få børn, så må man også tage de konflikter det kan
medføre, og ikke bare slippe nemt om ved det. Senere hen, når barnet har
lært at acceptere at det er nød til at gøre det selv, så har man nok så
rigelig grund til at fryde sig over, at man har skabt et barn der har
forståelse for sig selv og sin omverden.

Div. oplevelser skulle barnet gerne have alligevel, uanset om det gider tage
jakken på af sig selv eller ej.

Nette

---

"Iben Holst" <ria@os.dk> skrev i en meddelelse
news:3e2fa9ac$0$13167$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej ...
>
> Jeg er begyndt at være lidt ked af min søns spørgsmål - "er du glad, mor?"

Det skal du først og fremmest ikke være. Den slags går over med tiden - han
er tilsyneladende inde i en fase, hvor din udtrykte accept har betydning.
han bliver selv træt af spørgsmålet i længden, især hvis han får det samme
svar hver gang: "JA!".

(gem "nej"et til dén dag, du har grund til at være vred).

> Han er lige blevet 4 år og har siden først på efteråret kunnet tage alt
sit
> tøj på selv. Det betyder ikke at han siden da altid selv har taget det på,
> men efter vi fik en lille ny i huset i december, har han været meget ivrig
> efter at gøre det hele helt selv og det har han fået lov til selvom det
ofte
> har betydet forsinkelser.

Forsinkelserne er din skyld - det er bare fordi du ikke har sat tid nok af
til det med tøjet. Det er helt fint at han viser vilje til at prøve selv,
for man lærer mere af sine succes'er end af sine fiaskoer. Og det gælder
både små og store. Det er vigtigt at undgå at vise tegn på stress, for så er
det at han kan få en følelse af at være utilstrækkelig, og det er han jo
slet ikke.

Man hører ofte forældre sige "skynd dig nu lidt!" til deres børn, men
sandheden er, at børn ikke kan skynde sig. Sådan er det bare. Med børn tager
tingene nu engang den tid de tager.

> Det eneste han umiddelbart har haft problemer med at få på er jakken. Den
> har jeg selvfølgelig hjulpet med, men samtidig har jeg også altid sagt til
> ham, at han skal prøve først og hvis han ikke kan så skal jeg nok hjælpe
> ham. Og han kan faktisk godt helt selv når bare han tager det stille og
> roligt!! Nogle gange står han dog helt hjælpeløst og siger
"jamen
> jeg kan ikke!".

Det er det samme med min den mindste på 3. Nogen gange gider han ikke engang
at forsøge, især hvis han er træt.

> Hvor jeg så til sidst bliver muggen i bærret hvis han i det
> mindste ikke prøver, før jeg skal træde til - og det er altså ikke noget
med
> at jeg lader han stå i lang tid før jeg hjælper. Skulle det ikke være ok
at
> jeg stædigt vil have at han prøver selv først, når jeg ved at han kan,
eller
> forlanger jeg for meget af ham??

Næh, det er bestemt ikke forkert. Han skal lære, at han kan mere, end han
selv tror, og at mor ikke altid er der til at hjælpe, så det er helt fint.
Måske du bare ikke skulle blive muggen i bærret, men give ham en lille smule
hjælp? Bare til at komme over det døde punkt, og så bagefter sige, at "det
kunne du jo sagtens selv!"

Jeg ved det ikke, men det virker på min. Derimod plejer det ikke at hjælpe
at blive sur på ham. Så går han bare i baglås, og så kommer vi ingen vegne.

Han er forresten en sjov én på dette punkt, for når han ender med at få
succes med noget, han selv har påstået han ikke kan, så opfatter han
succes'en som en slags fiasko - han kunne jo godt alligevel - og så bliver
han helt forlegen, og hvad gør man så? Man rækker tunge af far! Det er det
eneste tidspunkt han får lov at række tunge på. Jeg smiler bare og ryster på
hovedet af ham, og truer med at klippe tungen af med køkkensaksen, og så
griner vi lidt af det. Næste gang viser det sig så, at han ikke orker at
diskutere om han nu kan eller ej, så gør han det bare. Til gengæld ved han
også, at han får altid hjælp, hvis noget er for svært.

> Jeg ved godt at man selv kender sine børn bedst, og min søn kan jeg som
> oftest læse som en åben bog, men hvad skal jeg lede ud af spørgsmålet; "er
> du glad, mor?" når han har taget jakken på helt selv. Tror han mon at jeg
> kun er glad hvis han selv tager jakken på eller kan han mon godt forstå,
at
> jeg er glad og mere end tilfreds når bare han forsøger selv først ??
> Når han har stået hjælpeløst men ender med at tage den på selv, roser jeg
> ham altid noget med "det kunne du jo godt helt selv - jeg synes du er god
> til det"
> Og hvis det ikke lykkes for ham for ham, hjælper jeg ham selvfølgelig og
> siger lignende "nej det kunne du ikke lige nu, men nu har du selv prøvet
> først og så vil jeg gerne hjælpe dig - måske kan du selv næste gang".
> I begge tilfælde falder spørgsmålet efterfølgende fra ham .....

Tror du ikke bare, at mors stolthed og glæde betyder meget for ham, især
efter der er kommet en lille ny?

Sig sandheden. Selvfølgelig er du næsten altid glad for din dreng. Til sidst
er det ikke så interessant at spørge.

---

Hej Svend
>(gem "nej"et til dén dag, du har grund til at være vred).
Allerede her i dit indlæg - viser du "os" at du har humor !


>Han er forresten en sjov én på dette punkt, for når han ender med at få
>succes med noget, han selv har påstået han ikke kan, så opfatter han
>succes'en som en slags fiasko - han kunne jo godt alligevel - og så bliver
>han helt forlegen, og hvad gør man så? Man rækker tunge af far! Det er det
>eneste tidspunkt han får lov at række tunge på. Jeg smiler bare og ryster på
>hovedet af ham, og truer med at klippe tungen af med køkkensaksen, og så
>griner vi lidt af det. Næste gang viser det sig så, at han ikke orker at
>diskutere om han nu kan eller ej, så gør han det bare. Til gengæld ved han
>også, at han får altid hjælp, hvis noget er for svært.
Lyder rigtig super - og kender situationer der ligner fra nogle af
mine børn - hvorimod der er et par stykker af dem der absolut ikke
"tåler" humoren - de bliver simpelthen kede af det og føler sig til
grin. Har man et barn med "indbygget" humor er det bare så "hyggeligt"
- og er alle ens egne så heldige (vi har en sådan voksen i familien)
og man ikke er meget opvmærksom på - at sådan er børn ikke generelt
kan man virkelig komme til at såre ( det har jeg set med dem af mine
der ikke har humoren inde under huden )


Kærligst Dorthe

---

"Dorthe" <Dorthekr@hotmail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e2fdf69.18438577@news.tele.dk...
> Hej Svend
> >(gem "nej"et til dén dag, du har grund til at være vred).
> Allerede her i dit indlæg - viser du "os" at du har humor !

Takker. Rart at blive forstået.

> >Han er forresten en sjov én på dette punkt, for når han ender med at få
> >succes med noget, han selv har påstået han ikke kan, så opfatter han
> >succes'en som en slags fiasko - han kunne jo godt alligevel - og så
bliver
> >han helt forlegen, og hvad gør man så? Man rækker tunge af far! Det er
det
> >eneste tidspunkt han får lov at række tunge på. Jeg smiler bare og ryster
på
> >hovedet af ham, og truer med at klippe tungen af med køkkensaksen, og så
> >griner vi lidt af det. Næste gang viser det sig så, at han ikke orker at
> >diskutere om han nu kan eller ej, så gør han det bare. Til gengæld ved
han
> >også, at han får altid hjælp, hvis noget er for svært.
> Lyder rigtig super - og kender situationer der ligner fra nogle af
> mine børn - hvorimod der er et par stykker af dem der absolut ikke
> "tåler" humoren - de bliver simpelthen kede af det og føler sig til
> grin. Har man et barn med "indbygget" humor er det bare så "hyggeligt"
> - og er alle ens egne så heldige (vi har en sådan voksen i familien)
> og man ikke er meget opvmærksom på - at sådan er børn ikke generelt
> kan man virkelig komme til at såre ( det har jeg set med dem af mine
> der ikke har humoren inde under huden )

Ja, det har du jo ret i. I det hele taget er det den slags forskelligheder,
der gør det så vanskeligt at give andre forældre gode råd, ligesom det også
kan være skadeligt at tage imod andres råd ukritisk.

Det at opdrage børn må i høj grad baseres på ens egen intuitive fornemmelse
for, hvad der er rigtigt. Når man giver råd om børneopdragelse skal man
derfor være meget opmærksom på, om de midler, man anbefaler, er universelle
eller individuelle. Og man skal passe på med at være docerende og belærende,
i hvert fald hvad midlerne angår. Målene er vi vel alle i det store hele
enige om.

Når man omvendt modtager råd, skal man være så selvsikker, at man kan
tillade sig at være kritisk og at fravælge ubrugelige råd. Det har mange
forældre svært ved, fordi de er usikre, og så gør de måske det forkerte i
den bedste mening, og får forkerte resultater, og bliver endnu mere usikre.

Det var vist også det du mente. Når Anders rækker tunge, er det udtryk for
hans "lune" - og han forstår udmærket godt, hvad jeg mener med at hente
køkkensaksen. Naturligvis må barnet aldrig føle sig latterliggjort, men hvis
man bruger sin intuition i børneopdragelsen, så sker det også kun én gang!

Svend

---

Nogle gange står han dog helt hjælpeløst og siger "jamen
> jeg kan ikke!".

Jammen så kan han måske ikke lige den dag, det kan godt ske du ved at han
kan, men måske har han ikke lige overskudet, eller måske har han brug for at
blive hjulpet for opmærksomhedens skyld, eller for at blive bekræftet i, at
du stadig er der for ham.

men hvad skal jeg lede ud af spørgsmålet; "er
> du glad, mor?" når han har taget jakken på helt selv. Tror han mon at jeg
> kun er glad hvis han selv tager jakken på eller kan han mon godt forstå,
at
> jeg er glad og mere end tilfreds når bare han forsøger selv først ??

Jeg tror ikke børn forstår det med at forsøge, enten kan man eller også så
kan man ikke,


> Når han har stået hjælpeløst men ender med at tage den på selv, roser jeg
> ham altid noget med "det kunne du jo godt helt selv - jeg synes du er god
> til det"
> Og hvis det ikke lykkes for ham for ham, hjælper jeg ham selvfølgelig og
> siger lignende "nej det kunne du ikke lige nu, men nu har du selv prøvet
> først og så vil jeg gerne hjælpe dig - måske kan du selv næste gang".
> I begge tilfælde falder spørgsmålet efterfølgende fra ham .....


Du anderkender hans forsøg, du snakker om hvad han kan og ikke kan, og du
roser det han kan eller at han forsøger at kunne, hermed hendvender du dig
til hans selvtilid, og styrker det. men dit barn fokuserer på følelser
(glad), og hendvende sig dermed til selværdet, det kunne de fleste voksne
lære meget af, hvis jeg var dig ville jeg fokuserer mere på barnets
følelser, har du lyst til at prøve om du selv kan i dag, er du sur på jakken
i dag, syntes du det er svært, syntes du ikke du er dygtig når du selv kan
tage jakken på.
Både Jesper Hjul og Dion Sommer har skrevet om dette emne.

Jens

---

"Jannie og Jens" <jannieogjens@hansen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e2ff34f$0$154$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> Jeg tror ikke børn forstår det med at forsøge, enten kan man eller også så
> kan man ikke,

Alt handler for børn om at forsøge, og det giver både succeser og fiaskoer.
Måske kender børn ikke til at forsøge i det øjeblik de kommer ud af mors
liv, men på et eller andet tidspunkt skal de da lære det - enten af sig selv
eller gennem motivation.

> Du anderkender hans forsøg, du snakker om hvad han kan og ikke kan, og du
> roser det han kan eller at han forsøger at kunne, hermed hendvender du dig
> til hans selvtilid, og styrker det. men dit barn fokuserer på følelser
> (glad), og hendvende sig dermed til selværdet, det kunne de fleste voksne
> lære meget af, hvis jeg var dig ville jeg fokuserer mere på barnets
> følelser, har du lyst til at prøve om du selv kan i dag, er du sur på
jakken
> i dag, syntes du det er svært, syntes du ikke du er dygtig når du selv kan
> tage jakken på.
> Både Jesper Hjul og Dion Sommer har skrevet om dette emne.

Jesper Juuls "Dit kompetente barn" er en af mine yndlingsaversioner, så her
kommer lidt til en videre debat.

At tage udgangspunkt i barnets egne følelser lyder rigtigt fint, men det
indebærer, at barnet kun lærer i kraft af sin egen motivation, og dét lyder
jo knapt så fint. Det er ingen skade at gå lidt længere end dét. Man må godt
træde i karakter som forælder og vise, at "jeg har altså større tillid til
dig, end du selv har". Det gør livet og tillæringen lettere senere i livet,
hvis barnet har fået succes med læring af færdigheder, som forældrene
motiverede barnet til.

Pottetræning, eksempelvis: Jeg er stærk modstander af de af nutidens mødre
og kvindagtige mænd, som lader fireårige børn gå med ble, for "de skal nok
selv bede om at få den af en dag, man ser jo ingen konfirmander med ble" -
og jeg er stærk modstander af Liberos og Pampers' propaganda herfor.
Pottetræning når barnet er klart, og det er det langt tidligere end som 3½-4
årig, fordi:

1) Man gør livet lettere for sig selv, når barnet selv sætter sig på
potten - bleer er noget bøvl
2) Man giver barnet bevægelsesfrihed uden bleen
3) Man giver barnet en succes, som forældrene initierede - altså lærer
barnet, at det kan mere end det selv tror, og så får forældrene det lettere
med mange andre ting, der i fremtiden skal læres
4) Barnet får en tidligere selvstændighedsfølelse, som også styrker det på
mange andre af livets områder
5) Barnet undgår det nedværdigende i at have minder om at have båret ble
(hukommelsen træder til ved 2-3 års alderen)

Det er det samme med sutter. Jeg har ondt af de børn, der har sut i munden
den første skoledag. De bliver drillet og set skævt til, og smider derfor
sutten et par dage efter. Det burde de have gjort allerede da de var
"store" - senest som 1½-2 årige. Det andet er at gøre børnene en
bjørnetjeneste.

Svend

---

Hej Iben

> Jeg ved godt at man selv kender sine børn bedst, og min søn kan jeg som
> oftest læse som en åben bog, men hvad skal jeg lede ud af spørgsmålet; "er
> du glad, mor?" når han har taget jakken på helt selv.

Jeg vil lige spørge dig om hvor god han er til at tale. Mine egne unger
forveksler ofte ord der ligner hinanden eller lyder ens.
Kunne det være at han bare mener "Er du klar mor"?
Min yngste kom i december hjem fra børnehaven med noget han kaldte en
juledepression, altså en juledekoration. Han kommer tit og siger "Jeg
vil spørge dig om noget", men han mener faktisk "fortælle".

Ellers vil jeg da bare sige at alle de andre har givet både kloge og
tankevækkende svar. Der er lige et par ting jeg skal have testet på mine
egne.


--
Med venlig hilsen
Marianne Feddersen

---

Marianne Feddersen skrev:

>Min yngste kom i december hjem fra børnehaven med noget han kaldte en
>juledepression, altså en juledekoration. Han kommer tit og siger "Jeg
>vil spørge dig om noget", men han mener faktisk "fortælle".

En god måde at støtte hans sprogindlæring uden at give negativ
respons består i at gentage hans egentlige meddelelse med de
rigtige ord.

   Jeg vil spørge dig om noget.
   Okay, hvad er det du vil fortælle?

--
Bertel
http://bertel.lundhansen.dk/   FIDUSO: http://fiduso.dk/

---

Hej Bertel

Bertel Lund Hansen wrote:
> En god måde at støtte hans sprogindlæring uden at give negativ
> respons består i at gentage hans egentlige meddelelse med de
> rigtige ord.
>
>    Jeg vil spørge dig om noget.
>    Okay, hvad er det du vil fortælle?

Det gør vi skam også og en dag virker det sikkert.

--
Med venlig hilsen
Marianne Feddersen

---

> Jeg vil lige spørge dig om hvor god han er til at tale. Mine egne unger
> forveksler ofte ord der ligner hinanden eller lyder ens.
> Kunne det være at han bare mener "Er du klar mor"?

Hej !

Han er faktisk ret god til at tale - der er få situationer hvor man skal
tolke ham lidt anderledes, men i de situationer bruger han et tydeligt
forkert ordvalg. Men ikke i den situation "desværre"....

Iben

---

"Iben Holst" <ria@os.dk> skrev i en meddelelse
news:3e2fa9ac$0$13167$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej ...
>
> Jeg er begyndt at være lidt ked af min søns spørgsmål - "er du glad, mor?"
>
> Han er lige blevet 4 år og har siden først på efteråret kunnet tage alt
sit
> tøj på selv.

[snip]

> Skulle det ikke være ok at
> jeg stædigt vil have at han prøver selv først, når jeg ved at han kan,
eller
> forlanger jeg for meget af ham??

Du stiller krav til ham. Det er godt. Hvis han kan opfylde kravene. Og det
kan han jo.

> Jeg ved godt at man selv kender sine børn bedst, og min søn kan jeg som
> oftest læse som en åben bog, men hvad skal jeg lede ud af spørgsmålet; "er
> du glad, mor?" når han har taget jakken på helt selv. Tror han mon at jeg
> kun er glad hvis han selv tager jakken på eller kan han mon godt forstå,
at
> jeg er glad og mere end tilfreds når bare han forsøger selv først ??

Det er egentligt lidt ligegyldigt. Enten forstår han det nu, eller også
kommer han til det senere.

> Når han har stået hjælpeløst men ender med at tage den på selv, roser jeg
> ham altid noget med "det kunne du jo godt helt selv - jeg synes du er god
> til det"

Godt ordvalg. Eventuelt "Du bliver jo bedre og bedre til det"

> Og hvis det ikke lykkes for ham for ham, hjælper jeg ham selvfølgelig og
> siger lignende "nej det kunne du ikke lige nu, men nu har du selv prøvet
> først og så vil jeg gerne hjælpe dig - måske kan du selv næste gang".

Jeg gør meget ud af at indprente min datter at man skal øve (og prøve, og
smage) _alting_.
Hvis hun ikke kan lide maden kan hun spytte den ud (hvis det er en stor bid)
og hvis det kun er en lille bid, tvinger jeg hende til at sluge den. Og
roser hende bagefter.

Vi prøver også en hel masse som hun ikke har en snemands chance i helvede
for at kunne, og hver gang kommer jeg med min evindelige "...men nu har du
prøvet, og hvis du øver og øver, så skal det nok komme. Lissom da du skulle
lære at cykle. Det ku' du heller ikke men du øvede og øvede, og nu kan du
jo."

> I begge tilfælde falder spørgsmålet efterfølgende fra ham .....

Børn vil glæde deres forældre. Han er ved at lære hvad man skal gøre for at
glæde dig. Det lyder som om han fungerer helt normalt, og har det godt.

/jim

---

Oøjh - sikke mange og LANGE indlæg.

Tusinde tak for dem alle - jeg har ikke været på nettet siden jeg skrev
indlægget og lige nu kan jeg ikke helt overskue alt det I har skrevet, så
jeg vil p.t. ikke kommentere noget specielt.
Jeg er nødt til lige at have nogle dage til at komme det hele igennem og
tænke over det og så kan det godt være at jeg vil stille et par spørgsmål
igen.

Iben